At Falde

”Sebastian, hvad er dit problem egentlig?”
”Ingenting,” siger jeg og smiler det smil, jeg kan se får hende til at krumme tæer. ”Jeg synes måske bare, at når nu du skal til at være Dexter Keys’ kæledyr, kunne du ærligt talt godt tage at lade være med at ligne en transseksuel.”
Af og til fortryder jeg, hvad jeg siger, når det er særligt ondt. Men i dette er ikke et sådant tilfælde. ---------------------------------------------------♥---------------------------------------------- For Noa er high school lig med en ny begyndelse. Begyndelsen på en tilværelse, hvor hun ikke blot må drømme om Dexter Keys, og hvor hun kan ignorere Sebastian Lachance og hans fornærmelser. For Sebastian er alting det samme, som det altid har været. - Et bidrag til "En Flænge i Himlen"-konkurrencen. Mulighed nr. 3.

21Likes
74Kommentarer
2113Visninger
AA

24. Kapitel 23 - Noa - "Der er faktisk flere måder at falde på end at falde i vandet."

 

”Kommer du, smukke?” spørger Dexter, som ikke har sluppet mig af syne siden jeg faldt i vandet i går aftes.

Jeg kan ikke huske, hvad der er sket, men Joel har fortalt mig det meste, fordi Dexter ikke har været fattet nok til det. Åbenbart slog jeg hovedet ind i båden - og fik derved det flotte, men heldigvis overfladiske, sår, jeg har i panden - og besvimede i vandet, og Sebastian hoppede i og fik mig op. Derefter tog Dexter tøjet af mig og gav mig Sebastians jakke på, og jeg blev båret hele vejen tilbage til hytten, hvorefter mr. London og Joel  kørte tilbage efter Sebastian i jeepen.

Indtil videre har ingen af lærerne skældt os ud for at tage på eventyr i båden uden redningsvest, men de har også haft rigeligt at se til. Ud på døgnets tidlige timer kom en læge for at se til både mig og Sebastian, og ud over at han er temmelig nedkølet, har vi det begge to heldigvis godt nok. Lægen sagde alligevel til mrs. Yorkshire - overhørte jeg tidligt i morges -, at det var et held, at 911-opkaldet også rakte herudefra.

Det er et held. Alting kunne være gået meget mere galt. Jeg kunne have brækket nakken, da jeg slog hovedet ind i båden, eller der kunne have været en sten under overfladen som den, Dexter forsøgte at vige uden om. Hvorfor i al verden sad jeg også oppe på kanten af båden som en anden abe, frem for at sidde nede i sikkerhed sammen med de andre?

”Jeg kommer om lidt,” siger jeg uden at få øjenkontakt med Dexter. Jeg kan simpelthen ikke se ham i øjnene, efter at have fundet ud af, at han har set mig nøgen. At han har taget tøjet af mig.

Heller ikke selv om jeg ved, at det var til mit eget bedste.

”Hvad skal du?” spørger han og ser såret ud, selv når jeg ikke ser ham i øjnene. Eller måske fordi jeg ikke ser ham i øjnene.

Joel lægger en hånd på hans skulder. ”Dex, lad være.”

Jeg har sjældent været gladere for, at Joel er med på denne tur, som jeg er lige nu. Forsigtigt giver jeg Dexters skulder et klem og bevæger mig længere ned i bussen.

Hele dagen har jeg haft en sær trang til at tale med Sebastian. Til at takke ham for hvad han gjorde i går. Nu har jeg chancen. Han sidder nemlig bagerst i bussen med hovedet hvilende mod ruden og blikket rettet mod overfladen af Separation Lake. Hans hår bliver lysnet i spidserne af lyset udefra.

”Hej,” siger jeg og sætter mig ned ved siden af ham uden at spørge om lov.

”Hey,” svarer han hæst, og jeg ved, at han, fordi han havde sit våde tøj på betydeligt længere end jeg, er blevet meget mere påvirket af kulden, end jeg selv er. ”Hvis du er kommet for at takke mig, kan du godt gå igen.”

Jeg bider mig i læben. Åbenbart har det ikke gjort ham rarere at komme en tur i vandet.

I stedet for at takke ham tier jeg stille, mens bussen sætter i gang. Al vores bagage er læsset på, og alle seksten elever og begge lærere er kommet indenfor. Med en klump i halsen husker jeg, hvordan Sebastian blev hjulpet ind af mr. London.

Vi kører længe, og til at starte med siger ingen noget. Der har været helt stille hele dagen. Men efterhånden kan de andre alligevel ikke lade være med at kommunikere, og snart summer fraktioner af samtaler rundt oppe under bussens loft.

”Kan du huske da vi var mindre?” spørger jeg Sebastian, som stadig sidder med åbne øjne og ser ud.

