Psykotisk (En Harry Styles fanfiction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2014
  • Opdateret: 28 jul. 2015
  • Status: Igang
“Jeg elskede hende ikke fordi hun dansede med mine engle, men fordi at lyden af hendes navn kunne stilne mine dæmoner.” - Christopher Poindexter

17Likes
16Kommentarer
2173Visninger
AA

11. Kapitel 11

KAPITEL 11

Jeg slæbte min trætte krop gennem gangene, slæbte mine fødder efter mig. Jeg havde næsten ikke energi til at gå, jeg var så udmattet. James forfærdelige teori havde holdt mig vågen halvdelen af natten, med mit hoved fyldt med endeløse forklaringer og teorier.

Det James havde sagt gav ikke mening. Harry virkede til at være et skridt forude, han var klog og han var magtfuld. Selvom han var låst inde i sin celle det meste af dagen vidste han ting. Han havde næsten funder kælderen for hurtigt og hvis han virkelig havde myrdet flere kvinder end jeg havde troet, hvilken måde ville så være bedre til at fjerne mistænksomhed fra en selv ved at lade som om man var stødt på ligene.

Og, han virkede som typen der var virkelig god til at manipulere. Han kunne have presset nogen eller fået en vagt til at give ham nøglen. Måske arbejde han sammen med Thomas. Bare den måde han snakkede og talte på, som om han vidste noget om dig, fik ham til at virke som en skurk. Han var jo en morder. Det var ikke fordi at han ikke havde dræbt kvinder før.

Alle disse ting som James havde forklaret til mig på vej hjem fra vores date, og hver eneste sætning gav mening. Jo mere han talte, det mere begyndte jeg at tro at morderen ikke var en ansat.

Men selvom jeg virkelig gerne ville tro at vi havde fundet vores morder, virkede det bare ikke rigtigt. Der var noget forkert ved det. Og ikke med James teorier, men med Harry. Noget omkring hele den her situation gav bare ikke mening. Min intuition kæmpede imod min fornuft, en del af mig troede på at det var Harry og en anden del af mig vidste at det ikke var.

Så nu var mit hoved et stort rod, prøvede at sætte alle brikkerne sammen. Jeg havde brug for svar. Svar omkring Cynthia, svar om hvorfor Kelsey var så underlig og svar om hvorvidt Harry var morderen. Og hvem ville være bedre at spørger end Harry?

Jeg vidste at det nok var dumt, fordi han ville nok forsøge at myrde mig, hvis jeg havde fat i det rigtige, men af en eller anden grund var jeg ikke bange. Jeg var ligeglad med det hele. Jeg ville bare for en gangs skyld vide hvad der skete. Så jeg gik ind i kantinen og kiggede rundt, prøvede at finde en høj dreng med smukke krøller.

Men jeg fandt ingen, kun de udtærede, zombie lignende kroppe, de andre patienter. Han måtte være sent på den. Jeg satte mig ned ved ”vores” bord, lagde mit hoved i hænderne og lukkede mine øjne. Jeg ville bare hvile mig indtil at han kom. Jeg tænkte på i går aften og James bekymrede udtryk da han forklarede hans teorier efter at havde betalt for vores mad. Da vi gik udenfor, var jeg lettet over at vi ikke havde en forfølger efter os, forfølgerne var nok gået. Jeg tænkte også på krammet James havde givet mig da han havde kørt mig hjem, huskede hvordan han duftede af kanel. Med disse beroligende tanker tog det mig kun 1 minut at falde i en slags drømmende søvn. Jeg vågnede med et sæt, da jeg hørte en lyd.

”Cynthia,” Harrys hæse stemme talte, førte mig væk fra min træthed. ”Cynthia Porter”. Hans mørke øjenbryn var sammen pressede da han satte sig ved siden af mig.

”Ja?” sagde jeg, gned mig i øjnene. ”Hvad er der med hende?”

Jeg blinkede et par gange for at vågne rigtigt, kiggede forventende på Harry. Og som jeg kiggede på ham, kunne jeg have bandet på at han blev mere og mere attraktiv for hvert sekund. Jo længere tid man kigger på ham, jo mere betaget blev man af ham, forførte en til hans mørke verden som man aldrig ville forlade. Man kunne se aftegningen af hans muskler under hans hud, der stadig var glat og solbrun selvom huden ikke havde set solen i måneder. Hans hår var en stak af uglede krøller, skubbet væk fra hans fantastiske øjne og rødmende læber.

