Psykotisk (En Harry Styles fanfiction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2014
  • Opdateret: 28 jul. 2015
  • Status: Igang
“Jeg elskede hende ikke fordi hun dansede med mine engle, men fordi at lyden af hendes navn kunne stilne mine dæmoner.” - Christopher Poindexter

17Likes
16Kommentarer
2169Visninger
AA

7. Kapitel 7

HARRY’S SYNSVINKEL

Hvilken lettelse det var at være tilbage. Hjem, kære hjem, ik? Bare at indhalere den her tykke bræk og fod lugt, kunne sidde på denne her knirkende seng og støvede maders, være adskilt fra verden af en stor automatisk dør, med intet at lave. Elskede det.

Mine fødder slæbte over det hårde cement gulv da jeg gik over til min triste maders, satte mig ned med et suk. Jeg lover dig, hvis du satte en helt normalt person her ind for en uge, ville de også blive sindssyge.

Der er ikke nogen rigtig behandling, ikke god mad og frygtlige straffe der involvere en masse pisk. Jeg mener, jeg vidste at Wickendale ville være slemt, men det her overgik mine forventninger. Den eneste del af min dag der gjorde at jeg ikke dræbte mig selv var at tale med Rose. Hun var den eneste normale person jeg kunne tale med om normale ting.

Jeg havde prøvet at tale med ham James, en gang, men han virkede nervøs omkring mig. Han virkede også tilbageholdende og tænkte nok jeg var sær, svarede bare i et ords sætninger.

Og jeg kunne godt lide Rose. Besluttede jeg mig. Hun virkede ikke til at være bange for mig og, hvis hun var, skjulte hun det godt. Selvfølelig var hun irriterende, men jeg er også irriterende. Hun behandlede mig også som en normal person i stedet for en sindssyg ting.

Det var det de fleste af os var til disse ”overvågere” og ”normale” mennesker. Men der var ikke stor forskel på os, virkelig. Jeg ser det som at vi alle er skøre. Vi har alle en del af vores sind der er en smugle mørkere og forkert, men nogen af os udforsker den del lidt mere end andre.

Pludselig blev jeg rystet ud af mine vise tanker da jeg hørte ekko af skridt igennem gangen. Først troede jeg ikke at det var noget fordi at der gik en masse mennesker rundt her, både indsatte og ansatte eller gæster, men det var da jeg hørte stemmerne at jeg blev interesseret.    

”Skal vi fortælle det til fru. Hellman?” Jeg anstrængte mig for at høre den skræmte hvisken. En kvinde, tror jeg.

”Nej. Jeg vil i hvert fald ikke.” En anden kvinde.

”Rosemary vi skal sige det til nogen! Måske en af sikkerhedsvagterne?”

”Gør, hvad du vil Helen, men jeg vil ikke involveres. Det vi så, det var…” Jeg kunne næsten se hende ryste. ”Det var totalt skræmmende, jeg vil ikke fortælle det. Jeg vil bare ikke involveres. Jeg vil bare glemme at jeg nogen sinde så det.”

Jeg kunne høre deres stemmer komme tættere på og tog fat i metalstængerne og lænte mig forover, så jeg kunne se de to kvinder.

”Og, vi skulle ikke engang havde været ned der. Vi kunne få store problemer.” Stemmen var Rosemary’s. De var tættere på nu.

”Og! Vi kan ikke bare lade være med at sige det.” Sagde Helen.

”Bare glem det!” kommanderede Rosemary. ”Nogen andre vil opdage dem på et tidspunkt.”  

Da hun sagde dem gik de forbi min celle. De gik hurtigt og kiggede ikke i min retning, så jeg kunne ikke se deres ansigter.

Jeg kunne ikke lade være med at tænkte over hvad fanden det var de talte om. Der forgik noget her på Wickendale, det vidste jeg fra starten af. Noget ondt. Men jeg kunne ikke finde ud af hvad. Og nu var de her to ansatte her, bange for noget de havde set herinde, det hjalp kun min mistanke. Og, det her var det eneste spænding jeg havde haft i dagevis, så jeg kunne ikke lade være med at åbne min mund.

