At Falde

”Sebastian, hvad er dit problem egentlig?”
”Ingenting,” siger jeg og smiler det smil, jeg kan se får hende til at krumme tæer. ”Jeg synes måske bare, at når nu du skal til at være Dexter Keys’ kæledyr, kunne du ærligt talt godt tage at lade være med at ligne en transseksuel.”
Af og til fortryder jeg, hvad jeg siger, når det er særligt ondt. Men i dette er ikke et sådant tilfælde. ---------------------------------------------------♥---------------------------------------------- For Noa er high school lig med en ny begyndelse. Begyndelsen på en tilværelse, hvor hun ikke blot må drømme om Dexter Keys, og hvor hun kan ignorere Sebastian Lachance og hans fornærmelser. For Sebastian er alting det samme, som det altid har været. - Et bidrag til "En Flænge i Himlen"-konkurrencen. Mulighed nr. 3.

21Likes
74Kommentarer
2111Visninger
AA

10. Kapitel 9 - Noa - "Hvis du ikke har noget imod det, vil jeg faktisk gerne nå til næste time."

 

Jeg forbereder mig på at få en sviner af rang, da jeg træder ind i matematiklokalet tirsdag morgen. Såfremt Sebastian har tænkt sig at møde op. Bridget sidder forrest og spærrer en plads til mig, som jeg indtager med et smil. Det er forholdsvis tidligt, men fordi vi havde en masse ting at nå i går, har vi brug for den ekstra tid her til morgen til at føre hinanden ajour med weekendens begivenheder.

Det viser sig nemlig, at Bridget har fyr på, og at han ikke er så lidt velhavende. I hvert fald har han råd nok til at købe hende dyre gaver og invitere hende på hotelophold i almindelige weekender som den, vi næsten lige har haft. Den slags kan bare ikke forklares på skrift. Det skal fortælles med alle de interessante detaljer, jeg kender fra Kaylins lignende oplevelser med forskellige fyre.

Da Bridget ikke mener, at hun kan fortælle mere, går jeg i gang med at forklare om min weekend, som hun så resultatet af i går, da vi blev inviteret til at spise sammen med baseballholdet. Biografturen er nok den bedste idé, Kaylin nogensinde har fået, hvis man ser bort fra episoden med Sebastian, som jeg gør mit bedste for at glemme. Under filmen holdt Dex mig i hånden og nussede mig, og bagefter fulgte han mig hjem og kyssede mig på dørtrinnet så mit hoved drejede rundt. Allerede midt i morgenmaden næste morgen blev jeg forstyrret af en bil ude på vejen, og inden for en halv time var vi på vej i hans bil ud mod stranden, hvor vi gik en lang tur og kyssede.

Jeg er begejstret. Mildest talt. Siden Justin har jeg ikke følt mig så forelsket, som jeg gør lige nu. På den der nærmest kvalmende, beundrende måde, der får mig til at rødme, hver gang jeg ser på Dexter. Eller Dex, som jeg nu kalder ham. Jeg tror, at vi rent faktisk bliver kærester, for han ville ikke opføre sig sådan her, hvis han ikke var vild med mig. Det er Kaylin også sikker på.

Men Kaylin er sikker på så meget. Hun er nemlig også overbevist om, at Sebastian er vild med mig, selv om det modsatte tydeligvis er tilfældet.

De andre fylder langsomt lokalet op, og jeg er lige ved at begynde at tro, at Sebastian vil pjække, da han træder ind ad døren med næsen i sky og et hånligt, overlegent udtryk i ansigtet, der ikke er rettet mod nogen bestemt. Han sætter sig på sin sædvanlige plads og finder sine bøger frem uden et ord, hvilket er højest usædvanligt for ham. Siden hvornår skal han ikke fornærme mig, når han ser sit snit til det?

