At Falde

”Sebastian, hvad er dit problem egentlig?”
”Ingenting,” siger jeg og smiler det smil, jeg kan se får hende til at krumme tæer. ”Jeg synes måske bare, at når nu du skal til at være Dexter Keys’ kæledyr, kunne du ærligt talt godt tage at lade være med at ligne en transseksuel.”
Af og til fortryder jeg, hvad jeg siger, når det er særligt ondt. Men i dette er ikke et sådant tilfælde. ---------------------------------------------------♥---------------------------------------------- For Noa er high school lig med en ny begyndelse. Begyndelsen på en tilværelse, hvor hun ikke blot må drømme om Dexter Keys, og hvor hun kan ignorere Sebastian Lachance og hans fornærmelser. For Sebastian er alting det samme, som det altid har været. - Et bidrag til "En Flænge i Himlen"-konkurrencen. Mulighed nr. 3.

21Likes
74Kommentarer
2140Visninger
AA

23. Kapitel 22 - Sebastian - "Du er seriøst det ondeste menneske, der har gået på Jordens overflade."

 

Jeg kan godt finde på en bedre måde at tilbringe min fredag aften end i en halvcirkel foran en gammel pejs sammen med en masse folk, som jeg hader, og min mors nye flirt. Alting ville faktisk have passet mig bedre end det her. Selv Dennis’ irriterende kommandoer og Jordans arrogante flirten med ethvert hunkønsvæsen, der sætter en fod inden for dinerens dør.

Mens jeg sidder på min sædvanlige plads med ryggen mod væggen og benene trukket op til mig, betragter jeg ilden i mellemrummet mellem to af de andres stole. Flammerne kaster skygger på trævæggene, og det minder mig om en scene i en eller anden børnefilm, mine søstre ofte ser, hvor en ung Ebenezer Scrooge sidder alene i en skolestue med en bog og ser skyggerne udfolde eventyr på væggene omkring sig.

Jeg håber inderligt, at min mor holder, hvad hun lovede mig inden afgang og passer godt på Ashley og Molly, så jeg ikke kommer hjem til to skrigende, underernærede unger og en depressiv mor, som ryger en pakke smøger om dagen. Det kan jeg ikke lige overskue, hvis jeg skal til.

Udenfor er det ikke blevet mørkt endnu, men de andre er åbenbart blevet trætte af at være ude, for vi har ikke været det hele dagen. I stedet er vi blevet undervist i økosystemer inden døre af mrs. Yorkshire, som egentlig er en glimrende lærerinde. Solen er ved at gå ned bag trækronerne, og himlen udenfor er en meget skrigende version af laksefarvet. Skyer driver hen over de orange, røde og brune trækroner, og en enkelt stribe markerer, at et fly er fløjet over himlen for ikke så længe siden.

Snart bliver det tusmørke på vores sidste aften væk fra Creswell, og jeg glæder mig næsten til at komme hjem. Så kan jeg i det mindste få nogle ting gjort, frem for at være strandet midt i ingenting. Mr. London bad mig om at give det en chance, og det har jeg gjort. Jeg har ikke brokket mig eller klaget over noget af det, jeg er blevet sat i sving med - ikke engang gruppearbejde. Men jeg foretrækker alligevel den måde, jeg bliver undervist på derhjemme, hvor jeg i øvrigt ikke sover i samme lokale som den hund til Dexter Keys og hans håndlanger.

Noa er fortabt. Hun hænger på Keys som en tæge konstant, og han ser på hende, som om han har lyst til at låse hende inde i et skab, hvortil kun han har nøglen. Men det er nok ikke helt fordi han ønsker at have hende for sig selv. Syv minutter i himlen bliver jo ikke leget i et skab for ingenting.

”Skal vi ikke gå en tur?” foreslår Noa pludselig stilfærdigt.

Hun får ikke andet end en dæmpet mumlen til svar fra de fleste af de andre, og mr. London sender hende et undskyldende blik, der siger alting. Han har i hvert fald ikke lyst til at gå ud lige nu. Mrs. Yorkshire ser ikke engang op fra sin bog.

”Ikke lige nu, smukke,” siger Keys endelig, som om han har andet at tage sig til. Så vidt jeg ved sidder han med et eller andet sportsmagasin, som han har fablet om siden vi ankom.

”Okay,” siger Noa stille og rejser sig fra den stol, jeg sidder bag.

”Noa, hvad skal du?” spørger mr. London nærmest forpint, da hun træder ud af cirklen uden så meget som at se i min retning.

”Bare ud og have lidt frisk luft,” svarer hun med et smil.

”Jeg synes ikke, at du skal gå ud alene,” siger matematiklæreren, undskyldende men beslutsomt. Og han har nok en pointe i, at man ikke skal gå rundt i skoven alene omkring mørkets frembrud.

