At Falde

”Sebastian, hvad er dit problem egentlig?”
”Ingenting,” siger jeg og smiler det smil, jeg kan se får hende til at krumme tæer. ”Jeg synes måske bare, at når nu du skal til at være Dexter Keys’ kæledyr, kunne du ærligt talt godt tage at lade være med at ligne en transseksuel.”
Af og til fortryder jeg, hvad jeg siger, når det er særligt ondt. Men i dette er ikke et sådant tilfælde. ---------------------------------------------------♥---------------------------------------------- For Noa er high school lig med en ny begyndelse. Begyndelsen på en tilværelse, hvor hun ikke blot må drømme om Dexter Keys, og hvor hun kan ignorere Sebastian Lachance og hans fornærmelser. For Sebastian er alting det samme, som det altid har været. - Et bidrag til "En Flænge i Himlen"-konkurrencen. Mulighed nr. 3.

21Likes
74Kommentarer
2134Visninger
AA

4. Kapitel 3 - Noa - "Velkommen til de nye oplevelsers verden."

 

Den første uge går bedre, end jeg har turdet håbe på indtil skoleklokken ringer ud efter sidste time fredag eftermiddag. Men nu er sommerfuglene begyndt at flakse omkring i maven på mig. Det er i morgen aften at jeg skal til fest hos Dexter Keys af alle mennesker! Selv om jeg ikke vil indrømme det overfor andre end mit ynkeligste selv, så sidder Sebastians ord i hovedet på mig hele tiden. Lade være med at ligne en transseksuel.

Han er bare så latterligt ubehagelig at det ikke er noget under, at ingen gider at være sammen med ham. Han sidder alene og spiser sin frokost i skolen, og når vi har matematik - heldigvis det eneste fag, vi har sammen - er han så grov overfor alle, at ingen tør sige noget til ham.

Så er det godt, at jeg har Bridget, som er god til at få mig på andre tanker, hvis han har gjort noget ondt mod mig. For eksempel har hun og jeg været på café et par eftermiddage i løbet af denne uge, og det har været enormt hyggeligt. I aften har vi aftalt at tage ud for at finde en kjole, jeg kan tage på til festen i morgen, for pænt tøj har jeg ikke meget af. Engang gik jeg op i hvordan jeg så ud, men det blev ødelagt af et endnu større røvhul end Sebastian. Nemlig hans bedste ven.

”Lige et øjeblik,” siger jeg grinende til min veninde, da jeg får øjenkontakt med Dexter. Han vinker mig nærmere, og jeg skal tage mig alvorligt i skindet for ikke at spurte derover.

”Halløj,” ler han og krydser armene over sin veltrænede brystkasse, hvis muskler jeg kan ane gennem den hvide skjortes stof. ”Kommer du stadig i morgen?”

”Hvis jeg stadig må,” svarer jeg og ser kort ned på mine fødder, inderligt håbende på at han ikke vil afinvitere mig nu.

”Selvfølgelig. Jeg glæder mig til at se dig i noget lidt mindre …” Han leder efter et passende ord, og jeg forventer automatisk en fornærmelse. I stedet siger han: ” … afslappet.”

Sebastian ville have brugt udtryk som kønsforvirret, affaldssæk-agtigt eller transseksuelt. Men det her er jo ikke Sebastian, som jeg i øvrigt slet ikke gider at beskæftige mine tanker med.

”Nu håber jeg ikke, at du bliver skuffet,” griner jeg. Men det er sandt. For alt i verden vil jeg ikke skuffe ham ved at komme og ligne et læs lort.

”Det gør jeg med garanti ikke. Hvis du bare kommer og er lige så charmerende, som du er nu, så skal alting nok gå helt fint,” forsikrer han mig om, og jeg mærker varmen brede sig til mine kinder. Han synes, at jeg er charmerende!

Jeg forsøger forgæves at minde mig selv om at være kritisk. Problemet med at være kritisk er, at man så bliver nødt til at finde huller i alle de søde ting, der bliver sagt og gjort. Og der er ingen huller i den måde, han opfører sig på. Det er faktisk lidt underligt.

