Psykotisk (En Harry Styles fanfiction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2014
  • Opdateret: 22 dec. 2017
  • Status: Igang
“Jeg elskede hende ikke fordi hun dansede med mine engle, men fordi at lyden af hendes navn kunne stilne mine dæmoner.” - Christopher Poindexter

17Likes
16Kommentarer
2337Visninger
AA

9. Kapitel 9

Cynthia Porter. Det var hendes navn. Jeg kendte Cynthia Porter, jeg havde talt med Cynthia Porter, jeg kunne lide Cynthia Porter. Jeg havde minder om hende, og selvom der kun var en håndfuld var det stadig minder. Hun havde været en patient. Hun havde været på Loris kontor til de månedlige check ups.

Det eneste problem var at hun ikke eksisterede.

Eller, fru Hellman mente at hun ikke eksisterede. Jeg kunne huske hvordan den er her dumme teori var kommet til mig for nogle dage siden, da jeg gik til Lori for at spørger hende om Cynthia skulle opereres. Lori virkede ikke til at kunne huske Cynthia, men hun fortalte mig at hun blev ældre og havde svært ved at huske alle patienterne her, så det var normalt. Men så sagde hun at ingen patienter skulle have operationer denne uge. Så hvad var der sket med hende?

Siden Lori ikke vidste noget, var det her at jeg gik til fru Hellman’s kontor for at finde ud af mere. Jeg var altid nervøs når jeg talte til hende. Ikke kun fordi at hun var min chef, men fordi at hun var en intimiderende person med hendes altvidende attitude Hun var blevet overrasket da hun så mig komme ind, endda endnu mere overrasket da jeg fortalte hende var der var sket. Jeg spurgte hende om den mystiske ansatte og om hvad der var sket til Cynthia, og det her havde været hendes svar.

”Den ansatte du så kan være Thomas, han blev flyttet fra anden etage. Han kan ikke gøre en flue for træd. Og pigen, hende må du havde taget fejl af. Jeg ved alt hvad der sker her på Wickendale, og som Lori sagde, der har ikke været nogen operationer den sidste uge. Er du sikker på at Thomas ikke gik alene, for at hente tilbehør eller noget?” Hendes udtryk var tomt og hendes stemme mindede mig om en ond heks.

”Nej, han havde en patient med sig. Det er derfor jeg var forvirret,” forklarede jeg. ”Jeg ved ikke hvorfor dette vil ske og jeg er bekymret.”

Fru Hellman sukkede ”hvad var patientens navn, igen?” Spurgte hun.

”Cynthia Porter.”

Så snart jeg havde sagt navnet, ændrede atmosfæren sig. Fru Hellmans ansigt fik et glimt at en ukendt følelse. Stress eller bekymring. Men der var ingen spor af følelser nu, hendes træk var med det samme kolde og hårde igen. Hun var stille et øjeblik, det så ud som om at hun tænkte, og så kiggede hun mig i øjnene.

”Det må være en fejltagelse, Rose. Der er ingen patient med navnet Cynthia Porter.”

Jeg kunne med det samme mærke mine øjenbryn løfte sig i forvirring. Det kunne ikke være sandt.

”Fru Hellman, jeg vil ikke være uenig med dig, men jo der er. Jeg har talt med hende før, jeg så hende for blot nogle minutter siden.”

Fru Hellman forsatte med at argumentere imod mig, og jeg argumenterede tilbage. Hun blev ved med at nægte at Cynthia fandtes på Wickendale, hvilket var totalt løgn. Jeg beskrev Cynthia for hende, prøvede at på hendes minder i gang, men til ingen nytte. Vi gik frem og tilbage og jeg prøvede at være så høflig som muligt til min chef, selvom hun var irriterende.

Men til sidst beordrede jeg hende til at kigge i filerne, for navne. ”Kig i dine filer, hendes navn er der; Det skal det være,” sagde jeg. Og det kvinden gjorde nu gjorde mig endnu mere sur og bekymret, hun grinte af mig, men en hånlig latter, som om jeg var morsom.

”Rose, søde, jeg ved alt hvad der forgår på Wickendale. Jeg er chefen, jeg har øjne og ører overalt. Jeg kender hver en ansat, hver patient. Og jeg kan forsikre dig, at der ikke er nogen kaldte Cynthia Porter. Du må have set syner. Har du det okay?” Spurgte hun, uden et gram af bekymring i hendes stemme.