Noa sukker og slår blikket ned i gulvet. ”Okay, mr. London.”  

Jeg bander mig selv langt væk, men åbenbart er hjernen ikke helt dét, der styrer min krop lige nu, for jeg rejser mig alligevel. ”Kom, No-brains,” siger jeg og tager en dyb indånding. ”Så kan jeg forpeste dig frem for skoven, når jeg skal ryge.”

Alle stirrer på mig, som om jeg er steget op fra helvede. Lucifer i egen høje person. Men jeg giver hende ikke mulighed for at protestere, for jeg griber hende bare i armen og haler hende med mig ud af stuen. Hvorfor gør jeg nu det? Jeg gider ikke engang at være sammen med én, der er så helt igennem blind, at hun ikke fatter, hvad der sker omkring hende. Det siger min hjerne i hvert fald.

Men min krop siger noget andet, og hun lader til bedre at kunne lide det, når min krop tager beslutningerne, for uden at gøre indvendinger tager hun sko og jakke på og venter, til jeg får snøret mine sko.

”Tak,” siger hun stille, da vi er kommet udenfor og har lukket døren efter os.

”Jeg skal bare have en smøg,” mumler jeg og finder min pakke frem. ”Hvis det giver dit mulighed for at stikke af og opleve stedet på egen hånd, er der ikke meget, jeg kan gøre ved det.”

Selv om jeg ikke siger det, kan jeg se, at hun forstår, hvad jeg fortæller hende. At hun bare kan gå sin vej ind mellem træerne eller rundt om søen, uden at jeg følger i hælene på hende. For en gangs skyld gør jeg noget positivt for hende: Jeg giver hende muligheden for at nyde sin sidste aften i disse omgivelser, selv om jeg ikke forstår, hvad hun synes er så fantastisk ved det her sted, at hun er villig til at vandre alene omkring i mørket.

Men det er åbenbart ikke nok for miss Grådig. ”Vil du ikke gå med, Sebastian?” spørger hun og ser på mig med store, blå øjne.

Jeg vil hellere æde rustne skruer, fortæller jeg mig selv. Imidlertid må jeg til at indse, at jeg ikke er herre over mig selv, for mit corpus lukker af for de rationelle tanker, min hjerne udvikler, og med sammenknebne øjne svarer jeg:

”Jeg har jo ikke noget bedre at lave.”

Hun smiler overrasket og lægger hovedet på skrå, så det tykke, mørke hår falder ned omkring skuldrene på hende. Med jakken lynet helt op uden på sin nedringede bluse, og et par blå jeans stikkende ud for neden, ligner hun den gamle Noa med hættetrøjerne og hestehalen.

Så begynder hun at gå langs søens bred, og jeg følger efter hende. Til at starte med holder jeg en afstand på to - tre meter til hende, men eftersom det hurtigt bliver tydeligt, at hun går langsomt af en grund, går jeg op på siden af hende. Om det giver hende tryghed, at der går en anden ved siden af - tættest på skoven -, eller om der er en anden grund til, at hun venter på mig, ved jeg ikke. Og jeg spørger heller ikke.

”Hvorfor hader du mig egentlig så meget?” spørger hun ud i luften, uden at se på mig.

Jeg skæver i hendes regning. Hendes ansigt er oplyst af den skrigende himmel for oven, og Separation Lakes overflade glimter i baggrunden. Med sit brune hår og sine blå øjne passer hun godt ind i omgivelserne. Jeg ryster på hovedet.

”Fordi du driver mig til vanvid,” svarer jeg ærligt.

Åbenbart accepterer hun mit svar. Eller måske vurderer hun bare, at lige nu ikke er det rigtige tidspunkt at skændes på. Hun har ikke sin højt elskede ”Dex” til at beskytte sig eller mr. London til at irettesætte mig. I hvert fald siger hun ikke noget i et godt stykke tid, mens vi bevæger os rundt nær den stille skvulpende kant af vand, der skyller ind over klippegrund, jord og småsten.

”Den historie, du fortalte i går aftes,” siger hun indledende og ser op på mig. ”Var den virkelig?”

Jeg kan ikke lade være med at le, selv om jeg prøver desperat. ”Åh, No-brains,” siger jeg og kvæler min latter med et åndedrag, ”selvfølgelig var den ikke det. Tror du virkelig på, at vi stadig ville være dødelige, hvis man kunne forlænge en bjørns levetid i det tyvende århundrede ved hjælp af gener?”

”Du er seriøst det ondeste menneske, der har gået på Jordens overflade,” siger hun useriøst og giver mig et slapt slag på skulderen.

