Psykotisk (En Harry Styles fanfiction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2014
  • Opdateret: 28 jul. 2015
  • Status: Igang
“Jeg elskede hende ikke fordi hun dansede med mine engle, men fordi at lyden af hendes navn kunne stilne mine dæmoner.” - Christopher Poindexter

17Likes
16Kommentarer
2151Visninger
AA

5. Kapitel 5

Gaderne var et tomt rum uden andet end den sne der faldt ned i massevis fra himlen, i hurtig fart. Jeg gik godt pakket ind i min frakke, da jeg rystede af kulde, talte sekunderne til jeg endelig var hjemme i min varme seng. Det havde været en lang dag, og min hovedpine var vendt tilbage. Jeg skulle lige til at løbe for at komme hurtigere hjem da jeg hørte nogen råbe mit navn.

”Rose! Hej Rose, vent lige!”

Hvem fanden var det? Jeg drejede rundt for at finde ud af det og fandt en meget lækker James foran mig. Han var ret høj, nok tæt på 2 meter med ordnet blonde hår og hav blå øjne. Han havde også en god bygning, pumpet men ikke for meget, han var nok 24 år.

”Åh hej James. Hvad laver du her?” undrede jeg mig.

”Jeg gik for at nå mit tog hjem. Hvad med dig?”

”Mit hus er kun nogen få gadehjørner herfra, jeg går normalt den her vej.”

”Åh, sejt. Vi skulle gå sammen fra nu af,” sagde han og gav mig et sødt smil. James havde altid været lidt akavet omkring mig, men det var sødt.

”Ja, lad os det,” sagde jeg da vi begyndte at gå mod mit hus. Vi gik så tæt så vores skuldre støtte mod hinanden engang imellem. På grund af hans tideliger stirreren forventede jeg at han ville stille et spørgsmål om min konversation med Harry, men heldigvis gjorde han ikke.

”Så, du er lige startet med at arbejde for Wickendale og det virker allerede som om at fru Hellman kan lide dig,” sagde James. ”Jeg troede ikke at hun kunne lide nogen.”

”Hey, lad være med at lyde overasket. Det viser sig at jeg er meget nem at kunne lide.”

James grinte lavmeldt, og det var en af de bedste grin jeg nogensinde havde hørt.

”Hvorfor tror du at hun kan lide mig?” undrede jeg mig.

”Det ved jeg ikke,” sagde han, hans ånde lavede en gennemsigtig røgsky mod den kolde luft. ”Måske kan hun ikke lide dig, måske hader hun dig bare lidt mindre en os andre.”

”Skal jeg tage det som et kompliment?” undrede jeg mig.

”Ja, det er et kompliment,” grinte han.

Hele vores samtale var grin og smil, og det fik mig til at beslutte mig for at jeg rigtigt godt kunne lide James. Han var rar og venlig.

Den kolde, tynde luft og de isnende sneflager landede på min hud, og fik mig til at ryste under den mørke himmel.

”Er du kold?” spurgte han.

”Nej, jeg har det fint.” løj jeg.

”Her, her tag min jakke.” tilbød han, allerede ved at tage den af.

”Nej jeg klare det.” Han var allerede ved at give mig den på, det varme stof over mine skuldre. Jeg opgav at stå imod, lod mig selv blive varmet op i hans dejlige duftene tøj, men da han også rystede følte jeg mig skyldig.

”Her,” sagde jeg og rakte ham et hjørne af hans jakke, så vi begge havde den om skuldrene, det bragte os tættere sammen. Det var varmere på den måde. Efter vi gik i stilhed for en tid, ikke akavet stilhed men stille stilhed, sagde James noget.

”Nå men, stationen er lige her. Jeg tror det er her vores veje skilles,” smilte han.

”Okay, vi ses. Åh, men her er din jakke-”

”Nej, behold den. Bare tag den med til arbejde i morgen, jeg klare mig hjem.”

Jeg kiggede på ham i et sekund, overvejede om jeg skulle eller ikke skulle sige ham imod, men jeg besluttede mig for ikke at sige mere.

”Okay tak.”

