Psykotisk (En Harry Styles fanfiction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2014
  • Opdateret: 28 jul. 2015
  • Status: Igang
“Jeg elskede hende ikke fordi hun dansede med mine engle, men fordi at lyden af hendes navn kunne stilne mine dæmoner.” - Christopher Poindexter

17Likes
16Kommentarer
2173Visninger
AA

2. Kapitel 2.

Det havde været en uge. En uge siden at Harry var ankommet på instituttet. Han havde ikke gjort som jeg troede at han ville. Han gjorde som reglerne sagde han skulle gøre og lavede ikke noget ballade. De fleste ville have et mentalt nedbrud på et tidspunkt i deres første uge, men jeg vidste allerede at Harry ikke var de fleste. Han var meget anderledes. Gjorde altid som reglerne sagde. Det skulle have været rart, men det skræmte livet af mig. Jeg er vant til patienter flippe ud, råbe ting, skrige, prøve at angribe dig. Jeg vidste hvad man skulle gøre i sådan nogle situationer og, hvordan man skulle reagere. Men Harry virkede for lydig, fulgte med og gjorde som der blev sagt. Sindssyge folk gør ikke det. De har hysteri anfald fordi at de ved at de skal være låst inde her og de bliver bange. Harrys opførsel viste at han ikke var bange, ikke bekymret for at været fanget her inde for evigt. Han havde noget i ærmet. Og det gjorde mig rædselsslagen.

Jeg tænkte på det her imens jeg sad i sygeplejernes kontor, lavede ikke rigtigt noget. Jeg hørte at døren gik op og afslørede Lori, hvis job var ”hoved sygeplejer” selvom hun var den eneste sygeplejer der arbejdede her. Hun havde langt gråt hår, bleg hud, og var omkring tres år gammel.

”Hey, Mrs. Hellman vil have dig til at levere morgenmad til rum 419” sagde hun. Vi kaldte dem rum, men de var mere som fængsels celler. Jeg nikkede og rejste mig nølende op, tog bakken med mad og begyndte at gå hen imod cellen. Jeg kunne ikke huske hvem der var i rum 419, men jeg tænkte at det ville jeg snart finde ud af. Jeg åbnede den tunge dør og  gik ind. Det jeg så fik mig næsten til at tabe maden.     

Det her var Harrys rum.

Han sad på kanten af sin seng, hans forarm hvilede sig på hans lår. Han stirrede og så ud som om han var fortabt i dybe tanker. Hans lagner var rullet op, og hans mørke tørrer krøller var rodet og skubbet tilbage fra hans ansigt. Han hørte mig komme og hans hoved vente sig i min retning.

”Hallo” smilede han.

”Hej,” sagde jeg stille. ”Øhh..” Jeg vidste ikke rigtigt hvor jeg skulle sætte hans mad og følte mig akavet og skræmt, så jeg stod ligesom bare der.

Han lo dybt af min reaktion og kom endnu tættere. Jeg gispede da han kom den tættest mulige afstand han kunne være på mig, bakken imellem os lavede kun 25cm rum fra mig til ham.  Jeg blev nød til at vippe mit hoved tilbage for at se hans højde læne sig over mig, hans øjne var som pools af dybgrøn. Der var et smil klistret til hans ansigt, da han stak sin tunge ud og langsomt kørte den over hans fyldige læber, for at gøre dem våde.

”Vær ikke bekymret, jeg vil ikke skade dig” Han talte hans ord med en dyb, rusten stemme ” Hvad hedder du, elskede?”

”Rose”

Han lænede sig tættere. En smule for tæt. Jeg var overrasket over at han overkom at lugte så godt i det her rådne sted. Han tog langsomt sine læbe ned til mit øre og jeg kunne mærke hans varme ånde, køre ned min nakke. Det sendte kuldegysninger igennem min rystende krop. ”Jeg er Harry” hviskede han i en udånding.

Jeg nikkede. Mit hjerte hamrede afsted. Der var en morder med hans krop centimer væk fra mig. Man kunne ikke vide hvad han ville gøre, men til min overraskelse gjorde han intet. Han stod bare der.

”Må jeg få min mad nu?” Spurgte han, med et smil på hans mund.

Jeg kiggede ned og opdagede at jeg stadig holdt om bakken så hårdt at mine knoer var blevet hvide. ”Selv-selvfølgelig,” stammede jeg da jeg skubbede den mod ham og hurtigt løb ud. Jeg kunne høre en dyb latter der kom fra cellen og jeg gik hurtigt væk, forfjamsket. Jeg var bestyrtet over at jeg havde ladet ham skræmme mig og at jeg havde krybet væk fra ham. Jeg udviste svaghed og sårbarhed og det var ikke en god måde at være omkring rodløse kriminelle.

Jeg var lidt rystet da jeg gik ind i sygeplejernes kontor. Harrys tillokkende dog truende person var stadig frisk i mit hoved. Hvordan kunne Mrs. Hellman havde beordret mig til at gå ind i det rum uden beskyttelse, ingen vagter, ikke engang at udstyre drengen med håndjern. Han kunne have angrebet mig eller voldtaget mig eller løbet ud af rummet hvilket som helst øjeblik og jeg ville havde været hjælpeløs. Jeg mener, jeg ved at Mrs. Hellmann sagde at jeg ville være rundt om patienterne mere, men det her var ikke hvad jeg havde forstillet mig.