For én gangs skyld forløber matematiktimen uden, at jeg på nogen måde bliver fornærmet af andre end Bridget, som kun gør det for sjov. Men jeg kan mærke, at Sebastian ser på mig. Som om hans øjne og hans had borer sig ind i kroppen på mig bagfra. Hver gang jeg vender mig for at kigge - og det gør jeg jævnligt - sidder han dog bare og er koncentreret om enten tavlen, sin bog eller sine notater. Intet ved hans adfærd tyder på, at han udtænker blodige planer et sted inde under massen af stålgråt hår.

Men det ved jeg, at han gør. Han kan ikke andet end at være irriteret over den måde, jeg opførte mig på i lørdags, selv om jeg ikke ved, hvad der skulle give ham grund til irritation ved det. Det er jo ikke ligefrem fordi han ønsker, at vi skal være venner og komme godt ud af det med hinanden, så han bør være glad for, at jeg benægtede vores bekendtskab. Af en eller anden grund ved jeg bare, at det er han ikke.

”Gå bare i forvejen,” siger jeg til Bridget, da timen er overstået og mr. London giver os fri til at gå til næste time.

”Hvad skal du?” spørger hun skeptisk, og jeg kan ligefrem se, hvordan hendes blik viger mod dørene til toiletterne i nærheden. ”Det er vel ikke …?”

”Slet ikke,” forsikrer jeg hende med et smil. ”Jeg skal bare lige spørge mr. London om noget med … øh … andengradsligninger.”

Hun kniber øjnene sammen men smiler så. ”Okay. Vi ses om lidt.”

Jeg nikker og vinker efter hende, da hun går. Tilbage i klassen er der kun ganske få, men til mit held er Sebastian en af dem, for det er ham, jeg vil have fat i. Så netop som han gør sig klar til at gå, griber jeg fat i hans grimme, brækgrønne T-shirt med skriften Life is a divine comedy på brystet.

”Hey!” udbryder han utilfredst, da han støder skulderen mod væggen.

”Hvad fanden har du gang i?” spørger jeg vredt og giver slip på ham med et fnys af afsky.

Han blinker og fører en hånd gennem sit mørkegrå hår. ”Jeg har ingen anelse om, hvad du taler om, No-brains,” siger han overlegent og kaster med hovedet i retning af døren. ”Hvis du ikke har noget imod det, vil jeg faktisk gerne nå til næste time.”

Jeg hamrer en hånd ned i bordet ved siden af mig. ”Som om. Du ved udmærket godt, hvad jeg taler om. Jeg mener alle de imaginære nåle, du har stukket i mig gennem hele timen.”

De andre forlader hastigt klassen, og mr. London sender mig et overrasket, forvirret blik, inden også han forlader lokalet. Så er vi alene, Sebastian og jeg.

”Så jeg når det altså ikke til tiden,” konstaterer han, som om det at nå til time er meget vigtigere for ham end det, jeg taler om.

”Hvis du ikke har tænkt dig at sige noget relevant, så luk røven,” snerrer jeg.

”Er det den tid på måneden?” spørger han uinteresseret og samler sin rygsæk op fra gulvet.

Jeg ryster af raseri. Det er den mest provokerende kommentar, man kan komme med til en pige, og det ved han udmærket godt. Hvad der er værre er, at han har fuldstændig ret. Men det skal han under ingen omstændigheder have at vide.

Først efter et par sekunder går det op for mig, at jeg er så vred, at jeg ikke kan sige noget. Jeg er mundlam. Da det går op for ham, smiler han sit sædvanlige, sleske smil. Det smil der driver mig til vanvid. Og så læner han sig ned mod mig.

”Hvis du er interesseret i at vide det, så ville jeg aldrig forestille mig at stikke nåle i dig. Det ville slet ikke gøre ondt nok. Rustne søm, måske, men ikke nåle,” meddeler han mig på en selvfølgelig måde.

Det giver mig mælet og tankevirksomheden tilbage.

”Du er bare misundelig på mig, fordi jeg har venner. Og så er du skide jaloux over, at jeg er sammen med Dex.”

