At Falde

”Sebastian, hvad er dit problem egentlig?”
”Ingenting,” siger jeg og smiler det smil, jeg kan se får hende til at krumme tæer. ”Jeg synes måske bare, at når nu du skal til at være Dexter Keys’ kæledyr, kunne du ærligt talt godt tage at lade være med at ligne en transseksuel.”
Af og til fortryder jeg, hvad jeg siger, når det er særligt ondt. Men i dette er ikke et sådant tilfælde. ---------------------------------------------------♥---------------------------------------------- For Noa er high school lig med en ny begyndelse. Begyndelsen på en tilværelse, hvor hun ikke blot må drømme om Dexter Keys, og hvor hun kan ignorere Sebastian Lachance og hans fornærmelser. For Sebastian er alting det samme, som det altid har været. - Et bidrag til "En Flænge i Himlen"-konkurrencen. Mulighed nr. 3.

21Likes
74Kommentarer
2102Visninger
AA

22. Kapitel 21 - Noa - "... den film, der bliver lavet om os."

 

Sebastian holder sig for sig selv uden at genere nogen, hvilket slet ikke ligner ham. Men det er nu meget rart, selv om det gør mig lidt bekymret for ham. Hvis han ikke har lyst til at udnytte muligheden for at fornærme mig, så er der stensikkert noget helt galt. Problemet er bare, at jeg ikke ved, hvad det skulle være. Ikke at jeg ville gøre noget ved det, hvis jeg kendte årsagen til hans mærkelige opførsel, men det ville give mig lidt ro i sjælen.

Mine bekymringer optager ikke ret meget af min tid. Det sørger Dex og Joel effektivt for. I går syntes Dex, at han så en enorm elg, da vi tog den første gåtur omkring søen. Naturligvis gik vi ikke hele vejen rundt, men et godt stykke. Hele vejen tilbage bestilte vi ikke andet end at glo ind mellem træerne, mens Joel af og til - for at mobbe Dex - råbte, at han syntes, at han så noget. Så vidt jeg kunne se, var der ikke noget, men Dex blev lige nysgerrig hver gang og måtte absolut løbe helt op til skovbrynet, indtil mr. London råbte, at han skulle holde sig til os andre, hvis han ikke ville spises af en sort bjørn.

Det fik alle til at dø af grin, og vi driller stadig Dex med det, fordi han synes, at det er ekstremt pinligt.

Dex og jeg deler et stille øjeblik sammen, hvor vi kan være os selv, lige uden for hytten, mens solen går ned bag træerne. Det er dejligt, selv om det er køligt udenfor, for vejret herude er betydeligt bedre, end det har været i Creswell på det seneste. Vi behøver ikke engang vores tykke jakker, hvis vi bare sidder tæt og betragter hvordan skyerne mod vest bliver kantet med hvidt og gult, og resten af himlen bliver pink, inden den bliver indigo og til sidst mørk.

Stjernerne kommer frem og blinker ned mod os, endnu inden mørket har sænket sig helt. Grinende siger Dex, at han kan høre en ulv hyle i baggrunden, men selv om jeg er hunderæd for ulve tror jeg ikke på ham. Jeg har undersøgt sagen på forhånd, og hvis jeg var ham, ville jeg forsøge at skræmme mig med bjergløver og bjørne i stedet. Det er sjældent, at vi hører om pumaerne, som lever overalt i Oregon, men de sorte bjørne er en tilbagevendende plage, fordi de ikke frygter mennesker i byerne. Herude er det noget andet. Dyrene er vilde og formentlig mere eller mindre uberørte af civilisation.

”Det her er en af de bedste ting, vi har lavet sammen,” siger jeg med et suk og ser drømmende op på aftenhimlen.

Jeg har altid været fascineret af planeter, stjerner og måner, fordi det for mig er noget, der er urørligt. Noget der har indflydelse på mit liv, men som jeg ikke har nogen mulighed for at påvirke i samme grad. Mennesker kan kortlægge stjernerne og lave alverdens beregninger på universet. Vi kan komme med teorier om dets dannelse, som vi får al ny information til at passe ind i. Men vi ved ingenting med sikkerhed om det kolde, tomme, smukke univers.