Jeg gik in på Lori’s kontor og fandt hende i gang med at hjælpe en skizofren patient kaldet Darla der havde druknet sin egen baby.

”Hey, er du okay? Det ligner at du lige har set et spøgelse,” opdagede hun.

”Nej, jeg har det fint,” løj jeg. Jeg ville ikke være rundt om patinter lige nu, jeg havde bare brug for at rydde op i mit hoved for nogle minutter. ”Jeg skal på toilettet,” sagde jeg imens jeg skyndte mig ud af rummet.

”Okay, men skynd dig tilbage, vi skal lave en op-checkning i dag.” kaldte hun efter mig.

Jeg sukkede. Vi havde de her dage en gang om måneden hvor vi lavede en op-checkning på  næsten alle af patienternes psykiske helbred. Dog ikke deres mentale helbred, hvilket jeg var mest interesseret i. Det var psykologens job.

Jeg tog mig god tid på badeværelset, ordnede mit lange, mørke, bølgede hår og justerede min uniform og alt andet. Efter jeg var færdig på badeværelset tog jeg plads tilbage på kontoret.

”Hey, du missede lige den nye fyr, Harry” fortalte Lori mig da jeg kom tilbage.

”Jeg kan ikke sige at jeg er ked af at høre det,” svarede jeg.

”Hvorfor, kan du ikke lide ham?”

”Udover det med at han flåede tre kvinder? Han skræmmer livet ud af mig.”

”Åh, det kan jeg forstå. Han skræmmer også lidt livet ud af mig, men det gjorde alle patienter på en måde.”

”Virkelig? Du har altid virket komfortable omkring dem.”

”Ja, det er fordi at du bliver vant til dem. Når du først kender dem, indser du at de ikke er meget forskellige for os raske folk. De er bare fortabt i deres egne hoveder.” Så, mere stille sagde hun, ”Halvdelen af dem bugte ikke engang være i det her fængsel.”

”Hvad mener du?” spurgte jeg. De var alle kriminelle. Selvfølelig fortjente de at blive låst inde.

”Lige meget, glem at jeg sagde noget.”

Jeg var nysgerrig over hvad hun præcis mente med det, men jeg besluttede ikke at presse hende mere. Jeg arbejdede med Lori i et par timer mere, gav hende redskaber og holdt styr på ting eller hvad ellers hun havde brug for. Vi havde ikke brug for at give beroligende midler til nogen af personerne eller ringe til sikkerhedsvagterne, så det var godt.

Da vi havde tilset halvdelen af patienterne, vente Lori sig mod mig. ”Okay, det er tid til vores frokostpause,” sukkede hun, da hun med det samme forlod rummet. Jeg var ikke rigtigt sulten, men jeg ville bestemt ikke bare sidde her på kontoret i en time, så jeg tænkte at jeg ville lave noget udforskning. Jeg vidste hvor de fleste af de steder der var nødvendige for mig var, som kantinen og patienternes værelses fløj og medarbejdernes rum, men det var faktisk også det. Og jeg kunne se fra ydersiden at det her sted var enormt. Jeg havde nok kun set halvdelen af bygningen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvad der var i de andre korridor på intuitionen.

Mine fødder rungede på cement gulvet da jeg gik ned af den lange fløj til hvem ved hvor. Da jeg gik, kunne jeg ikke lade være med at ligge mærke til hvor gammel bygningen så ud. Den var blevet bygget for omkring 40 år siden i 1912, men den så oldgammel ud.

Det her sted var faktisk ret sælsomt. Det var en smugle køligt og det var mørkt. Selvom der var hundredevis af patienter og personale omkring mig følte jeg mig ensom. Jeg gik langs stenvæggen for noget tid. Det var nok fem minutter igennem et par drejninger og snoninger, da jeg kom til en stor tung dør. Den var lavet af metal og det lignede indgangen til en hele anden institution. Jeg kunne høre mumlende stemmer og skrig fra den anden side af døren. Jeg så op og så nogle grå bogstaver over dørkammen og læste, ”Afdeling C.”

En del af mig var nysgerrig over hvilke rædselsvækkende ting der var bag den dør, og en anden del af mig ville ikke vide det.

Jeg besluttede at blive ved med at gå og kom på et tidspunkt til et andet rum. Den her indgang var ikke så stor og sikret, men lidt mere tilbagetrukken. Der var ikke noget mærke der fortalte mig hvad det var, men jeg ville finde ud af. Så jeg drejede håndtaget og gik ind.

Jeg gik ind i et rum, der var et stort rod. Filer og papirer var i u ordnede stakke på gulvet. Der var blåtryk spredt over væggene og dåser med sedler på dem…. Hvad fanden var der i de dåser? Jeg kunne ikke rigtigt se det. Væsken i glasset var gammel og grumset. Mine øjne kørte op til blåtrykkene. Det lignede at de var af forskellige dele af en menneskekrop. De fleste af dem forstillede hjerner, nogle hjerter og nerver, som jeg kunne se. En af dem havde noget skrevet på dem med håndskrift.

Test#309

Patient 20

Lila Darson

Hvad fanden?

Jeg skrævede over de talløse papirer, prøvede at undersøge endnu et blåtryk for at efterforske mere, men jeg hørte døren langsomt åbne sig. Jeg stoppede op. Jeg vidste at jeg ikke skulle være her, og den person der lige havde åbnet døren vidste det nok også.

”Hvad tror du, du laver her?”    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...