”Hey!” Hviskede jeg højt. De ignorerede mig. Det brugte jeg havde gættet, de indsatte råbte sikkert altid efter dem. Men jeg havde brug for deres opmærksomhed.

”Rosemary, Helen!” Nu vente de om. En af dem var ret gammel, nok Rosemary, og den anden var en kvinde der kunne være hendes datter. De havde begge uniformer på og mørkt hår sat op i en stram knold.

”Hvad vil du have?” Spurgte Rosemary, ret uhøfligt.

”Hvad så i?”

”Gå tilbage til din celle, Harry.” Jeg vidste ikke at hun kendte mit navn, men så igen, enhver ansat skulle sikkert kende navnene på alle de indsatte.

”Jeg er i min celle.” Begyndte jeg. ”Bare sig hvad i så, hvad talte i om?”

”Kom nu, Helen, lad os gå,” Rosemary ignorerede mig, tog fat i Helens arm og drejede væk fra mig.

Pis. Jeg måtte nød til at vide det, ellers ville min nysgerrighed æde mig op. Så jeg gik ud af en tangent og brugte den information de havde givet mig.

”Eller, jeg kunne fortæller fru. Hellman, at I to var der nede.” Jeg havde ingen ide om hvor, der nede, var, men det var et forsøg hver.

Mit forsøg virkede, da de begge drejede rundt og gik tilbage til min celle.

”Og hvem vil tro på dig? Du er sindssyg, Fru Hellman vil tro at du lyver,” sagde Rosemary, selvom det mere virkede som om hun prøvede at overbevise sig selv, end mig.

”Vil hun?” Spurgte jeg.” Hør, i ved begge at jeg ikke er ligesom de andre. Jeg er aldrig gået amok eller haft et sammenbrud, jeg er lydig, jeg følger alle reglerne, og derfor kan fru Hellman lide mig. Jeg kan næsten garantere jer for at hun i det mindste vil spørger om det, og i to vil ikke lyve, vælg?”

De to kvinder kiggede skeptisk på hinanden, virkede tøvende. Jeg tror de havde brug for en bedre overbevisning.

”Tænk på det sådan her. I fortæller mig hvad i så, og jeg vil tie stille. I kommer ikke i problemer med fru Hellman, jeg lader jer være, ingen finder ud af vores lille forveksling. Ingen vil vide hvad der skete ud over mig og i to, og selvom jeg prøvede at fortælle det til nogen hvad i så, ville der ikke være nogen der vil tro på mig, som i sagde. Jeg mener, jeg er jo skør?”

Igen kiggede de på hinanden, prøvede at diskuter om de skulle gøre det, ved hjælp af deres øjne.

”Okay, fint.” Helen sukkede, da det virkede som om de var blevet enige.

”Hun siger det,” sagde jeg overrasket.

”Vi var i kælderen og vi…” hun begyndte, ignorerede min kommentar. ”Vi så tre kroppe… tre kvinder, tror jeg.”

”Døde kroppe?” spurgte jeg.

Hendes frygtsomme øjne og rystende nik var det eneste jeg havde brug for. ”Ja, men de var ikke bare døde… de var flået.”

 

ROSES SYNSVINKEL

Jeg gik tilbage til Loris kontor i et meget bedre humør, selvom det var dårligt vejr. Det var underligt, fordi Harry havde givet mig en glad aura den her gang, i stedet for at gøre mig sur og irriteret.

Jeg hadede virkeligt at indrømme det, men han var altså ret charmerende til frokost. Da vi spillede Cluedo var han sjov og sød, på en måde. Og med sød mener jeg at han ikke lavede klamme eller onde kommentarer.

Men stadigvæk, noget ved ham var… opfriskende. Han var så fuld af liv i forhold til de andre patienter. Hvis han ikke var en sindssyg kriminel ville jeg måske overveje at blive venner med ham.

Jeg blev rystet ud af mine tanker ved et højt ”BOOM” der lød gennem bygningen. Den voldsomme torden var ikke stoppet, jeg tror den var blevet værre. Den her storm var nok den værste jeg havde oplevet. Selvom loftet var tykt kunne jeg hørere regnen på taget. Lyden af regn gjorde mig som regel rolig, men nu, med det hårde vejr, var alle lyde uhyggelige.

