Psykotisk (En Harry Styles fanfiction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2014
  • Opdateret: 28 jul. 2015
  • Status: Igang
“Jeg elskede hende ikke fordi hun dansede med mine engle, men fordi at lyden af hendes navn kunne stilne mine dæmoner.” - Christopher Poindexter

17Likes
16Kommentarer
2156Visninger
AA

4. Kapitel 4

Det kølige London vejer gav mig gåsehud, gik ind i bygningen med mine hænder der knugede siderne af min jakke i et forsøg på at få noget varme. Jeg små løb op ad trapperne, der var for flotte til det de skulle bruges til, de fik bygningen til at virke meget mere elegant end den virkelig var på indersiden. Gaderne var næsten tomme, det hårde vejr holdt de fleste indenfor.

En flod af varm luft ramte mig da jeg svingede dørene til instituttet åben. Min krop blev med det samme varmet op, en lettelse fra det kolde vejr udenfor. Temperaturskiftet gjorde dog intet for at løfte min arbejdsånd til at begynde mit arbejde. Fordi, så snart jeg drejede rundt om hjørnet, så jeg ingen anden end Harry Styles for enden af gangen, sammen med to vagter, der hver havde fat i en af hans muskuløse arme.

Så snart hans hypnotiserende grønne øjne studerede min figur, kom et frækt smil på hans læber. Da vi nærmede hinanden blinkede han til mig, som du ville havde forventet en gymnasie flirt at gøre, ikke en kriminelle fyr.

Han tiltrækkende vane udspillede sig på hans læber, da han gled sin pink tunge over dem. ”Hej Rose” sagde han. Silke lyden af hans lave stemme overraskede mig, i et kort øjeblik huskede jeg ham uden nogen skyld.

Jeg nikkede og mumlede ”Hej,” med et stramt smil, følte en smule ubehag. Harry klukkede dybt af mit svar dybe, som irriterede mig sygt meget. Jeg sværger alt var han gjorde var for at irritere mig. Jeg havde arbejdet her for måneder, men omkring Harry følte jeg mig misplaceret, og det at han gjorde mig frustreret gjorde mig bare mere frustreret.

 

Jeg rystet mit hoved, prøvede at fjerne mine tanke fra drengen for en gangs skyld. Jeg havde et arbejdet at passe, og han skulle i hvert fald ikke distraherer mig fra det.

Jeg gik hastigt ned til sygeplejernes kontor, Lori hilste mig med sit sædvanelige varme smil. Hun sad bag hendes bord, fyldte en slags papirarbejde ud.  Med alle de patienter der kom, blev sat fri, og endda døde, var arbejdet endeløst. ”Hej Lori,” hilste jeg.

”Oh Rose. Jeg er så glad for at du er her, kan du være sød at få fat i Lilly og nogen ekstra bandager fra lageret og kigge på Bucks fod og så hurtigt komme tilbage for at hjælpe mig med Marise?”

”Alt, i den orden?” spurgte jeg, en lidt forbløffet over hendes pludselig kommandering. Ikke for at tilføje at jeg stadig halvsov, da kl kun var 8.

”Ja. Jeg er ked af det søde, vi har bare virkeligt travlt til morgen.”

”Det er fint. Se det som gjort.”

”Mange tak,” sagde Lori, hun virkede lettet over at få den ekstra hjælp.

Så jeg begyndte min lange rejse på at samle materialer og tilse patienter. Jeg gik ned mod lageret og helt ned til bunden af det, tog hvad jeg håbede var de rigtigt bandager. Jeg passeret en masse piske og kæder for at nå ned til bandagerne, som fik mig til at gyse.

Det var sygt, hvad der blev gjort ved patienterne. De blev konstant pisket for lydighed, nogen gangen endda buret inde som dyr. Lobotomisme var også dyrket, det var praktisk talt, hvor en doktor hamrede en is stav bag dit øje, håbede på at ramme en bestemt nerve der skulle få en til at slappe af. De fleste at forsøgene på at få fornuften tilbage til patienter bar ingen frugt, så nu var det mest brugt til de mest ondsindede patienter, næsten som en straf end en operation.

