At Falde

”Sebastian, hvad er dit problem egentlig?”
”Ingenting,” siger jeg og smiler det smil, jeg kan se får hende til at krumme tæer. ”Jeg synes måske bare, at når nu du skal til at være Dexter Keys’ kæledyr, kunne du ærligt talt godt tage at lade være med at ligne en transseksuel.”
Af og til fortryder jeg, hvad jeg siger, når det er særligt ondt. Men i dette er ikke et sådant tilfælde. ---------------------------------------------------♥---------------------------------------------- For Noa er high school lig med en ny begyndelse. Begyndelsen på en tilværelse, hvor hun ikke blot må drømme om Dexter Keys, og hvor hun kan ignorere Sebastian Lachance og hans fornærmelser. For Sebastian er alting det samme, som det altid har været. - Et bidrag til "En Flænge i Himlen"-konkurrencen. Mulighed nr. 3.

21Likes
74Kommentarer
2134Visninger
AA

5. Kapitel 4 - Sebastian - "Sebastian, où avez-vous été?"

 

”Dit drengetøj får dig til at ligne en transseksuel mindre end dét der tøj,” siger jeg, da jeg træder udenfor i den kølige aftenluft og skutter mig mod vinden.

”Hold kæft,” hvæser hun og laver endnu en lyd, der får min mave til at vende sig.

Hun står med underarmene hvilet mod husmuren og hovedet mellem armene, bøjet nedad. Måske er transseksuel ikke det rigtige ord, men det er sandt, at jeg bedre kan lide hendes hættetrøjer og jeans, når det nu endelig skal være. Den glitrende sorte pailletkjole sidder stramt omkring hendes krop, og udskæringen foran er dyb, samtidig med at kjolen er stropløs så hun konstant må trække den op. Desuden er den temmelig kort og fremhæver, hvordan hun på ingen måde kan finde ud af at gå i de kilometerhøje sko, hun har på.

”Vi ses, Seb!” råber Justin ude fra vejen, hvor han starter sin motorcykel. Han og jeg var bedste venner i mange år, men det er vi ikke mere, og jeg er faktisk lettet over at se ham skride. Jeg vil alligevel helst være alene.

”Det ville være uheldigt, hvis din kære farmand så dig nu,” påpeger jeg, henvendt til Noa, som er i gang med at tømme sin maves indhold ud over jorden og murværket. Det pynter næsten på de hæslige brune mursten. ”Gad vide, hvad advokat Brighton ville sige, hvis han så sin datter overtræde loven på den her -”

”Som om du er meget bedre,” gylper hun. ”I det mindste er jeg ikke en taberagtig skorsten.”

Det svider næsten, men jeg ignorerer fornærmelsen og tænder demonstrativt en smøg. ”Det er ikke mig, der forsøger at være sej med de seje og ender med at kaste op ud over dansegulvet. Hvor må det være pinligt.”

Hun skal tydeligvis til at sige noget, men endnu en omgang opkast forhindrer ordene i at komme ud. Bagefter laver hun en ynkelig lyd, og jeg kan høre hende snøfte. Med smøgen mellem læberne samler jeg hendes lange, mørke hår i nakken og holder det væk fra hendes pande.

Min mave trækker sig sammen, og jeg har svært ved at vurdere om det er fordi jeg rører ved hende, eller om det er de lyde, hun laver, da mere alkohol sprøjter ud mellem læberne på hende. Hun gør ikke engang modstand, hvilket jeg antager siger lidt om den tilstand, hun befinder sig i.

Da hun er færdig, giver jeg slip på håret og lader det falde frem omkring hendes skuldre igen. Hun tørrer sig om munden med bagsiden af sin hånd, og her skal jeg virkelig tage mig sammen for ikke at erobre den plads, hun havde for få sekunder siden. Dét er for ulækkert. Kvalmen kvæler jeg med et sug af min smøg, der godt kunne trænge til at blive skoddet.

”Hvad laver du?” snerrer hun. ”Hvorfor kan du ikke bare lade mig være i fred? Hvorfor har du det sygelige behov for at gøre mit liv lige så miserabelt som dit eget?”

Det ved jeg ikke, men det behøver hun ikke at vide. Eller, det vil sige, at det ved jeg godt. Men hun skal ikke vide, hvad grunden er. Det kunne give hende fikse idéer af den slags kun piger får. Det ved jeg fra Ashley go Molly, og de er ikke engang teenagere endnu.

Jeg vender hende ryggen og vandrer ud af forhaven uden at sige noget. Det her er en lortefest, og jeg gad ikke engang med i forvejen. Min begrundelse for at komme var, at Vickys lille hjernedøde kusine lod sig kaste for løverne, og det syn ville jeg ikke gå glip af. Justin er desuden skredet med Melanie, Dexter Keys’ et år ældre søster, som jeg aldrig har kunnet fordrage.

Alternativet er at lyttet til mine yngre søskendes evindelige brok og skrigeri, men det vil jeg næsten hellere. Desuden kender jeg ingen her ud over Noa, og hun vender sikkert tilbage til Dexter og lader sig lokke med til lagengymnastik snart.

Kort efter lyder der fodtrin i græsset bag mig, og jeg ser mig over skulderen. Noa holder sin kjole oppe med begge hænder, men hun har taget torturinstrumenterne af sine fødder.

”Hvad vil du, No-brains?” spørger jeg træt, ikke i humør til mere pis nu.