”Synes du?” spørger han og trækker mig en smule nærmere ind til sig.

Jeg sidder mellem hans ben, så jeg læner hovedet tilbage og hviler det mod hans skulder, så jeg slapper rigtigt af. Han dufter af mandeparfume og kød med et strejf af salt og peber, fordi vi fik en eller anden steg til aftensmad.

”Ja. Jeg elsker sådan noget. Du ved, bare at sidde og kigge og tale sammen. Det er romantisk.”

”Det vidste jeg ikke,” indrømmer han.

”Der er meget, du ikke ved om mig,” griner jeg og kysser hans kæbelinje, fordi jeg ikke gider at dreje hovedet alt for meget.

”Oplys mig.” Han stryger sine fingre gennem mit hår.

”Hvad vil du gerne vide?” spørger jeg, mest fordi jeg ikke har nogen idé om, hvor jeg skal starte.

”Har du nogensinde haft et kæledyr?”

Jeg ler; tydeligvis har han ikke forstået hentydningen til at komme dybere ind på mig. ”Aldrig. Og du?”

”Jeg havde en kanin engang, men den blev spist af en ræv, fordi jeg muligvis kom til at glemme at lukke dens bur for natten,” tilstår han.

”Kom til?” gentager jeg skeptisk. ”Så er du selv ude om det.”

”Mm,” brummer han medgivende og kysser mig i håret. ”Hvis du skulle vælge en karakter fra en film, hvem ville du så helst være?”

Jeg tænker mig om et øjeblik og forsøger at finde ud af, hvem jeg gerne ville være, hvis jeg fik chancen. Det er svært, fordi jeg sjældent ser film.

”Lucy Moderatz i While You Were Sleeping,” beslutter jeg endelig med et skævt smil.

Det er ikke sikkert, at han kender filmen, men det er dét, min beslutning falder på. Og jeg ved ikke engang hvorfor.

”Hvad med dig?” spørger jeg så, for jeg er nysgerrig.

Han tænker sig om, og ud af øjenkrogen kan jeg se, at hans læber formes i et gavtyvesmil.

”Den mandlige hovedperson i den film, der bliver lavet om os,” siger han så og drejer overkroppen for at kysse mig.

Det er pladderromantisk og lidt for meget hvad alle ville ønske sig at høre, men jeg er ligeglad, fordi jeg er sikker på, at han selv har tænkt på det. Så jeg smiler og gengælder kysset, glad for at han er sammen med mig ude i vildnisset.

 

***

 

”Giv mig lige en af skumfiduserne,” siger Glen, som sidder ved siden af Lara.

Joel samler en op fra skålen i midten af vores lille halvcirkel foran pejsen og kaster den til ham.

”Værsgo,” siger Joel og læner sig tilbage, mens han strækker sin arm frem for at holde sin pind med skumfidusen på ind i flammerne.

”Tak, makker,” griner Glen.

Dex stryger mig over armen, og jeg læner mig tilbage mod hans skulder. Det er torsdag aften, og med undtagelse af de timer, hvor vi sover, er vi konstant sammen. Det gør os meget tættere, end jeg havde troet, at vi kunne blive, hvilket jeg er glad for. At komme hjem bliver næsten mærkeligt, fordi vi så ikke går op og ned ad hinanden hele tiden.

En lille del af mig glæder mig dog til ikke konstant at frygte, at han vil bringe fysisk samvær på banen. Selv ved jeg godt, at jeg skylder ham at være åben for det nu, for vi er så godt som kærester, og jeg kan ikke holde ham hen for evigt. Men lidt endnu. Bare lidt endnu.

”Hvem er den næste til at fortælle en historie?” spørger Natascha og ser drillende rundt i vores halvcirkel.

Mr. London og mrs. Yorkshire sidder nærmest pejsen i begge ender af buen, hvor femten af seksten elever er samlet omkring en skål med skumfiduser. Skyggerne danser, fordi der ikke er andet lys tændt end ilden i pejsen.

Det er dét her scenarie, Dex drillede mig med hjemme i Creswell på dagen for vores afrejse. Det scenarie der fik Joel til at antyde, at Dex nok ikke kun har hæderlige intentioner med mig, selv om jeg kan mærke, at han holder af mig.

