At Falde

”Sebastian, hvad er dit problem egentlig?”
”Ingenting,” siger jeg og smiler det smil, jeg kan se får hende til at krumme tæer. ”Jeg synes måske bare, at når nu du skal til at være Dexter Keys’ kæledyr, kunne du ærligt talt godt tage at lade være med at ligne en transseksuel.”
Af og til fortryder jeg, hvad jeg siger, når det er særligt ondt. Men i dette er ikke et sådant tilfælde. ---------------------------------------------------♥---------------------------------------------- For Noa er high school lig med en ny begyndelse. Begyndelsen på en tilværelse, hvor hun ikke blot må drømme om Dexter Keys, og hvor hun kan ignorere Sebastian Lachance og hans fornærmelser. For Sebastian er alting det samme, som det altid har været. - Et bidrag til "En Flænge i Himlen"-konkurrencen. Mulighed nr. 3.

21Likes
74Kommentarer
2106Visninger
AA

7. Kapitel 6 - Sebastian - "Har du ikke noget bedre at lave end at irritere mig?"

 

Det er svært at undgå de mange hviskende stemmer, da jeg møder i skole tirsdag morgen. ”Har du hørt, at …?”, ”så du ikke, at …?” og  ”det havde jeg aldrig troet” hvirvler rundt i gangene som en malstrøm af stemmer, der tilsyneladende er hørbar for alle andre end den, de handler om. I går var ellers helt normal, men i dag er verden åbenbart af lave.

Jeg går hen ad gangen med min taske over den ene skulder og spejder efter mit skab, i håbet om at jeg ikke først skal til at forklare folk, at de skal lade være med at blokere, hvis de alligevel bare står og snakker. De kan da lige så godt stå og snakke ethvert andet sted end lige foran mit skab.

Heldigvis bliver det ikke nødvendigt, så jeg drejer hurtigt koden og får læsset de bøger af, jeg ikke skal bruge i løbet af dagen. I lågen på alle skabe hænger et spejl, som jeg har lyst til at pille ned. Jeg ligner et lig, og mine øjne er rødsprængte.

Molly har haft feber og grædt som et spædbarn hele natten, og selvfølgelig vækkede gråden da Ashley ud på de tidlige morgentimer, hvor jeg ellers var ved at falde hen med Molly ved siden af mig. Jeg glæder mig virkelig til de bliver større, eller til at jeg flytter hjemmefra. Så må vi se, hvordan de tre kvindemennesker vil klare sig. Hvorfor fanden kan man ikke bare forklare en treårig, at der altså er en grund til, at hun ikke skal løbe nøgen rundt i børnehaven?

Da jeg lukker mit skab, får jeg en ny, ubehagelig overraskelse. Noa står lænet mod skabet ved siden af. Eller i hvert fald en person, der ligner hende meget. Men denne har ikke det mørke hår sat op i en hestehale eller er iført en kedelig hættetrøje. Dette mærkelige væsen har stramme jeans på og en rød bluse, der afslører alt andet end hvad de sædvanlige trøjer gør. At hun har en flad mave.

Jeg ved godt, hvad klokken har slået, da jeg ser, hvordan hun er stadset ud. Det gør alle andre også.

”Jeg troede, at du hadede mig,” siger jeg og retter mig op, så jeg kan kaste et blik ned på hende fra en højere vinkel. ”Tydeligvis er det ikke helt tilfældet, eftersom du følger efter mig overalt.”

Hun rødmer af vrede. Jeg sender hende et overlegent smil, der ikke er helt ægte.

”Jeg kommer bare for at aflevere din grimme uniform,” siger hun og kaster en bylt viklet ind i en plasticpose ind mod mit bryst.

Jeg griber den. ”Den passer heller ikke så godt til din nye stil. Hvad kalder du den for resten? Prostitueret skolepige?”

”Hvis du absolut vil vide det, s-”

”Det vil jeg ikke,” afbryder jeg hende køligt og sender et smil hen over min skulder, idet jeg sætter af sted hen ad gangen for at nå hen til matematiklokalet uden at følges med hende.

Når hun ser sådan ud, kan det nemlig kun betyde én ting. Erfaring har lært mig, at det har jeg ikke lyst til at overvære, og at jeg bør holde mig langt, langt væk. Intriger og drama er ikke min ting. Specielt ikke når det handler om fyre som Justin - eller, som det ser ud til at være tilfældet nu, Dexter Keys.