Han omfavner mig til afsked, og temmelig let i hovedet går jeg tilbage til Bridget, som sender mig et gennemskuende smil. Hovedrystende lader jeg hende tage min arm og føre mig hen mod den bil, hun altid kører i skole i. Jeg har ikke selv behov for at køre, fordi jeg bor så tæt på skolen, at jeg lige så godt kan gå. Men det er praktisk for hende, hvis vi tager bilen med lidt tættere ind på bymidten, så det gør vi.

 

***

 

Min mor slår mig ihjel, hvis hun finder ud af, hvor jeg er, og hvad jeg laver. Jeg har sagt til hende, at jeg overnatter hos Bridget, og hun tror mig, hvilket giver mig lidt dårlig samvittighed. Måske kan jeg fortælle hende det, hvis Dexter og jeg en dag … Hvad er det, du tænker? Hovedrystende tager jeg imod et krus med en væske, der er farvestrålende men så afgjort hverken saftevand eller sodavand.

Garagen er propfyldt med dansende unge mennesker, som rokker i takt til den høje bas. Størstedelen har været her længere end mig, og de er alle temmelig berusede. I det ene hjørne får jeg øje på Vicky, som jeg helst ikke vil møde, hvis jeg kan undgå det. For så skal jeg til at forklare mig, og det er jeg ikke sikker på, at jeg kan.

Pludselig står han foran mig. Dexter. Han har en blåternet skjorte på og løse hvide jeans. Hans hår sidder tilfældigt i en tæt, gylden masse omkring hans ansigt. Spiserne hænger sammen med voks, kan jeg se, men det gør ingenting. For han smiler med sine hvide perlerækker og læner sig ned mod mit øre.

”Du ser godt ud,” siger han, højt nok til at jeg kan høre ham over larmen. ”Jeg anede slet ikke, at du kunne lide fester.”

”Jeg vil prøve noget nyt nu, hvor jeg ikke er fanget i en barneinstitution længere,” fortæller jeg ham og vikler en lok af mit hår omkring min finger.

”I så fald velkommen til de nye oplevelsers verden,” råber han, idet han læner sig lidt tilbage og slår ud med armene mod sine festende gæster.

Jeg følger hans gestus med blikket og mærker hjertet parkere i halsen. Hvad fuck laver han her? Som om han kan mærke, at jeg stirrer på ham, drejer Sebastian hovedet og møder mit blik. Så tipper han hovedet en anelse og sender mig et grumt smil, der ikke behøver ord. Åh nej!

”Du ligner én, der har set et spøgelse,” observerer Dexter med rynket pande og lægger en arm omkring mine skuldre. Så får han øje på det samme som mig, men Sebastian har allerede vendt ryggen til igen.

Lige nu er det ikke Sebastian, der generer mig allermest. Ham kan jeg håndtere, for det har jeg gjort i årevis. Det er den person, han står og taler med. En høj, mørkhåret dreng med brede skuldre og camouflagejakke.

”Melanie insisterede på, at jeg inviterede dem,” forklarer Dexter. Melanie er hans storesøster, og jeg ved, at hun altid har været interesseret i Justin. ”Jeg troede, at du ville blive glad for at se Lachance her.” Han udtaler efternavnet forkert, men jeg er ligeglad. Det er hans udtalelse, der generer mig.

Langsomt slæber jeg blikket væk fra dem, inden Justin når at opfatte noget. Smilet bryder frem på mine læber igen, da jeg atter får øje på Dexters engleagtige ansigt med de dybe, brune øjne.

”Det er jeg altså ikke,” siger jeg ligeud og lader mig føre ud på dansegulvet, hvor han lægger armene omkring mit liv og jeg mine egne omkring hans hals. Sådan her må det være at være hovedpersonen i en romantisk film.

”Da vi gik på den anden skole, så man dig ellers sjældent uden ham,” siger han, men da jeg ikke svarer, lader han emnet falde og bøjer sig ned mod mig.

Jeg er helt klar, da det sker. Jeg ønsker, at det sker. Og det sker. Hans læber bliver presset mod mine, og jeg kan smage det skarpe bid af alkohol på dem. Men det gør ikke noget. Mit hjerte hamrer af sted med hundrede kilometer i timen, og inden længe er jeg festens midtpunkt og centrum for en mængde opmærksomhed, der opvejer min usynlighed gennem mine tidligere skoleår.

Dette er helt klart et nyt kapitel i mit liv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...