Psykotisk (En Harry Styles fanfiction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2014
  • Opdateret: 28 jul. 2015
  • Status: Igang
“Jeg elskede hende ikke fordi hun dansede med mine engle, men fordi at lyden af hendes navn kunne stilne mine dæmoner.” - Christopher Poindexter

17Likes
16Kommentarer
2151Visninger
AA

10. Kapitel 10

Jeg følte et mix af nerver og glæde da jeg to min stramme sorte kjole på, en lille halvtime inden James ville ankomme og tage mig ud og spise. Kelsey sad på min seng, hendes fødder dinglede ud over kanten imens hun gav mig tøj råd. Eller, det var meningen hun skulle gøre det, men ligesom mig selv kunne hun ikke fjerne sine tanker fra Harry. Det virkede som om at mit hovedet ikke var det eneste der var hjemsøgt af det smukke ansigt.

”Jeg forstår det ikke,” beklagede hun sig. ”Han vil ikke sige noget. Jeg kan bare ikke komme igennem. Han virker altid som om han spiller et eller andet spil, som om at han altid er et skridt foran og jeg kan ikke forstå ham. Men jeg elsker det.” forklarede hun, satte sig op og fremviste et stort smil. ”Det er en udfordring.”

Jeg grinte bare af hendes sindssyge logik, ville godt skifte emne. Harry virkede til at indtag alle mine tanker og jeg havde brug for en pause. I det mindste for en aften.

”Hvad synes du?” spurgte jeg, og poserede for hende. Det var bare en kjole og nogen sko, ikke for meget men heller ikke for lidt.

”Perfekt,” sagde hun og gav min selvtillid et løft. ”James vil elske det.”

Jeg smilte genert, drejede mig selv mod spejlet. Mit hår var løst med mørke krøller og jeg havde næsten ingen make-up på sådan så det så ud som om at jeg ikke prøvede at se godt, selvom jeg havde. Jeg havde ikke været på en rigtigt date i lang tid, og jeg glædede mig. Sidde her med Kelsey fik mig dog på andre tanker. Nysgerrighed, men ikke en uskyldig nysgerrighed mere en dragende nysgerrighed jeg ville have svar på selvom jeg var bange for svaret. Jeg ved at jeg skulle spørger, og da mig og Kelsey bare var alene her nu, virkede det som det perfekte tidspunkt at spørger.

”Kan jeg spørge dig om noget?” sagde jeg. Kelsey nikkede, tænkte sikkert at mit spørgsmål ville omhandle James.

”Du kender Cynthia Porter, gør du ikke?” Harrys stemme genspillede i mit hoved, fortalte mig bare at lade det ligge, men jeg ignorere det.

”Rose, hvorfor taler vi om det her? Du bugte fokuser på at have det sjovt i aften, ikke arbejde.”

”Svar mig, Kelsey,” kommanderede jeg. ”Du har opført dig underligt på det sidste og jeg vil vide hvad der sker.”

Kelsey sukkede, kiggede ned i jorden. ”Jeg kender ikke Cynthia, okay? Lad være med at spørge om hende, du lyder skør.”

”Det ved jeg,” mumlede jeg. ”Men det forklare stadig ikke hvorfor du har opført dig så underligt.”

’Og hvis du ikke kender Cynthia, hvorfor sagde du det så bare ikke første gang jeg spurgte, for nogen dage side?’ tænkte jeg, men sagde det ikke højt.

”Jeg har ikke opført mig underligt,” protesterede hun.

”Jo du har så, du har skiftet emne hver gang jeg taler om Cynthia, og dine øjne ser altid ud som om at du skjuler noget.”

Kelsey tog en dyb indånding og kiggede rundt i rummet, som om andre lyttede med. Der var et øjebliks stilhed imens hun debatterede om hun skulle, eller ikke skulle, fortælle mig sandheden. ”Okay, fint nok,” sukkede hun. ”Rose, hvad end det sker, så kan du ikke sige det her til nogen.”

Jeg nikkede. Endelig ville jeg få noget information.

”Okay… Altså… Jeg tror at der forgår noget lusket på Wickendale.”

”Hvad mener du med lusket?”

”Jeg… Jeg tror at der e-” Kelsey begyndte, men blev afbrudt af en banken på døren. På alle tidspunkter kom James selvfølgelig nu.

Lyden fik Kelsey til at glemme alt om Cynthia, og hun smilte til mig. ”Han er her!” Hun lod som om vi overhovedet ikke havde talt sammen.

”ugh” mumlede jeg, ikke fordi at James kom, men mere på grund af timingen. Hvorfor var han her så tideligt.

”Det må være her jeg skal gå, held og lykke!” sagde hun ingen hun åbnede døren til min lejlighed. Hun skyndte sig forbi James, hilste på ham med et hurtigt hej, og så videre ned af gangen. Vi ville forsætte vores samtale senere, sagde jeg til mig selv, om hun kunne lide det eller ej.