”Hvordan var det nu hun så ud?” spurgte han.

Jeg gabte. ”Mørke blond år, omkring de 30, brune øjne tror jeg. Hvorfor?”

Harry kiggede seriøst på mig, så ud til at være i dybe tanker. ”Jeg tror jeg kan huske hende.”

Det vækkede mig.

”Virkelig?” spurgte jeg, helt vågen nu.

Han nikkede. ”Ja, hun er meget tynd, ikke? Hun har altid poser under øjnene.”

”Ja!” udbrød jeg. ”Det er hende. Jeg troede jeg var blevet vandvittig.”

Harry grinede over min begejstring, vidste hans smilehuller. ”Du ligner hende lidt,” drillede han. ”Damn, har du overhovedet sovet i går?”

”Nej.” beklagede jeg, rystede på hovedet. ”Jeg kunne ikke sove…”

Harrys øjne blev stor i chock, kiggede på mig med et overrasket udtryk. ”Så må James have holdt dig ret sent oppe, var?” Spurgte han.

”Nej!” protesterede jeg, drejede mit hoved væk fra ham, for at skjule min rødmen. ”Der skete ikke noget som helst.”

”Det er en løgn,” forsatte Harry, han hviskede mere end normalt. ”Jeg tør væde med at han knaldede dig, gjorde han ikke?”

Jeg stirrede bare på væggen, nægtede at lade ham se mig rødme på grund af hans ord. Han var mere modig end jeg var vandt til, gjorde mig chokeret med hans ordforråd. Og  hvis det ikke var nok til at give mig en overraskelse, hoppede jeg da jeg mærkede at han var mere tæt på mig end jeg havde regnet med, hans bløder læber strejfede mit øre.

”Jeg kan ikke sige at jeg ikke misunder ham,” hviskede han, hans varme ånde sendte rystelser igennem mig. Det føltes som om hele min krop var gået op i flammer. Harry var så sexet, bare det at have ham i samme rum som en, kunne forføre en hver. Men det her var næsten for meget til at kunne håndter, jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere. Jeg burde skubbe ham væk og slå ham for hans forkerte antagelser, men af en eller anden grund gjorde jeg det ikke. Han gjorde mig forvirret. Han var så sarkastisk, kæphøj, og provokerende det ene minut og så det næste fortalte han mig hans største frygt og redede mit liv. Det virkede som om at den mørke side af ham bare var en slags beskyttende mur, en slags maske for at beskytte sig selv over for det her hårde sted. Eller i det mindste, det var det jeg håbede på, fordi jeg kunne bedst lide den søde Harry.

Han havde stadig ikke rykket sig, hver af hans udåndinger gav mig gåsehud og jeg kunne dufte den svage duft af cigaretter i hans ånde. Han gjorde mig usikker og stadig glad på samme tid. Jeg ventede på at han ville gøre noget, et eller andet, så jeg ikke behøvede. Men han blev siddende.

”Skal du ikke rykke dig?” spurgte jeg.

”Skal du ik’?” svarede han, hviskede stadig, og jeg kunne næsten høre ham smile. Rigtigt. Jeg skulle rykke mig.

”Omkring Cynthia,” sagde jeg og skiftede hurtigt emne, imens jeg rykkede væk fra ham. Han grinte, men kiggede stadig på mig med sult i hans øjne og mindede mig og den første gang vi sad her sammen. Da han havde ført sin hånd op af mit lår og jeg rystede af skræk. Jeg var ikke bange mere.

Wow, det virkede til at være måneder siden, i virkeligheden havde det kun været et par uger. Nu kunne jeg  lide ham meget mere end dengang, men hvordan kunne jeg også havde ham efter at han havde redet mit liv? Jeg mener bare når man kigger på hans smilehuller og smukke øjne…

”Jeg lytter…” sagde Harry i et forsøg på at forsætte samtalen.

”Når ja.” sagde jeg, opdagede at jeg havde haft for travlt med at stirre på ham til at begynde at tale. Kom nu Rose, tag dig sammen.

