At Falde

”Sebastian, hvad er dit problem egentlig?”
”Ingenting,” siger jeg og smiler det smil, jeg kan se får hende til at krumme tæer. ”Jeg synes måske bare, at når nu du skal til at være Dexter Keys’ kæledyr, kunne du ærligt talt godt tage at lade være med at ligne en transseksuel.”
Af og til fortryder jeg, hvad jeg siger, når det er særligt ondt. Men i dette er ikke et sådant tilfælde. ---------------------------------------------------♥---------------------------------------------- For Noa er high school lig med en ny begyndelse. Begyndelsen på en tilværelse, hvor hun ikke blot må drømme om Dexter Keys, og hvor hun kan ignorere Sebastian Lachance og hans fornærmelser. For Sebastian er alting det samme, som det altid har været. - Et bidrag til "En Flænge i Himlen"-konkurrencen. Mulighed nr. 3.

21Likes
74Kommentarer
2111Visninger
AA

8. Kapitel 7 - Noa - "... den der kvalmende jeg-betragter-dig-på-afstand-måde."

 

Jeg ved, at jeg skal passe lidt på med, hvad jeg fortæller Kaylin. Sådan har det altid været, men så længe hun ikke får for meget at vide, er hun en rigtig god veninde. Derfor fortæller jeg hende ingenting om Dexter, mens vi sidder og drikker cappuccino på Starbucks med udsigt til Dennis’ henne på hjørnet.

Dog kommer det ikke som nogen overraskelse for mig, at hun allerede har hørt fuglene synge:

”Passer det virkelig, at du og Dexter Keys er tætte, hvis du ved, hvad jeg mener?” Hun tager en tår af sin drik og blinker med de dér store, forførende øjne, som jeg ved at alle drengene falder for.

Den eneste, der synes komplet immun overfor Kaylins charme, er Sebastian. Men han er også noget for sig selv, så det kommer ikke rigtig bag på mig. Så længe jeg kan huske, har han ikke kunnet lide Kaylin, uden at han nogensinde har begrundet denne mangel på sympati. Ikke at jeg har spurgt.

Mit tøvende smil besvarer tydeligvis Kaylins spørgsmål, for hun bliver pludselig lutter øren. ”Fortæl, fortæl.”

”Der er ikke så meget at fortælle,” forsøger jeg, usikker på hvor meget jeg skal sige.

Jeg kan ikke fortælle hende om søndag morgen og derefter fortælle hende, at jeg har fortrudt lige siden. At jeg desperat venter på det tidspunkt, hvor han kontakter mig og lover, at alting nok skal blive godt. Og at jeg flere gange dagligt er lige ved at komme til at sende en besked til ham, i håbet om at sætte skub i begivenhederne.

”Har I kysset?” borer hun nysgerrigt.

”Ja,” svarer jeg og mærker rødmen stige til mine kinder. Jeg har ikke kysset ret mange drenge, mens følelser har været et aktuelt emne. Faktisk kan jeg tælle dem på én hånd. Nærmere bestemt to fingre.

”Er han god?” spørger hun skamløst.

”Det er jeg nok ikke den rette til at bedømme,” griner jeg. ”Men jeg synes, at han er god.”

”Sådan som han ser ud kan det også være lige meget,” vurderer hun, og det skåler vi på, inden hun skifter emne, tydeligvis ikke færdig med at diskutere drenge: ”En af pigerne fra min klasse synes, at Sebastian er pæn. Er det ikke for sygt? Sebastian?”

Hun knækker af grin, netop som samtalens nylige omdrejningspunkt viser sig ude foran Dennis’ med en cigaret i mundvigen og armene krydset over brystkassen. Kasketten er trykket godt ned over ansigtet, men jeg har ikke besvær med at genkende ham.

”Jo,” siger jeg og griner. ”Det er for sindssygt.”

Jeg synes ikke ligefrem, at Sebastian er pæn. Men siden Dexter luftede kommentaren om hans hår, har jeg kigget grundigere efter, og jeg har meget svært ved at se, hvad der gør ham så speciel i andres øjne. På den negative måde. Og hvad så hvis han har mørkegråt hår frem for sort eller brunt? Grå er vel også en farve, og det er jo ikke sådan, at han ser gammel ud af den grund. Der er gået mange år, hvor jeg ikke rigtig har tænkt over, hvordan jordens utvivlsomt mest ondsindede menneske egentlig ser ud, men nu ved jeg det. Og jeg ser på vedkommende hver eneste gang det passer ham at komme i skole. Ikke fordi jeg vil, men fordi jeg ikke kan lade være. Jeg vil gerne se alle de fejl og mangler, som alle de andre ser. Så har jeg måske noget mere at bruge imod ham.