To gange mere med knogle rystende tordenskræl, inden jeg nåede kontoret, så Lori lænet over sit skrivebord som normalt, gik igennem mere papirarbejde. Jeg gik forbi de små hospitalssenge for at nå hende, satte mig ned på en stol foran det papirs fyldte skrivebord.

”Hej” sagde jeg.

”Hej min kære” svarede hun, uden at kigge op.

”Har du brug for hjælp?” spurgte jeg.

”Nej,” sagde hun. ”Vi vil nok ikke have så travlt for et stykke tid, alle patienterne er tilbage i deres celle imens stormen raser. Fru Hellman vil ikke have at nogen af dem får et sammenbrud på grund af tordne.

Jeg nikkede som svar, tog min bog fra hendes bord. Jeg havde den altid med på arbejde hvis der nu var pauser som denne, og jeg var glad for at jeg havde den med.

Jeg bladrede til det sted jeg var nået til og begyndte at læse, totalt opslugt over ordene. Jeg var suget ind i historien og mistede tidsfornemmelsen, kiggede ikke op indtil det underligste skete.

Lysende blinkede, alt lyste normalt igen. Så var det sort.

Og det blev ved med at være sort; lyset var gået.

Jeg kiggede op på Lori med bekymrede øjne, men vi sagde ikke noget; fordi der var en lyd. Ligesom en kæde der blev trukket i, eller tykke døre der blev åbnet. Måske et mix. Så kom der et råb fra gangen, fra en patient.

Det underlige var at der ikke kom en lyd efter det. Jeg var, vandt til at en masse patienter lavede en masse underlige lyde, i kor.

Det der gjorde mig mest bekymret var afstanden til råbet. Det var tæt på, alt for tæt på og så blev det lavere som om nogen løb forbi kontor døren.

Det skulle være umuligt, fordi alle patienter var indelukket i deres celle. Tanken at en ville slippe ud var fjollet, de automatiske døre holdt dem lukket inde.

Og det var der det gik op for mig. Dørene var automatiske. Strømen var gået, og uden strøm kunne dørene ikke låse. Så patienterne kunne nu komme ud af deres celle, og jeg havde ingen tvivl om at det var præcist det de gjorde.

Jeg drejede langsomt mod Lori, ville ikke høre hvad jeg vidste hun ville sige. I lyset af de røde nød lys kunne jeg lige se hendes ansigt, det så bekymret og bange ud.

”Rose?” spurgte hun.

”Ja?” Hviskede jeg, af en eller anden grund var jeg bange for at sige noget højt.

”Jeg tror vi har et problem.

 

HARRYS SYNSVINKEL

Jeg sad på kanten af min seng, havde mine albuer på mine knæ og mine hænder holdt mit hoved, som om det ville få det til at stoppe med at snurrer.

Jeg kunne ikke tro det de havde fortalt mig, mit hoved summede med den nye information. Der var tre døde flåede kvinder i kælderen. Mine ”ofre” var blevet flået, og det var de her også. De døde kroppe var blevet dræbt for nyligt, ellers ville man ikke kunne se at huden var fjernet fra kroppen.

Jeg vidste ikke helt hvad det betød, men det betød noget. Jeg skulle bare vide hvad. Jeg måtte nød til selv at se kroppene.

Men hvordan skulle jeg gøre det? Kroppene var i kælderen. Nok et sted hvor de ikke skulle blive fundet. Så det ville tage tid at lede efter dem, det ville tage u overvåget tid; og det var noget jeg ikke havde meget af.

For helvede jeg kunne ikke engang pisse uden en vagt førte mig til toilettet, for at være sikker for at jeg ikke flygtede. Hver gang jeg gik i gangene var der altid en vagt rundt om hjørnet. Det eneste tidspunkt jeg var alene var når jeg var i min celle; det var bare mig og min elskede madras. Hvis jeg bare kunne komme ud af den her fucking celle.

Pludselig blinkede lysene, stoppede min tankestrøm og kiggede op. Pæren tændte og slukkede, mørk til lys, og så slukkede den fuldstændig. Først troede jeg at det kun var i min celle, men så lagde jeg mærke til mørket fra gangen og den stigende lyd af stemme, som patienterne altid lavede.