”Så du husker hende?”

”Ja,” sagde han. ”Jeg tænkte på det i går aftes og hendes ansigt poppede op i mit hoved. Jeg tror at jeg kan huske hende tale i de her ”Gruppe sessioner” vi har vær uge som en dumme som bare helvede. Vi er allerede i terapi, det her er ikke fucking anonyme alkoholikere. Jeg forstår ikke pointen i at side i en cirkel og dele vores lille tude historie.”

”Ja, det er jeg lige glad med, ” svarede jeg koldt. ”Jeg er bare glad for at nogen husker hende, i det mindste er jeg ikke sindssyg.”

”Ja, men hvorfor husker ingen andre hende? Hvorfor kun os?” spurgte Harry.

”Det ved jeg ikke,” svarede jeg. ”Det er den del jeg ikke forstår. Hvorfor skulle fru Hellman lyve? Hvorfor skulle Kelsey lyve?”

”Måske ved Fru Hellman hvem Cynthia er og holder Kelseys mund lukket,” forslog han.

”Ja, men hvorfor?”

Harry og jeg sad begge der for et øjeblik, prøvede at finde en logisk forklaring. Hans øjenbryn kom sammen og han stirrede ud i luften, i dybe tanker som om han rent faktisk ville hjælpe. For et minut siden havde han praktisk talt sagt at han ville have sex med mig, og nu prøvede vi at løse et mysterium.

”Hvad hvis…” begyndte Harry, lod til stadig at tænke. ”Hvad hvis hun var i en test.”

”En test?” gentog jeg.

”Ja, ja, en test.”

Forvirringen måtte have kunne ses på mit ansigt da Harry forsatte. ”Hør nu bare. Da jeg var neden i kælderen og fandt de lig, så jeg også noget andet. Jeg så alle de her diagrammer og tegninger af menneske hjerne og en masse blodige hospitalssenge. Det var underligt. Så det jeg siger er, hvad nu hvis de laver test på patienterne, kigger på deres hjernen og sådan noget pis. Og når testen går galt eller noget, fjerne de måske kroppene og vil ikke have at nogen stiller spørgsmål så fru Hellman får alle til at lade som om vedkommende ikke eksister. Jeg ved at det er langt ude, men det er den eneste forklaring jeg kan komme på.”

Det tog mig et minut lige at forstå hans teori, og der var noget bekendt ved den. Pludselig huskede jeg, hvad jeg havde fundet i min eftersøgning for nogen uger siden. Jeg huske at jeg så en kvindes navn og ordene ”test#309 patient 20” skrevet ned med en rodet håndskrift på et stykke papir i rummet med alle filerne. Hans teori gav mening. Det ville forklare hele problemet omkring Cynthia og hvorfor jeg havde set de tegninger.

”Harry jeg tror at du har ret,” fortalte jeg ham med frygt i min stemme. ”Hvad hvis de laver operationer og prøver at udforske folks hjerne eller noget?”

”Wow, det er genialt. Jeg ville ønske at jeg var kommet på det,” sagde Harry sarkastisk.” Men jeg er ikke sikker, det er bare en ide. Og, det er ikke fordi at vi kan gøre noget ved det. Vi ved ikke engang om det er det der sker,” sagde han.

Mit hoved løb løbsk, var endnu mere rodet en før. ”Altså jeg er en ansat, så jeg kan bare lytte til hvad som helst mistroisk og udforske her ude. Men du, du er på indersiden. Du ved sikkert mere end jeg gør. Gør alt hvad du kan for at få information og spørg folk om Cynthia og operationerne. Altså hvis du vil.”

”Selvfølgelig,” fortalte han mig. ”Jeg vil vide hvad der skete med hende lige så meget som dig, det er fucking mærkeligt at vi er de eneste der kan huske hende.”

Jeg nikkede, var glad for at vi havde de samme tanker. Han var en stor hjælp.

”Tror du at operationerne kunne have noget at gøre med morderen?” spurgte jeg.

”Nej,” sagde han. Rystede på hovedet. ”Det ville ikke give mening, de ville ikke behøve at flå folk efter at de var færdige med dem, men lad os nu ikke komme for godt i gang, vi ved ikke om noget af det her passer.”

