Psykotisk (En Harry Styles fanfiction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2014
  • Opdateret: 28 jul. 2015
  • Status: Igang
“Jeg elskede hende ikke fordi hun dansede med mine engle, men fordi at lyden af hendes navn kunne stilne mine dæmoner.” - Christopher Poindexter

17Likes
16Kommentarer
2157Visninger
AA

6. Kapitel 6

Jeg gik langs de kolde gader, havde det ikke så godt med at være på vej til arbejde. Det var køligt og sneede, som sædvanlig, men noget andet i atmosfæren fik mig til at føle deprimeret og trist. Måske var det bare en af de dage.

Udover mit dårlige humør, smilede jeg da jeg huskede gå turen med James i går. Han var bare så høflig, og han var rigtig sjov på hans egen søde måde. Jeg var begyndt at kunne lide ham mere og mere for hvert minut vi var sammen.

Han var på ingen måder ligesom Harry. De var faktisk ret forskellige. James var høflig og sød, mens Harry var pervers og tarvelig. James var ligetil og arbejdede hårdt, Harry var ligeglad med alt. Og imens jeg kunne lide James mere og mere hvert sekund, voksede min had for Harry også hvert sekund. Det var som om at James udkonkurrerede Harry.

Ved tanken om psykopat, kom en bølge af følelse over mig. Hvad det end var, kunne jeg ikke lide det. Måske var det skyld, eller had, jeg vidste det ikke. Bare tanken om ham gav mig hovedpine.

Jeg rystede mit hoved, prøvede at få billede af hans rodede krøller og røde læber ud af hovedet. Jeg ville ikke mere spilde min tid, på at tænke på ham.

Da jeg nærmede mig Wickendales bygninger, lagde jeg mærke til at en flot bil kørte op til sten trappen. Mand, jeg ville ønske jeg havde en bil. Jeg sparede op og kunne måske få en snart, det ville slette min irritation over at gå i det hårde vejr, hver dag.

Hoveddøren var åben, og en velklædt dame steg ud af bilen, hun bar en nedknappet beige frakke og pæne, flade sko. Hendes skulderlange hår var i en brun farve og ud fra hendes ansigt lignede det at hun var i midt trediverene.

 Jeg undrede mig over hvad en kvinde som hende, lavede et sted som her, da hun gik op af trappen. Det var der, jeg lagde mærke til det store kamera i hendes hånd. Hun var en journalist.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg mærkede at hun irriterede mig. Jeg vidste at hun bare gjorde sit job, men det fleste journalister var for nysgerrige og havde en ”jeg-er-bedre-end-dig” attitude, så generelt kunne jeg ikke lide dem.

Jeg gik ind i bygningen nogen meter efter hende, var glad for den varme luft der strømmede mig i møde. Jeg gik hen mod sygeplejernes kontor men blev fristet til at se det sammenstød der blev opført lige foran af mig. Journalisten var stoppet af en udtryksløs fr. Hellman, som virkede sur som sædvanlig. Det virkede som om hun og journalisten, var i en form for diskuttion, men jeg kunne ikke helt skilles deres ord ad, på grund af lyden af de sindssyges skrig, nede af gangen. Og så med et surt blik og nogen få ord fra fr. Hellman, stormede journalisten ud af bygningen. Hvad fanden var det?

Jeg ignorerede tanken om at spørger, tænke at det at tale med fr. Hellman ikke ville være en god ide. Så jeg besluttede bare at forsætte ned til kontoret, da jeg lagde mærke til en solbrun, formet, silhuet, der gik min vej. ”Kelsey!” udbrød jeg.

”Hej Rose! Hvor har du været?”

”Arbejdet,” svarede jeg med et suk.

”Så må du ha’ haft travlt, for det er 100 år siden jeg har set dig.”

”Nogen få dage, men ja,” grinede jeg. Kelsey som var optaget af hendes psykolog job i rådgivnings afdelingen og jeg havde været i den modsatte del af bygningen, for at se til patienternes fysiske helbred. Jeg så hendes ikke så meget som jeg ville.

Jeg kiggede på klokken, overvejede om jeg havde tid til at snakke.

”Så, hvad har du lavet de her dage?” spurgte jeg.

”Ikke så meget.” sagde hun, selvom hendes øjne undgik min øjenkontakt et øjeblik, som om hun var bekymret over nået. ”Hvad med dig?” spurgte hun, skiftede emne.