Åh, og hvordan kunne jeg glemme den mirakuløse elektro-chok terapi. Skyde strøm direkte igennem patienter for at berolige dem, høre forfærdelige hvin fra elektro patienterne, virkede til at være den mest populære ting doktorne gjorde. I mine øjne var det ikke fair, de skulle blive behandlet og kureret fra deres onde sind, ikke tortureret indtil dybere sindsyghed. Vores straf var dog blevet en smugle bedre en ind 30’erne og 40’erne, men ikke meget.

Jeg rystede tanken om lænkede og forslåede kriminelle ud af mit hoved, tog hvad jeg havde brug for og gik ud af lageret. Efter at havde givet materialerne til Lori, kiggede jeg til Buck der blev ved med at mumle noget om dæmoner og undergangen. Så overkom jeg at hale en hvinene Lilly tilbage til kontoret, gav hende beroligende middel og hjalp med Marise, som havde brækket en hånd ved at slå en murstensvæg. Efter en time, hvor jeg hørte på ørespringene skrig og knogler blive sat på plads, var jeg lettet da Lori lod mig gå til frokost. Ikke min frokost, jeg skulle holde øje igen, men det var beder end det jeg lige havde lavet.

Jeg sukkede da jeg forlod de forfærdelige skrig bag mig og gik mod kantinen. Ud over den indtil videre travle dag, virkede det som om tiden fløj forbi. Min vagt var allerede halvt forbi.

Da jeg ankom, var jeg glad over at der var blevet skubbet et bord mod væggen, i den fjerne ende af kantinen. Jeg brugte det som en stol. Alt virkede ret normalt, eller i det mindste så normalt som ting kunne være her omkring. Der var i det mindste ingen der skreg, det hjalp på den hovedpine jeg havde fået af Marise forfærdelige skrig.

Jeg stirrede på uret, så sekunderne gå forbi. Med det kedelige og nogen gange skræmmende erhverv, ville de fleste mennesker undre sig over hvorfor jeg ikke bare sagde op. Men der var utalige grunde jeg ikke gjorde det.

Min opmærksomhed var altid klar når det var noget der havde med sindssyge at gøre der indgik i konversationen, fordi det var interessant. Emnet fascinerede mig. Det var anderledes og jeg var altid nysgerrig. Plus Kelsey og Lori var gode kollegaer. Det var James også, et nogenlunde attraktiv medlem af sikkerhedsfolkene og en af mine gode venner. Plus, jeg fik god løn, så fordelene var større end ulemperne og jeg synes at det var bedst at arbejde her for en tid.

 Jeg gik ud af mit gode skind, da jeg mærkede bordet ryste under mig. Lort, det var Harry. Han satte sig på bordet, hvilede sin ryg mod væggen ligesom jeg gjorde. Han sagde ikke et ord, så ikke engang på mig, hans mørke grønne øjne stirrede ud på kantinen. Han havde en måde at kigge på alle mennesker på, som om han var en overvåger, en vagt. Ikke engang kæphøjt, men næsten som om at du var underordnet og du vidste det.

Han trak en cigarret ud og stak den imellem hans tænder, kunne tænde den selvom han havde håndjern på. Så tog han et langsomt sug, en sky af røg forlod hans læber da han udåndede, det fik hans handling til at se meget mere sofistikeret ud end den brugte være.

Jeg så bare på ham uden at sige et ord. Hvad ville han?

”Spil kort med mig.” Han stemme var dyb og hæs, det fik hans ord til at virke mere som en kommando end et spørgsmål.

”Hvad?” spurgte jeg.

”Ja kom, spil kort med mig.” Han øjne mødte stadig ikke mine, det virkede ikke som om han undgik øjenkontakt, men mere som en manglende interesse i mig.

 ”Så fristed som jeg er til at forlade denne luksus siddeplads og følge en seriemorder, som fjernede huden af tre kvinder med hans egne hænder, og spille fisk med ham, har jeg faktisk et job og passe” sagde jeg.

”Klart, det ser ud som om du er bombaderet med arbejde.” sagde han, hentyd til manglen af min aktivitet. Han fjernede cigaretten fra sine læber, så han kunne fugte dem med sin tunge. ”Det virker som et udmattende job, virkelig, det gør det.”

”Jamen, jeg skal sidde her og bare kigge på jer, ikke sidde og snakke med jer.” sagde jeg, nikkede med mit hoved mod de fyldte borde.

”Så du siger at du ikke skal være sammen med patienterne når der er frokost, når dit job er at overvåge patienterne?”