”Intet problem. Vi ses i morgen.”

”Okay, godnat James.”

”Nat Rose.”

Og så drejede han rundt om hjørnet, og jeg var overladt til mig selv på resten af hjemvejen.

 

I dag havde været let, indtil videre. Der var ingen skade sket, ikke ligesom i går, og det var bare mig og Lori for et øjeblik. Jeg ordnede en masse tilbehør og lavede noget ekstra rengøring rundt omkring i rummet, for at få tiden til at gå, men jeg havde ikke helt travlt nok til at få mine tanker væk fra den anden dag.

Jeg vidste at Lori havde været her for altid, så hun kunne nok svare mine spørgsmål. Jeg brændte for at få svar. Jeg vidste at det her sted var mørkt, jeg mener det var et asyl center for sindssyge kriminelle, men jeg var bange for hvor klamt det kunne være. Men min nysgerrighed vandt over min frygt. Det var da hun sad og lavede papirarbejde og jeg trillede tommelfingre at jeg besluttede mig for at spørge hende, og af en eller anden grund var jeg nervøs.

”Hey Lori?”

”Ja kære” svarede hun sødt.

”Øhhh… Altså jeg var på opdagelse her den anden dag og jeg så, øh, den her dør til en anden del af bygningen. Og så tænkte jeg... Hvad er afdeling C?”

Lori stoppede med at skrive og sad helt stille. Frosset. Hun var sådan i lang tid. Jeg spurgte næsten om hun var okay da hun langsomt drejede hendes stol. Hun slikkede sine læber og sukkede dybt, og jeg vidste at det her kunne ikke være godt.

”Rose, lad mig forklare dig noget?”

Jeg nikkede, ventede på at hun fortsatte.

”Der er en masse mennesker i den her verden, ikke også? Millioner og millioner mennesker. Mange af dem er gode mennesker. Der er sygeplejere, gode kristne og frivillige. Gode ting bliver gjort hver dag. Ordenlige mennesker åbner døre for andre, giver komplimenter, samler affald op de ser på gaden. Normale, hverdags mennesker. Men når der er mange gode mennesker, er der også mange dårlige mennesker. Mennesker som dræber, mennesker som mobber, mennesker som er selviske og griske.” Hun stoppede, for at være sikker på at jeg hørte. Det gjorde jeg.

”Så, en masse mennesker er gode, og en masse er dårlige. Men når du tænker over det er der nogen der er ekstremt rene og gode. Dedikerede mennesker venner, folk som dem, som går ud over gode gerninger og gør absolut alt for andre, som Gandhi. Men så igen, er der mennesker i den anden ende. Sadistiske mennesker som går til det absolut ekstreme for at få andre til at lide. De mennesker er låst inden i afdeling C.”

Jeg ventede, ville have hende til at forklare mere.

”Vi snakker om adskillige forstyrrede mennesker. Ikke engang mennesker, næsten som dyr der aldrig skulle havde været født. De har gjort syge, syge ting, som får det at flå kvinder til at ligne en banal mindre forbrydelse. Ting der er hensiddes fantasien, ting der vil mærke dig bare at høre om. Deres sind er gået til et sted der er alt for mørkt for folk som os til at forstå. Det er næsten som om at de er blevet besat af en ond demon, men vi har allerede snakket med præster. Det hjalp ikke.”

”Wow,” jeg trak vejret imens min hjerne overvejede hvad de kunne havde gjort.

”Rose,” sagde hun, kiggede seriøst på mig.” Gå ikke tæt på der. Der er kun de bedste sikkerhedsfolk der holder de klamme bæster inde, men selv det, bliv væk fra afdeling C.”

Jeg nikkede. ”Så hvor mange patinter er der? Har man nogen sinde forsøgt at kurrer dem? Er der nogen sinde en medarbejder der er blevet myrdet?”

”Altså, siden at Wickendale har noget af det bedste sikkerhed i verden og den største i landet, bliver folk fra hele verden bragt her til. Patinere, psykologer og læger. Jeg ved ikke præcist hvor mange, men mit gæt er nogen hundrede stykker.”   