Jeg himler med øjnene og skal til at sige noget, da hun pludselig sætter i løb uden at sige noget. Fordi jeg allerede har sagt, at jeg vil gå med hende, følger jeg efter. Det er ikke tit, at jeg løber, og det kan jeg godt mærke. Og ærligt talt gør rygningen det nok ikke bedre.

Tanken om rygning får mig til at stoppe op og se på pakken, som jeg stadig har i hånden. Jeg fik aldrig tændt den cigaret. Netop som jeg fører en op til mine læber, hører jeg hende kalde mit navn længere fremme og ser op.

”Hvad laver du nu?” spørger jeg retorisk, og ikke højt nok til at hun kan høre det på afstand.

Hun har fundet en gammel, rimelig stor speedbåd, som vi er passeret tidligere på ugen. Nu står hun og ser overvejende fra mig til den og tilbage igen, og jeg kan se på hende, hvad hun tænker, selv i det begyndende tusmørke. Jeg har ingen idé om, hvordan man styrer en speedbåd, og jeg har ikke tænkt mig at forsøge at lære det for hendes skyld.

Netop som jeg skal til at sige noget, hører jeg fodtrin bag mig, og jeg drejer hovedet for at se, hvad det er.

Det viser sig at være Keys, Vanderbilt og Tila Roughes, som uden tvivl er kommet for at redde prinsessen fra dragens klør. Hovedrystende tænder jeg min cigaret og lader dem suse forbi. Keys støder sin skulder så hårdt mod min, at jeg er ved at falde forover. Man skulle fandeme tro, at han spillede amerikansk fodbold frem for baseball.

Noa hviner, da Keys dypper fingrene i vandkanten og sprøjter dråber på hende, og der går ikke mange minutter, før den glædelige genforening leder til at bådens motor startes - med lidt hjælp fra Vanderbilts tekniske kunnen - og de er klar til at drage ud på søen. Jeg tager et sug af min cigaret og stikker den frie hånd i lommen, mens jeg betragter dem berede sig på afgang.

”Sebastian, kom!” råber Noa pludselig, som om jeg har stået og set længselsfuldt efter dem.

”Ellers tak,” svarer jeg og sutter igen på min cancerpind. ”Når jeg engang dør kan I fortælle mig i helvede, hvordan det var at synke med en båd og drukne og fryse ihjel samtidig.”

”Gør noget,” siger hun til Keys, som ser himmelfaldent på hende, inden han vender sig mod mig fra bådens styr.”La-tjance, kom her. Ellers skal jeg personligt sørge for, at du ender på søens bund.”

Jeg bander dæmpet for mig selv, og selv om jeg godt ved, at han ikke mener det alvorligt, så trasker jeg alligevel hen mod båden og klatrer ombord.

Keys beslutter sig for at være kaptajn, og Vanderbilt ser til, at alting er, som det skal være, inden vi sætter af sted ud over Separation Lake. Mørket kommer kravlende ind over bjergene mod øst, og solens sidste glans kæmper mod skyggerne i vest. De første stjerner er allerede på vej frem, observerer Noa og peger op, mens motoren larmer omkring os.

Det er ikke nogen behagelig tur. Båden nærmest hopper, selv om der ingen bølger er, og Keys opfører sig som en femårig med en radiobil. Mr. London bliver ikke glad for vores foretagende, og det gør ingen forskel for mit vedkommende, at jeg nægtede at tage med i starten - for jeg er her stadig, og jeg er ikke blevet tvunget.

Vanderbilt sætter sig ved siden af mig, mens Noa flytter sig op på kanten og holder fast med den ene hånd som en rodeorytter.

”Virkeligheden er ikke som i 10 Things I Hate About You, Lachance,” siger han, dæmpet nok til at Noa ikke kan høre, hvad der bliver sagt.

”Og du er ikke tankelæser, Vanderbilt,” fortæller jeg ham afslappet og læner mig tilbage.

”Det er der heller ingen grund til at være for mit vedkommende. Det er helt tydeligt, at du elsker hende.”

Det trækker i min mundvig ved denne absurde observation. Mest fordi det ikke er sandt.

”Du ser for mange film,” siger jeg. ”Hvis du ikke gjorde det, ville du opdage, at jeg faktisk virkelig hader hende. Meget inderligt.”

Han ryster opgivende på hovedet, som om han ikke tror på mig. Det gør han nok heller ikke, men så er han en lige så stor idiot som alle de andre. Som Keys, som troede, at jeg brugte Molly som undskyldning for at være sammen med Noa.

Jordens største tåbe råber et eller andet dyrisk, mens han drejer skarpt på styret. Noa hviner begejstret og sender ham et drillende smil, mens hun vifter med armen i vejret, som havde hun en lasso. Derpå indleder de begge en høj, falsk version af Jeg er en glad lille cowboy, der inden længe vil få mine ører til at bløde.

