Psykotisk (En Harry Styles fanfiction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2014
  • Opdateret: 28 jul. 2015
  • Status: Igang
“Jeg elskede hende ikke fordi hun dansede med mine engle, men fordi at lyden af hendes navn kunne stilne mine dæmoner.” - Christopher Poindexter

17Likes
16Kommentarer
2154Visninger
AA

8. Kapitel 8

 

”Isoleret afdeling? Laver du grin med mig!” Råbte jeg alt for højt i den lille cafe.

Kelsey svarede med et lille nok, sippede fra hendes cola

”Det er ikke fair! I hvor lang tid er han der?” spurgte jeg, stadig for højt.

”Ikke fair?” Gentog hun. ”Rose, Harry smadrede Normans kranie imod en murstensvæg og lagde ham i koma!”

”Ja, men han redede mig for at blive voldtaget! Eller værre, hvem ved hvad den syge stodder kunne hav gjort,” forsvarede jeg.

”Okay, for det første, dæmp dig lidt, alle kigger. Og for det andet, hvorfor forsvarere du ham? I det mindste bliver han ikke pisket, eller får elektroterapi. Han vil have det fint, det er bare i en uge.”

Jeg fnysede, og tog om min varme te. Hun havde ret, isolation var en af de bedre tortur muligheder.

”Men stadig,” Begyndte jeg. ”Hvad Harry gjorde, var fantastisk, ligegyldigt hvor sindssyg og farlig han er.”

”Ja, omkring det,” sagde Kelsey. ” Han er nok ikke så sindssyg som vi troede.”

”Hvad snakker du om?” undrede jeg mig, og rykkede min stol nærmere hende.

Kelsey dæmpede stemmen og hviskede, ville tydeligvis ikke have at andre hørte det. ”Altså, du ved hvordan Harry var ude af hans celle i går nat, henne ved kælderen?”

Jeg nikkede

”Altså, under strømafbrydelsen, gik han der ned.”

”I kælderen? Hvorfor?”

”Jeg ved det ikke helt, men du vil aldrig gætte hvad han fandt.”

Jeg stirrede på hende, ventede på en forklaring. ”Han fandt tre lig.”

”Hvad?!” udbrød jeg, råbte igen.

”Ja, men de var ikke bare døde; de var flåede. Og kroppene var for friske til at det kunne være Harrys ofre, nogen andre har gjort det.”

Min mund åbnede sig, jeg kunne ikke tro hvad jeg lige havde hørt. Det her var en masse at håndtere. ”Okay, okay, så det her betyder helt præcist?” Spurgte jeg, prøvede at finde en mening med det hele.

”Det betyder at nogen der ude, som har kontakt til Wickendale, stadig dræber kvinder. Hvem end det er, der gemte kroppene der nede kunne havde været morderen hele tiden. Harry er måske uskyldig.”

”Ja,” jeg var enig. ”Eller nogen kunne følge i Harrys fodspor og han kunne stadig være skyldig. Vi er jo ikke sikre.”

Kelsey nikkede. ”Præcist. Det var hvad Fru Hellman tænkte. Hun tror stadig han er skyldig og det gør politiet også.”

Så den her nye information ændrede ikke rigtigt noget. Harry var stadig bag tremmer, ikke at jeg havde forventet andet, men ud over at en morder var løs, var der ikke rigtigt sket noget. Eller det tænkte jeg indtil Kelsey talte.

”Rose, jeg tror at du misser noget vigtigt her.”

”Hvad?” Spurgte jeg, kunne ikke vente på at høre svaret.

”Kroppene er blevet gemt i Wickendales kælder.” Sagde hun.

”Og?” Spurgte jeg, forstod stadig ikke hvorfor det var så vigtigt.

”Så den person der gemte kroppene, nok morderen, har nøgle til instuitionen!” Sagde Kelsey højt. ”Og de eneste mennesker med nøgle er ansatte. Rose, morderen er en vi arbejder med.”

Pis.

Cafen blev pludselig alt for varm og overfyldt. Jeg havde brug for luft. Og jeg havde brug for at det her ikke var sket, jeg skulle tilbage på arbejde i morgen. I dag var min fridag, men i mindre end 12 timer ville jeg være tilbage, tilbage i Wickendale, hvor en morder kunne myrde mig hvert et øjeblik.