 Hvad fanden? Hun løj, det var hun nød til. Cynthia kunne på ingen måde bare været noget jeg havde fundet på. Aldrig. Jeg havde set hende, Lori havde set hende. Lori kunne bare ikke huske det.

”Jeg bliver nød til at gå,” sagde jeg. ”Jeg ked af at jeg har spildt din tid.”

Og så var jeg ude, løb ned af gangen. Løb og løb, var ikke sikker på hvorhen. Det her var for meget, alt for meget. Stress kæmpede sig ind i mit forvirrede hoved. Var jeg virkelig skør? Eller løj fru Hellman af en eller anden grund? Og hvad fanden var der sket med Cynthia? Eller havde hun overhovedet eksisteret?

Nej, selvfølgelig eksisterede hun. Jeg havde ikke bare forstillet mig det her. For hun havde været på kontoret. Lori og jeg havde begge talt med hende. Eller havde jeg også forstillet mig det? Nej, tænkte jeg igen, for den tiende gang. Jeg er ikke fucking sindssyg. De minder, var ægte.

Men hvorfor løj fru Hellman? Lige gyldig grund, var det bedre end at jeg var skør. Alle den her stress havde fået sit tag i mig, da jeg løb til toilettet og kastede op.

Jeg kaster op, mere end en normal person, især når jeg er stresset eller bekymret. Så det var derfor jeg kastede op på toilettet. Og nu var jeg her, dage senere, med det samme spørgsmål. Jeg havde prøvet at se om James kendte Cynthia, men Kelsey havde givet mig et lift hjem den dag, så jeg fik ikke changen for at tale med ham som jeg normalt gjorde. Og den næste dag havde James været syg, og dagen efter havde han fri. Så jeg havde ikke mulighed for at spørger ham om Cynthia.

Jeg spurgte også Kelsey, men hun kom på undskyldninger og ændrede emnet, hvilket var lidt sært. Men jeg var, vandt til at hun opførte sig underlig på det sidste og jeg ville ikke irritere hende. Jeg havde også prøvet at tale med de andre patienter om Cynthia Porter, men de gav mig ikke meget information, deres hoved var jo også ustabile. Så indtil videre kendte ingen Cynthia.

Så nu var jeg desperat efter mere information. Og den ene person der måske kunne hjælpe mig, var nogen jeg ikke før ville have troet. En der var klog og altid virkede til at vide hvad der forgår. En der heldigvis kom ud af isolations i dag.

Og den person var Harry.

 

HARRY’S SYNSVINKEL

 

”Det er fucking lort!” udbrød jeg. ”Jeg har været fanget i et mørkt rum helt alene en hel uge, uden nogen menneskelig kontakt, intet rigtigt toilet, intet tøj skift, og nu er jeg endelig ude af det røvhul og nu kan jeg ikke engang få en fucking smøg?”

”Jeg er ked af det Harry. Ingen rygning her, du bliver nød til at vente til du går.” sagde Kelsey til mig for tredje gang, nikkede mod, rygning forbudt, skiltet. Jeg var kommet direkte her hen efter isolationen, havde ikke engang haft mulighed for at gå i bad. Jeg sukker bare og rystede på hovedet. ”Jeg skulle skide i et hul i jorden.”

”Så Harry, fortæl mig,” sagde hun, spildte ikke tid på min bemærkning. ”Er der noget du vil tale om i dag?”

”Nej.”

”Der er ikke noget der genere dig?”

”Nej.”

”Noget du vil have ud af hovedet?”

”Intet.”

Nu var det hendes tur til at blive irriteret. ”Okay, lad os tage et andet spørgsmål. Hvordan var din dag?”

”Hvordan var din?”


Hun var tydeligvis irriteret, selvom hun prøvede at skjule det. ”Fin, men jeg spurgte dig først.

”Fin.”

”Harry, hør her,” sukkede hun. ”Du har været her næsten hver uge og vi har ikke lavet nogle fremskridt.”

”Ikke mit problem.” sagde jeg til hende.

