At Falde

”Sebastian, hvad er dit problem egentlig?”
”Ingenting,” siger jeg og smiler det smil, jeg kan se får hende til at krumme tæer. ”Jeg synes måske bare, at når nu du skal til at være Dexter Keys’ kæledyr, kunne du ærligt talt godt tage at lade være med at ligne en transseksuel.”
Af og til fortryder jeg, hvad jeg siger, når det er særligt ondt. Men i dette er ikke et sådant tilfælde. ---------------------------------------------------♥---------------------------------------------- For Noa er high school lig med en ny begyndelse. Begyndelsen på en tilværelse, hvor hun ikke blot må drømme om Dexter Keys, og hvor hun kan ignorere Sebastian Lachance og hans fornærmelser. For Sebastian er alting det samme, som det altid har været. - Et bidrag til "En Flænge i Himlen"-konkurrencen. Mulighed nr. 3.

21Likes
74Kommentarer
2118Visninger
AA

21. Kapitel 20 - Sebastian - "Er det nogensinde faldet dig ind, at jeg måske godt kan lide at være i Creswell?"

 

Skov, skov og atter skov glider forbi bussens ruder og har gjort det i et godt stykke tid efterhånden. Floder, små søer og minivandfald kan skimtes mellem træerne enkelte steder, og i ny og næ synes jeg, at jeg får øje på skyggen af et større dyr end et egern mellem de tætte grene. Træernes stammer er høje og mosbeklædte og ældgamle, og deres grene prydet af brune, orange og gule blade, hvor de ikke er nøgne.

Bussens fremfærd bliver gradvist mere besværet, og vejen bliver dårligere jo længere ind i skoven vi kommer. Jeg skæver til mit ur og overvejer, om jeg ikke bare skal blive siddende, når chaufføren vender tilbage til civilisationen. Og med civilisationen mener jeg ikke Creswell, for sandsynligheden for, at bussen kommer derfra, er meget lille. Om ikke andet kan jeg tage en bus fra Eugene eller Springfield, hvis det er endestationen.

I hvert fald ser jeg ikke frem til den her tur. Jeg er her under tvang, fordi min mor har holdt sin del af aftalen og mr. London har været temmelig stædig vedrørende min beslutning. Så her er jeg, omgivet af mennesker jeg ikke bryder mig om midt i en kæmpe skov, hvor jeg får en klækkelig bøde, hvis jeg ødelægger så meget som et blad.

Landskabet er blevet mere bakket, og luften en smule tyndere, da bussen kommer til et stop. Mrs. Yorkshire beordrer os alle ud af bussen med besked om, at hvis vi ikke allerede er klædt på til det, så er det en smart idé at skifte til noget tøj, der kan tåle en fem kilometer vandretur gennem skoven. Jeg ser vurderende ned på mine slidte, men behagelige og praktiske gamle Nike-sko og springer ned på jorden.

Et par minutter senere bemander buschaufføren en lille jeep med slidstærke dæk, der skal transportere vores bagage ud til det sted, hvor vi skal være. Og så sætter vi i gang.

Det er ikke, fordi jeg ikke kan følge med, at jeg ender bagerst i kolonnen, som lærerne starter. Det er for at undgå de samtaler, som mine medelever indleder med hinanden undervejs. Hvis jeg blander mig med dem, vil de helt sikkert forsøge at småsnakke af ren høflighed, selv om vi alle er afklaret med, at de ikke bryder sig om mig, og at jeg gengælder den negative indstilling til bekendtskabet.

Dexter Keys og Joel Vanderbilt snakker højlydt om en eller anden baseballkamp længere fremme, og mr. London deltager muntert i ordvekslingen. Det er svært for mig ikke at bide mærke i, at han har et gevær spændt hen over ryggen, men på den anden side er det meget rart, at han tager sine forholdsregler. Hvis vi bliver mødt af en bjørn eller en bjergløve, så er vi på røven, hvis vi ingen våben har.

I øvrigt er det også det eneste positive formål, sportsidioternes højlydte samtale tjener: Hvis der er rovdyr i nærheden, vil de forhåbentlig søge i modsatte retning af larmen, der forstyrrer skovens fred.

Hvis jeg absolut skal tvinges ud i naturen, så vil jeg allerhelst kunne vende tilbage til mit normale liv uden men bagefter.