Det kan jeg simpelthen bare ikke overskue lige nu.

Inde i lokalet studerer jeg min uniform nøje og når til den konklusion, at min kommentar om kropslugt nok har været lidt for hård. I hvert fald dufter T-shirten af sæbe. Hvad det så end betyder, tør jeg ikke at tolke på.

 

***

 

”Hun er som transformeret, ikke?” spørger en stemme pludselig ved siden af mig, og meget mod min vilje hopper jeg i sædet af overraskelse.

Min smøg knækker, fordi mine fingre klemmer sammen om den. Så sukker jeg og drejer hovedet for at se, hvem der nu har tænkt sig at forstyrre mig i min fred.

Det viser sig at være en rigtig pæn pige med langt, skinnende blond hår, timeglasfigur og store, grønne øjne med en streg, der får hende til at ligne en kat. I modsætning til så mange andre ansigter, jeg har set på i løbet af de sidste to ugers tid, kan jeg rent faktisk genkende dette.

Kaylin. Noas tidligere slyngveninde, som nu er blevet erstattet af Bridget, som egentlig virker mindre uudholdelig.

”Jeg aner ikke, hvad du taler om,” siger jeg og tænder en ny cigaret, mens jeg læner mig forover og forsøger at abstrahere fra de mange kaotiske stemmer i skolegården. Det er fredag, og det kan i dén grad høres på skolens elever.

”Selvfølgelig gør du det,” fortæller Kaylin mig. Hvis der er noget, jeg ikke bryder mig om, så er det at blive fortalt, hvad jeg ved og ikke ved.

”Du kender mig ikke,” minder jeg hende om.

”Jeg behøver ikke at kende dig for at vide, hvad dét blik betyder … Seb.” Hun tilføjer det sidste i en flabet, drilagtig tone, som jeg absolut hader. Næsten lige så meget som jeg hader Noa for det, hun har gjort imod mig.

Men kun næsten.

”Har du ikke noget bedre at lave end at irritere mig?” spørger jeg monotont og lader mit blik vandre.

Egentlig har jeg ikke rigtig andet at tage mig til, hvis jeg ikke vil hjem, for min vagt starter først om en halv time, og det tager i omegnen af ti minutter at gå hen til Dennis’ - hvis jeg da trækker tiden. Men jeg foretrækker at være alene. Særligt hvis alternativet til ensomhed er Kaylin.

”Måske,” svarer hun kryptisk. Jeg hader når piger gør den slags. Det må jeg huske at oplære Ashley og Molly i ikke at gøre.

Hun stiller sig foran mig og blokerer mit udsyn til de mange glade skoleelever, og mit blik falder automatisk på noget andet, da hun - med armene stramt mod siderne - bøjer sig forover. At benægte, at jeg kan se alting, ligger ikke til mig, og hun beder selv om det. Så jeg lader ikke være med at kigge, selv om jeg har set det hele før.

Et langt drag af min cigaret får mine skuldre til at slappe af igen, inden jeg sender røgen ud i ringe mod hendes ansigt.

”Hvad kan jeg gøre for dig, Kaylin?” spørger jeg, eftersom hun øjensynligt ikke har tænkt sig at gå lige foreløbigt.

”Du kunne invitere mig ud,” foreslår hun. ”På en date.”

”Ikke interesseret,” siger jeg ligeud, for det er jeg virkelig ikke. Og hvis jeg var, ville jeg dårligt have råd til det.

”Det behøver ikke at betyde noget,” lokker hun. ”Det er bare for sjov. For at vi lærer at klare os uden Noa.”

”Vi?” Jeg hæver et øjenbryn og rejser mig. ”Jeg klarer mig fantastisk uden den lille taber, og det er ikke noget, jeg har brug for at lære, eftersom jeg aldrig har tilbragt tid sammen med hende.”

”Temperament, temperament.” Hun retter sig op og stikker en arm under min, som jeg hurtigt skubber væk igen. Dette får hende til at sætte hænderne i siderne og se på mig som min mor somme tider gør. ”Hvad er der med dig? Jeg ved, at du aldrig har brudt dig om Noa. Men du har aldrig opført dig sådan her før, og jeg kan virkelig ikke se, hvorfor du har brug for at skubbe mig væk, bare fordi jeg er hendes veninde.”