Det her skete bare ikke, måske skulle jeg give op.

”Er det ikke spændene?” Sagde Kelsey og smilede, ægte.

”Spændene? Kelsey, det er forfærdeligt! Er du ikke den mindste smugle bange?”

”Ikke rigtigt” sukkede hun. ”Jeg mener, det er ikke som om at de ville vælge en ansat som deres næste offer, det er for farligt. Plus nu når politiet er på dem, kommer der måske ikke flere offer.”

Jeg nikkede. Det gav mening. ”Ja. Og den ansatte kunne være en fra afdeling C eller en anden del af Wickendale. De kender os nok ikke,” sagde jeg.

”Præcis,” hun nikkede. ”Det er derfor jeg ikke bekymre mig om det.”

Jeg sukkede, prøvede at stoppe med at bekymre mig. Kelsey havde ret, jeg havde ingen grund til bekymring. Eller det var i det mindste det jeg sagde til mig selv.

”Når, men jeg må hellere komme afsted” sagde jeg, havde brug for at være alene med alt det her.

”Okay, jeg køre dig.”

Normalt ville jeg sige nej, men når man tænkte på den nye information ville jeg med glæde sige ja. Desuden var det koldt udenfor, og det var en lettelse ikke at skulle gå igennem bunker af snedriver.

Så vi delte regningen og forlod den lille cafe, gik ind i Kelsey’s Ford. Hele vejen til min lejlighed snakkede hun om hendes nye kæreste, Marvin, imens jeg lod som om jeg hørte efter, men var ikke rigtigt interesseret i det.

Det var fantastik at se hvor frygtløs hun var, så normal omkring alt. Som om at have en uvagtet morder i den samme bygning som os hver dag ikke var noget særligt. De her ting var spændende for hende, hun elskede drama.

Jeg gjorde ikke. Jeg var rædselsslagen, og imens Kelsey snakkede og snakkede, var jeg i gang med at komme på de værste ting der kunne ske på arbejdet i morgen. De fleste endte med mig der blev flået i en kælder et eller andet sted.

Men heldigvis blev min mordscene afbrudt, da Kelsey kørte ind til parkeringspladsen til min lejlighed. Jeg takkede hurtigt og løb op til min lejlighed, låste døren op og smed mig på sengen.

Der var sket så meget de sidste to dage. Jeg havde brug for at tænkte det igennem. Det havde været sindssygt. Jeg mener, først begyndte jeg faktisk lidt at kunne lide Harry, eller i det mindste hadede jeg ham ikke så meget som før. Og så gik strømmen og jeg var næsten voldtaget men Harry reddede mig og jeg fandt ud af at jeg faktisk overhovedet ikke hadede ham. Den måde han redede mig på var en lille smugle mere voldlig end jeg havde forventet, men i det mindste hjalp han mig. Og så kom fru Hellman der havde set os med armene omkring hinanden. Efter jeg havde forklaret hvad der var sket virkede hun til at skifte mening, og bad mig om at lukke de andre patienter inde med hendes nøgle. Men denne gang fik hun James til at gå med mig, gudskelov. Og da jeg gik væk kunne jeg høre fru Hellman sige. ”Når Harry, lad os bestemme din straf.”

En uges isolation var dog ikke så slemt. Det er bedre end at blive pisket og få elektroterapi, som Kelsey sagde. Og til sidst havde jeg fri i går, en lille pause fra al den her vandvid, men så snart jeg var ved at nyde det, fandt jeg ud af at der arbejde en morder på Wickendale. Fantastik.

Men Kelsey havde ret. Jeg skulle ikke bekymre mig. Hvem end den morder var, ville han ikke dræbe nogen fra Wickendale, det ville være for nemt at gennemskue, ville give for mange spor. Jeg ville være okay. Ik?

”Harry,” råbte jeg af glæde. Jeg kunne ikke tro at han endelig var hjemme. Jeg kunne ikke huske hvor han havde været, men jeg kunne huske at han havde været væk i lang tid. Og jeg kunne også huskede at jeg havde savnet ham. Jeg havde savnet ham med hver en celle i min krop, hver en knogle, og jeg kunne ikke engang forklare lettelsen da han kom tilbage. Det var som en ørken hvor det endelig regnede, som om vægten forsvandt fra mine skuldre.

