Psykotisk (En Harry Styles fanfiction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2014
  • Opdateret: 28 jul. 2015
  • Status: Igang
“Jeg elskede hende ikke fordi hun dansede med mine engle, men fordi at lyden af hendes navn kunne stilne mine dæmoner.” - Christopher Poindexter

17Likes
16Kommentarer
2158Visninger
AA

3. Kapitel 3

”Hvad tror du, du laver her?” drejede modvilligt rundt, ville ikke stå ansigt til ansigt med personen bag mig. Da jeg dog gjorde det, var jeg en smugle lettet. Det var en middel aldrende rødhåret kvinde. Jeg havde aldrig set hende før.

”Undskyld, det var min frokost pause så jeg ville bare lige kigge rundt.”

”Nå, du har ikke tilladelse til at være her inden,” sagde hun i en nedladende tone.

”Åh, undskyld.” Jeg pilede hurtigt væk, prøvede at undgå mere samtale. Jeg håbede at hun ikke fortalte Mrs. Hellman om det. Men så igen, hun havde ikke engang spurgt efter mit navn.

Jeg gik den lange vej tilbage til sygeplejerens kontor, glad for bare lige at have et øjeblik til at sidde ned og slappe af. Af en eller anden grund følte jeg mig træt og havde brug for et kort hvil.  Men da jeg gik ind i hovedelen af bygningen, så jeg på klokken. Det var eftermiddag, hvilket betød at jeg blev nød til at overvåge patienterne til frokost igen. Jeg stønnede i frygt, da jeg kom i tanke om at en hvis krølhåret kriminel ville være der.

Jeg traskede modvilligt ned af gangen og svang kantine døren åben. Ingen gav mig opmærksomhed, som sædvanligt, og de havde alle deres aktiviteter at koncentrere sig om. Jeg gik ned bagerst så jeg nemt kunne se med patienterne. Det var virkeligt et enkelt job. Folk lavede ikke så meget som du tror, men når de gjorde, ville sikkerhedsvagterne altid være der før mig. Jeg skulle bare give dem beroligende stoffer eller finde en måde at få dem til at slappe af.

Håbefuldt, ville jeg ikke skulle gøre det i dag, for jeg var død træt. Jeg vidste ikke hvorfor, men det virkede som om at for hvert sekund der gik, blev jeg mere og mere udmattet. Jeg sank sammen tilbage langs væggen og følte min øjenlåg blive tunge. Men så pludselig åbnede sig da jeg hørte en hviskende stemme ved siden af mig. ”Hey.”

Jeg drejede brat og så Harry lige ved siden af mig, efterabede min stilling, støttede hans ryg mod væggen. En cigaret hang fra hjørnet af hans mund. Pakken cigaretten var kommet fra blev holdt i en af hans store hænder. Jeg måtte nød til at bekæmpe trangen til at dreje og løbe, vores tidligere møde var ikke glemt. 

”Vil du have en?” spurgte han, hans fængslende øjne gjorde tegn mod hans cigaret.

”Nej, jeg ryger ikke” sagde jeg, min tone var mere uvenlig end jeg havde forventet.

Han trak på skulderne og satte pakken på et bord tæt på. ”Så, Rose- det er dit navn ikke?”

Jeg nikkede.

”Hvor gammel er du?”

”Tyve.”

”Jeg er toogtyve.”

”Hvorfor taler du til mig?” spurgte jeg pludseligt. Han var lænet lidt tilbage og løftede sine øjenbryn, kun for at sænke dem igen, i tanker.

”Det ved jeg ikke” han trak på skulderne. ”Vagterme er ikke sjov at tale med og alle andre her er sindssyge.”

”Åh, så du er ikke sindssyg?”

”Det har jeg aldrig sagt.”

Jeg svarede ikke da han tog et langt sug af sin cigaret, den så hvidere ud end normal mod hans røde læber. ”Så, hvorfor er du så bange for mig? Det har du ingen grund til, ved du.”