Jeg accepterede at jeg måtte vente med Cynthia Porter fra nu. Jeg vendte mig mod James og hans varme smil. Han havde mørke busker på og en hvid skjorte, der passede ham perfekt.

”Hej Rose,” sagde han. ”Du ser fantastisk ud.”

”Tak og i lige måde,” fortalte jeg ham, mine kinder begyndte med det samme at blive varme da jeg opdagede at jeg havde sagt det højt. James kiggede ned og grinte høfligt, hvis man overhovedet kan grine høfligt.

”Er du klar til at gå?” spurgte han. Jeg nikkede, lukkede døren bag mig, da James og jeg gik ud, side om side.

”Undskyld at jeg kom jer så tideligt, jeg ville bare være sikkert på at vi kom til tiden til vores bord.”

”Det er okay,” sagde jeg. ”Jeg var alligevel klar.”

Vi forsatte med at snakke hele vejen til restauranten, snakkede mest om vejret og hans bil. Det var faktisk ikke hans, fortalte han mig, det var hans brors. Han lånte den bare for i aften. Vi snakkede også lidt om arbejdet, og jeg tænkte på at spørge om Cynthia for at se om James kendte hende, men jeg besluttede mig for ikke at gøre det. Som Kelsey sagde, jeg skulle bare have det sjovt i aften.

Og det var det jeg tænkte da vi parkerede; have det sjovt. Denne eneste lovlige parkeringsplads var en lille vej, lidt væk fra restauranten, så vi skulle gå et stykke vej, men da jeg gik ud af bilen lagde jeg mærke til en mand i en sort jakke på fortovet. Grunden til at jeg lagde mærke til ham var fordi han var mystisk; hans hætte var trukket op over hans hovedet, den mørke nat dækkede hans ansigt da han stod op mod muren, næsten usynlig som om han var en del af skyggerne. Jeg synes bare at det var underligt at han var gemt sådan, men jeg tænkte ikke meget på det da James og jeg gik hen imod restauranten.

Han havde forsøgt at give mig hans jakke mere end en gang, men jeg sagde nej. Sidste gang havde jeg ikke engang husket at give den tilbage til ham indtil en uge senere, og det var alligevel ikke så koldt. Vi gik det meste af den korte vej i stilhed sammen med Londons normale baggrundslyd af biler langt væk. Jeg kiggede gentagende gange mig selv over skulderen, for at se om nogen var fulgt efter os; jeg ville ønske at jeg ikke havde gjort det.

Fordi han var der. Kun et par skridt væk, langt nok til at han næsten var en skygge, men stadig tæt nok på til at jeg kunne se ham. Manden der havde stået der hvor vi parkerede. Mit hjerte hoppede i mit bryst da jeg begyndte at gå i panik, men jeg fortalte mig selv at falde ned. Jeg var blevet så nemt forskrækket på det sidste med alt det der var sket. Måske skulle han bare den samme vej.

Men da vi forsatte med at gå kunne jeg stadig høre hans skridt, turde ikke kigge tilbage. Vi drejede et skarpt hjørne, James talte, men jeg fokuserede ikke rigtigt på hvad han sagde.

Manden var stadig bag os.

”James?” spurgte jeg, afbrød ham.

”Ja?”

”Hvor tæt er vi på restauranten?”

”Den ligger lige der,” fortalte han mig, pegede mod et skilt bare et par få bygninger væk.

Jeg nikkede, ville gerne der hen hurtigt. Jeg ville ikke bekymre James om vores ”skygge” fordi at det kunne faktisk bare være ingenting. Jeg havde bare underlige følelser omkring det.  Jeg kunne næste mærke ham bag mig, gik samtid med James og jeg, som en løve der følger efter dens bytte.

Vi kunne ikke komme der hen for hurtigt og jeg var rigtig taknemlig da vi trådte ind af døren, ind i den var bygning. Jeg drejede og kiggede igennem glasset, kunne ikke se nogen udenfor. Måske var han gået, tænkte jeg. Eller i det mindste havde han ikke forsøgt at følge os ind. Gud ske tak og lov.

Jeg slappede lidt af, vidste at vi var i sikkerhed nu. Igen, det var sikkert ingenting. Jeg lukkede et dybt suk ud, kom tilbage til virkeligheden da James og jeg begge tog vores pladser i en stald i bagenden.

I stedet for at bekymre mig puttede jeg min energi ind i at nærlæse menuen, fandt noget der kunne stoppe min sult.

”Rose?” spurgte James, satte hans menu ned og kiggede ind i mine øjne.

”Ja?” spurgte jeg ham, så hans ansigt og opdagede at jeg ikke rigtigt havde talt meget til ham, her i dag. Jeg følte skyldfølelse over at jeg ikke havde snakket med ham efter at han havde været så sød at tage mig ud på date. Jeg tror mit hoved havde været et andet sted.