Jeg var stum, vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle svare. For at være ærlig, var jeg tilladt at gøre hvad jeg ville så længe at alt var under kontrol, men jeg havde ikke den mindste trang til at snakke med en sindssyg psykopat imens vi spillede kort. Det var derfor jeg begyndte med undskyldningen om at det var imod mine instruktioner, men Harry fangede den hurtigt og vidste at jeg var fuld af lort. Jeg var nød til at finde på noget mere overbevisende for at få mig ud af den her. Men så igen, på den anden side ville jeg ikke andet end at blive ved med at snakke med ham, så jeg kunne hører hans omhyggelige udvalgte ord, som han sagde så erotisk, langsomt og lavt, med en stemme som smeltende chokolade.

Plus, jeg ville ikke give ham den tilfredsstillelse at han kunne tænke at jeg var bange for at snakke med ham og spille kort. Så jeg accepterede det.

”Okay, fint. Men du skal ikke tro at der her bliver noget vi gør hver gang” Advarede jeg ham.

”Hvad du nu siger, frue.” Hans smilede selvtilfreds da han hoppede ned fra bordet og hen i den anden ende af rummet, forventede at jeg fulgte efter.

Jeg kom op og gik igennem et hav af mennesker, mærkede utalige øjne på mig da jeg fulgte bag efter ham. Jeg følte mig malplaceret, og så sikkert også malplaceret ud. Jeg følte mig som en patient, da jeg satte mig ned. Efter nogle sekunder begyndte alles ustabile hjerne at flade tilbage til deres ustabile tanker, og virkede som om at de tabte interessen i mig.

Harrys højde minimerede da han tog plads og trak sin stol ind ved det runde bord, hvor der allerede lå en bunke kort. Vi sad en smule tættere end jeg brød mig om, men jeg gjorde ikke noget forsøg på at forstørrer afstanden imellem os. Mine øjne fulgte hans store hænder da han blandede kortene, hans sener og blodåre var synlige. På en eller anden måde var selv hans hænder fascinerende, lange fingre virkede som om de gjorde ham mere maskulin.

På det tidspunkt begyndte jeg at tænke at jeg også hørte til på intuitionen. Jeg må være blevet sindssyg. Var det ikke for kortere end nogen timer siden at jeg hadede ham. Og nu var jeg fanget af hans hænder.

Hans hænder.

Det var åndsvagt.

”Så,” han begyndte roligt at blande kortene endnu mere. ”Ved du hvordan man spiller fang dem Texas?”

”Nej,” sagde jeg.

”Det gør jeg heller ikke.”

Jeg fnisede. ”Okay hvad med fisk?”

”Det bliver det vælg.” Jeg så ham fordele kortene, han virkede ikke som om han havde travlt. Hans mørke øjne holdt tankefuldt øje med mig, næsten som om han overvejede noget. Enden af hans cigaret glødede da han indhalede nikotinen, så udåndede en sky af røg, fra hans fyldige læber. ”Er du jomfru, Rose?”

Hans frække spørgsmål overaskede mig, fik mine øjenbryn til at gå sammen i forvirring. ”Hvad?”

Harry krydsede sine arme på borde og lænede sig farligt tæt på mig, hans varme ånde kørte langsomt ned af min nakke. ”Er der nogen der har rørt dig, før?”

Jeg kunne ikke tro det, han spurgte om mit sex liv, med den største selvtillid, ikke engang med en lav stemme.

”Jeg tør væde med at du ikke har, har du?”

Han havde ret. Jeg havde ikke, men jeg ville ikke dele den information med ham.

”Vil du blive rørt, Rose. Vil du have en der kan få dig til at føle godt?” Spurgte han, hans hæse stemme var næsten en hvisken nu. Imens han talte, kørte hans nysgerrig fingre op af mit inderlår.

Hvis hans mål var at provokere mig, havde han klaret det. Jeg følte mine kinder blive varme og jeg vidste at jeg mætte være knald rød, da jeg puffede hans hånd væk fra mig og skubbede ham væk fra mig.

Harry klukkede og trak sig væk, vidste at han havde gjort mig forlegen, sexet holdt han sin tunge mellem hans tænder. Jeg vidste ikke hvad han lavede, eller hvorfor, men jeg vidste at han ville gøre mig frustreret, og det havde han. Jeg ville dog ikke lade ham vinde. Jeg ville sætte min fod ned i jorden.