Han reagerer ikke, så jeg prikker forsigtigt til ham med en albue. Dette får ham til at virre med hovedet og blinke et par gange, hvorefter han ser på mig. Hans lyse øjne er mørkere end normalt, og han ser træt ud.

”Hvad?” spørger han, men forkølelsen fjerner kanten fra hans stemme.

”Kan du huske dengang vi var yngre?”

”Det kommer an på, hvad det er, jeg skal huske.”

”Det med Justin,” siger jeg prøvende.

Han lukker øjnene et øjeblik, inden hans blik igen fanger mit. ”Jeg tror, at jeg har hørt, hvad du har at sige om den sag,” siger han afvisende.

”Jeg ville bare sige, at jeg godt forstår, hvorfor du hader mig,” siger jeg langsomt, uden at jeg egentlig ved, hvorfor jeg er så ivrig efter at tale med ham.

”Nå, så det gør du?” spørger han med et hævet øjenbryn.

”Ja. Det gik op for mig, da jeg så, hvordan du og Kaylin flirtede derhjemme,” forklarer jeg og ser bedende på ham. ”Du ved … Følelsen af at en uvelkommen part kommer og stjæler éns ven.”

Jeg siger ikke noget om, at jeg også er lidt misundelig over den måde, han behandlede Kaylin på den dag, når det er mig, han har kendt i evigheder. Det er mig, han har gået i skole med, og som han har terroriseret år efter år, mens Kaylin bare har været der til at bakke mig op. Ærligt talt er det ikke helt retfærdigt, at hun så får den charmerende side af Sebastian at se.

Han betragter mig nøje for en stund. Hans iriser er mere blå, end jeg nogensinde har bemærket før, selv om de er meget lysere end mine. De har små detaljer af hvidt og gråt og grønt enkelte steder, men det samlede indtryk er blåt i blåt alligevel. Øjnene er omkranset af mørke vipper, der er sorte, og hans hår falder sølvagtigt ind i ansigtet. En enkelt tjavs skærer sig vej gennem det ene øje.

Så løfter han en hånd, som han gnider sit ansigt med på en måde, der får mig til at overveje, om jeg har sagt eller gjort noget forkert, eller om han bare er blevet ualmindeligt træt i løbet af få sekunder. Da han lader hånden falde, ryster han på hovedet og ler en dæmpet, knapt så modbydelig latter som ellers. Den bliver afbrudt af et kort hosteanfald, som han skygger for med sin arm.

”Jeg tænkte nok, at du ikke forstod det,” siger han så.

Jeg er ret forvirret. ”Jo. Jeg forstår godt, at du hader mig, fordi jeg udnyttede dig for at komme tæt på din bedste ven, som jeg så tilbragte al min tid med. Tid, han kunne have brugt på dig.”

Han sukker dybt. ”Du har ret,” bekendtgør han dæmpet. ”Jeg burde hade dig for det. Men det er altså ikke derfor, at jeg hader dig.”

”Er du sikker?” Spørgsmålet kommer flyvende ud af min mund, inden jeg kan nå at forhindre det.

”Tror du, at jeg ville sige det, hvis jeg ikke var sikker?” spørger han retorisk, og kanten er tilbage i hans stemme.

Det ville han nok ikke, nej, beslutter jeg. Men derfor giver det stadig ingen mening. Hvis han ikke hader mig af den grund …

”Hvorfor hader du mig så?” Jeg tænker mig om og tilføjer så: ”Og lad være med at spise mig af med, at jeg driver dig til vanvid.”

”Men det gør du,” siger han, og han smiler en lille smule nu. Ikke et ondt smil. Bare et smil. ”Du tror det måske ikke, men der er faktisk flere måder at falde på end at falde i vandet.”

Smilet forsvinder gradvist, efterhånden som han færdiggør sin ret kryptiske sætning. Det kræver anstrengelser fra hans side at sige den slags, hvis jeg ellers fortolker hans udsagn rigtigt. Og siden det er Sebastian er jeg langt fra sikker på, at min tolkning er korrekt.

”Hvad mener du?” spørger jeg, mest for at få afkræftet min teori med det samme. Jeg kan ligefrem høre Kaylins ord ringe i mit hoved allerede, og jeg vil have dem væk, før jeg tror noget, der er forkert.

”Er du sikker på, at du gerne vil vide det?”

Når han spørger på den måde, er jeg ikke sikker på noget som helst. Faktisk er jeg lige ved at sige nej, men beslutter så alligevel, at det er bedre at kende sandheden. Derfor nikker jeg langsomt.

Han sukker igen. ”Du skal love mig én ting først.”

”Hvad?”

”Lad være med at blive lige så akavet bagefter, som du er overfor Keys i dag.”