”Sikre mig, at du ikke sladrer om mig,” siger hun ligeud.

Et smil bryder frem på mit ansigt, og jeg sørger for at forvrænge det, så det er ondt ud. Til ære for hende. Det fortjener hun virkelig.

”I virkeligheden er dét vidst bare en dårlig undskyldning for at få lov til at se, hvor jeg bor,” fortæller jeg hende på den mest røvhulsagtige måde, jeg kan mestre.

”Hvorfor skulle jeg være interesseret i det?” spørger hun retorisk, inden hun fortsætter: ”Det er der ingen andre, der er.”

Muligvis har hun ret i den udtalelse, men jeg er ligeglad. Folk ved ikke hvor jeg bor, fordi jeg ikke fortæller dem det, og det er der altså en grund til. Ligesom der er en grund til, at nabokonen altid stirrer på mig, som om jeg bør sidde bag tremmer frem for at gå i skole.

”Til gengæld er alle andre også interesserede i din lille Adonis. Skal du ikke ind og servere vindruer for drømmeprinsen Dexter Keys?” Min stemme er helt rolig, ligegyldig. ”Han ligger sikkert allerede og venter på dig i lagnerne med betalingen parat. Ikke at man kan bebrejde ham. Det der tøj indbyder ikke ligefrem til andet.”

Mine ord slår hårdt og jeg kan se det med det samme. Jeg kan se tårerne spille i hendes øjenkroge i lyset fra en gadelygte. Vi er nået et lille stykke væk fra huset.

”Hvorfor skal du altid være så ubehagelig?” råber hun pludselig og blinker tårerne væk. Raseriet bobler til overfladen, og det kan jeg bedre forholde mig til end anløbet til gråd. ”Hvad har jeg nogensinde gjort dig?” Hun vender om på hælen og begynder at marchere tilbage mod festen med skoene svingende i sin ene hånd. ”Jeg hader dig!”

”Nej, virkelig?” Sarkasmen drypper fra min tunge som gift fra en slanges hugtænder. ”Det havde jeg slet ikke regnet ud.”

 

***

 

”Sebastian, où avez-vous été?” spørger min mor, da jeg sparker mine sko af så voldeligt, at de hamrer mod væggen. Så nu er hun interesseret i, hvor jeg har været?

”Ude,” svarer jeg kortfattet og vandrer ind i stuen, hvor pigerne ligger og sover på et tæppe på gulvet. Ashley mumler et eller andet uforståeligt, da jeg samler hende op. Siden hvornår er hun blevet så tung, at det faktisk er tungt at løfte hende op i mine arme?

”Hvornår får du løn igen?” spørger mor, mens jeg går hen mod trappen til overetagen med Ashley i armene.

”Det rager ikke dig.”

”Sådan skal du ikke -” Hun tramper i gulvet, da hun går hen mod mig, og øjeblikket før jeg når at krympe mig, kommer jeg i tanke om min lillesøster, som jeg har i armene. Hende nikker jeg imod, og det stopper min mors fremmarch.

Det giver mig fred til at bære først Ashley og derefter Molly op i seng. Egentlig er de ikke helt mine søskende, men jeg har ikke rigtig andre. Med et suk kysser jeg Molly i panden, inden jeg retter mig op og går nedenunder.

”Vi to skal have en snak om din opførsel, unge mand,” siger mor, som sidder ved køkkenbordet med en cigaret i hånden.

”Skal vi tale sammen, mor?” Jeg lægger tryk på tale, mest fordi jeg ved, at det vil irritere hende. ”Det har vi ellers ikke gjort, siden Tony skred.”

Hun ser på mig længe. Så viger hendes blik mod min bukselomme. Ikke den, hvor jeg har min mobiltelefon, men den anden. Fuck.

”Hvad har du dér?” spørger hun, men det er kun en formalitet, for jeg ved, at hun kan se det. Om nogen må hun da kunne genkende formen på den firkantede pakke.

”Selvbetalt nydelse,” svarer jeg. ”Hvilket i øvrigt er mere end hvad du kan sige om dine.”

Hun rejser sig og går hen mod mig. Lussingen får det til at ringe for mine ører, men jeg bliver stående uden at fortrække en mine, fordi jeg ved, at jeg ikke har fortjent den. Hvis jeg ikke skal sige noget, hun ikke vil høre, så må hun jo gøre noget ved det.

”Sådan skal du ikke tale til mig, din lille utaknemmelige møgunge,” skænder hun. ”Hvis det ikke var for mig, ville du slet ikke have noget sted at bo.”

”Er du sikker på det? Det er alligevel mig, der betaler hele lortet, mens du sidder herhjemme på din flade,” minder jeg hende om.

Og jeg ved godt, at det er uretfærdigt fordi hun har fået konstateret en depression og derfor ikke er i stand til at arbejde. Men hun kan sjovt nok sagtens råbe og skrige af mig og bebrejde mig alle verdens onder, mens jeg betaler husleje, mad, tøj … Alt, hvad hendes ydelser ikke rækker til. Og det er ret meget.

For ikke at skulle stå til regnskab for min udtalelse vender jeg rundt på hælen og løber ovenpå. Her smækker jeg døren til mit værelse så hårdt i, at lyden vækker en af pigerne, men jeg er ligeglad. Så kan hun i det mindste opføre sig som en mor frem for en statue med røg ud af munden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...