”Bortset fra det,” siger Kaylin og genvinder fatningen efter et stykke tid,  ”så tror jeg, at han er forelsket i dig. Og jeg mener på den der kvalmende jeg-betragter-dig-på-afstand-måde.”

”Umuligt,” erklærer jeg med det samme. Sebastian er slet ikke i stand til at føle den slags. Hermione Granger siger i Harry Potter og Halvblodsprinsen, at Ron Weasley har et følelsesregister som en teske. Jeg tror, at det er en meget passende sammenligning med Sebastian, bortset fra at en teske sikkert har et større udbud af følelser end ham.

”Muligt,” ler Kaylin. ”Han sad og stirrede på dig i dag.”

”Han sad sikkert bare og strikkede nye fornærmelser til at proppe ned over hovedet på mig.” Jeg har godt nok bemærket, at i denne uge har han været mindre offensiv, hvilket har været rigtig rart og lidt underligt.

Men jeg er ikke i tvivl om, at det ikke har noget med positive følelser at gøre. Måske er han bare omsider ved at give op. Så meget tør jeg slet ikke at håbe på i mine vildeste drømme, men Kaylin har ret i, at han har nøjedes med at kigge i denne uge. Lige med undtagelse af tirsdag, og det var jo mig, der opsøgte ham.

”Hvis jeg skal være helt ærlig har alle stirret lidt i denne uge,” siger jeg så overgivende for at få emnet ud af hovedet. ”Efter festen hos Dexter i lørdags, hvor jeg overnattede i hans seng.”

Hun læner sig frem i stolen og griber ivrigt omkring sit krus med koffeindrikken. ”Hvad?”

Lettet over at have fundet et samtaleemne, jeg finder behageligt - selv om jeg føler mig lidt besat, når jeg sidder og bringer ham på banen -, giver jeg mig til at fortælle Kaylin om min fantastiske festaften med Dexter, som ikke engang rynkede på næsen, da jeg kom ind efter at have brækket mig.

Kaylin er en god veninde, som bare sidder og lytter og stiller de helt rigtige spørgsmål. Flere års erfaring har gjort hende til ekspert i at tale om drenge, og det kommer mig til gode nu, hvor jeg alligevel ikke kan lade være med at plapre om, hvor fantastisk Dexter er. Inderst inde ved jeg jo godt, at jeg forholder mig helt og aldeles ukritisk til min flirt, som jeg ikke engang ved, om jeg stadig har, men jeg er ligeglad.

For en gangs skyld er det mit kærlighedsliv, der er omdrejningspunkt for vores samtale. Det har ellers ikke været sådan siden alt rodet med Justin.

 

***

 

Jeg kommer til at sende Dexter en besked lørdag eftermiddag, ikke så mange timer inden jeg skal mødes med Kaylin og de andre. Den er meget kort og i lige så stor grad latterlig. Der står nemlig kun hej.

Med hjertet siddende i halsen knuger jeg omkring min telefon, mens jeg venter på et svar. Der er gået mere end en uge siden den søndag morgen, hvor jeg forlod ham. Den sidste uges tid har hans og mit forhold været, som det var før high school. At jeg betragter ham fra sidelinjen, mens han soler sig i sine venners opmærksomhed og beundring og ikke skænker mig så meget som et blik. Som om jeg er luft.

Efter min reaktion da han bragte Sebastian op den søndag vil jeg blive temmelig overrasket, hvis ikke hans svar bliver temmelig spydigt. Hvis han da overhovedet svarer mig.

Egentlig er det dumt, for jeg har en fornemmelse af, at uanset hvad jeg gør, så vil det ikke komme til at fungere mellem os. Men jeg kan ikke lade være med at prøve, fordi han er så sød, når han har lyst til at være det. Og jeg håber, at jeg kan få ham til at forstå, at det ikke er hans skyld, men at det bare er lidt for hurtigt.