Mine fødder begyndte at gå, bevægede mig hen til døren og ned af trappen på sekunder. Jeg så ham stå der med hans tasker fra hans lange ukendte rejse. Han var pænt klædt på, i en blå skjorte med ærmerne rullet lige over hans albuer. Han havde mørke bukser på, blev holdt oppe med et smalt bælte. Jeg løb hen imod ham imens jeg kiggede på ham, jeg nåede ham på sekunder. Og jeg var så fucking glad at jeg næsten besvimede.

Jeg spildte ikke et sekund, tog mine ben rundt om hans liv og mine arme omkring hans hals. Det virkede som om det havde overrasket ham, for vi væltede begge ned i græsset. Jeg endte oven på ham, mine håndflader imod hans bryst. Han kiggede på mig med sit vidunderlige smil, sine smilehuller imens han grinte sødt. Hans øjne glimtede og det virkede som om han havde en indre glød som jeg ikke kan beskrive. Hans glade ansigt spejlede mine følelser, vi var begge så glade som vi kunne være.

”Baby, jeg har savnet dig så meget.” Harry hviskede næsten og han tog sin hånd op til min kind. Hans varme tommeltot aede mig på min kind, han holdt mig der i et sekund, sugede mit ansigt ind med hans øjne. Endelig så han mig igen. Men så fik vi begge to nok og vores læber mødtes. Og wauw, hans læber var fantastiske. De var så uforståelige fyldige og bløde, og de passede mine perfekt. Vores tunger bevægede sig let, som om vi havde kysset mange gange før. Og jeg ville, nej, havde brug for at føle mig tæt på ham. Jeg ville intet andet end at mærke hans bløde hud imod min og udforske de røde læber endnu mere, men det fik jeg ikke lov til.

Fordi så løftede han mig forsigtigt op, og rejste sig selv op. Børstede sig af inden han gav mig sin hånd. Jeg tog den med glæde, flettede mine fingre med hans ”kom her” sagde han, ”der er noget jeg vil vise dig.” Hans smil var stort og hans øjne glimtede. Så jeg fulgte ham, selvom min mavefornemmelse sagde at jeg ikke skulle. Han gav ikke slip på min hånd inden vi var noget baghaven, henne ved gyngen.

Jeg stod og så på ham da han holdt sine hænder bag ryggen, for at holde noget, jeg ikke kunne se. Jeg kiggede på ham, og hans smil blev nærmest større, men til min overraskelse, viste han mig endelig hvad han havde bag på ryggen.

Det var en stor køkkenkniv. Han smil var pludselig ikke så smukt mere, men mere djævelsk. Og hans øjne glimtede ikke mere, de var skøre.

”Overraskelse,” grinte han inden han stak sin kniv ind i min hals.

Jeg satte mig brat op, dækket af sved, rystede af kulde men var dog stadig alt for varm. Det var en sær drøm. Jeg trak vejret tungt, var stadig i mit tøj fra i går. Jeg var faldet i søvn. Mine øjne kiggede på uret på væggen, klokken var fem om morgen. Alt håb om at falde i søvn igen forsvandt, jeg var allerede fuldt ud vågen. Jeg kunne lige så godt begynde at gøre mig klar til min frygtede dag på arbejde.

Jeg tog mig god til i bruseren, lod vandet få mine muskler til at slappe af. Da jeg løb tør for varmt vand og det blev koldt, trådte jeg ud af bruseren og tog tøj på. Jeg lavede mig selv en lækker morgenmad og så lidt fjernsyn for at få tiden til at gå. Jeg var glad for at jeg havde muligheden for at slappe af om morgenen, meget bedre end at stresse som jeg normalt gjorde.

Men alt for hurtigt blev klokken halv otte, og jeg var nød til at tage på arbejde. Turen der hen virkede kortere end normalt, og jeg tror at det var fordi at vejret var varmere. Jeg kom hurtigt der hen, tænkte på min drøm om Harry. Jeg mener, jeg vidste godt at det bare var en drøm, men på en måde føltes det virkeligt. Den del hvor han dræbte mig var uhyggelig, men på den anden side, kysset var ikke uhyggeligt.