Jeg nikkede, Harry var så klog, specielt for en der burde være sindssyg. Han var her fordi at han havde flået tre kvinder og sikkert myrdet endnu flere, men alligevel ville han hjælpe mig med at finde ud af hvad der skete og han reddede også mit liv. Hvis han virkelig kunne dræbe kvinder som dommeren og juryen sagde, hvorfor havde han så ikke bare ladet mig død den nat?

”Men, mens vi taler om morderen,” forsatte Harry før jeg kunne tænke færdig. ”Jeg vil tale med dig om noget.”

”Okay.” sagde jeg, ventede på at han forsatte.    

Han kiggede på mig med et seriøst udtryk i øjnene, hans grønne øjne blev mørkere da de kiggede ind i mine. ”Jeg vil have at du holder dig væk fra James.”

Hans anmodning gjorde mig overrasket og jeg sagde mine tanker højt. ”Hvorfor?”

”Jeg tror at han er morderen.”

Laver du grin med mig? Nu troede de begge to at den anden var morderen. Jeg sværger min hjerne var ved at eksploder.

”Hvorfor tror du det?” spurgte jeg, følte at jeg skulle forsvare James.

”Jeg får ikke gode viberationer fra ham. Han er for uskyldig og jeg køber den ikke.”

Jeg rystede på hovedet, vildledt. James, teori gav i det mindste mening. Han havde en grund for at sætte skylden på Harry, men Harrys hele ”Jeg får dårlige viberationer fra ham” forklaring var ikke specielt overbevisende.

”Harry, James og jeg går hjem sammen efter arbejde næsten hver dag. Vi spiste sammen i går. Hvis han virkelig var morderen, hvorfor så ikke gøre mig hans næste offer og bruge en af de mange muligheder han har haft på at dræbe mig? Hvis han var morderen ville jeg allerede være død.”

”Lad fucking være med at se sådan på det,” kommanderede Harry, hans stemme var hård. ”Hør, jeg ved at det ikke giver mening, men det føltes ikke rigtigt. Overhovedet ikke, rose. Du bliver nød til at holde dig fra ham.”

”Jeg har ikke noget at sige, Harry. Selvfølgelig vil jeg være med varsom omkring James, men med mindre du kan give mig en rigtig grund til at han ville gøre sådan noget, så vil jeg være venner med ham så lang tid jeg vil.”

Harry forblev stille, kiggede ned i bordet. Det var der jeg indså at det lod til at han aldrig spiste ved frokost, men jeg kunne ikke beskylde ham. Maden her var forfærdelig. Hans kæbe spændtes og jeg kunne se at han ville prøve og overbevise mig om at James havde dræbt de kvinder, men han havde ingen beviser. Selvom James ikke virkede som typen der var morder, havde Harry for det meste ret med de fleste ting. Jeg kunne i det mindste være mere forsigtig, selvom jeg ikke rigtigt troede at der ville ske noget slemt omkring ham. Som jeg havde sagt hvis han ville dræbe mig, havde han gjort det.

”Lad os nu ikke tale om det lige nu,” sagde jeg og brød stilheden. ”Hvorfor spiller vi ikke Cluedo igen eller noget,” forslog jeg, selvom det virkede dumt at spille brætspil lige nu.

Harry sukkede dybt og hans fantastiske øjne fangede mine, gjorde mig åndeløs. ”Okay, bare lov mig tog ting.”

”Okay, hvad?” spurgte jeg.

”Den første er at være forsigtig. Jeg vil ikke have at der sker dig noget, okay? Du er den eneste person jeg kan tale til her inde, og det lader til at jeg taler mere åbent med dig end nogen af psykologerne. Hvis jeg ikke har nogen at tale med vil jeg blive endnu mere skør. Jeg har brug for dig Rose.”

Mit hjerte hamrede i mit bryst da han talte, hans sidste sætning havde gjort mig oprigtigt overrasket. Den første gang jeg mødte ham troede jeg at han kun talte til mig som i en leg. Som om jeg var et stykke legetøj han kunne bruge til at provokere. Men efter han havde redet mig fra Norman for to uger siden, opdagede jeg at han måske faktisk kunne lide at være sammen med mig. Og nu forstod jeg at jeg var endnu mere end en pige han kunne spille kort med. Jeg var denne eneste person der talte til ham, og jeg mener talte rigtigt til ham, og behandlede ham som et menneske. Hvis jeg forlod ham ville han ikke have nogen venner at dele sine tanker med, kun psykologer der prøvede at finde ud af hvordan hans hjerne havde det. Var vi overhovedet venner? Jeg vidste han var en patient her og jeg var en sygeplejerske assistent, men det her var helt klart ikke bare et patient-til-ansat forhold. Måske havde han virkelig brug for mig.