”Hold dig til kortene, Harry.” Mumlede jeg før han kunne stille flere spørgsmål. Han blev siddende stille, forsatte med at kigge på mig med hans intelligente øjne.

”Fint så gør jeg det.” Jeg snuppede kortbunken og gav os hver det samme antal kort, som Harry heldigvis tog imod.

”Har du nogen fiere?” spurgte jeg.

Den høje mands normalle smil vendte tilbage, et smilehul kom frem i den højre side af hans fejlfrie mund. ”Fisk.”         

Jeg tog et kort fra bunken, prøvede at få det til at passe sammen med mine andre kort, men mine tanker var et andet sted og jeg besluttede at det var tid til at provokere Harry lidt tilbage.

”Så, sig mig Harry. Har du det dårligt over at du faktisk flåede huden af tre kvinder, velvidende at deres familier, er der hjemme grædende over deres tab på grund af det du har gjort? Eller hvad med at der er et ton af protester uden foran det her sted, hver dag, der vil have dig død?”

”Hmmm, som svar til dit første spørgsmål, nej,” han rystede på hovedet, svarede hurtigere end jeg havde regnet med,” Jeg fortryder ikke det mindste.”

Jeg troede ham ikke. ”Du syg.”

”Er jeg?” Spurgte han. ”Måske fortryder jeg det ikke, fordi jeg aldrig har rørt de kvinder. Måske er jeg uskyldig.”

”Er du?” spurgte jeg.

”Hvad tror du?”

Jeg kiggede på ham, tænkte over mit svar. Han udstrålede engel, en jeg vidste at han var alt andet end en engel. ”Nå, men jeg tror du er skyldig. Du ville ikke sidde her, hvis du ikke var.”

Harry nikkede, som om han havde forventet det svar. ”Hvad med det her, jeg vil give dig en måned. Du vil komme her, og spiller kort med mig og tale med mig hver dag, lære mig bedre at kende. Så, om en måned, kan du beslutte om du tror jeg er skyldig. Og, hvis du gætter rigtigt, vil jeg fortælle dig hvad der skete med de kvinder.”

”Okay, det er en aftale. Hvis du lover at du lader være med at blande dig i mine sager, så vil jeg overvejer at vende tilbage.” sagde jeg, selvom jeg allerede vidste, hvad der var sket med Harrys ofre.

Harry nikkede i tilfredshed. ”Okay, lyder godt. Men ørhm, vil du gøre mig en tjeneste?”

”Det kommer an på, hvilken?” Undrede jeg mig

Han sænkede sin stemme og trak sig ind imod mig, som om han ville fortælle en hemmelighed. ”Kan du fortælle vores stalker, der over, at stoppe med at stirre på mig, som om at han ville rive mit hoved af mig?” Spurgte han, løftede sine øjenbryn mod personen, som han omtalte.

Jeg drejede mit hoved for at se hvem han talte om. Selvom vi fik mange blikke, vidste jeg at Harry tænkte på James som stirrede surt på os med en utilfreds mine.  

Jeg vente tilbage til Harry, så jeg kunne kigge ham i øjnene. ”Hvem kan give ham skylden?” Spurgte jeg. ”Det er ikke så tit at du ser en ansat sidde ned og have en venlig snak med en psykopat.”

”Wow, så jeg er psykopat nu?”

”Er du ikke?” Spurgte jeg.

”Nå, jeg vidste at du troede at jeg var skør, men er psykopat ikke en smule hårdt?”

”Nej, ordet psykopat er ikke en fornærmelse, det er fakta. En psykopat er for det meste en person, der lider af en kronisk mental lidelse med unormal eller voldlig social opførsel, som dig. Så, som svar til dit spørgsmål, er det ikke den mindste smule hårdt.”

”Wow, det undre mig ikke at du er en jomfru! Du er en nørd!” Harry udbrød for højt og med virkelig meget glæde, som havde han lige fundet en kur mod kræft og ikke grunden til min mangel på sexuelle oplevelser.

”Gider du lade være?” spurgte jeg ham om hans uhøflige kommentarer.

”Åh baby.” sagde han lavt, hans læber blev til et sleskt smil. ”Jeg er først lige begyndt.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...