Jeg rystede på hovedet, forvirret. Grundene var jo klare. ”Når, men til at starte med har du flået tre kvinder-”

”Og du tror på det?” afbrød Harry, løftede sine øjenbryn igen.

”Ja, hvorfor ville du ellers være på en intuition for kriminelle sindssyge?”

Han så ud som at han var ved at rette mig, men jeg forsatte får han kunne. ”Og hvem sagde egentligt at jeg var bange for dig?”

Jeg var bange, men jeg ville ikke have ham til at vide det. Jeg ville ikke have ham til at tænke jeg var svag. Den eneste person jeg frygtede var Harry og Mrs. Hellman, men på to forskellige måder. Ud over det så jeg mig selv som ret modig.

”Det er da klart.”

”Hvordan?”

”tja,” sagde han da han gled sin lyserøde tunge rundt om hans læber. ”Jeg har holdt meget øje med dig en masse, siden jeg kom her og-”

”Vent, hvad mener du med at du har holdt øje med mig?” Tanken om hans mørke, grønne øjne følge mig uden at jeg lagde mærke til mig sendte kuldegysninger op og ned af min ryg.

”Jeg mener, jeg har kigget på dig. Bare set dig stå her.”

”Hvorfor?” undrede jeg mig over.

”Tja, det er ret svært at lade være. Jeg mener, du er smuk.” sagde han, det dumme tillokkende smørrede grin overtog hans træk. Jeg prøvede at få kommentaren til ikke at påvirke mig, men det var ikke med succes. Jeg kunne mærke mine kinder bliver varme og jeg vidste at de var knald røde. Harry virkede som om at han opdagede det og hans smil blev stører med morskaben da han forsatte med at tale.

”Men i hvert fald, jeg har set dig tale til de andre patienter. Du elsker dem, det kan jeg se. Du er den mest venlige medarbejder jeg har set indtil videre, men over for mig er du rigtig kold. Du er lukket, du har dine vække oppe. Du har aldrig sagt et ord til mig indtil i dag. Det betyder at du er bange.” Han pustede en stor røgsky ud og trak vejret langsomt. Jeg afskyede røg. Det lugtede forfærdeligt og det føltes klamt at ånde ind. Men det ophævede ikke at Harry så sexet ud når han gjorde det. Jeg hadede ham dog stadig. Jeg vidste ikke, hvorfor.  Måske var det hans stemmelege, sådan som han tog alt så henkastet og virkede som om at for ringe til ham. Ikke på den normale snobbede måde, men på en måde der var mere intimiderende, som om at han vidste at ingen ville gøre ham noget.

”Så jeg er antisocial, fjern og uvenlig imod dig? Harry, du har kun været her en uge og jeg har knap nok talt til dig” pegede jeg ud.

”Præcis. Du taler til alle andre end mig. Jeg vidste at det ikke kunne være fordi du ikke kunne lide mig, fordi du kendte mig knap nok. Så det må havde været fordi du var bange.”

”Ja, nå, nu kender jeg dig og jeg hader dig stadig.” sagde jeg hårdt. Jeg vidste ikke hvad det var der gjorde at jeg var sådan her over for ham. Åh ja, jeg havde næsten glemt det. Han var en morder.

Harry slog sit hoved tilbage i grin ” Mhhh, du er også viljestærk,” mumlede han. Hans nedre løbe kom imellem hans tænder da hans mørke øjne skannede min krop, tilfreds med mit udseende. Hans smaragdgrønne blik kom langt om længe tilbage til mit ansigt. ”Jeg kan lide det.”

Jeg lavede en forarget lyd. Jeg kunne ikke udstå ham. Jeg var ved at sige noget ekstremt tarveligt, men Harry talte først.

”Når, det var rart at tale med dig Rose. Vi ses,” han blinkede, puttede hans cigarret tilbage imellem hans tænder, hans skubbede sin krop væk fra væggen og jeg var alene tilbage. Mine øjne fulgte ham da jeg så ham slentre væk uden en bekymring i verden, hans høje silhuet tårnede sig over alle andre i rummet.