Det slog mig med det samme at strømmen var gået.

Jeg skyndte mig over til den store celledør der havde holdt mig inde så mange gange før, følte mig næsten skyldig da jeg trak døren til side. Jeg kan ikke fatte at det virkede, og det var med perfekt timing.

Jeg skyndte mig ud på gangen, håbede at der ikke ville være nogen vagter. Min øjne søgte efter dem, men jeg fandt ud af at med strømafbrydningen, var der næsten intet lys, så jeg ville alligevel ikke kunne se dem. Det eneste lys i gangen var det røde nød lys, der lavede en uhyggelig stemning. Jeg skulle dog ikke brokke mig, i det mindste var jeg ude af min celle.

Så nu manglede jeg kun at finde tre døde kroppe for enden af en kælder, som jeg ikke vidste hvordan jeg skulle komme ind i, i næsten helt mørke uden at blive opdaget af vagterne.

Når, men jeg havde oplevet sværere ting.

 

ROSES POV

”Jeg går der ud for at se hvad der sker.”

”Nej” Lori protesterede. ”Det er ikke sikkert.”

”Jeg bliver nød til at gå ud og finde fru Hellman, vi kan ikke bare sidde her!”

”Jo, vi kan, bare vent. Hvem ved, strømmen kan komme tilbage hvert sekund.”

”Du kan bare vente, jeg går det ud.” Sagde jeg, allerede oppe af mit sæde. At sidde her i mørket var mere uhyggeligt end at prøve at finde ud af hvad man skulle gøre nu. Plus, hvis nogen af patienterne mødte mig, vidste jeg hvordan jeg skulle håndtere dem. For det meste.

 

HARRYS SYNSVINKEL

At finde vej til kælderen var meget nemmere end jeg havde regnet med. Jeg regnede med at det ville være bag alt medicinen, tilbehøret og shit, jeg troede bare ikke at jeg ville finde den med det samme, men det gjorde jeg.

Og uden nogen problemer. Eller, udover at jeg løb ind i James

Men jeg tabte ham hurtigt igen, jeg løb langt hurtigere end ham så forhåbentligt ville han ikke forstyrre mig i den nærmeste fremtid, heller ingen andre ville.

I gangen med al tilbehøret og lagerrum var der en trappe ned til kælderen. Den var dog lidt skjult, for enden af gangen. Du blev nød til at kigge direkte på den for at kunne se den, ellers ville man bare gå forbi den.

Trinene var dækket af støv og skidt, beviste at der ikke kom nogen her ned så tit. Mine fødder dunkede mod cementen da jeg skyndte mig ned til foden af trappen, lagde mærke til at trinene blev mere støvt.

 Da væggene på begge sider af mig blev til et stort rum, kælderen, var alt omkring mi dækket af støv.

Der var ingen nød lys her nede, det fortalte mig også at det her var ikke en af Wickendales mest populære dele.

Der var kun lidt lys bag mig, hvilket gjorde at jeg kunne se nogle meter frem, alt andet var sort. Jeg kunne mærke at kælderen var stort, på grund af den kolde tynde luft.

Og hvis jeg havde brug for at gå her ville jeg havde brug for noget lys. Jeg følte på væggene, og min hånd mærkede noget der virkede til at være en lommelygte.

Jeg prøvede ikke at håbe på for meget, lagde bånd på mig selv. Jeg tog tingen op og fandt en kontakt på den, fumlede med den i et sekund inden jeg fik den tændt, fyldte rummet med lys.

Var det ikke bare min lykke dag.

Jeg lyste rundt omkring mig, søgte efter noget der kunne ligne en død krop. Jeg gik lidt rundt, kiggede under border og i hjørner. Intet.

Det eneste tegn jeg havde, var en svag lugt, en sød rådden lugt et eller andet sted fra. Så jeg prøvede at gå efter lugten.

Mine næse ledte mig et par gang på afveje, ind i edderkoppespind og gamle borde, men de her afveje førte mig til en ny opdagelse, en ubehagelig en, for det jeg fandt, var en masse gamle hospitalssenge dækket med tørt blod. Massere blod.