”Ja, men det er mit problem. Jeg prøver bare at gøre mit arbejde, og du gør det ikke nemmer ved kun at svare med et ord. Bare rolig, intet du siger bliver optaget, og jeg må ikke sige det til andre. Så du må selv bestemme hvad, men du bliver nød til at tale om noget. Et eller andet”

”Hvorfor rager det dig?” Spurgte jeg. ” Det er lige gyldigt hvad jeg siger, det vil ikke gøre noget. Du kan skrive alt muligt ned på i din lille notesbog, bare find på en eller anden diagnose, mærk mig med en mental diagnose, og det vil ikke ændre noget. Jeg vil stadig være her, og du vil stadig være der, så hvad er meningen?”

”Pointen er at du får det bedre,” sagde hun. ”Du er her fordi at din advokat var smart nok til at sige at du var skør, ellers havde du været død nu. Så hvis vi kan overbevise folk om at du har det bedre og at du ikke længere er skør, så overvejer de nok at sætte dig fri inden du bliver firs.”

Altså, hvis der var en ting jeg ville var det at forlade det her sted. Måske skulle jeg give alt det her terapi noget en chance. I morgen.

”Må jeg gå nu?” spurgte jeg. ”Jeg har brug for et bad.”

Kelsey sukkede. ”Fint, gå. Det er ikke fordi at vi kommer vidre.”

”Tak!” sagde jeg i glæde. Endelig. Da jeg gik ud af døren tog Brian i min venstre arm. Brian var min vagt, han gik altid ved siden af mig og sikrede sig at jeg ikke flåede flere folk. Det var ret komisk, fordi han var bange for mig. Han havde ikke en chance imod mig. Men jeg prøvede aldrig på noget, jeg vidste at det kunne ville føre til at jeg blev pisket som straf. Så i stedet for sagde jeg dumme ting for at irritere ham. Og jeg elskede at irritere ham. Det var det eneste sjove man kunne lave her.

Men det gik begge veje, vagterne irriterede også mig. De var overalt. Der var en i Kelsey’s kontor, nogle stykker i kantinen, og nogen i det ”specielle aktivitets rum” hvor vi lavede dumme ting hver dag som at bage eller male. Der var en der fulgte dig til toilettet, og en der fulgte dig til aftensmad. De var overalt. Og hvis der ikke var en vagt, var der en anden der kunne sladre om dig. Der kunne dømme dig. Overalt var der ansatte.

Og det gjorde det ikke bedre at en af dem kunne være en morder.

ROSES SYNSVINKEL

Han kom 15 minutter senere, med fugtige krøller og Brian ved hans venstre arm. Men han satte med det samme Harry fro da han var inden i rummet, gik over til de andre vagter der stod langs kantinens vægge. Harry kunne gå hen til mig uden folk omkring ham eller håndjern, men det skræmte mig ikke som det havde gjort en uge siden. Jeg vidste ikke hvad jeg havde forstillet mig,  at han ville have mørke cirkler under hans øjne, og måske fedtet tørt hår

Men det var helt omvendt da han gik hen til en ledig plads overfor mig. Hans læber var fyldige og hans stærke kæbe var tillokkende som altid, han overraskede mig igen; virkede til at blive smukkere for hver dag der gik. Og der var altid en slags glød over ham, især når man kiggede på de andre patienter. De øverste knapper på hans uniform var åbne og afsløret glat solbrunt hud. Hans øjne glimtede da de mødte mine for første gang i en uge. Og jeg hadede at indrømme at jeg havde savnet de øjne. At se dem igen efter dage var… dejligt.

Han åbnede sin mund som om han skulle til at tale, men før han kunne sige noget spurgte jeg, ”kender du Cynthia Porter?”

”Jamen også hej til dig,” sagde han med sit normale smil, rykkede tættere på mig.

”Hej. Så kender du hende?” jeg pressede ham, ville kende svaret ned det samme.

Harry tog sin hånd op som om han sagde ”giv mig et øjeblik,” og så gned han sig i øjnene. Jeg ventede utålmodig imens han tog en cigaret og en lighter fra hans lomme, dækkede for cigaretten for at tænde den. Han tog den imellem hans læber, tog et sug. ”Hvem er hun igen?” spurgte han.

”Cynthia Porter. Hun er en patient. Mørkt gult hår, mørke øjne. Nok omkring de tredive.”

Han tænkte sig om i et øjeblik. ”Nej det tror jeg ikke,” sagde han efter nogle minutter, cigaretten bevægede sig i hans mund imens han talte. ”Hvorfor?”

Pis, så han kendte hende ikke. Han var min sidste mulighed, hvad skulle jeg gøre nu?