”Tillad mig,” bryder Jeremy Cole ind. Han er den ene af de to drenge, som bliver færdige med high school til sommer. ”Det er på tide, at vi får gyserhistorierne på banen.”

”Uuuh,” brummer Natascha med påtaget mangel på interesse. Hendes øjne afslører dog, at hun er lutter øren. ”Lad os se, om du kan skræmme os.”

”Det var en mørk og stormfuld aften. Vinden rev i træerne og hylede som en ulv, og -”

Der lyder et hånligt fnys et sted bag os, og vi drejer alle hovederne for at se efter, da Jeremy går i stå. Sebastian sidder på gulvet med albuerne hvilende på sine optrukne knæ, og hans ansigt er lagt delvist i skygge, mens ilden får orange refleksioner til at skinne i hans grå hår.

”Har du et problem, La-tjance?” spørger Dex, som lyder temmelig irriteret. Og med grund. Hvad bilder Sebastian sig egentlig ind?

”Ikke særligt,” svarer han og løfter ansigtet, så hans lyse øjne bliver oplyst af flammerne. ”Ud over at indledningen er den største kliché, jeg nogensinde har hørt. Om lidt fortæller han jer, at der er en gruppe unge mennesker ude i en hytte i skoven, hvor der ingen elektricitet er, fordi lynet er slået ned i en elmast. Og i øvrigt befinder de sig lige ved siden af en kirkegård, hvor de døde vandrer om natten.”

Han skubber sig op at stå og slår ud med armene, som om vi er en flok børn, han uden held forsøger at undervise. Så stikker han hænderne i lommerne på sine bukser, ryster på hovedet og går hen mod døren ud til spisestuen.

”Hvis du er så god, kan du fortælle en historie selv,” udfordrer Dex ham, netop som han er på vej ud af det rum, vi andre sidder i.

”Ellers tak,” siger han og ser sig over skulderen.

”Kom nu, Sebastian,” siger mrs. Yorkshire venligt. ”Deltag lidt sammen med os andre. Hvem ved? Måske kommer du til at nyde det.”

Sebastian udstøder en lyd, der camouflerer hvad der lyder som ”jeg tvivler”. Så vender han alligevel rundt og går hen mod vores halvcirkel. Der er ikke plads til, at han kan sidde behageligt, så han træder bare ind mellem Angelina og Jeremy og folder sine lange lemmer, til han sidder på gulvet, oplyst bagfra af flammerne og med front direkte mod Dex - og mig.

”Fint,” siger han så og lægger sig ned på ryggen. ”Så lad mig fortælle jer om noget, der skete i Salem, Oregon engang for omkring hundrede år siden. Tilgiv mig, at jeg ikke kan huske det præcise årstal. Jeg var ikke så gammel, da min stedfar fortalte mig historien, som han havde hørt under sit arbejde på Willamette University.” Han klør sig på næsen og sender loftet et følelsestomt, grusomt smil. ”I det tyvende århundrede var man allerede i Salem i gang med at finde ud af, hvordan gener fungerer, og fordi de etiske rammer ikke var så stramme dengang, som de er i dag, forsøgte man sig ofte på forskellige dyr med genmanipulation. Alligevel holdt man disse forsøg hemmelige.

Én gang lykkedes det en vis professor Samil at skabe en super-bjørn ud af en almindelig sort bjørn. Han kaldte bjørnen Abaddon. Den var sort, som sorte bjørne nu engang er, men næsten tre en halv meter høj, når den stod på bagbenene, og så var dens hjerne større end normale bjørnes, hvilket gjorde den så meget farligere. Én af de ting, professoren søgte at finde ud af, var, om man kunne manipulere generne til længere levetid, hvis bjørnen blev holdt væk fra farer. Det lød som en god idé og et kæmpe skridt for menneskeheden. Og det var måske lykkedes professoren at holde forsøget kørende, hvis ikke bjørnen med sin overdimensionerede hjerne havde fundet ud af at undslippe sit bur.”

