At Falde

”Sebastian, hvad er dit problem egentlig?”
”Ingenting,” siger jeg og smiler det smil, jeg kan se får hende til at krumme tæer. ”Jeg synes måske bare, at når nu du skal til at være Dexter Keys’ kæledyr, kunne du ærligt talt godt tage at lade være med at ligne en transseksuel.”
Af og til fortryder jeg, hvad jeg siger, når det er særligt ondt. Men i dette er ikke et sådant tilfælde. ---------------------------------------------------♥---------------------------------------------- For Noa er high school lig med en ny begyndelse. Begyndelsen på en tilværelse, hvor hun ikke blot må drømme om Dexter Keys, og hvor hun kan ignorere Sebastian Lachance og hans fornærmelser. For Sebastian er alting det samme, som det altid har været. - Et bidrag til "En Flænge i Himlen"-konkurrencen. Mulighed nr. 3.

21Likes
74Kommentarer
2174Visninger
AA

9. Kapitel 8 - Sebastian - "Jeg har hørt, at dumhed smitter."

 

Klokken er kvart i otte, da jeg får fri efter en vagt, der har varet hele dagen. Det sker med et klap på skulderen og besked om at hilse min mor og pigerne derhjemme. Mistanken, om at Dennis har ondt af mig, kommer krybende igen, og jeg skubber den væk. Hvis der er én ting, jeg ikke vil have fra nogen, er det medlidenhed.

Men det har sine fordele. Det må selv jeg indrømme. Havde det ikke været for den situation derhjemme, havde jeg aldrig fået jobbet på dineren i første omgang. Egentlig er det vel hamrende ulovligt at have mig løbende omkring fra morgen til aften, eftersom jeg er mindreårig og alt det der fis. Til min fordel er det altså, at Dennis aldrig har brudt sig meget om regler, og at han er god til at omgås dem. Og så er han egentlig ingen dårlig chef, selv om han hundser rundt med mig og ikke er bleg for at fortælle mig, hvis jeg gør mit arbejde skidt. Den slags sker jo af og til.

På de dage hader jeg ham, men det er mest, fordi jeg så hader mig selv.

Eftersom jeg ikke ligefrem har noget at skynde mig hjem til, tager jeg mig god tid til at skifte tøj. Mit hår er fugtigt efter at have båret kasketten hele dagen, og jeg er øm i skuldrene og nakken, fordi jeg har stået lænet ind over grillen, vasket gulve, tørret borde af og serviceret folk. Hvad andet alternativ har jeg end at bide det i mig og håbe, at jeg en dag slipper fri fra det mareridt, der har været mit liv de seneste år?

Luften udenfor er køligere end i det varme køkken, men det er ikke koldt endnu. Normalt er der stille, når jeg får fri, fordi det ikke ligger til byen at være fuld af liv mellem klokken seks om aftenen og midnat. Men åbenbart viser biografen for én gangs skyld noget, der er værd at spilde sin tid på for byens unge, for der står en hel flok af dem udenfor, og de larmer.

Jeg læner mig mod lygtepælen ude foran dineren og tænder en cigaret. Efter ikke at have røget hele dagen, synes jeg nu, at det er tid til en velfortjent smøg. Til trods for at jeg nok i virkeligheden bare burde lade være.

”Sebastian?” Jeg drejer hovedet ved lyden af en velkendt stemme, jeg ikke har forventet at høre her.

Ashley står foran mig. Hun stirrer med sine store, uskyldige mørke øjne, der overhovedet ikke minder om mine. Det blanke, sorte hår falder tæt og tykt omkring skuldrene på hende, og hun er iført en kjole, der får hende til at ligne en lille engel. Tag dig sammen, mand. Hun er sgu da bare et barn.

”Hvad laver du her, Ash?” Jeg knæler for at komme mere i øjenhøjde med hende, og for en sikkerheds skyld slukker jeg min cigaret mod jorden. Det kan vente.

”Venter på dig,” fortæller hun mig, og først nu bemærker jeg, at hun ikke smiler sit sædvanlige, barnlige smil.

Der er kun en graviditet mellem Ashley og Molly, men det er tydeligt, at Molly er den yngste. Måske fordi jeg først rigtig fandt ud af at håndtere alting med Ashley. Meget naturligt er hun vokset med opgaven og blevet en skøn fireårig, som stadig ikke bør stikke af hjemmefra, selv om hun kan finde vej.

”Du må ikke gå alene ud om aftenen, Ashley. Det er farligt.”

Hun nikker, og jeg kan allerede se tårerne i hendes øjne, selv om jeg ikke har hævet stemmen. Med et dybt suk slår jeg armene omkring hende og løfter hende op, mens jeg rejser mig. ”Der er ikke sket noget,” mumler jeg og begynder at gå hjemad. ”Vel?”

