Psykotisk (En Harry Styles fanfiction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2014
  • Opdateret: 28 jul. 2015
  • Status: Igang
“Jeg elskede hende ikke fordi hun dansede med mine engle, men fordi at lyden af hendes navn kunne stilne mine dæmoner.” - Christopher Poindexter

17Likes
16Kommentarer
2170Visninger
AA

1. Psykotisk

Forfatters besked: Heeej! Jeg er faktisk ikke forfatter til denne fanfiction, men jeg har indgået en --aftale med forfatteren om at oversætte denne fanfiction fra engelsk til dansk. Nyd den!

_____________________________________________________________

Forfatters besked: Hej. Jeg ved at denne her fanfiction vil minde om showet “American horror story” til at begynde med fordi, at det er der jeg får mest af min inspiration fra (især ved begyndelsen fordi, at jeg havde svært ved at starte denne her fanfiction) men vær sød at læse videre forbi de første kapitler, for jeg har arbejdet rigtigt hårdt på det her og jeg lover at det får sin egen historie og den er anderledes end ”American horror story.

 

Kapitel 1

Det var ikke den bedste dag i hele mit liv. Det støvregnede udenfor og det triste vejr gjorde intuitionen endnu mere klam end den allerede var. Min ryg gjorde ondt for at bøje mig ned og rede utallige senge med hvem ved hvor mange ekstra lagner, beskidte og lugtende. Mine fødder var også ømme, grundet at gå rundt og udlevere billige ligegyldige måltider til hvert rum. Den eneste lyd i gangene var mine fødder der traskede hen af det kolde cement gulv. Alle af de andre patienter var sikkert i gang med at spise frokost eller lave en aktivitet i et andet rum. Ligeså snart jeg havde sat maden i det sidste rum, kom en kollega kaldet Kelsey op til mig. Hun var et par år ældre end mig og kendte det her sted som indersiden af hendes bukselomme. For mig var det kun min tredje måned her på Wickendale sindssyge hospital for de kriminelle sindssyge. Jeg arbejdede mest som en sygeplejermedhjælper, men med den stramme sikkerhed og omhyggelige vågen over stedet, var der ikke mange skader så jeg arbejde hvor som helst, hvor de havde brug for mig. Jeg var ligesom alles kom-til pige hvis de havde travlt og havde brug for hjælp med noget.   

”Hey, hvad laver du her?” spurgte Kelsey.

”Øh… Mit job?”

”Alle andre er udenfor, det bugte du også være!”

”Hvorfor? Hvad sker der?” undrede jeg mig.

”Har du ikke hørt det? Den nye fyr kommer,” sagde hun spændt.

”Og?” Jeg kunne ikke se hvad der var så vigtigt med det. Vi havde ankomst af nye patinter hele tiden. Hvad var så anderledes i dag?

”Har du ikke hørt i nyhederne at der var den her fyr der flåede tre kvinder?” Hendes tone var alt for spændt i forhold til emnet.

”Ja hve, åh nej, du siger ikke…”

”Ja, han kommer her og vi komme til at misse det hvis du ikke skynder dig!” Kelsey tog min hånd og trak mig hen imod hovedindgangen. Jeg var overrasket og en smule nervøs. Jeg vidste ikke hvorfor. Jeg mener hvilke slags mennesker ville du forstille dig der ville være på et institut for sindssyge kriminelle? Lige gyldigt hvad, kunne jeg ikke lade være med at bide negle; en nervøs vane jeg havde haft siden jeg var barn.

Vi gik ud i den lette regn og ventede i et minut. Jeg kiggede rundt og så at Kelsey havde ret; næsten alt personalet var her for at få noget underholdning. Der var politi indenfor, for at holde ting under kontrol, men ud over det var alle tæt pakket for at se den berygtede kriminelle. Der var også mennesker langs gaderne der protesterede imod at manden fik et liv i fængsel/ sindssygehospital, hvad du nu kalder det. De fleste ville have ham død.

Jeg var lige ved at gå indenfor i stedet for at vente i det dårlige vejr, da en mørk politivogn kørte lige op til bygningen. To sikkerhedsvagter hoppede ud først og åbnede bagdøren. Nu fik forventningen mig. Hvordan så han ud? Hvor gammel ville han være? Ville han være attraktiv eller frastødene?

Jeg fandt snart ud af det. Vagterne rakte ind i vognen og tog hver fat i en mands arme. Da han blev trukket ud af vognen kiggede han ned i jorden, så jeg kunne ikke se hans ansigt. Hans hænder og fødder var tøjlet af lænker, der raslede når han gik. Han havde også en af de der latterlige blågrå sparkedragter, der var obligatoriske for patinter her, på. Selv i det mindre smigrende tøj kunne jeg se, at han var høj og slank. Før han gik op på sten trappen der førte op til bygningen, kiggede manden op på mig og jeg kunne se ham detaljeret. At sige at han var attraktiv ville være en underdrivelse.

Jeg var overrasket over den ubestridelige skønhed skurken foran mig havde. Det lignede at han var omkring de tyve. Han havde lange mørke øjenvipper der indrammede hans fascinerende grønne øjne. Hans fyldige læber var en smugle delte da han gik op a marmor trappen. Han havde rodet mørkt hår der faldt ned over hans pande og krøllede rundt om hans ører. Han havde også en stærk fremtrædende vene og øjenbryn der blev sammenpresset i vrede da han hørte de protesterendes råb der forlangte at han blev dræbt.