Der var også gamle kort om hvordan menneskehjerne så ud fra indersiden, hvad fanden skulle de bruge det til? Og hvorfor var der så mange blodige hospitalssenge, hvorfor var de ikke blevet smidt ud? Det var noget klamt noget.

Men jeg skulle ikke tænke på det lige nu, jeg havde en mission og jeg ville fuldfører den.

Jeg fulgte stadig den underlige lugt der stak i min næse, mere og mere. Det var helt forfærdeligt, jeg kunne næsten ikke klare det.

Men jeg holdt ud og kom på et tidspunkt til en dør for enden af kælderen. Det var her lugten kom fra. Det måtte den.

Jeg åndede ind gennem munden i stedet for næsen, og åbnede langsomt døren. Synet der mødte mig fik mig til at gispe.

Der over i hjørnet af det lille skab var der to klamme døde kroppe, næsten ugenkendelige. De lignede en slags dyr der var blevet myrdet, uden noget tegn på hud. Der var kun kød og atter kød.

”For helvede.”

 

ROSES SYNSVINKEL

Jeg gik langs institutions vægge, håbede at jeg kunne finde fru Hellmans kontor. Jeg ville spørge hvad vi kunne gøre for at holde os sikre og låse alle inde igen. Bedre end bare at sidde og vente på at de fandt os.

Mine trin var alt for høje i den stille gang, virkede som om at alle inden for en kilometer kunne høre mig. Mit mål var at være så stille som muligt for ikke at møde nogen på min vej, men i øjeblikket virkede det ikke til at virke.

Der henne, et glimt at nogen der løb forbi. Jeg rystede ved synet af dem, mit første instinkt var at fange dem og låse dem inde, men de var for hurtige og for langt væk, og jeg havde ikke nogen nøgle til cellerne da de var automatiske, så der var ikke rigtigt noget jeg kunne gøre.

Jeg sukkede og begyndte at løbe langsomt. Ved den hastighed nåede jeg kontoret i løbet af nogen minutter, spildte ikke tiden og braste igennem døren, men der var ingen.

Selvfølgelig, tænkte jeg.  Fru Hellman var nok ude og prøve at holde tingene under kontrol, hun ville ikke bare sidde her og se på det hele udspille sig. Hun ville få alle tilbage i deres celler.

Jeg besluttede mig for ikke at ende det her, men gik til enden af bygningen. Siden hoved kontoret var forrest ville jeg nok møde hende på min vej.

Jeg gik i fem minutter indtil jeg nåede til gangen med tilbehør og sådan. Stadig ingen fru Hellman.

På det her tidspunkt lod jeg panikken tage over, som jeg ellers havde kæmpet imod. Mit åndedrag steg sindssygt. Alle patienterne var fri og der var ingen fru Hellman, og ikke nogen vagter. En eller anden kunne angribe mig, lige her og nu.

Og så, som om mine bekymringen ikke var slemme nok, fik jeg en forfærdelig tanke. Hvad med dem i afdeling C? Var de stadig låst inde?

Men inden jeg kunne tænke over det, blev min bekymring erstattet med en ny. Der var en mand, en middelalderlig skaldet mand med en slange tatovering ved hans venstre øje, og han var på vej hen imod mig. Han var en patient, det kunne jeg se. Han hed Norman, tror jeg. Jeg prøvede at forblive rolig. Han gik direkte hen imod mig og mit hjerte pumpede hurtigere og hurtigere for hvert skridt han tog hen imod mig, adrenalinen pumpede igennem mine årer. Fald ned, sagde jeg til mig selv. Han vil dig ikke noget.

Men da Norman stoppede lige foran af mig, indså jeg at jeg ikke kunne tage mere fejl.

”Hej med dig,” han smilede. Jeg lagde mærke til at han manglede halvdelen af hans tænder og hans ånde stank.

”Hej Norman, lad os tage dig tilbage til din celle.” sagde jeg i den mest selvtillids fulde måde jeg kunne, prøvede at gå tilbage til hovedgangen.