”Nej,” klynker hun. ”Men Molly græder hele tiden, så mor ser slet ikke på mig.”

Selvfølgelig gør hun ikke det, tænker jeg arrigt. Men det skal Ashley ikke høre, så til hende siger jeg: ”Det er ikke, fordi hun ikke vil. Hvis du var syg, ville hun også hjælpe dig, tror du ikke?”

Hun tænker over det på en måde, så jeg kan se det, da hun når til en konklusion. Så siger hun med lille stemme: ”Nej.”

Jeg kan ikke gøre for det, og jeg ville egentlig helst lade være, men jeg kan ikke lade være med at smile. Hun ser stadig på mig, men efter et lille øjeblik kan hun ikke lade være med at kopiere mit gode humør. Egentlig er det trist, at et lille barn på fire år tror, at hendes mor ikke vil passe hende, hvis hun bliver syg, men det er også utroligt sødt, fordi det ikke er sandt.

Man kan sige meget om vores mor, men hun tager sig af pigerne, hvis de har det dårligt - så længe jeg ikke er hjemme.

Eftersom jeg er træt og har temmelig ondt i ryggen og skuldrene, sætter jeg Ashley ned og nøjes med at holde hende i hånden. Der er ikke langt hjem, men jeg orker ikke at bære hende hele vejen. Og hun brokker sig da heller ikke, selv om hun må være godt træt og egentlig burde være på vej i seng og ikke rende rundt på gader og stræder.

Dagslyset er ved at synge på sidste vers; snart bliver det mørkt, og så skal hun afgjort ikke være alene ude. Hvad tænker mor dog på? Jeg knytter den hånd, der ikke holder om Ashleys, glad for at jeg ikke har noget irriterende fjæs at slå den ind i, eftersom det bare vil give mig flere problemer.

Da vi passerer biografen, genkender jeg nogle af dem, som står der. Blandt andet Kaylin, Noa og Dexter Keys. Noa står tæt op ad sin veltrænede baseball-spiller, som har en arm omkring livet på hende. Hun har det der særlige udtryk i ansigtet, der ikke er svært at tyde på afstand. Hvorfor fanden skal hun være så glad? Kan hun ikke bare lide?

For at undgå kontakt trækker jeg hætten på den vest, jeg har uden på min T-shirt, op over hovedet og vender ansigtet væk. På den måde kan jeg ikke se dem uden at udføre en bevidst handling, og de kan med sandsynlighed heller ikke se mit ansigt.

”Hey! Sebastian!” kalder en pigestemme, jeg kender. Det er Kaylin.

Egentlig vil jeg gå videre og lade som ingenting, men Ashley stopper op ved lyden af mit navn, og jeg har ikke lyst til at være et dårligt eksempel for hende. Så jeg sukker dybt og standser ved siden af hende.

”Sagde du ikke, at du skulle arbejde?” spørger hun, idet kun krydser vejen og bliver fulgt af sine venner og veninder. Kaylin har altid været en populær pige, men det skyldes ikke altid personlighed.

”Hvor tror du, at jeg kommer fra?” Mit spørgsmål er retorisk og min tone irriteret. Ashley knuger min hånd i begge sine og ser op på mig.

”Mit tilbud står stadig ved magt, ved du nok,” siger hun muntert og strammer sine armes beliggenhed omkring overkroppen, så kavalergangen kommer mere til syne, end den i forvejen er.

I baggrunden hvisker Keys et eller andet til Noa, som først ser både lidt overrasket og lidt skuffet ud, men derefter nikker og går hen ved siden af sin tidligere bedste veninde. Forskellene på de to piger er slående, når de står ved siden af hinanden, selv om Noa stadig dyrker den dér nye stil, der får mig til at hade hende endnu mere, end jeg gjorde i forvejen.

”Kay, har du inviteret ham?” spørger hun dæmpet.

Kaylin smiler og klapper hende på hovedet. ”Ja da. Jeg troede ikke, at du ville have noget problem med det. I kender jo hinanden.”

Chokket er tydeligt at læse i hendes ansigt. Hvordan hun ikke kan regne ud, at Kaylin vil sige noget lignende, er mig en gåde. Usikkert ser hun sig over skulderen og modtager et spørgende blik fra Keys. Så hun vil altså ikke stå ved, at vi kender hinanden. Denne opdagelse giver mig en desperat lyst til at kæfte op om, hvor længe vi har gået i skole sammen, og hvor meget jeg ved om hende.

”Selv hvis det var rigtigt, ville jeg ikke udsætte mig selv for jeres selskab. Jeg har hørt, at dumhed smitter,” siger jeg i stedet.