”Jeg er ikke -” Jeg afbryder selv mine protester, for han har en pointe. ”Okay. Det lover jeg.” Også selv om jeg ikke ved, om jeg kan holde mit løfte. ”Er det virkelig så slemt?”

”Har du et stykke pap, jeg kan skære det ud i, No-brains?” stønner han irriteret. ”Jeg hader dig af flere grunde, men ingen af dem er den grund, du lige har givet mig. Du har ret i, at det har noget med Justin at gøre, men det er ikke fordi du ”stjal” ham fra mig. Det er fordi du valgte ham af alle mennesker: Han var på ingen måde interesseret i dig, det var tydeligt for alle og enhver. Men du valgte ham, selv om jeg var den, du kendte bedst, og selv om jeg gjorde alt, hvad du bad mig om.”

 Så jeg har altså ret? Mine øjne udvider sig langsomt, og jeg kan mærke mine læber skilles ad, mens jeg betragter ham. Han ser direkte ind i sjælen på mig med sine lyse øjne, selv om han ligner enhver anden dreng på vores alder med undtagelse af sit hår. Ingen kender mennesker så godt og dårligt på samme tid som Sebastian.

Han fortsætter langsomt: ”Det plejede i hvert fald at være min grund. Så fik jeg en ny: I løbet af en dag kan jeg tage mig selv i at sammenligne andre piger med dig, eller at overveje dit skift i tøjstil, eller at bebrejde andre piger, at de opfører sig som nogle kællinger overfor dig. Jeg kan ikke få dig ud af hovedet, og det gør mig sindssyg, fordi du aldrig så meget som ser i min retning.”

”Du har jo aldrig sagt noget!” indvender jeg, fordi jeg synes, at det er lidt uretfærdigt.

”Skal du virkelig have alting at vide ordret? Er du slet ikke i stand til at tænke selvstændigt?” snerrer han. ”Tror du virkelig, at jeg ville undvære at ryge i nærheden af dig, låne dig mit tøj og springe i iskoldt vand efter dig, hvis jeg kun hadede dig?” Han skærer en grimasse. ”Ved nærmere eftertanke så lad være med at svare på det. Der er jo en grund til, at jeg kalder dig No-brains.”

”Du -”

”Hold nu kæft,” knurrer han, ”og lad mig sove.”

Han læner hovedet mod ruden igen og lukker øjnene. Som om det er nok forlader alle udtryk hans ansigt, og han ser helt fredfyldt ud. Hans ansigt har detaljer, jeg aldrig har set før; Høje kindben; en glat, ren hud; et lille knæk på næseryggen. Kaylins klassekammerat har egentlig ret i, at Sebastian er pæn. Ikke kun fordi han har et pænt ansigt, men han er også både høj og slank og har en eksotisk og kendetegnende hårfarve og pæne øjne, der ser lige igennem mig.

Og selv om jeg ikke vil indrømme det, så har han faktisk også en pæn personlighed. Ja, han er grov og ubehøvlet og sarkastisk og alt det, man ikke ønsker sig i en fyr. Men han er også omsorgsfuld, begavet og meget mere betænksom, end man lige skulle tro, til trods for at han bestemt ikke har haft det nemt.

Hvor lidt jeg end vil indrømme det, så ville mit liv uden Sebastian være temmelig mærkeligt. Han har fået mig til at græde mange gange, og det er i princippet lidt hans skyld, at jeg kom i kløerne på Justin i første omgang, men han har også gjort sit for, at jeg aldrig har været ensom. Da jeg ikke havde andre end Kaylin før high school var han der konstant. Det stykke tid, hvor han har ignoreret min tilstedeværelse, medmindre jeg har konfronteret ham direkte, har været underligt tomme.

Mit blik vandrer hen over sæderne i bussen, og jeg får øje på Dexters blonde hoved ved siden af Joels. De to sidder og griner af et eller andet, og det går langsomt op for mig, at Dexter - selv om han utvivlsomt holder af mig - ikke bekymrer sig så meget, at han føler sig tvunget til at holde øje med mig. Ikke engang i selskab med Sebastian, som, så vidt Dexter ved, er den ene person, der altid ved, hvordan han får mig til at tude.

Langsomt læner jeg mig lidt mod venstre - mod den side, hvor Sebastian sidder. Blidt, for ikke at vække ham, lader jeg mine læber strejfe hans kind.

”Tak, Sebastian,” hvisker jeg med en følelse af at have gjort det helt rigtige.

Først bagefter går det op for mig, at han ikke sover. Det trækker nemlig i hans ene mundvig, og selv om han ikke åbner øjnene, så beviser han, at han er vågen ved at løfte sin højre arm og lægge den omkring mig, mens jeg læner mig ind mod ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...