Det går ikke ligefrem hurtigt, så jeg tænder en smøg og vurderer i samme øjeblik, at jeg hellere må spare på cigaretterne, hvis jeg vil have to pakker til at vare en hel uge. Ude midt i ingenmandsland er der nok ikke den store chance for, at jeg kan skaffe nye.

Min mors transformation har bragt én negativ ting med sig: Hun er nu fast besluttet på at være den allerbedste mor i hele verden - og det inkluderer dagligt at påminde mig om, at rygning er skadeligt. Gang på gang må jeg fortælle hende, at jeg er seksten år og har både biologi, kemi og fysik. Altså ved jeg udmærket godt, hvilken fare jeg bringer mig selv i, men det er ikke så nemt for mig at stoppe, som det er for hende.

Jeg har ikke motivationen til det.

”La-tjance, du futter hele skoven af!” råber Keys, som har vendt sig om og ser på mig. ”Er du sindssyg?”

Mit blik vandrer over skovbunden og træerne, og jeg hæver skeptisk et øjenbryn.

”Er der aldrig nogen, der har fortalt dig, at vand slukker ild?”

”Hvad har det med sagen at gøre?” vil han vide.

Hvordan kan man være så dum.

”Skoven er dækket af vand! Alting er fugtigt.” Det er ingen løgn. Der sidder store perler af vand på træernes og buskenes blade, og nedfaldne blade og blød muldjord klæber til alle vores sko.

”Fint,” siger han. ”Bring alle os andre i fare, fordi du ikke kan styre dine behov.” En af hans arme vikler sig om Noas skulder som en slange.

”Du skulle vist nødig snakke om at styre sine behov,” siger jeg irriteret og tager et sug af cigaretten.

”Lachance!” Mr. Londons tonefald er advarende. ”Lad det ligge. Og Keys, lad være med at blande dig.”

 

***

 

Jeepen venter os ved en stor bjælkehytte, der ligger små halvtreds meter fra søbredden - lige i skovbrynet. Solen er kommet frem på den ellers grå himmel, og dens stråler reflekteres af søens gråblå overflade. Mellem trækronerne kan jeg se bjergtinderne i baggrunden. Havde det ikke været for mine rejsekammerater - eller … medrejsende, for at bruge et mere passende ord -, ville der sikkert have været idyllisk og roligt, og måske havde det fået mig på andre, bedre tanker vedrørende turen.

Sådan er det bare ikke. Keys og Noa larmer helt utroligt meget for to personer. Han niver hende drillende i ballen, og hun hviner af overraskelse. De to lærere befaler os at bære vores bagage indenfor, og jeg opdager til min rædsel, at der er tale om sovesale. En til drenge og en til piger. Lærerne har hver et værelse, som de ikke deler med nogen.

Hurtigt kaster jeg et blik på min telefon for at se, hvad klokken er. Solen går formentlig snart ned bag bjergene, og så er jeg alene i skoven sammen med to lærere og femten andre unge mennesker, som alle hader mig, og som jeg hader tilbage. Endnu værre bliver det kun af, at min telefon ingen dækning har; intet 3G-netværk og intet signal. Andet har jeg selvfølgelig heller ikke regnet med, men det er alligevel noget andet at stå i situationen.

Da vores medbragte ejendele er pakket ud, insisterer mr. London på at hive os med ud på endnu en vandretur i området. Denne gang er det søbredden, vi skal udforske, selv om jeg ikke kan se, hvad der skal være så specielt ved bredden af en sø. Der vil være sten og måske små vandplanter og smådyr, som ikke engang er værd at betegne som fisk.

De andre kaster sig ud i det med stor entusiasme. Dawkins følger Lara West i hælene hele tiden, selv om det er helt tydeligt, at hun hellere vil være hans selskab foruden. Jeg har næsten ondt af ham, fordi han ikke selv kan se det. Stakkels tåbe.

”Sebastian,” kalder mr. London, som går lidt bag de andre, som nærmest spurter af sted langs vandkanten uden at kaste et blik på omgivelserne. De er mere interesserede i hinanden.

Jeg kan ikke finde ud af mr. London. Hans tiltale varierer fra ”Sebastian” til ”Lachance”, uden at der synes at være nogen bestemt grund til valget af det ene frem for det andet i situationen. Alligevel er han den lærer, jeg synes bedst om, selv om hans timer er den værste pinsel, jeg kunne forestille mig.

”Sir?” spørger jeg, da jeg når op på siden af ham og stikker hænderne i lommerne på min jakke.