Mine øjenbryn løftede sig i overraskelse. Hundredevis af onde, væmmelige, demoniske mennesker var under det samme tag som mig, lige nu.

”Folk prøver at hjælpe dem og nogen få er blevet kurreret. De giver tit lobotomi og elektronisk chok terapi og har endda udøvet nogle nye slags metoder. Jeg ved dog ikke om det har hjulpet. Jeg ved ikke så meget, faktisk er det meste fortroligt information. Og det med at folk bliver myrdet, det ved jeg ikke. Nok ingen. Jeg mener, sikkerheden er ekstrem sikker, de holder deres patienter fanget ret godt. Og det er virkelig alt jeg ved.”

Jeg nikkede igen, skulle lige få alt ind. Jeg prøvede at tænke på ting de kunne havde gjort, der passede på hvad Lori sagde og kunne ikke finde på noget. Måske var det bedst ikke at tænke på det, men jeg kunne ikke lade være med at undre mig, nysgerrig for at forme et svar for det ukendte, fordi jeg hadede ikke at vide ting.

Lori må have set noget i mine øjne jeg ikke vidste, var der, da hun genforsikrede mig.

”Men Rose, vær ikke bekymret. Der er på ingen måde, nogen måde de mennesker nogensinde vil komme nær udgangsdørene. Vi er sikre. Du skal ikke være bange.”

Jeg nikkede, selvom jeg ikke var bange eller bekymret for at de mennesker skulle flygte. Jeg var bare bange for at mennesker som dem hun beskrev faktisk eksisterede, men jeg rystede mit hoved, prøvede at få mine tanker et andet sted hen.

”Lige meget, hvad er klokken?” Jeg spurgte for at skifte emne.

”Den er 12.”

”Åh nej, jeg kommer for sent. Jeg skal overvåge frokost, vi ses om lidt.”

Hun nikkede, lod mig gå fra kontoret. Jeg gik ud i en meget koldere gang, som var næsten tom. Den eneste lyd jeg hørte var ekkoet fra mine skridt og nogen få fjerne skrig. Dog da jeg gik ned mod kantinen begyndte min hjerte at banke hurtigere. Mine håndflader blev bare en smugle mere svedige. Jeg begyndte at gå en tak langsommere. Alt det her var irrationelt og jeg vidste ikke hvorfor. Men jeg tror at det havde noget at gøre med den hviskende kriminelle der ventede på mig.

Jeg nåede endelig kantinen, som havde en meget mere larmeende atmosfærer, faktisk ikke så meget. Patienter holdt sig mest til sig selv og det var jeg glad for. Udover Harry. Han virkede til at være mere social og normal, end resten. Apropos Harry, hvor var han? Efter nogen sekunder hvor jeg undersøgte lokalet, fandt jeg endelig en tot krøllet hår. Under det var et par skuldrer der strakte sig under det blå stof fra en fangedragt. Det var helt sikkert ham.

Jeg gik hen mod ham og satte mig ned i en metal stol, modsatte ende af bordet, så langt væk fra Harry som mulig, tænkte på hvad der skete sidste gang.

Hans smukke øjne kiggede på mig da jeg kom, og hans læber blev med det samme til et skævt smil. Det var faktisk lidt sødt når han gjorde det, kun hans højre smilehul kom frem.

”Er det ikke Rose.” Han måtte være forkølet eller noget, fordi hans stemme var mere rug end normalt. ”Besluttede sig for at komme tilbage for mere, ser jeg.”

Jeg grinede af ham, og rystede på hovedet. ”Hent kortene, Harry.”

”Hvorfor tog du dem ikke da du kom?”

”Jeg ved det ikke, jeg glemte det.”

Harry sukkede dybt da han rejste sig, brugte bordet til at skubbe ham selv op, hvilket flexede hans muskuløse arme. Jeg kiggede da han gik hen til bordet der var fyldt med meningsløse brætspil for at holde gang i hjernerne på de indsatte og nogen få bunker kort.

Da han kom tilbage til bordet lagde jeg mærke til at han ikke længere havde håndjern på, og jeg kunne ikke beslutte mig, om tanken gjorde mig tryk eller bange.