Tila Roughes gør Keys selskab ved roret og spotter ud over vandet som en matros. Jeg kan se, at Noa ikke er glad for dette, men hun lader som ingenting og bliver siddende på sin plads oppe på kanten, nu uden at sige noget. Keys fortæller cheerleaderen et eller andet og tager øjnene fra vandet et øjeblik.

Fra det øjeblik når jeg dårligt at opfatte, hvad der sker.

Pludselig råber Vanderbilt: ”Dex, pas på den træstamme”, og båden  slår et hårdt sving til siden, uden om en kæmpemæssig træstamme, som driver rundt på overfladen.

Vinden suser i mine ører, men jeg hører alligevel det forskrækkede skrig og ser nærmest i slowmotion, hvordan Noas bagdel glider af kanten og hun forgæves griber ud med sin frie hånd efter noget fast til at hive sig op. I stedet slipper hendes fingre, der allerede har fat, rælingen, og et stort ”plask” markerer, at hun rammer søens overflade. Der lyder en slags ”bump” mod bådens side, og det sidste, jeg ser ryge under vand, er hendes sko.

”Noa!” skriger Tila Roughes og læner sig så langt ud over kanten, at jeg frygter, at båden vil tippe over.

Panik sidder allerede i halsen på mig, men jeg nægter at lade den gribe mig helt, da Keys får bremset båden så brat, at mine indvolde nærmest skifter plads. Min hjerne arbejder på højtryk for at lave en eller anden form for beregning. Noas krop er fuld af ilt, så selv hvis hun ikke tænker på at søge mod overfladen, vil ilten alligevel føre hende den vej. Men hun er iført en masse tøj, der bliver gennemblødt og formentlig vil trække hende ned.

Til alles tydelige lettelse dukker hendes ryg op i vandoverfladen først, og vandet bliver roligere, fordi Vanderbilt har tænkt så langt som til at sænke ankeret inden opbremsningen. Der er bare et lille problem: Noa løfter ikke hovedet. I stedet kan jeg se en mørk væske farve det skumringsgrå vand, og det giver mig en dårlig smag i munden. Alle synes handlingslammede.

Så, helt uden at tænke, smider jeg min jakke og mine sko og springer direkte ned i det vand, jeg allerede ved vil være meget, meget koldt. Det er først da min overkrop kommer under, at jeg virkelig mærker kulden, og den giver mig lyst til at gispe efter vejret, men det kan jeg ikke, hvis jeg ikke vil drukne. Noget andet, jeg ikke kan, er at bevæge mine arme og ben, da de kommer under. Ikke før det går op for mig, at jeg dør, hvis jeg ikke kommer i gang.

Pludselig kan jeg sagtens bevæge mig helt frit i vandet. Jeg kommer op til overfladen og svømmer hen mod kroppen, der driver i overfladen. Det er mørkt, og jeg har vand i øjnene, så det er svært at se, men jeg får fat omkring livet på hende, tvinger hendes hoved oven vande og sparker mig selv gennem vandet hen til båden. Så vidt jeg kan se, bløder hun fra et sår nær hårgrænsen, men om det er dybt, kan jeg ikke bedømme. Mens jeg forsøger at få hende ud af det iskolde vand, er det, som om Noa beslutter at kæmpe imod.

I hvert fald løber nogle voldsomme ryk gennem hende, og hun begynder at hoste voldsomt og brække vand op. Jeg gisper efter vejret - både fordi vandet er iskoldt og af anstrengelse - og holder hendes overkrop op mod Keys, som tager imod fra båden og haler hende ind over siden, hvor jeg kan høre, at hun kaster mere vand op.

”Lachance,” siger Vanderbilt og rækker mig en hånd, og jeg ham mere eller mindre trække mig op, hvor jeg kollapser rystende på dækket.

”Hun er iskold!” udbryder Keys rådvildt.

”T-T-T-Tag … H-H-Hen-Hendes … T-T-T-Tøj af,“ gisper jeg. ”G-G-Giv hende … M-M-M-Min jak-jakke.”

Det overrasker mig, hvor svært det er at tale, men jeg fryser så meget, at jeg er ligeglad. Jeg krøller mig så meget sammen som overhovedet muligt for at holde varmen en smule, men jeg ved godt, at jeg er ret nedkølet og med sikkerhed bliver forkølet af min lille heltedåd.

For helvede. Er der noget at sige til, at jeg hader hende?

”Gør det nu bare! Det er sgu da det, du drømmer om!” råber Vanderbilt, inden han pludselig forsvinder ud af mit synsfelt og båden sætter i bevægelse under mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...