Jeg lå i min seng, lettet over endelig at være hjemme. Jeg levede alene i en lille lejlighed i hjertet af London. Den var hyggelig og varm og ret godt sikret, så jeg kunne lide den. Selv på dette dejlige sted, kunne jeg ikke lade være med at være lidt urolig. Jeg havde det sort hvide tv på så mine tanker kunne blive fulgt med billederne fra skærmen og ikke noget som helst andet der kunne udsætte min søvn. Det virkede ikke. Jeg ville ikke kunne fortælle dig hvilket show jeg så fordi jeg var ikke opmærksom, overhovedet. I stedet tænkte jeg på det modsatte af det jeg ville, jeg kunne ikke få det ud af mit hoved.

Harry.

Lige gyldigt, hvor meget jeg prøvede at overbevise mig selv om andet, skræmte han mig. Jeg vidste at jeg ikke skulle være bange. Han var holdt fanget på intuitionen. Han ville aldrig kunne udgøre en fare med al den sikkerhed og sygeplejere i galebøtte. Og dog, var jeg stadig bange.

Det var det jeg følte for ham; frygt. Det var ikke på grund af det han havde gjort. Det var over og var allerede sket, og frygt er ikke rigtigt om ting der er sket. Det er om ting der vil. Det er omkring ikke at vide hvad der vil ske, ikke vide hvad nogen er i stand til. Det er om ikke at være i stand til at vide ens fremtid. Harry var omkring mig, virkede som om at han holdt øje med mig, jeg havde ingen ide om, hvad det ville udvikle sig til. Der ville sikkert ikke ske noget, dog kunne jeg stadig ikke ryste min skræk af mig.

Men uro var ikke den eneste ting jeg følte for Harry. Der var også noget andet, noget næsten modsat som jeg ikke kunne sætte min finger på. Måske var det nysgerrighed, eller lyst. Han havde helt klart en tillokkende kvalitet som jeg ikke kunne komme forbi. Alt fra hans stærke kæbe til hans forbavsende højde og slanke, muskuløse krop. Det kunne også være hans brune hud eller hans mørke grønne øjne eller hans fyldige læber, og, hvordan han ville køre sin pink tunge over dem når han talte. Elle hans pragtfulde, udstående kraveben, eller den måde han forførende tog hans cigaret, langsomt pustede en hale af røg ud med hver udånding.  For ikke at nævne hans tykke, mørke hår, som ville føle så godt at løbe sine fingre igennem, så de ville drukne i brune lokker. Og hans dybe, hæse ryst fra hans rumlende stemme.

Okay nej, stop, fortalte jeg til mig selv. Han er en morder. Ugh, hvorfor skulle han være så pokkers attraktiv. Sådan en smuk krop spildt på sådan en syg klam mand. Åh ja, og had. Jeg følte en hel del af det. Den her var svær, fordi jeg vidste ikke rigtigt, hvorfor. Jeg kiggede altid forbi det patienterne havde gjort, vidste at fortiden var fortiden, og at de var sindssyge og fik hjælp. De var bare syge, og havde brug for at blive mentalt helbredt. Men jeg foragtede bare Harry. Måske var det den måde han var så selvsikker, næsten som om han var stolt over det han gjorde. Han var så selvtilfreds og kæphøj. Han vidste ikke engang tegn på sindssyghed, så det var som om han bare havde gjort de her forfærdelige ting bevidst, modsat de fleste patienter. Det irriterede mig næste at han havde fået mig til at rødme. Om jeg var sur på ham eller mig selv, vidste jeg ikke rigtigt, men Harry vidste præcis hvad han lavede, og jeg ved at det var skørt, men på en måde følte jeg mig som om at jeg lige var blevet manipuleret med. Næsten som om at han gav mig ideen om at han havde kontrollen.

Og dog, ud over min frygt og afsky, var mine drømme ikke fyldt af andet end den sindssyg smukke mand.            

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...