Jeg huskede at have læst et eller andet sted at psykopater var gode til at efterabe menneskelige følelser, og det kunne sagtens være det Harry gjorde. Men hans ord virkede oprigtige og jeg troede på at den sidste sætning han sagde var sand.

”Okay,” lovede jeg. ”Det vil jeg.”

”Godt,” han nikkede. ”Og det andet, jeg har brug for at du lover mig en tjeneste.”

Det her kunne ikke være godt. ”Hvis jeg vinder i cluedo,” begyndte han og jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg havde forventet noget lidt mere… vildt. Mit grin smittede af på Harry, vores humør ændrede sig dramatisk på nogen få sekunder.

”Hvis jeg vinder, skal du komme med noget til mig.”

”Hvad?” Spurgte jeg.

Et drillende smil kom over hans læber. ”En chokolade bar. Jeg har ikke spist andet her på det sidste en lorte mad lavet af hvem ved hvad. Chokolade er seriøst det eneste jeg har tænkt på.”

”Okay, fint. Jeg kunne komme i store problemer for at gøre det, men du taber alligevel så det er vælg lige meget.”

”Du er med på den.” udfordrede Harry.

Han vandt. Hvert et træk var perfekt udtænkt og det tog ham ti minutter at vinde med den største forsigtighed. Han ville virkelig have det her slik. Og det betalte sig, fordi jeg havde endelig tabt. Da Harry havde gættet morderen, våbnet og rummet, råbte han, ”JAAAA!” og stod endda op fra sin stol som om at det at sidde ned ikke var godt nok til at vise hvor glad han var. Hans næve knyttet over hovedet i sejrsglæde. Smilet på hans ansigt var så bredt at jeg ikke kunne lade være med at smile sammen med ham. Hans dybe smilehuller og hvide tænder var fantastiske, og jeg var betaget af ham.

”Du skylder mig en chokolade bar,” grinte han efter at han var kommet ned på jorden igen.

”Det gør jeg vælg,” smilte jeg, og jeg var faktisk glad for at han havde vundet, fordi det var en præmie for mig i sig selv at se ham så glad. Jeg vidste ikke hvad det var med de smilehuller, men jeg ville se dem så meget jeg kunne, morder eller ej.

Men begge vores smil forsvandt da James kom hen mod bordet, virkede utilfreds med at jeg grinte sammen med Harry efter det han fortalte mig i går. ”Hej,” sagde jeg.

”Hey.”

Harry kiggede op på vagten og stivnede med det samme. Jeg kiggede på dem begge, og luften imellem dem var så kold at rum temperaturen måtte være faldet et par græder. Begge af dem var blevet anklaget for at være morderen, selvom de var så ekstremt forskellige. I det mindste så det sådan ud når de stod ved hinanden. En af dem var morderen, eller ingen af dem var. Det kunne være en helt anden som vi overså, enhver ansat på Wickendale.

Men på en måde vidste jeg at sådan var det ikke. Noget fortalte mig at morderen var i det her rum. Det gav mere mening at det var Harry, men James perfekte uskyldhed var en smugle mistænksomt. Den værste del, dog, var ikke at vide hvem det var. Det værste var at have et forhold til dem begge, og jeg indså med frygt at lige gyldigt hvem det var ville jeg være morderens næste offer.

”Harry,” sagde James, og jeg var overrasket over at høre ham tale til ham i stedet for mig.

Harry svarede ikke, men kiggede bare surt på ham.

”Din vagt Brian gik hjem på grund af sygdom, så jeg er den der skal tage dig tilbage til din celle.”

”Nu?” spurgte Harry.

”Ja, nu.”