Det er ikke helt sandt. At jeg aldrig har brudt mig om Noa. Men alt hvad der er sket inden for de sidste fem år er altid for Kaylin, og det ved jeg også godt. Kaylin tæller ikke tid i år som almindelige mennesker. Hun tæller garanteret tid i seksuel erfaring eller sådan noget. Hvad ved jeg?

”Fordi jeg ikke kan lide dig, Kaylin,” fortæller jeg hende køligt.

Det er til gengæld sandt. Jeg ved godt, at jeg ikke opfører mig sådan, og det er helt med vilje, men der er faktisk mennesker, jeg bryder mig om i denne verden. Eksempelvis min mor når hun ikke lige bebrejder mig alverdens ulykker. Dog er Kaylin nok den ene person, jeg aldrig kunne forestille mig, at jeg kommer til at holde af. Måske kunne jeg lære at holde af hendes krop, som hun ivrigt viser frem til enhver dreng. Men ikke hendes personlighed.

Dertil har jeg nok set for meget og hørt for meget.

”Hvad med det her?” spørger hun uanfægtet, som om hun ikke helt har forstået, hvad jeg siger til hende. ”På næste lørdag er vi et par stykker, der skal i biografen. Tag med.”

”Selv hvis jeg havde lyst - og det har jeg ikke - ville det ikke være muligt.” Jeg skodder min cigaret og stikker armen gennem den af min rygsæks stropper, der hidtil har hængt løs. ”Jeg skal arbejde.”

 Hun fnyser. ”Laver du nogensinde andet?”

”Ja, det gør jeg faktisk,” meddeler jeg hende affærdigende, vel vidende at lige om lidt spørger hun, hvad jeg ellers laver.

Inden hun når så vidt, bliver hun afbrudt af en stemme, der udtaler hendes navn. For første - og sikkert også eneste - gang sender jeg Noa Brighton en venlig tanke. I det mindste slipper jeg så for den pestilens af en veninde, hun har tiltrukket.

”Kay, hvad laver du her?”

”Lige nu taler jeg med Seb,” kvidrer Kaylin og lægger en arm mod min skulder, jeg hurtigt børster af mig. ”Før det ventede jeg på dig. Har du glemt vores aftale?”

Noa ryster så heftigt på hovedet, at det for mig bliver tydeligt, at hun tydeligvis har glemt alt om den aftale. Den lille svigter, sådan at glemme sin tidligere bedste veninde på den måde. Det lyder som noget, jeg kunne finde på, men det er ikke den slags ting, jeg forbinder med Noa.

”Held og lykke med at vride dig ud af den kattepine, No-brains,” siger jeg sarkastisk og stikker hænderne i lommerne på mine bukser, idet jeg vender mig fra scenen i skolegården for at gå. ”Adieu.”

Mens jeg går, forsøger jeg at finde ud af, hvem af Noa og Kaylin jeg finder mest irriterende. Noa hader jeg for det, hun har gjort imod mig, men jeg er ikke sikker på, at jeg ville kalde hende irriterende at tilbringe tiden med. Det er nok nærmere irriterende, når hun dukker op på tidspunkter, hvor jeg ikke tilbringer tid med hende.

Kaylin, derimod, finder jeg afsindigt irriterende. Der findes mange forskruede mennesker på denne jord, men hun gør sig bestemt kvalificeret til en placering blandt de ondeste, hvis den slags måltes i hverdagsgerninger. Og så hele den måde, hun fører sig frem på … Den måde hvorpå hun altid har båret sig selv - med en værdighed hun ikke besidder.

Værdighed er et svært spørgsmål at tage op, og jeg skubber det hurtigt fra mig, da jeg når Dennis’. For i modsætning til Kaylin er jeg ret sikker på, at jeg ikke har ret meget værdighed tilbage. Og det må jeg jo så lære at leve med, medmindre jeg har tænkt mig at tage livet af mig selv.

Og det er jeg ikke modig nok til, hvilket er en ulideligt frustrerende tanke.

”Tro ikke, at jeg giver dig løn for det kvarter, du kommer for tidligt,” meddeler chefen mig, idet jeg trasker ind ad bagdøren til køkkenet og videre ud til det lille, ildelugtende omklædningsrum.

”Jeg kunne ikke være mere ligeglad,” fortæller jeg ham gennem den åbne dør, inden jeg trækker min T-shirt over hovedet og erstatter den med den blå, der tilhører min uniform. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...