At Falde

”Sebastian, hvad er dit problem egentlig?”
”Ingenting,” siger jeg og smiler det smil, jeg kan se får hende til at krumme tæer. ”Jeg synes måske bare, at når nu du skal til at være Dexter Keys’ kæledyr, kunne du ærligt talt godt tage at lade være med at ligne en transseksuel.”
Af og til fortryder jeg, hvad jeg siger, når det er særligt ondt. Men i dette er ikke et sådant tilfælde. ---------------------------------------------------♥---------------------------------------------- For Noa er high school lig med en ny begyndelse. Begyndelsen på en tilværelse, hvor hun ikke blot må drømme om Dexter Keys, og hvor hun kan ignorere Sebastian Lachance og hans fornærmelser. For Sebastian er alting det samme, som det altid har været. - Et bidrag til "En Flænge i Himlen"-konkurrencen. Mulighed nr. 3.

21Likes
74Kommentarer
2099Visninger
AA

6. Kapitel 5 - Noa - "Du kan jo trække den over hovedet og fryde dig over forbedringen."

 

Jeg bliver overrasket over at vågne med dårlig samvittighed. Ordene ”jeg hader dig” runger i mit hoved sammen med tømmermændene, som jeg forbereder mig mentalt på at foregive aldrig har eksisteret. Hvorfor sagde jeg dog det?

Da jeg vågner lidt mere, kommer jeg dog hurtigt på andre tanker. Den første er, at jeg har det ad Helvede til. Der sidder en klump slim bagerst i min mund, og jeg har en klam smag af bræk i munden. Mit hoved dunker, og mine fødder er ømme og fulde af vabler. Den næste er, at aftenen i går var fantastisk og hele ubehaget værd nu.

Langsomt dæmrer det for mig, hvor jeg er. I en seng. Ved siden af Dex, som kigger på mig med sine varme, brune øjne. Han læner sig ind over mig, så jeg bliver nødt til at ligge fladt på ryggen for ikke at indtage en akavet stilling. Med en arm på hver side af mit hoved bøjer han nakken og kvæler afstanden mellem vores læber.

Jeg smiler mod kysset, men da hans ene hånd vandrer ned langs mit kraveben og siden af min krop, bliver jeg pinligt bevidst om, hvad jeg laver. Dét er jeg ikke helt klar til endnu, uanset hvor blid og sød han er. Forsigtigt skubber jeg hans hånd væk, og han blinker overrasket. Så lader han sig falde ned ved siden af mig igen med et suk.

Det samme skete i går, og jeg kan se på ham, at han er skuffet. Sikken en idiot. Sebastian skal ikke have ret, og det får han heller ikke.

”Er det på grund af La-tjance?” spørger Dexter, idet jeg langsomt sætter mig op og ser mig omkring efter min kjole. ”Jeg så, at I talte sammen i går.”

”Lachance,” retter jeg ham og undrer mig samtidig over, hvorfor jeg mon gør det. ”Men nej. Det er ikke på grund af ham. Jeg hader ham faktisk ret meget.”

”Godt nok,” konstaterer han, idet han sætter sig op og stryger sine gyldne lokker ud af ansigtet. ”Sjældent har jeg mødt en mindre tiltalende person. Har du set hans hår? Hvad sker der for den farve, det har?”

Af en eller anden grund synes jeg ikke, at han kan tillade sig at sige den slags. ”Sådan har det altid set ud. Det er jo ikke hans skyld.”

”Du lyder, som om du kender ham.”

Det gør jeg også, har jeg lyst til at fortælle ham. Men det tør jeg alligevel ikke. At indrømme, at jeg kender Sebastian, vil være socialt selvmord, og det er jeg ikke klar til at begå. Specielt ikke for Sebastian Lachance af alle mennesker.