Og bare det lille glimt af hvad det ville føles som at kysse ham, det var nok til at få mig til at tænke. Hvis et falsk kys i mit hoved var så fantastisk, så måtte et ægte være endnu bedre. Jeg kunne forstille mig det nu, hans læber, de var så utroligt store, passede ham perfekt. Og de var så lyserøde. De virkede altid lidt glossy fordi at han havde en vane med at lade sin tunge glide over dem. De så altid bløde og dejlige ud. Bare den måde han talte på og hvordan hans læber formede et hvert ord, var nok til at gøre mig sindssyg.

Men det er ikke sådan at min trang til at kysse ham har nogen betydning for mine følelser for ham. Det var bare sådan at han var så tillokkende, alt fra hans høje veltrænede krop, til hans hæse stemme. Men det var kun hans udseende, jeg kunne ikke forstå hans personlighed. Det at han havde reddet mig fra Norma ændrede dog mit syn på ham. Jeg mener, først var jeg bange for ham, jeg hadede ham, og nu gjorde jeg ikke. Jeg ville ikke sige at jeg kunne lide ham, men jeg hadede ham ikke. Det var underligt at have det sådan med nogen, og jeg forstod det ikke helt.

Harry fyldte mine tanker hele dagen, fik tiden til at gå hurtigt. Han var den eneste jeg kunne tænke på, for at få mine tanker væk fra den myrdende ansatte her på stedet.

Men jeg tænkte især på ham til frokost, som virkede forkert uden ham. Det var intet at lave end at sidde og se på de andre. Og nu hvor jeg havde vænnet mig til at tale med Harry i de her to timer, havde jeg ingen ide om hvordan jeg før kunne klare bare at sidde uden at lave noget.

”hej” en stemme talte til mig, ødelagde mine tanker om Harry. Jeg drejede mit hoved og så James, han smilte.

”hi,” jeg smilte tilbage til ham.

” du så ud til at kede dig så jeg tænkte at jeg ville snakke med dig.”

”tak” svarede jeg.

Han nikkede, smilte stadig. Han satte sig med ryggen mod cement væggen, ligesom mig og kiggede ud over havet af en masse kroppe foran os. ”for sindssyge mennesker at være, de her mennesker er ikke så spænende” noterede James sig.

”ja ikke rigtigt,” jeg grinte. ”det kan være kedeligt.”

”Det ved jeg. Nogen gange, ville jeg ønske en eller anden ville bryde sammen bare så vi havde noget at lave,” sagde han og jeg grinte

”ja,” jeg var enig, ”faktisk er de ansatte mere spænende end patienterne nu her hvor en morder arbejder her.”

”hvad mener du?” spurgte han. Så han vidste det ikke.

”altså.” jeg tøvede. ”hørte du om kroppene Harry fandt?”

James nikkede,” Ja jeg er ret sikker på at alle har hørt om det.”

Han havde sikkert ret, Wickendall var et sted hvor der ikke skete meget, så det der var sket her de sidste dage, spredte sig ret hurtigt.

Jeg fortalte ham hvad Kelsey havde fortalt mig, om hvordan der var en morder iblandt os.

”Åh min gud,” sagde James da jeg var færdig. ”Det er sindssygt. Tror du at det er en her fra?” han så bekymret ud, endda bange.

”nej sikkert ikke. Det her sted er stort, her er mindst 30 ansatte. Vi skal nok klare os.” fortalte jeg ham, prøvede mest at overbevise mig selv.

”Du har sikkert ret. Bare pas på dig selv,” sagde han, jeg smilte.

”det vil jeg,” sagde jeg til ham. Han nikkede, kiggede på mig med hans smukke blå øjne. Der var et øjebliks stilhed imellem os, imens han kiggede på mig. Ikke pinlig stilhed, men heller ikke rolig stilhed; bare stilhed.

”Rose?” han brød stilheden med sit spørgsmål.

”ja?”

”øhm, har du nogen planer… Næste fredag?” Han virkede en smugle nervøs.

 Jeg tænkte mig om, havde jeg nogle planer? Men så kom jeg i tanke om at jeg aldrig havde planer. Jeg var lige flyttet her til for nogen måneder siden, så jeg havde ikke rigtigt andre venner end Kelsey og James.

”nej, jeg har ingen planer, hvorfor?” spurgte jeg.

”Vil du med ud og spise, eller noget? Eller måske i biffen? Du behøver ikke, det var bare-”

”Jeg vil gerne,” afbrød jeg ham. Han lettede smil, gav mig sommerfugle i maven. Jeg havde ikke mange oplevelser med drenge, men jeg kunne godt lide James. Han var altid sød og rigtig nuttet. Så selvfølgelig sagde jeg ja.