”Er du okay? Du virker lidt stille.” sagde han.

”Undskyld, jeg har det fint. Jeg er bare nervøs.” fortalte jeg ham med et fåret smil. Det var sandt, jeg var nervøs, nok bare ikke som han troede.

”Hvorfor er du nervøs?” undrede han sig.

”Det ved jeg ikke, jeg har bare ikke været på date i lang tid.” eller fordi en underlig mand havde forfulgt os hele vejen herhen.

”Bare rolig,” James smilte, virkede lettet. ”Det har jeg heller ikke. Jeg har faktisk ingen ide om hvad jeg lave, for at være ærlig. Jeg er altid så akavede på dates.”

”Det er okay,” jeg grinte. ”Det samme her. Jeg kan ikke se hvordan folk bare kan gå ud med nogen og opfører sig normalt. Jeg bliver altid så nervøs.”

”Præcis” sagde James. ”Jeg ved aldrig hvad man skal tale om. Jeg sværger jeg er den værste at være sammen med, jeg stammer halvdelen af tiden og jeg stinker til at bestemme steder.”

Jeg kunne lide James. Virkeligt. Han var sød og jeg elskede hans ordvalg.

”Nej, jeg kan lide den her restaurant. Og, du kan ikke være værre end mig,” argumenterede jeg. ”De sidste dage har jeg været helt nedbrudt.”

”Virkelig?” James spurgte. ”Jeg troede at du havde lidt øvelse i at være på date. Du må blive spurgt ud hele tiden?”

Jeg rystede på hovedet. ”Nej, ikke rigtigt.”

”Det overrasker mig,” sagde James, et sødt smil bredte sig over hans læber. ”Men seriøst, der var den her gang hvor jeg ville åbne døren for min date og hun stod bag mig, så da jeg åbnede døren knaldede jeg den lige i ansigtet på hende. Vi var nød til at tage på hospitalet.”

Jeg kunne ikke lade være med at grine, hele restauranten kiggede på mig fordi jeg støjede så meget. Jeg dækkede min mund i et forsøg på at kvæle min latter. ”Undskyld,” sagde jeg. ”Jeg brugte ikke grine.”

”Det er okay, det var sjovt.” sagde James, grinte med mig.

”Jeg tør vædde på at jeg kan toppe dig.” sagde jeg.

”Virkelig?”

Jeg nikkede

”Hvordan?”

”Det siger jeg ikke, det er pinligt.”

”Åh kom nu, jeg fortalte min,” protesterede James, med et smukt smil.

Jeg sukkede, kunne ikke tro at jeg var ved at fortælle det her. ”Okay, okay fint. Der var den her gang hvor jeg var ud og se en film med en fyr jeg kunne lide. Lige i midten af den dramatiske scene.. øh… pruttede jeg. Alle i salen hørte det og vidste at det var mig og fyren har ikke talt med mig siden.”

James grinte højt, og jeg kunne ikke lade være med også at grine. ”Jeg kan ikke tro at jeg lige fortalte dig det!” udbrød jeg. Vi havde totalt grineflip og delte nogen flere sjove dating historier indtil vores mad ankom, herfra bestod vores samtale mest af ”det her er så godt” og ”det her er lækkert,” mellem vores mundfulde af den dejlige mad.

Men alt for hurtigt var vores date ved at slutte og da vi havde spist op, kom tjeneren med regningen.

”Tak fordi at du kom i aften, Rose,” sagde James efter at han havde slugt sit sidste kyllingestykke.

”Altid, det var sjovt.”

”Det synes jeg også,” han smilte. ”Men jeg øh, vil tale med dig om noget.” fortalte han mig i en seriøs tone.

”Hvad er det?” undrede jeg mig.

Han kiggede for at se om nogen lyttede, lidt ligesom Kelsey havde gjort for næsten 2 timer siden. ”Det er om morderen på Wickendale.”

Jeg sukkede, ville ikke rigtigt tale om det. Det var faktisk det sidste jeg ville tale om.

”Hør, Rose, jeg vil bare have dig til at være forsigtig. Jeg vil ikke have at du kommer til skade.”

Jeg nikkede. ”Selvfølgelig er jeg forsigtig, James. Hvorfor er du så bekymret, tror du at du ved hvem det er?”

Han kiggede ned i bordet, så ikke på mig. ”Jeg har nogle få ideer,” sagde han lavt, nærmest hviskede.

”Hvem?” spurgte jeg, nu blev jeg bekymret.

”Altså, jeg tror…” sagde han langsomt, overvejede sit ordvalg. ”Og det lyder måske umuligt til at starte med, men jeg er næsten sikker på at jeg ved hvem der dræbte de kvinder.”

”Hvem?” jeg ville vide det, og det skulle være nu.

James kiggede på mig, lige i øjnene. ”Jeg tror… Jeg tror at det er Harry.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...