Det er også Justins skyld alt sammen. Hvis bare han ikke var sådan et røvhul, ville jeg ikke opføre mig sådan her. Men det er han desværre, og det har han været længe. Måske er det Sebastian, som har haft indflydelse på ham. Måske er det omvendt. Jeg ved det ikke.

Jeg kan se til matematiktimerne, at Sebastian ikke er dum. Han laver ikke sine lektier, men to gange på tre uger er det lykkedes ham at få nul fejl i en test. Det kan umuligt bare være lykketræf, medmindre han virkelig har en skytsengel. At dømme ud fra hans øvrige situation tror jeg ikke, at den mulighed er så åben. Alligevel har jeg svært ved at forholde mig til det, fordi mit billede af ham går hånd i hånd med Justin, som absolut ikke er den skarpeste kniv i skuffen. I hvert fald ikke bogligt set.

Sebastian og Justin har været uadskillelige altid. Deres fædre kendte vistnok hinanden eller noget, men jeg ved det faktisk ikke. Justin er to år ældre end Sebastian og ligner en rockstjerne med mørkt hår og bleg hud. I skolen mødte jeg Sebastian første gang, men vi havde ikke noget særligt forhold til hinanden, fordi vi ikke gik i samme klasse eller hang ud med de samme mennesker. Ikke før jeg mødte Justin, i hvert fald.

Det er et par år siden, og for at gøre en meget lang historie meget kort, så tog han mit hjerte, rev det brutalt ud af kroppen på mig, plantede sit eget frø i det og kastede det tilbage i fjæset på mig med det største smil på læben. Og så er der selvfølgelig det ved det, at selv om jeg selv kun var tolv år gammel, så var han et par år ældre og interesseret i det her ikke helt nye fænomen med seksuel omgang mellem kønnene …

Min telefon bipper, og hjertet springer op i halsen på mig, da jeg låser den op og tjekker den nye besked. Den er fra Dexter. Yes, yes, yes!

Der står: Jeg skulle lige til at skrive til dig <3

Jeg ved, at det ikke passer. Så havde han nok gjort det en af de andre dage. Men det er en sød tanke alligevel, så jeg skriver tilbage, at så må jeg hellere undskylde for at komme ham i forkøbet.

Det går nok, svarer han tilbage, og mine læber kruses i et smil.

Så rejser jeg mig for at begynde at gøre mig klar. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal tage på, før jeg får en lys idé, som jeg håber, at jeg ikke bliver skuffet af.

Vi er nogle stykker, som tager i biffen i aften :-P Vil du med? <3, spørger jeg.

Det er nok bedst at vente med at tage tøj på til bagefter. Hvis han nu vil med, kan jeg ikke rigtig tillade mig at komme og se klam ud. Ikke med det tøj, han er vant til at se mig i på skolen nu. Det tøj Sebastian så ”pænt” komplimenterer mig for, hver eneste gang han kan komme til det.

Klart. Skal jeg komme forbi og hente dig? <3. Svaret får min puls til at stige, og mine håndflader bliver svedige ved tanken om en aften i Dexters selskab uden alle de populære venner, han omgiver sig med. Mig, ham, Kaylin og hendes venner fra den nye skole …

Strengt taget er det ikke nødvendigt, at han henter mig, for jeg har mindre end et kvarters gang hen til biografen. Men det er et lidt for romantisk og fristende tilbud til, at jeg kan sige nej. Så jeg takker ja, forklarer ham tidspunktet og lægger så telefonen fra mig for at få noget pænt tøj på.

Jeg vælger en kjole, der er mindre nedringet end til Dexters fest, bare for at han ikke skal få det forkerte indtryk. Den falder let og enkelt omkring min krop på en måde, jeg rigtig godt kan lide. Den får mig til at føle mig som en sky, hvilket er en dejlig fornemmelse. Derpå tager jeg lidt makeup på og gennembløder mit hår, så det krøller op og bliver siddende i store, tilfældige bølger.

Ikke længe efter at jeg er færdig slukker jeg for min computer, der ellers har sendt tonerne fra mine yndlings-Disney-film ud i værelset hele dagen. Nynnende med på den seneste sang, jeg har hørt, går jeg hen til vinduet og kan se, at Dexter netop er ankommet i bil ude foran huset. Synet får mig til at smile.

Det får også min far til at smile, da jeg fortæller ham, at jeg går nu. Han vinker til mig med slangen til støvsugeren i den ene hånd og den anden i siden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...