Men jeg kender ham bedre end langt de fleste. Jeg ved i hvert fald mere om ham, end Dexter nogensinde kommer til. Det er jeg ret overbevist om. Eksempelvis ved jeg, at hans far døde, mens han var lille, og at hans mor allerede dengang blev lidt … bims. Efterfølgende fandt hun en ny mand, som hun fik yderligere to børn med. Men han skred og pissede familien op og ned ad ryggen. Siden har Sebastians mor haft en svær depression, og det er Sebastian, som passer sine to søstre og arbejder hårdt for at tjene til dagen og vejen.

Det er en lille by. Mange flere burde vide det. Men det tror jeg ikke, at de gør.

”Jeg bliver nødt til at smutte,” lyver jeg og tjekker uret på væggen. Klokken er lidt over syv om morgenen. Det er alt for tidligt at tage hjem, men jeg vil hellere skride, end jeg vil skændes med Dexter. Jeg rejser mig.

Hurtigt kravler jeg i kjolen, der lugter endnu værre, end jeg selv gør. Og jeg kan ikke forestille mig, at jeg dufter som en rose lige nu. Ej heller forestiller jeg mig, at jeg ser specielt godt ud med morgenhår og en kjole, der er plettet af øl og andre finurlige drikke.

Drikke, der har fået mit hoved til at snurre nu, hvor jeg står op. Så samler jeg min taske op.

”Noa, du er ikke vred, vel?” spørger Dexter, som bliver oplyst bagfra af vinduet ud mod forhaven.

”Nej,” siger jeg lidt kort for hovedet. ”Slet ikke. Jeg skal bare nå nogle ting i dag.”

Det er en lodret løgn. I virkeligheden vil jeg bare gerne væk og overveje, hvad jeg skal fremadrettet, men det har jeg ikke lyst til at sige til ham. For alt i verden vil jeg undgå at se det skuffede udtryk i hans ansigt, som jeg utvivlsomt selv ville have, hvis jeg var i hans sted.

Men måske betyder jeg ikke så meget for ham, som jeg håber, at jeg gør. Jeg har jo ikke kendt ham på denne måde ret længe. Alligevel er mit hoved i gang med at planlægge vores fremtid sammen, mens mit hjerte forsøger at følge med i farten.

Dexter følger mig ud og kysser mig på kinden, da vi siger farvel. Og så lader han mig gå, og jeg fortryder allerede, at jeg er på vej væk fra ham. Hvornår får jeg måske nogensinde en chance som den igen? Hvad nu hvis han ikke kan lide mig mere, bare fordi jeg ikke vil have sex med ham første gang vi ses uden for skolen?

Det er for tidligt at gå hjem til mine forældre, men det er for sent at gå tilbage til Dexter og undskylde. Sidstnævnte må jeg klare i morgen eller i den kommende uge. Derfor beslutter jeg mig for at gå hjem frem for at tage bussen, selv om der er et par kilometer og det bringer mig gennem centrum. Bymidten er alligevel ikke så stor, at der er chancer for at støde ind i ret mange på dette tidspunkt af døgnet.

Faktisk er det kun tankstationen og Dennis’ Diner, der har åbent. Spisestedet med det klassiske firsertema udsender en duft, der får min mave til at rumle arrigt. Aldrig har friture syntes så indbydende og frastødende på én gang.

Jeg lader mig drage mod de to glasdøre, der leder indenfor. Stadig halvsøvnig, tømmermændsramt og sulten bevæger jeg mig hen til skranken for at bestille noget. Hvad er jeg ikke helt sikker på endnu.

Dennis, stedets femogtresårige ejer, står i køkkenet og er tydeligvis ved at gøre klar til dagens frokostgæster. Eftersom han står med ryggen til, går jeg ud fra, at han ikke har set mig gennem den kun lidt åbne dør til det tilstødende køkken. Netop som jeg skal til at slå på den lille klokke, der kalder personalet til disken, bliver døren svunget op, og ud af køkkenet træder en høj, slank form iført den blå T-shirt og kasketten, der gør det ud for Dennis’ medarbejdere.