”Ikke så hurtigt.” sagde han i en underlig fordrejet stemme. Jeg havde ingen kræfter da han hårdt skubbede mig ind i væggen. Det mindede mig om mit første møde med Harry, selvom det her var meget mere uhyggeligt. Jeg prøvede at kæmpe imod, men jeg var for svag, selv med adrenalin i blodet. Jeg var så bange nu at jeg troede at jeg ville kaste op. Tårer kom op i mine øjne da jeg indså at jeg ikke kunne gøre noget.

”Norman, stop.” sagde jeg strengt til ham.

”Det tror jeg ikke” svarede han. Jeg fik ingen advarsel da hans hånd kravlede op under min uniform, som desværre var en hvid sygeplejer kjole og gamacher.

Jeg skreg af overraskelse, da hans kødfulde rå hænder, kørte op af min krop. Han lod et støn undslippe hans læber, da han følte på mig. ”Jeg har ventet på det her, siden første gang jeg så dig.” sagde han, hans ord var mørke og vanvittige.

”Hver nu sød,” bad jeg, græd allerede hysterisk. ”Gør det ikke.”

Pludselig sagde noget klik inde i hans hoved, hans udtryk ændrede sig til vredt da han tog sin ene hånd over min mund. Jeg råbte af smerte, men det blev til mumle mellem hans fingre. ”Jeg gør som jeg vil.” råbte han næsten.

Han tog sin hånd længere op af min krop, Normans mund blev til et skræmmende smil. Jeg klemte mine øjne sammen, ville ikke se hans ansigt, håbede at nogen ville hjælpe mig.

Men pludselig var der et skift i atmosfæren da Norman trak sin hånd væk fra min mund, og stoppede med at udforske min krop mere. Jeg åbnede mine øjne og nåede lig at se Normans hoved ryge ind i væggen med stor kræft. Mine øjne stirrede på Harry, og jeg havde aldrig i mit liv været så glad for at se ham. Jeg skulle næsten til at kramme ham.

Men han var ikke færdig, og hans næve ramte Normans skaldede hoved endnu engang. Hans kæbe var spændt og hans øjne var sorte. Harry store styrke var rettet imod Norman, da han slog hans hoved mod murstensvæggen med lyden af noget der brækkede. Han smed hans slappe og nok døde krop ned på gulvet, som var det affald.

Så drejede Harry sit ansigt mod mig, hans ansigtstræk blev med det samme midler.  

  ”Rose er du okay? Gjorde han dig noget?” Spurgte han, med en lyd af bekymring i hans stemme og øjne.

Jeg svarede ikke, men i stedet gik jeg et skridt væk fra væggen, lettelsen skyllede over mig.

Og på det tidspunkt var jeg ligeglad med at Harry var en sindssyg patient som nok har flået tre kvinder, men hvad jeg ikke var ligeglad med var at han lige havde redet mig fra det mest frygtelige øjeblik i mit liv.

Så jeg gik hen mod ham og puttede mine arme omkring hans liv. Han virkede en smule forvirret til at starte med, men så gav han sig, og jeg mærkede hans stærke arme om mine skuldre.

Jeg puttede mit ansigt ind på hans bryst, og begyndte at græde.

Og han lod mig græde i et øjeblik, hviskede endda ”Shhh, det okay. Du er i sikkerhed nu.” ind i mit øre. Han klappede mig på ryggen, det var rart og jeg stoppede med at græde.

Det var en skør følelse ikke at have kontrol over hvad der sker med dig. At have en syg, klam pyskopat det tog på dig, uden tvivl med værre i tankerne. Det var uhyggeligt. Og så kom den person og fjernede alt det onde, og gjorde dig tryk igen.

”Tak,” mumlede jeg ind i Harrys bryst.

”Altid.” svarede han med en stille stemme. Selvom jeg ikke græd mere gav ingen af os slip, det var varmt og ramt.

Men det ville snart ende, da skridt kom ned af gangen. Jeg fjernede mit hoved fra Harrys bryst og så Fru Hellman som gik ned mod os, hendes øjne låst fast på os.

Hun havde den værste timing.

”Nå nå nå,” snærrede hun af os. ”Hvad har vi her?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...