Lort. Frokost var først slut om en halv time, jeg var nød til at blive her. Jeg kunne på ingen måde følge dem, eller selv tage Harry tilbage til sin celle. Og tanken om de to alene i en tom gang gav mig myrekryb. Jeg håbede at de ikke endte med at dræbe hinanden.

”Farvel Rose,” sagde Harry inden han rejste sig op, næsten et halvt hoved højere end James. Han var dog ikke bange, nok fordi at han vidste at han havde en pistol på sig.

Jeg kiggede da de to gik ud af kantinen, ud gennem dørene, indtil de var ude af syne.

HARRY’S SYNSVINKEL

James og jeg gik ned af den tomme gang mod min celle, og det tog al min selvkontrol ikke at slå ham i hans dumme drengede ansigt. Det var ikke en lang tur, men det føltes sådan. Jeg sværger hvert minut virkede som et år, og anspændtheden var næsten for meget, men jeg ville heller have at det var stille en at James talte.

”Harry, jeg må talte med dig om noget.”

Jeg svarede ikke, håbede at han bare ville holde kæft, men han forsatte. ”Jeg kender dig ikke. Jeg har næsten ikke talt til dig før, men jeg kan se du har noget i ærmet. Og hvad end det er, jeg vil ikke have at Rose er en del af det. Jeg kan lide hende og jeg vil have at du holder dig væk fra hende.”

Jeg stoppede bogstaveligt talt hvor jeg var, min næve knyttede sig med det samme i vrede.

”Laver du fucking grin med mig?” spurgte jeg.” Du er så falskt, James. Med dine natture og romantiske middage. Du tror at du kan snyde alle. Du tror at du har snydt hende, men jeg køber det ikke, og du er ikke kun falskt, du er også fucking dum. Hvorfor tror du at jeg dræbte de kvinder? Hvordan skulle jeg kunne gøre det når jeg er låst inde i min celle halvdelen af tiden?”

Jeg håbede at gøre James perpleks, men det lod ikke til at virke.

”Du skal ikke engang prøve på det,” sagde han. ”Jeg ved at du dræbte de kvinder. Du har gjort det før. Jeg mener, det er jo derfor at du er her, er det ikke?”

Jeg havde ikke et svar, og James havde ikke brug for et fordi han talte bare videre. ”Jeg vil være sikker på at du ikke gør det samme med Rose. Du er syg. Du er en klam stodder og jeg håber at du brænder i helvede for hvad du gjorde mod de kvinder.”

Og så eksploderede jeg. Vrede fyldte min krop, og min kæbe spændtes, og vreden tog over inden jeg kunne tænke over hvad jeg gjorde. Jeg greb James i kraven med begge hændte og brugte så meget kræft jeg kunne på at få hans hoved ind i murvæggen. Hans fødder rørte næsten ikke gulvet og jeg kunne mærke mine biceps brænde imens jeg holdte oppe, men jeg var ligeglad. Jeg havde ham og jeg ville ikke sætte ham ned så han bare kunne svanse væk. Jeg kiggede ham i øjnene, ville se hans skræmte udtryk. Han var ikke så hård nu, var han?

”Du skal aldrig tale sådan til mig igen,” sagde jeg gennem min sammenbidte mund, min stemme var så lav og dyb at jeg kunne mærke den vibrere i mit bryst. ”Ellers fucking dræber jeg dig.”

Et skræmmende smil spredte sig på mine læber imens jeg så frygten i hans øjne, stirrede hårdt på ham en smugle længere. Jeg kunne bare gå væk lige nu, tænkte jeg, og han ville ikke kunne stoppe mig, men noget holdt mig tilbage for at løbe væk. Noget fortalte mig ikke at gå.

Så det gjorde jeg ikke. I stedet gav jeg slip på ham og gik ind i min celle imens han fulgte efter mig. Da jeg satte mig på min knagende send så jeg ham stå i den anden side af gangen, stadig ubevægelig.

”Jeg tror det er meningen at du skal låse mig inde nu, hr. Tak for din service.”

Han begyndte at bevæge sig imens jeg talte, kom hurtigt over til min celle og låste døren uden at kigge på mig eller sige noget. Jeg hørte døren lukke, James rystede hans nøgler da han lagde dem tilbage i sin lomme.

Jeg gav ham fingeren da han gik tilbage ned af gangen og forsvandt ud af mit syne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...