Jeg ved ærligt talt ikke, hvor udtalelsen kommer fra, men jeg husker tydeligt Kaylins påstand om, at Sebastian er vild med mig. Hvis det virkelig er sandt - hvor usandsynligt det end måtte lyde -, så er jalousi helt sikkert grunden til hans mærkelige opførsel. Problemet med påstanden er bare, at han altid har været et røvhul.

”Hvis jeg ville have dig, skulle jeg nok finde en måde at få dig på,” fortæller han mig i et giftigt tonefald. ”Jeg troede alligevel, at du havde hjernekapacitet nok til at regne det ud, No-brains. Men jeg tog åbenbart fejl,” føjer han til, idet han træder uden om mig.

”Sebastian, din …” Jeg indser, at jeg har ydmyget mig selv ved at påstå, at han kan lide mig, og det får gråden til at hobe sig op i min hals, mens jeg forsøger at finde et passende skældsord. Umiddelbart finder jeg ikke noget, der på passende vis udtrykker det inderlige had til ham, jeg føler. ”Din …”

Han gør honnør og blinker med det ene øje på en kæphøj måde, idet han går ud ad døren. ”Adieu, No-brains.”

 

***

 

”Noa, er du okay?” spørger Dex betænksomt, da jeg kommer udenfor efter et mareridt af en dag, hvor jeg ikke har været i stand til at undgå at se Sebastian alle vegne. Hver gang er jeg bange for, at han vil fortælle til alle, hvordan jeg har beskyldt ham for noget, han ganske tydeligt ikke er i stand til at føle. Nemlig kærlighed og jalousi.

”Det er bare Sebastian La-tjance, der er en kæmpe nar,” fortæller Bridget ham, da jeg ikke svarer.

Selv om jeg er opfyldt af had, føler jeg trang til at skrige, at de udtaler navnet forkert. Men jeg behersker mig, for det vil være for mærkeligt, hvis jeg flipper ud for øjnene af Dex, som blot forsøger at være sød overfor mig. Og Bridget er jo min gode veninde.

”Hvad har den lus nu gjort?” spørger Dex.

”Han er bare ubehagelig som altid,” svarer Bridget på mine vegne. Jeg har ikke fortalt hende, hvad der foregik i matematiklokalet, for det er en dyb, skammelig hemmelighed, som jeg har til intention at holde for mig selv.

”Måske burde jeg tage en lille snak med ham,” tænker Dexter højt.

”Nej!” udbryder jeg hurtigt, bange for at Sebastian så vil afsløre, hvad jeg har sagt. ”Nej, det er okay. Jeg magter bare ikke hans flabethed i dag.”

Instinktivt ved jeg bare, at hvis Dex giver sig i kast med at tale med Sebastian, så ender det grueligt galt. Ikke fordi han er en voldsom person med kort lunte, men fordi de mere eller mindre er hinandens modsætninger.

Sebastian er flabet, irritabel, stolt og aggressiv mens Dex er mild, forstående og diplomatisk. Stod valget mellem de to, ville jeg til enhver tid vælge Dexter, så det er meget heldigt, at det er ham, der viser mig positiv interesse. Jeg kan slet ikke forestille mig, at Sebastian overhovedet kan være forelsket i nogen anden end sig selv. Til gengæld dyrker han sin egen arrogance til et niveau, hvor den kompenserer for alle andre følelser, han måske engang besad.

Han er et tomt hylster programmeret til at gøre livet surt for alle andre. Og måske også for sig selv.

”Okay,” overgiver Dex sig med et smil. ”Så lader jeg være. Men han skal ikke fortsætte med at være sådan en røv, vel? Hvis han gør noget, der virkelig gør dig ked af det, så sig til, ikke?”

”Det skal jeg nok,” lover jeg og kysser ham taknemmeligt på kinden.

Aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg skulle møde en fyr som ham. At blive behandlet som blommen i et æg, at blive beskyttet, får mig til at føle mig som et lille, uskyldigt lam. Det er en underlig følelse, som jeg ikke helt ved, hvad jeg bør synes om, hvis jeg betragter mine egne principper. For jeg vil gerne være selvstændig og uafhængig og beregnende på nogle punkter.

Men jeg kan bare så godt lide at blive pylret om en gang imellem. Specielt hvis den, der gør det, er Dexter Keys - efter min mening den flotteste og sødeste dreng på hele skolen.

Netop som denne erkendelse rammer mig, får jeg øje på mit legemliggjorte mareridt, som ud over sin rygsæk også bærer på en sportstaske, hvori der sikkert er den sædvanlige uniform tilhørende medarbejderne på Dennis’ Diner. Han ser ikke på mig, men den måde, hvorpå han nægter at gøre det, fortæller mig, at han har bemærket mit blik. Stædigt vender jeg min opmærksomhed mod Dex og Bridget og resten af baseballholdet.

Samtalen har bevæget sig ind på et emne, jeg ikke kender ret meget til. Nemlig den tur de bedste elever fra hver årgang skal ud på for at udarbejde imponerende projekter. Det er et forsøg fra skolens side, der er blevet gentaget de sidste fem år, og formålet er at udfordre de dygtige elever inden for selvstændig tænkning og innovation.

”Tror du, at jeg kan komme med?” spørger Bridget mig håbefuldt, da jeg giver udtryk for at deltage i samtalen.

”Selvfølgelig,” lyver jeg, for Bridget er rigtig sød og egentlig dygtig nok, men hun er ikke blandt de bedste i klassen i nogle af de fag, vi har sammen. Det kan jeg bare ikke nænne at fortælle hende, selv om det nok i virkeligheden er ondere at lyve.

”Du skal helt sikkert med,” griner hun og puffer til mig.

Jeg har mine tvivl, men min rødmen og mit vage svar bliver tolket af de andre, som om jeg godt ved, at jeg skal med på den tur. Ifølge mine foreløbige resultater - og der er ikke mange, eftersom skoleåret kun lige er begyndt - klarer jeg mig udmærket, men jeg er ikke garanteret en plads blandt de dygtigste. Det tror jeg i hvert fald ikke.

”Jeg var med sidste år,” fortæller Joel, en af Dexters holdkammerater, der har et godt øje til Bridget. ”Sammen med Dex.”

”Hvordan var det?” vil jeg vide, for hvis jeg skal med, vil jeg gerne have en anelse om, hvad jeg bliver kastet ud i først.

”Afslappet. Jeg tror, at de i al hemmelighed forsøger at skabe nogle relationer mellem os på tværs af årgangene. Sådan føltes det i hvert fald,” forklarer Dex muntert. ”Så er det jo godt, at vi allerede er godt på vej, ikke?”

Han blinker charmerende til mig, og jeg smelter fra top til bund endnu engang.

 ”Jo,” siger jeg grinende. ”Det er godt.”

Mit hjerte stopper næsten med at slå, da han bøjer sig ned og kysser mig i fuld offentlighed, endda i selskab med sine venner. For bare en måned siden ville ingen have gjort det, medmindre de ville begå socialt selvmord. Men nu er alting anderledes. Jeg er med i de populæres klike for første gang i mit liv, og jeg har fanget Dexter Keys’ opmærksomhed.

Hvad er oddsene lige for det? Erfaring har lært mig, at jeg ikke skal tænke over det med drenge, og at jeg skal lade være med at fokusere på odds. For skepsis fører sjældent noget godt med sig i den henseende. Det er bedre bare at tage én dag ad gangen og nyde nuet, for ellers går jeg bare og sukker efter noget, jeg aldrig får. En fantasi - en drøm, faktisk - om det umulige parforhold med en kæreste, som er umenneskeligt god og fejlfri.

Alle mennesker har fejl. Også Dexter. Men det kan jeg leve med, fordi han er, som han er. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...