Jeg bed min læbe, tænkte på om jeg skulle sige noget om Harry, selvom der ikke var så meget at sige. Vi havde jo kun talt sammen et par gange, men jeg fortalte det alligevel, forklarede hver samtale så godt som jeg kunne huske det. Jeg besluttede for at lade den væmmelige detalje, hvor Harrys hånd vandrede op af mit lår, ude. Mindet sparkede en brænde lyst igennem mig, jeg skubbede tanke væk.

”Wow” sagde hun da jeg var færdig. ”Det er ikke fair!”

”Tja, jeg ser ikke rigtigt mig selv som heldig...”   

”Jeg ville! Jeg ville elske at tale med ham og komme ind i hans hoved, finde ud af hvad han tænker.” Sagde hun, lukkede sine øjne som om hun prøvede at forstille sig hans tanker. Hun havde den her ting med de sindssyges sinde og ville vide hvordan de virkede, hvad gjorde dem forskellige fra normale mennesker og ting som det.

”Har han ikke været på dit kontor endnu?” undrede jeg mig. Normalt ser Kelsey alle patienter inden de har været her en uge.

”Jo, selvfølgelig har han været der. Men han er klogere end de andre, han tænker på mig som en taber. Han er helt lukket, men jeg ville elske at have en normal samtale med ham, og få ham til at åbne op. Bare at kunne være rolig i stedet for at skulle udspørge ham og tage noter.”

”Så lad være,” svarede jeg, og Kelsey nikkede i tanke. ”Okay, jeg kommer for sent. Vi ses senere.”

”Vent jeg skal fortælle dig noget” sagde Kelsey inden jeg fik snakket færdig. ”Jeg, øh… jeg…..” Startede hun, kiggede mig lige i øjnene, men så kiggede hun rundt omkring sig, som om hun var bange for at blive overvåget.

”Ved du hvad, lige meget, vi ses.” og så drejede hun rundt og gik hurtigt væk.

Det var virkeligt underligt. Nysgerrighed åd mig op, ville så gerne finde ud af hvad hun ville sige, men jeg havde ikke tid til at følge hende og spørge, så ville jeg komme for sent. Og den eneste ting jeg hadede mere end ikke at vide noget var at komme for sent.

 

I dag var en miks af travlhed og kedelighed, mit humør varierede. Jeg var dog stadig lettet, som altid, da det blev eftermiddag og jeg kunne gå til frokost. Det var sjovt at jeg altid virkede tilbageholdende for at se Harry, men frokost var min ynglings del af dagen. Det var mere interessant end at samle medicin og hjælpe med at udfylde papirer.

Da jeg gik igennem dørene til den store kantine, søgte mine øjne igen efter ham. Normalt kunne hans fængslende udseende hurtigt blive spottet imellem den udtæret og skrækkelige flok, men han var ingen steder, så jeg tog et sæt kort og sad ned på vores sædvanelige sted for at vente.

Jeg rullede tommelfinger for en tid mens jeg ventede, men det blev hurtigt kedeligt, som du kan forstille dig. Så jeg tømte kortene ud på bordet og blandede dem. Organiserede dem i forskellige bunker efter nummer, blandede dem igen. Efter fem minutters ventetid begyndte jeg at ligge kort ud i forskellige mønstre for at underholde mig selv. Der var allerede gået ti minutter, hvor var han?

Lige da jeg tænkte det, gik Harry ind ad døren.

Som noget fra en film, var det næsten som om at han var omringet af lys, alle så på ham. Alles øjne var på hans figur som om han var berømt. Dog kiggede de ikke på ham som om de elskede ham. Selv de mest mandelig patienter virkede til at være bange, da de overvågende så på, som om de var bange for at han ville flippe ud, men det gjorde han ikke.

I stedet slikkede han bare sine lækre læber og slenterede over til mig, udvidende fra deres stirre. ”Rose” sagde han da han sad ned, og jeg var lidt overasket over at han gjorde det. Efter han blev sur i går troede noget af mig at han ikke ville komme tilbage.

”Hej Harry.”

Og så var der stilhed, ikke rolig stilhed, men akavet stilhed siden at Harry ikke ville lade være med at stirre på mig. Jeg prøvede at løsne stemningen ved at begynde at blande kortene så jeg ikke behøvede at fokusere på hvad jeg skulle sige, prøvede at virke optaget. Jeg hoppede da Harry puttede sin hånd på min for at stoppe mig, overraskende nænsomt.

”Stop jeg ville ikke spille kort.” sagde han. Jeg skulle til at spørge ham, hvad vi så skulle, håbede at han ikke sagde at han bare ville snakke. Fordi selvom der kun havde været et par stykke, kunne jeg ikke lide vores samtaler, jeg kunne ikke lide hvad de var kommet ind på, men heldigvis stod han op og gik over til spillebordet. Til min overraskelse valgte han et brætspil, og jeg vidste ud fra den mørke grønne farve på æsken, at det var Cluedo. Den havde næsten den samme farve som Harrys øjne, bare uden det smukke glimt.