Jeg sukkede, debatterede i mit hoved om jeg skulle fortælle det til Harry eller ej. Det at han var en patient ville måske hjælpe mig til at finde ud af hvad der forgik her. Og, jeg havde det som om at jeg stolede mere på ham efter han reddede mig fra Norman. Så jeg fortalte ham alt.

”Altså der er en ansat ved navn Thomas som arbejde her og jeg så at han tog Cynthia ind i et operationsrum hvilket han ikke skulle gøre.”

”Tror du at han er morderen?” spurgte Harry. Mine øjenbryn løftede sig i overraskelse, han kendte altså til det med en mistænkte morder blandt de ansatte. Jeg tror at når man har en hel uge hvor man ikke kan lave andet end at tænke, finde man ud af nogle forskellige ting.

”Nej det tror jeg ikke. Fordi, at bagefter spurgte jeg Lori, sygeplejerene om det og hun kunne ikke huske Cynthia. Så spurgte jeg fru Hellman, lederen, og hun sagde at ingen her havde det navn. Og nu kan du ikke huske hende, så ærligt talt er her en patient som jeg kan huske og ingen andre kan. Og hvis fru Hellman har tiltro til Thomas er han nok ikke morderen.”

”Vent,” Harry afbrød min talestrøm. ”Så du siger at denne Cynthia var taget ind til operation af Thomas, og du vidste at hun ikke skulle opereres så du spurgte folk om det og ingen ved hvem hun er?”

Jeg nikkede, indså hvor skør jeg lød.

”Har du set Cynthia siden den dag?”

”nej,” svarede jeg.

”Så du er ved at blive sindssyg?”

”Nej!” udbrød jeg. ”Jeg er ikke ved at blive sindssyg, jeg skal bare finde hende eller en der kan huske hende.”

”Men det er problemet,” sagde Harry. ”Ingen andre husker hende udover dig, så du er nok skør.”

”Jeg er ikke skør!” sagde jeg lidt for højt. Harry grinte, var underholdt af det hele. ”Noget skete med Cynthia, og jeg skal vide hvad.”

Han nikkede, prøvede ikke at grine. ”Altså det eneste er at Thomas er morderen og Cynthia er en anden af hans ofre. Men hvorfor ville fru Hellman og sygeplejeren ikke vide det? Rose det giver ikke mening.”

”Det ved jeg,” sukkede jeg. ”Det er derfor jeg er så forvirret. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.”

”Hvis jeg var dig, ville jeg vente og se. Se om Cynthia kommer. Og hvis ikke vil jeg ikke bekymre mig, og lad være med at fortælle det til andre. Det er ikke dit problem, og du vil ikke have at andre tror at du en psykopat, tro mig det stinker.”

Jeg nikkede, jeg havde brug for en pause med alt det Cynthia noget. Jeg var ved at blive skør, hvis jeg ikke allerede var det. ”Du har nok ret, måske skulle jeg bare glemme det.”

Harry nikkede, hans fugtige krøller faldt ned over hans intelligente øjne.

”Okay så,” jeg skiftede emne. ”Hvordan var isolationen?”

 ”forfærdelig,” sagde han. ”Det føltes som år i stedet for dage. Jeg havde bare så meget tid til at tænke, du ved?”

”Ja,” jeg var enig. Jeg tænkte altid for meget over ting og jeg vidste hvordan det var at være alene med sine egne tanker.

”Hvad tænkte du på?” Spurgte jeg. Jeg vidste at det var et personligt og nysgerrigt spørgsmål at stille, men jeg kunne ikke lade være. Jeg elskede at høre ham tale og jeg ville altid vide mere om ham. Det var en af mine største ønsker og min største frygt at finde ud af Harry Styles mysterier.

Jeg var taknemlig for at han svarede mig uden tøve, virkede næsten lettet over at jeg havde spurgt.

”Faktisk alt. Mest om det med kroppene jeg fandt, det øh… Jeg fik et ret stort chok”

Jeg kiggede på hans stærke dog kønne træk, kiggede efter nogle følelser. Det brugte ikke have chokeret ham, da han jo selv var en seriemorder, men hans øjne var fjerne som om han huskede øjeblikket. Og ikke i et sekund så jeg noget ændre sig i hans triste mine.