Jeg ved ikke hvad jeg forventede. At han skulle lange ud, råbe noget, et eller andet. Det var det de fleste mennesker gjorde når de ankom. De flippede ud eller prøvede at løbe væk eller råbte åndsvage ting. Sikkert at nogen så onde som ham ville gøre noget ekstremt. Jeg mener, han flåede tre kvinder. Hvad for et sygt menneske gør det? Men nej, han spadserede bare direkte igennem indgangen uden et ord.

Jeg puffede til Kelsey. ”Så det var det?”

”Det tror jeg,” hun sukkede. ”Det avr surt, jeg havde forventet noget mere spænende.”

Jeg grinede af hendes uforandrede humor der aldrig gjorde fejl i at få mig til at smile. Jeg vidste at hun tænkte det samme som mig. Den mand der bare var gået ind var nok den mest spænende, vidunderlige mand, begge af os havde set. Men ingen ville indrømme at de var tiltrukket af en psykopat.

”Okay alle sammen, tilbage til arbejde,” Instruerede fængselsbetjenten Mrs. Hellman os da hun gennede alle ind i bygningen. Hun var omkring 50 år gammel, med blondt hår og stikkende blå øjne Jeg kunne overhovedet ikke lide hende, men jeg manglede et job. Jeg var overasket over at jeg endda fik et der betaler så godt når jeg kun er tyve år gammel. Jeg har en eksamen men jeg har stadig brug for at arbejde min vej op til en højre position.

Lige meget, jeg gik tilbage ind i bygning og kiggede på klokken. Lort, det var tid til at gå til frokost og jeg mener ikke min frokost. Jeg skulle sidde og holde opsyn (sammen med et par politifolk) med patienterne når de spiste deres frokost eller spillede kort eller alt andet de ville gøre i deres to fri timer. Jeg stod på det sædvanlige sted, midten af bagvæggen, så jeg kunne holde ret godt øje med alle på samme tid. Omkring halvvejs igennem den første time, åbnede dørene sig op og alle drejede deres hoveder mod dørene. Ind kom den nye fyr med to vagter på hver sin side, der skulle holde ham under kontrol, selvom de ikke virkede særligt overbevisende da han var højere end begge af dem. Han var stadig bundet med lænker på vristene og anklerne.

Hans træk var hårde ligesom tidligere hans øjenbryn var stadigvæk trukket sammen i tanker. Alle stirrede forbløffet på ham, som om han lige havde dræbt nogen for øjnene af dem.

Han gav dem alligevel ingen opmærksomhed og i stedet gik han bare hen til en af de tomme border og tog plads. Ikke noget mad, ikke noget at lave, men han sad bare på stolen og stirrede ind i væggen. Min første tanke var at han var mere sindssyg end en forbryder, men så tænkte jeg mere over det. Jeg mener, hvis jeg var optaget i et sted som dette med mennesker der råbte dødstrusler efter mig og jeg skulle vende mig til et nyt sted og et nyt liv samtidig, ville jeg have brug for bare at sidde og få orden på mine tanker.

Jeg lod som om at jeg holdt øje med de andre patienter, men det gjorde jeg ikke rigtigt. Jeg var kun fokuseret på drengen med kastanje krøllerne. Jeg vidste ikke hvorfor. Jeg skulle være rædselsslagen for ham, og det var jeg, men på samme tid var han så interessant. Jeg vidste ikke hvad det var men jeg var næsten tiltrukket af ham Måske var det bare fordi at jeg var bange for ham og jeg kunne ikke stoppe med at undre mig over hans forbrydelser.  Måske var jeg bare nysgerrig. Måske…

Mrs. Hellman kom lige pludselig ind og blæste hendes afskyelige fløjte, det signalerede at det var tid for de såkaldte kriminelle at gå tilbage til deres rum eller celler, hvad du nu vil kalde dem. Den nye drengs højde udvidede sig da han stod op efter at han havde siddet ned. Han adlød vagterne og de ledte ham til hvor end han nu skulle være.

Da rummet var tømt, gik Mrs. Hellman desværre hen imod mig. Jeg følte et stik af frygt. Hun var virkelig skræmmende og havde aldrig noget rart at sige. Hvis hun talte til dig privat var det som regel for at råbe af dig eller fyre dig.

”Rose, kan jeg tale med dig et sekund?” spurgte hun. Jeg nikkede og hun kom tættere. Hun så ikke glad ud, men hun så aldrig glad ud.

”Du har gjort det rigtigt godt her i dine to første måneder. Jeg er overrasket over at du ikke allerede har sagt op. Jeg tænker på at give dig lidt mere ansvar her på stedet” sagde hun.

”Åh, tak.”

”Du virker meget mere tilpas med patienterne end de fleste her. Jeg vil måske have dig til at hjælpe sygeplejerne mindre og patienterne mere. Hvis du er tilpas med det.”

”Ja, selvfølgelig, det ville være godt!” sagde jeg. Det var rigtigt at jeg var meget mere tilpas omkring psykopatiske straffefangere end jeg skulle være. Jeg tror det bare var interesse i at være omkring dem og se hvad de tænker, hvordan de tænker.

En lille del af mig tænkte altid på om de overhovedet var rigtigt sindssyge. Jeg forventede at Mrs. Hellman gik væk, men hun blev lige der hvor hun var, så jeg spurgte et spørgsmål der havde været i mit hoved i de sidste to timer.

”Øhhh, den nye fyr…”begyndte jeg at spørge.

”Åh ja, han er et interessant emne” sagde hun som om han var en form for videnskabeligt eksperiment. ”Når men jeg må virkelig nød til at gå” Mrs. Hellman begyndte at gå hurtigt væk uden at hun lod mig afslutte min sætning.

”Hvad er hans navn?” kaldte jeg efter hende.

Hun vendte sig rundt, hårde blå øjne kiggede ind i mine. ”Hans navn er Harry. Harry Styles.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...