”fedt,” han grinte.

”fedt,” svarede jeg ham, efterabede ham. Jeg ville helst bare blive og tale med James, men det kunne jeg ikke. Fordi selvfølgelige, lige nu, skulle jeg på toilettet. Det skulle bare være nu ik?

”jeg, øh, går lige på toilettet. Undskyld mig.”

James grinede bare. Jeg fniste og gik hurtigt ud af kantinens døre. Sikke en måde at ødelægge romantikken på, Rose.

Jeg gik hurtigt ned til toiletterne, løb næsten igennem bygningen. Det her er så det jeg får ud af at drikke tre vandflasker på to timer. Jeg blev ved med at løbe, vidste at jeg bare lige skulle rundt om hjørnet, og så ville jeg være der. Men så så jeg noget der fik mg til at stoppe.

Fordi der i gangen var Cynthia. Hun var en af de patienter jeg godt kunne lide, selvom hun havde dræbt sin far. Hun var rar, for en morder at være. Men hun var ikke alene, en ansat var med hende. Det kunne jeg se på uniformen.

Jeg ville normalt ikke tænke på dem, fordi en masse folk bliver taget en masse steder hen, men det var den måde manden så over sin skulder, som om nogen så ham, der fik mig til at føle at der var noget galt. Hvad lavede de?

Jeg så på imens han gik hen mod den dør de åbenbart skulle ind af, kiggede sig over skulderen en sidste gang. Han så mig heldigvis ikke, for jeg var gemt bag et hjørne. Men jeg så ham.

Han virkede til at være omkring 45, med hvad jeg tror var mørke grønne øjne. Hans mørke hår var ret til siden, og hans stærke træk fik ham til at se uvenlig ud.

Jeg så til imens at han tog sin hånd ned i lommen, trak nogle nøgler op. Så snart han havde låst døren op gik han ind, og trak Cynthia med sig. Da de var væk, gik det op for mig hvad der var bag den dør. Det var operationsrummet.

Men den nye information gjorde mig bare mere forvirret. Ingen patienter måtte bliver opereret med mindre det var blevet anbefalet af hoved sygeplejeren. Der hvor jeg arbejde med Lori, er der hvor vi evaluere om patienterne har brug for operationer. Hvis de skal opereres er det Dr, Morlin, der gør det. Men jeg havde aldrig set Cynthia hos os, ud over de normal måneds check. Hun havde ikke brug for en operation.

Så hvorfor tog den her tilfældige ansatte hende til operationsrummet, uden tilladelse? Hvad hvis han var morderen? Hvad hvis han sniger sig ind i det rum for at flå hende? En bølge af panik flød over mig, men så kom jeg til fornuft. Han ville ikke dræbe hende i midten af en intuition hvor en eller anden kunne komme ind hvert øjeblik det skulle være. Jeg havde brug for at lade være med at skræmme mig selv.

Jeg prøvede stadig at finde ud af hvorfor Cynthia var der inde, gik hen til døren og drejede håndtaget. Det kunne jeg ikke, så jeg prøvede igen, drejede det frem og tilbage. Men selvfølgelig var døren låst, som jeg regnede med. Men det var hver at forsøge.

Men lige før jeg var ved at gå væk, åbnede den sig, og fik mig til at hoppe. Personen bag den var manden jeg havde set lige før. Jeg kunne mærke mit hjerte banke i mit bryst, imens han kiggede på mig. Og han så ikke glad ud

”frøken, du skal ikke være her,” fortalte han mig med en streng og irriteret stemme.

”det er jeg ked af, jeg tænkte bare om du havde en patient her? Hun hedder Cynthia.”

Han sukkede, ” du er nød til at gå. Lad være med at forstyrre os igen.” og med det, smækkede han døren for næsten af mig. Hvorfor svarede han ikke mit spørgsmål? Pik.

 Jeg var stadig nysgerrig og ville vide hvad de gjorde ved Cynthia, men det sidste jeg ville var at gøre ham mere sur. Så jeg tænke at det ville være bedst at gå væk. Jeg håbede at James ikke havde noget imod at vente, fordi at efter jeg havde brugt toilettet gik jeg hen til en der måske kunne fortælle mig, hvad fanden der skete.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...