”Jeg ved godt, at du ikke ville med på den her tur til at begynde med,” indleder han.

”Jeg vil stadig ikke med på den her tur,” afbryder jeg, før han kan nå at sige mere. ”Men nu er jeg her, og det kan jeg ikke gøre så meget ved.”

”Giv det en chance,” siger han med et skuldertræk. ”Jeg beder dig ikke om at være bedste venner med de andre, eller om at elske udendørslivet. Men jeg beder dig om at give det en chance og forsøge at nyde at være lidt væk hjemmefra.”

Jeg sukker og overvejer, om jeg skal ryge. Så beslutter jeg at lade være og kaster blikket ud over søen i stedet. Selv jeg må indrømme, at det er et smukt sted, vi er blevet anbragt.

”Med al respekt, mr. London,” mumler jeg endelig, prøvende at holde irritationen ude af min stemme. ”Der var en grund til, at jeg ikke ville væk hjemmefra. Er det nogensinde faldet dig ind, at jeg måske godt kan lide at være i Creswell?” Det kan jeg i virkeligheden ikke, men det behøver han jo ikke at vide. Jeg vil bare have argumentet på min side.

Åbenbart synes han, at det er på tide at lade emnet falde, for han siger ikke noget. I stedet vandrer vi videre rundt om søen i tavshed. En eller anden form for fugl, jeg ikke kan identificere på afstand - ikke at jeg ville kunne det på nært hold, hvis det er en eksotisk art - dykker mod overfladen og forsvinder under, og den efterlader ringe i vandet, som breder sig langsomt ud.

”Din mor har fortalt mig om jeres aftale,” siger mr. London, da vi er nået et godt stykke. Længere fremme står de andre og stirrer på et eller andet inde i krattet.

”Nå?” Egentlig er jeg lidt overrasket, for den aftale er indgået efter at min mor har talt med mr. London. ”Hvordan det?”

Han trækker lidt på det. ”Ser du, øh … Siden jeg ringede til hende for at fortælle om din holdning til turen, har vi talt sammen jævnligt, og …” Han går i stå. Det er er utvivlsomt den mærkeligste samtale, jeg nogensinde har haft med en lærer.

Min matematiklærer og min mor? Det er en mærkelig kombination, men når hun endelig skal til at tale med mænd igen, så er jeg på en måde glad for, at det er mr. London. Også selv om tanken ikke ligefrem glæder mig.

Hvorfor har hun ikke fortalt mig det? Skal jeg virkelig høre den slags fra min matematiklærer, som, hvis det går galt mellem dem, skal give mig afsluttende karakterer og alt muligt alligevel?

Da jeg ikke siger noget, lægger han en hånd på min skulder. ”Du har regnet den ud, ikke?”

”Jo,” siger jeg og trækker skulderen til mig med et ryk.

”Du tager det pænt.”

”Jeg kan ikke styre min mors liv. Det er sgu svært nok at styre mit eget,” siger jeg langsomt og sparker til en sten, der falder ud i vandet. ”Men jeg advarer dig: Hvis du smadrer alting, netop som min mor er ved at blive glad igen, så skal jeg nok finde en måde at få dig til at betale på.”

”Du kan være helt rolig, Sebastian,” siger han med et venligt smil og bøjer sig ned for at samle en sten op. ”Din mor er forsigtig. Hun siger, at hun ikke vil have mig ind i jeres hjem, før der er gået et års tid. Som en sikkerhed. Det er ikke specielt optimale forhold for mig, men jeg må jo acceptere dem.”

Mit synsfelt indskrænkes til en smal sprække, mens jeg betragter ham, ikke helt sikker på, hvad jeg skal lægge i hans ord. At han mener det er jeg slet ikke i tvivl om. Men folk kan mene én ting den ene dag og en helt anden den næste, uden at det får dem til at tænke over gårsdagens holdning.

Jeg er ikke vild med ideen om, at min mor og min matematiklærer ses i hemmelighed, men mr. London er ikke en dårlig mand, og han virker fornuftig og ærlig. Og klog nok til at overveje sine handlinger, inden han gør noget drastisk. Det allerbedste ved det hele er dog, at min mor har truffet en fornuftig beslutning. For mit vedkommende ville det være ligegyldigt, hvor mange fremmede mænd, hun bragte ind i huset, hvis ikke det påvirkede pigerne. Men det gør det.

”Ja,” siger jeg afsluttende. ”Det må du acceptere.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...