”Omkring den aften,” begyndte jeg. ”Jeg tror ikke at jeg fik sagt ordenligt tak for det du gjorde for mig. Det var fantastisk.”

”Det var ingenting,” fortalte han mig, prøvede ikke at blive smigret over kommentaren.

”Nej, det var ikke ingenting Harry, du redede mig fra voldtægt. Jeg kan ikke takke dig nok.”

”Helt ærligt, det fint, jeg er bare glad for at jeg nåede det i tide. Og jeg var glad for at jeg slog den nar i koma,” grinede ham.

Selvom hans koma sætning var ubehagelig, kunne jeg ikke lade være med at grine af hans kommentar.

”Jeg er ked af det over at du kom i isolation for det,” sagde jeg.

”Det var ikke så slemt, for at være ærlig,” forsikrede han mig. ”Jeg tror at den værste del var ved ikke at have noget som helst i en uge er at du indser hvor meget du savner alt, du ved, der ude,” sagde han, hentydede til verden uden for Wickendale. Og igen forstilte jeg mig selv i hans sko, tænk at aldrig forlade bygningen. ”Hvad savner du mest?” spurgte jeg, lagde ikke engang mærke til at jeg spurgte.

Men Harry var ligeglad. ”Alt,” sagde han. ”Bare de må ting som man normalt ikke tænker over. At kunne bestemme hvad man vil spise, bestemme hvad man vil lave, bestemme hvad man vil have på. Bare at kunne bestemme selv.” jeg nikkede, lyttede efter hvert et ord han sagde med hans hæse stemme. Jeg elsker når han talte sådan, ikke med hans arrogant og vulgære personlighed, men når han fortalte mig hvordan han virkelig havde det.

”Og jeg savner at se mine venner, min familie,” forsatte han. ”Åh, og jeg savner pomfritter, gud jeg savner pomfritter. Jeg savner min hund, min seng. Jeg savner spil, tv, sport, øl… sex.” Mit hjerte hoppede da han sagde det sidste ord, hans mørke stemme var langsom og træt så det næsten var som en spinnende kat. Jeg sværger han gjorde det med vilje fordi hans grønne øjne kiggede på min krop nu.

Pludselig kom der et billede af Harry i mit hoved, med bar hud og glinsende over mig imens dybe, hæse støn rumler fra hans bryst. Men den ufine tanke skubbede jeg hurtigt til side da en tredje person kom hen til os.

Harry og jeg kiggede begge, og så at det var James i fuld uniform, der så ned på os. ”Åh, hej James.” sagde Harry med en falsk venlighed i hans stemme. ”Du gik glip af vores samtale om sex og Roses psykiske tilstand.”

Jeg rullede med øjnene, ignorerede hans kommentar. ”Hej James,” jeg smilte.

”Hej,” han grinte. ”Jeg ville bare lige komme over og se om du var okay, du kom ikke tilbage her den anden dag og jeg har ikke haft changen for at tale med dig siden.”     

”Når ja, det er jeg ked af. Lori, øh… Lori stoppede mig på gangen og havde brug for hjælp med nogle småting,” løj jeg.

”Åh okay,” James smilede. Det virkede som om han ville blive og tale, men Harry’s ”kan du gå nu” udtryk fik ham til at gå. Men inden han gik for langt væk drejede han rundt. ”Vi spiser stadig sammen på fredag, ikke?”

”Ja,” jeg nikkede. Med alt det her der var sket havde jeg helt glemt det, men nu hvor han havde mindet mig om det var jeg rigtigt spændt.

”Fedt,” han smilte.

”Fedt,” jeg grinte. James ansigt havde et af de sødeste smil i det øjeblik han gik væk fra os, tilbage til sin vagt. Jeg tænkte at det skulle jeg nok også gøre, men at tale med Harry var så meget mere interessant end bare at side og lade som om man arbejder, når man ikke gør noget. Når man tænker på solen, da jeg drejede mig hoved så jeg at han stirrede på mig med hans grønne øjne. Han kiggede skiftevis på James og jeg, han så tænksom ud.

”Så i to boller nu?”

”Nej!” protesterede jeg med det samme, chokeret over hans ord. ”Vi er bare venner. Harry altså.”

Harry grinte af min reaktion og fremviste hans smilehuller. Og i det øjeblik fandt jeg ud af at lige meget hvor meget jeg elskede James smil, ville det aldrig være det samme som Harry’s.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...