”Så fisk igen, var? Eller kender du andre spil?” Spurgte han da han sad ned.

Jeg tænkte i et minut, prøvede at komme på noget. ”Hvad med krig?”

Harry så forvirret ud, som om han prøvede at huske spillet. ”Hvad er reglerne?”

”Du er 22 og har aldrig før spillet krig?” Spurgte jeg og grinte næsten.

”Du er 20 og har aldrig haft sex?” Hånede han.

Ugh, han var så nær gående. Jeg mærke mine kinder blive røde igen, hvilket gjorde mig mere pinlig berørt. Det var personligt, jeg kunne ikke forstå hvorfor han skulle bringe det på banen igen. ”Gider du stoppe? Du er så irriterende.”

”Altså jeg kan ikke være så slem, siden du sidder her med mig lige nu.”

”Jeg er ikke her for dig,” skød jeg tilbage. ”Jeg er her for at dømme dit niveau af normalitet korrekt, så jeg kan finde ud af mere om dine ofre.”

Harry rystede på hoved så snart ordene havde forladt mine læber. ”Nej, du er her for at beslutte om jeg er skyldig eller ej. At være skyldig og være sindssyg er to forskellige ting.”

”Altså Wickendale er et sted for begge, så jeg tror bare at det går hånd i hånd med dig.”

Noget jeg har sagt må have ramt et ømt punkt hos Harry, for hans øjenbryn gik sammen i et seriøst udtryk og hans stemme sank og hele hans udstråling virkede mørkere. ”Du skal ikke tro noget om mig, okay? Du kender mig ikke, stop med at lade som om at du gør.”

”Hvad snakker du om?” Spurgte jeg om.

”Ikke noget, jeg er bare træt af at du altid ser på mig, som om jeg er en eller anden freak, som om jeg er helt hjernedød. Som om du er meget bedre end mig bare fordi jeg er låst inde her. Når, men jeg har nogen nyheder til dig, søde, du er ikke så klog som du tror du er.”

Jeg rystede mit hoved, forvirret. ”Nå, men hvad med dig?” Protesterede jeg. ”Du ser ud som om at du har noget på mig, som om jeg er fem år gammel. Du har det dumme skæve smil hele tiden som om du ved noget jeg ikke ved, og jeg hader det. Og måske er jeg bedre end dig, i det mindste har jeg ikke flået tre mennesker” Jeg hævede min stemme, mere end jeg havde tænkt.

Nu var Harrys udtryk næsten skræmmende, han var rasende. ”Nå, hvis jeg er så klam, hvorfor sidder du stadig her? Hvorfor går du ikke bare og gør dit fucking job, jeg vil ikke mere spille kort.” Sagde han, skubbede kortene væk fra ham, og satte sig tilbage i stolen. Han drejede sit hoved til side som om han nægtede at kigge på mig. Hans kæbe var stram og han så, så sur ud, næsten som om han var på nippet til at græde. Men jeg vidste at han aldrig ville lade tårerne strømme, han ville ikke vise sine følelser. Under al den vrede, havde han sorg. Som om han var vitterlig ødelagt indeni.

Og da jeg rejste mig op for at gå, efter al det han havde gjort, følte jeg skyld. Jeg havde det dårligt over alt det jeg havde sagt, selvom han fortjente det.

Jeg rystede mit hoved. Jeg kritiserede altid folk som behandlede patienterne dårligt. Jeg tænkte altid at folk ikke skulle dømme nogen, men hellere prøve at hjælpe dem, og nu var jeg her, totalt dobbeltmoralsk, til den patient der måske mest havde brug for mig. Men Harry fik mig til at være anderledes, han var forvirrende for mig. Han gjorde mig så sur nogen gange, bare fordi han var sig selv. Resultatet var, at jeg altid enden følte had eller løst til ham, tortur. Og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre ved det.

Så jeg gik væk, var selv forvirret og Harry var vred, håbede at imorgen ville blive bedre. Og jeg var så optaget med tanke om Harrys pludselig humørskifte, at jeg glemte at give James hans jakke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...