Sebastian folder armene bag hovedet og blinker en enkelt gang, inden han lukker øjnene. Desværre har han en meget behagelig fortællerstemme, så jeg kan ikke lade være med at lytte. Heller ikke selv om jeg er bevidst om dette, da han fortsætter:

”Man ved ikke med sikkerhed, om bjørnen virkelig har levet længere end normale bjørne, men nogle hændelser tyder på det. Eksempelvis var der i nitten hundrede nogle-og-halvtreds et ungt par med deres to børn, der var på vandretur i skovene længere mod nord. Det var en varm solskinsdag, og de fulgte Hugh Creek, der var fuld af fisk. Der var ingen tegn på farer i skoven, så forældrene lod børnene løbe længere frem på stien, bevidste om at deres høje stemmer ville skræmme alt vildt væk.

Pludselig hørte moderen sin tiårige datters rædselsskrig og satte i løb for at finde årsagen til skriget. Hun var bare ikke forberedt på at stå ansigt til ansigt med hvad hun senere beskrev som en enorm, kulsort bjørn. Ifølge kvindens udsagn til skovfogeden stirrede bjørnen længe på hende, mens den placerede sin ene lap på den omkuldfaldne piges brystkasse og trådte ned, indtil ribbenene knækkede over og hjertet blev kvast. Så vendte den hovedet, snusede til menneskepigen, rev en luns kød af hendes overarm og luntede af sted ind mellem træerne. Temmelig klogt valg, hvis I spørger mig. Man kan aldrig vide, hvilke kemikalier sådan et menneske indeholder,” tilføjer Sebastian med samme modbydelige smil som før. ”Men i hvert fald er det blevet opfattet som et bevis på, at Abaddon stadig var i live i Willamette i halvtredserne, omkring halvtreds år gammel. Det er mere end tyve år ældre, end en normal sort bjørn kan blive i naturen. Dødsfaldet er blevet hemmeligholdt for at bevare hemmeligheden om Abaddon.

I halvfjerdserne blev endnu en enorm bjørn offer for mistanken om at være Abaddon, selv om offeret beskrev denne som mere grå end sort. Hvad ledte så de interesserede til at tro, at det alligevel kunne være den samme bjørn? Jo, det drejer sig om en femogtresårig mands nærdødsoplevelse omkring tyve kilometer syd for Hugh Creek. Larry Oakes havde planlagt, at dette skulle være hans sidste vandretur, inden han var blevet for gammel, så han ledte sin svigersøn og datter med væk fra stierne for at få mere oplevelse ud af det.

De følte sig overordentligt heldige, da de stødte på en elgflok inde mellem træerne, så de stoppede for at tage billeder. Ingen så den enorme, sort skygge, der sneg sig ind på dem bagfra, før den kastede sig over mr. Oakes bagfra og væltede ham, så han landede i skovbunden. Han forsøgte at vende sig om, men bjørnen holdt ham nede med sin ene pote, mens den så sig omkring. Så, langsomt, mærkede mr. Oakes et enormt tryk mod bagsiden af sin brystkasse, og han har senere beskrevet, hvordan han ligefrem kunne høre sin rygsøjle og sine ribben knække, inden han besvimede af smerte.

Til Larry Oakes’ held var svigersønnen uddannet kirurg og håndterede den stressfulde situation med ro og omtanke, så svigerfaren overlevede sit møde med en enorm bjørn med mørk pels, der var plettet af gråt.”

Sebastian rejser sig fra sin liggende stilling og træder ud af halvcirklen igen. ”Derudover har der været nogle få påstande fra turister om, at der har set et enormt gråsort bæst rende rundt mellem træerne. Men kritikere vil påstå, at det kan være en hvilken som helst anden bjørn, og ingen kan bevise andet.”

Han trækker på skuldrene.

”Du er fuld af lort,” erklærer Dex ved siden af mig, og jeg blinker mig selv tilbage til virkeligheden.

Jeg vil ikke indrømme det, hvis nogen spørger, men historien får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, og jeg kan se, at Lara og en pige fra tredje årgang ved navn Tila har det på samme måde.

”I lige måde,” siger Sebastian bare køligt.

”Hvad lavede din stedfar?” spørger Natascha, sikkert for at finde ud af, om hun virkelig skal tro på historien.

Sebastian smiler, og jeg ved godt hvorfor. ”Han var med til at estimere bestanden af bjørne i USA,” siger han - hvilket er sandt - og går. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...