Han kom tilbage og satte sig ned med æsken i hånden, kortene og brikkerne larmede da han satte det ned på bordet.

”Cluedo?” spurgte jeg for at være sikker.

”Ironisk nok, ja.” sagde han og begyndt at gøre spillet klar. Hans humør virkede til at være meget bedre i dag, hvilket jeg var glad for.

”Nå, men det var et dårligt valg, for jeg vinder ligegyldig hvad.” fortalte jeg ham.

”Er du sikker?” Spurgte han med et udfordrende grin.

”Ja, helt. Jeg har aldrig tabt. Jeg har spillet mod hele min familie fem gange og jeg vandt alle.” Sagde jeg, smilede ved tanken.

”Nå, er du ikke noget helt speciel, jeg ville ønske jeg havde dit talent.” sagde han med en sarkastisk stemme. ”Og lad mig gætte, din familie er bare den gladeste, den perfekte uudholdelige rige familie, og i har sikket alle sammen et studenterbevis fra Harvard, eller er den bedste doktor, har jeg ret?”

Det han troede om min familie provokerede mig lit, siden det var langt fra sandheden.

”Nej, faktisk tager du fejl. Min far var en alkoholiker og forlod os da vi var små, så skød min mor sig selv fordi at hun åbenbart ikke kunne klare at han forlod hende. Så jeg boede hos mine fattige bedsteforældre for en tid, næsten ikke nok mad til at kunne overleve. Jeg arbejde min røv i laser, prøvede på at få gode karaktere, hvilket jeg fik, fik mit eget sted og et job her med løn jeg også arbejder min røv i laser for. Så hvorfor stopper du ikke med dine fandens forindstillinger og holder næsen for dig selv.”

Hans ansigt udtryk var noget man ikke kunne købe for penge. ”Jeg er ked af det Rose, jeg havde ingen ide om det.” Sagde han. Hans øjne var fyldt med fortrydelse og medlidenhed, men så kom jeg i tanke om at psykopater var mestre i at mimik menneskers følelser, så jeg vidste ikke om det talte for en undskyldning eller ikke.

Jeg mumlede ”Det okay, men siden jeg lige har fortalt dig det, skal du fortælle mig noget om dig.”

”Okay,” sukkede han. ”Hvad vil du vide?”

Der var så meget jeg ville vide om ham, ordene forlod pludselig mine læber. ”Har du dræbt de kvinder? Og, hvis du gjorde det, hvad var dit motiv? Hvad skete der med dem, og vær ærlig, hvor voksede du op? Taler du stadig med dine forældre? Hvordan har din familie det med det her? Og hvor gjorde du-”

”Wow,” grinede han, puttede hans hænder op i forsvar. ”Sænk farten, elskede. Jeg vil til at starte med kun svare et spørgsmål.”

Pokkers. Han ville sikkert have svaret på flere, hvis jeg ikke havde angrebet ham sådan. Sådan tænkte et øjeblik, ville ikke ødelægge mere. Jeg var ved at vælge spørgesmålet om han var skyldig eller ej, men en del af mig vidste det ikke endnu. Og jeg tvivlede at han ville tale sant.

”Okay, hvis jeg spørge dig, lover du så at være ærlig?” spurgte jeg.

Han nikkede og folede sine hænder sammen, kiggede ind i mine øjne med et seriøst udtryk. Jeg besluttede mig endelig for et spørgsmål, der forhåbentligt ville være nemt for ham at svare ærligt på, men stadig ville give mig mere indsigt i den mand Harry Styles var.

”Hvad er din største frygt?” Spurgte jeg endelige. Harry svarede ikke med det samme, hans øjenbryn krummede sig igen og han trak en cigaret og en lighter ud af hans skjortelomme. Jeg hadede at sige det, men når han rundede sine hænder rundt om lighteren og lukkede sine øjne når han indhalerede, var jeg fuldstændig fortryllet. Han var virkelig sexet.

”Godt spørgsmål,” mumlede han, cigaretten stak ud af hans mundvig. Jeg ventede tålmodigt mens han satte sig til rette og puttede lighteren tilbage i hans lomme, før vores øjne mødtes igen.

”Vil du virkelig vide, hvad jeg er mest bange for?” Spurgte han, udåndede en sky af røg.