Ærligt talt, når jeg gør dig en tjeneste, så prøv at lade være med at spilde mine anstrengelser, tænker jeg, da Noa stirrer på mig med åben mund og polypper. Og så undrer folk sig over, at jeg kalder hende No-brains … Hvis hun ikke vil kendes ved mig - hvad jeg inderst inde er glad for, fordi jeg ikke vil trækkes ind i hendes klike af falske venskaber -, så kan hun i det mindste gøre et forsøg på at spille med, når jeg afkræfter påstanden om, at vi kender hinanden.

Kaylin ser lidt fra den ene til den anden, og hendes forsøg på at se uskyldigt uforstående ud fortjener næsten en medalje. ”Men jeg tænkte bare, at -”

”Hvorfor spilder vi tid på det her?” spørger Dexter Keys myndigt og sender sit nye, ivrige kæledyr et smørret smil, idet han tilføjer: ”Hverken La-tjance, Noa eller nogen anden har lyst til, at han skal være her.”

Det er en almindelig fejl, at han udtaler mit efternavn forkert, men glimtet i hans mørkebrune øjne informerer mig om, at det er med fuldt overlæg. At det er en åbenlys provokation, som det er meningen, at jeg skal opfange og reagere på.

Siden det tydeligvis er, hvad han ønsker, så vælger jeg at gøre det stik modsatte, nemlig at ignorere det og lade som om alting er fint. Opmærksomt løsner jeg min hånds greb omkring Ashleys, så jeg ikke kommer til at klemme hendes fingre for hårdt.

”Alfahannen har talt,” siger jeg køligt og ser direkte ind i Noas skræmte øjne. ”Nu må I hellere opføre jer som de tanketomme flokdyr, I er, og følge hans befaling.” Mine læber former et smil, hvis giftighed jeg ligefrem kan smage bagerst i munden.

Det er en bitter smag, men den føles nødvendig og velkendt. De tilstedeværende - med undtagelse af min søster - stirrer på mig, som om de har bevidnet et mord. Og jeg ved godt hvorfor. Fordi ingen siger Dexter Keys imod eller fornærmer ham, uden at det får alvorlige konsekvenser for deres sociale liv. Så er det jo til mit held, at jeg ikke har noget socialt liv, og at jeg ikke nærer intentioner om at få det.

Jeg ved, hvad jeg ønsker mig, og det driver mig til vanvid, at jeg ikke kan få det. Men hvis jeg ikke kan få det, vil jeg ikke have noget, så det er sådan, det må være. Sjældent har nogen været så ligeglad, som jeg er lige nu.

Da jeg vender dem ryggen og fører min lillesøster længere hen ad gaden, kan jeg høre, at Kaylin og Noa taler lavmælt sammen, men jeg ved ikke, hvad de siger. Til gengæld når det uden problemer mine ører, da Noa pludselig siger:

”Dex, måske gik du lidt over stregen,” i et skrøbeligt, forsigtigt tonefald, som om hun er bange for at gøre ham vred.

Han grynter et eller andet som svar, og da jeg modvilligt kaster et hadefuldt blik tilbage over min skulder, kan jeg se, at de står med armene omkring hinanden, og at han kysser hende i håret. Uden modstand. Faktisk får han bare det dér særlige blik til gengæld for sin handling. Større er hendes vilje altså ikke.

Jeg forsøger at ignorere det, for det vedkommer virkelig ikke mig, hvad hun synes. Men jeg kan ikke lade være med at lytte efter i et godt stykke tid. Det gør mig så rasende, at den hånd, der ikke holder min søsters, bliver knyttet så hårdt, at leddene i fingrene gør ondt.

”Sebastian, hvad er en alfahan?” spørger Ashley, da vi er kommet lidt på afstand af gruppen. ”Er det noget ondt?”

”En alfahan er den han i en flok af dyr, der bestemmer over de andre og holder øje med dem,” fortæller jeg hende så blidt, som jeg kan få min stemme til at lyde hen over irritationen. Vurderingen af om det er noget godt eller ondt undlader jeg bevidst, fordi jeg er den sidste person, der skal give hende indsigt i etisk korrekthed.

Hun tænker over det for en stund. Så rynker hun panden. ”Vi er ikke dyr. Så hvorfor kaldte du den dreng for alfahan?”

Skønt, tænker jeg ironisk, jeg får en moralprædiken af min fireårige lillesøster. ”Der er nogle, som mener, at mennesker er dyr, Ash, og nogle mennesker opfører sig også sådan. Men derfor skal man selvfølgelig ikke kalde dem det, hvis man ikke er sikker, vel?”

”Nej,” siger hun og nikker ivrigt, hvilket blot får mig til at ryste opgivende på hovedet. Jeg lærer aldrig at forstå pigers logik - uanset om de er små eller store. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...