”Ser man det,” siger han, og med det samme fortryder jeg mit valg af morgenmadssted, for ansigtet under kasketten kender jeg. ”Har du mistet dit tøj, eller solgte du hele dit ynkelige klædeskab for at få råd til den las? I så fald ville jeg kræve mine penge tilbage, hvis -”

”Undskyld, Sebastian.” Det kræver en masse anstrengelse fra min side at sige ordene.

Hvis han er overrasket, viser han det ikke. I stedet trykker han kaskettens skygge lidt længere ned, så hans øjne falder i mørke. ”For hvad?”

”Det jeg sagde i går. At du var en taberagtig skorsten. At ingen gider at vide, hvor du bor,” forklarer jeg, overrasket over, at han endnu ikke har fornærmet mig. Det ligner ikke ham.

På den anden side er det svært at forbinde ekspedienten bag disken med den flabede dreng, som udebliver fra matematiktimerne blot for at gøre mit liv til et mareridt, når vi ikke er til time. Han ser træt ud.

”Hvad får dig til at tro, at du kan sige noget, der vil såre mig?” spørger han, og den gamle provokerende klang er tilbage i stemmen. Jeg prøver bare at være venlig, din idiot. Så er du også selv ude om det.

Han vender mig ryggen og går. Bare sådan uden videre. Døren svinger frem og tilbage ud mod køkkenet, indtil den står helt stille. Der går et godt stykke tid, hvor jeg overvejer, om jeg skal ringe på klokken eller bare gå igen.

Akkurat som jeg beslutter mig for det sidste, kommer han tilbage og kaster noget lyseblåt til mig. Det er en T-shirt i stil med hans egen. Kritisk holder jeg den ud fra mig for at se, om han har plantet et eller andet ondt klistermærke på den, der har et særligt modbydeligt budskab. Da det ikke ser ud til at være tilfældet, er jeg bare forvirret.

”Hvad skal jeg med den?” spørger jeg og ser skiftevis fra min nedringede, lugtende kjole til den rene blå T-shirt.

”Tja, du kan jo trække den over hovedet og fryde dig over forbedringen,” siger han skarpt og sender mig et nedladende blik under kaskettens skygge. Så banker han en bakke mod skranken. ”Skal du have mad, eller spilder du min tid?”

”En cheeseburger,” sukker jeg, ikke i humør til at skændes med ham. Jeg kan alligevel aldrig finde på noget at sige, der er lige så ondt.

”Det bliver fire dollars,” læser han op fra skærmen, som han hamrer ordren ind på.

”Fire?” udbryder jeg. Det plejer kun at koste to en halv, selv om det også er en latterligt lav pris for kvaliteten.

”Hvor mange kunder tror du, at jeg låner tøj ud til?” hvæser han. ”Jeg forventer at få den igen nyvasket og duftende af skyllemiddel. Men hvis jeg skal dømme ud fra din lugt, er det vidst en drøm, der aldrig går i opfyldelse.”

Jeg himler med øjnene og trækker det bløde, blå stof over hovedet og stikker armene i hullerne. Den er alt for stor, men det er bedre end den nedringede kjole i fuldt dagslys. Hvis mor spørger, kan jeg altid sige, at jeg har lånt den af Bridgets storesøster eller sådan noget.

”Du skal nok få din grimme uniform igen,” siger jeg, da jeg sætter mig på en barstol med rødt betræk og venter på min burger. ”Jeg har bestemt ikke lyst til at beholde noget, der er dit.”

Grillen syder, da han placerer en bøf på den til stegning, og over larmen kan jeg kun svagt høre ham mumle noget i stil med: ”Hvis du siger det, No-brains.”

Ikke ret længe efter får jeg min burger, som jeg i mellemtiden har mistet lysten til at spise. Alligevel får jeg den proppet ned, og min mave protesterer knapt så meget, da jeg betaler de skide fire dollars og spilder både min egen og Sebastians tid ved i protest at glo på ham, mens han tørrer borde af og tager imod bestilling fra de kunder, som kommer inden for den næste time.

Omsider rejser jeg mig og går uden at sige farvel, og jeg kan mærke hans lyse øjne følge mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...