Jeg nikkede håbede at han ville komme til sagen og stoppe med at tale så langsomt. Han kiggede rundt som om nogen holdt øje med os, og lænede sig tættere.     

”Min største frygt er at jeg aldrig vil komme ud her fra. At jeg vil være fanget her resten af mit liv. Jeg vil ikke kunne få børn, eller mit eget hus, eller mit eget arbejde, ikke engang mit eget tøj. Jeg vil være nød til at sidder her med de her idiotiske psykopater, og vil ikke engang kunne have en normal samtale med nogen, ud over dig. Jeg er nød til at være lukket inde i en klam celle, høre skrig og mumlende stemmer hele natten. Jeg har ikke fået noget søvn og jeg har det forfærdeligt. Det her sted er nok i sig selv, til at få folk til at blive sindssyge. Og hvad hvis jeg dør her, Rose? Hvad hvis den her bygning er det eneste jeg ser for de næste 50 år. Intet af mig vil være tilbage, fordi jeg har ikke noget at give. I stedet for en begravelse, vil der være mennesker som gør forbi bygningen og siger ”jeg hørte at den sindssyge, som flåede tre kvinder endelig er død, i går på institutter,” og de vil være glade for at jeg er væk, og det vil være det eneste minde nogen har om mig, psykopaten der endelig døde. Og det værste er at frygten aldrig går væk, fordi den er lige under mine fødder.”

Jeg var målløs over hans tale, jeg troede ikke at han ville fortælle så meget, og jeg havde pludselig skyldfølelse. Jeg ved at jeg ikke skulle have det, han fortjenende endda værre end det her, men jeg kunne bare ikke forstille mig hvordan det ville være at have det som ham. Være fanget her i Wickendale for resten af livet, lød ikke tillokkende. Og hvad hvis han faktisk var uskyldig? Hvad hvis han gik igennem det her, uden nogen grund? Jeg skubbede tankerne væk, han var skyldig. Det måtte han være.

”Det lyder hårdt, men jeg kan ikke sige at jeg synes at jeg har ondt af dig.” fortalte jeg ham. Han sukkede bare og kiggede ned og trak cigaretten ud for at udånde.

”Jeg ved, at hvis du prøvede at blive venner med de andre patienter ville det måske ikke være så slemt.” forslog jeg. Harry rystede på hovedet.

”Tak, men nej tak.”

”Hvorfor ikke?” Undrede jeg mig.

”Laver du sjov? De fleste af de her mennesker kan ikke sige en sammenhængende sætning.”

”Det er ikke rigtigt, en masse af dem er ikke så skøre som de virker. Har du prøvet at tale med dem.” Spurgte jeg.

”Nej, og det har jeg ikke tænkt mig.”

”Når, men det er dumt.”

”Kom nu Rose. Lad være med at lade som om at du overhovedet ville gå tæt på de mennesker hvis du var mig. Du ville undgå dem, og du ved det.”

Når, det fik mig til at holde kæft. Han havde ret, jeg ville nok ikke prøve at blive venner med nogen her, hvis jeg var ham.

Jeg kiggede på Harry, men han kiggede et andet sted hen. Så jeg kunne ikke se følelserne i hans øjne, men pludselig fik vi øjenkontakt, grønne øjne, dog stadig ulæselige, bag hans lange øjenvipper. Han så seriøst ud da han åbnede munden, da han talte.

”Kan jeg være, hr grøn?” Spurgte han.

Jeg fik et pludselig grineflip, kiggede ned på det glemte brætspil. Jeg troede at han ville sige noget mere intenst. ”Sikkert.”

”Du har en sød latter.” sagde han pludselig.

”Hvad?”

”Jeg sagde, du har en sød latter,” han smilte mens mine pokkers kinder blev røde igen. Jeg hadede når det skete.

”Tak” mumlede jeg. Jeg ville ikke tænke for meget over hans kommentar og få mit ansigt til at blive mere rødt, så jeg kiggede på de små figurer på bordet og valgte hvem jeg skulle være, i et forsøg på at distrahere mig selv.

Lige før jeg skulle til at tage fru purpur og starte spillet, en dyb rumlen af torden rystede loftet. Harry og jeg kiggede samtidig op, selvom at himlen var blokeret af et gråt loft.

En indsat kaldte Damain, hvis handlinger jeg ikke kendte, stavrede over til det lille vindue i det støvede hjørne af rummet. Han kiggede ud med vilde øjne, virkerede spændt på hvad der ville ske.

”Jubiiiiii!” Han fløjtede i en hæs stemme, vendte sig rundt, kiggede på mig. Rummet blev stille og alle kiggede op. ”Der er en storm på vej.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...