At Falde

”Sebastian, hvad er dit problem egentlig?”
”Ingenting,” siger jeg og smiler det smil, jeg kan se får hende til at krumme tæer. ”Jeg synes måske bare, at når nu du skal til at være Dexter Keys’ kæledyr, kunne du ærligt talt godt tage at lade være med at ligne en transseksuel.”
Af og til fortryder jeg, hvad jeg siger, når det er særligt ondt. Men i dette er ikke et sådant tilfælde. ---------------------------------------------------♥---------------------------------------------- For Noa er high school lig med en ny begyndelse. Begyndelsen på en tilværelse, hvor hun ikke blot må drømme om Dexter Keys, og hvor hun kan ignorere Sebastian Lachance og hans fornærmelser. For Sebastian er alting det samme, som det altid har været. - Et bidrag til "En Flænge i Himlen"-konkurrencen. Mulighed nr. 3.

21Likes
74Kommentarer
1929Visninger
AA

3. Kapitel 2 - Sebastian - "Du er bare misundelig, fordi du ikke har nogen venner."

 

Jeg skæver til mit armbåndsur og lukker en strøm af eder og forbandelser ud mellem læberne. Den snerpede gamle nabodame, som er i færd med at vande blomster i sin forhave alt for tidligt, sender mig et misbilligende blik, der tydeligt siger, hvad hun tænker: Ungdommen nu til dags. Men det er ikke kun det, hvilket gør mig irriteret. Jeg sender hende et tomt englesmil og sprinter af sted så tasken slår mod mit lår og min lænd på skift.

Da jeg når skolen ved jeg godt, at jeg ikke når det til tiden, for da jeg lukkede hoveddøren derhjemme, skulle jeg have befundet mig i matematiklokalet. Jeg skal have en lærer ved navn mr. London, hvilket jeg finder komisk nok til, at jeg lige må glatte smilet af mine læber og se uskyldig ud, da jeg åbner døren til klasselokalet. Godt førstehåndsindtryk.

Uden at sige noget, går jeg hen mod et bord i lokalet. Læreren, som ligner en typisk professor-type med brun fløjlsjakke og et par små, runde briller, rømmer sig.

”Undskyld, jeg kommer for sent,” siger han hentydende, og jeg stopper. Der fnises rundt omkring, og jeg ser mig diskret omkring, foregivende at give alle et dræberblik. Så får jeg øje på hende. Hvis man lever sammen med Gud i paradiset, vil jeg meget gerne i Helvede. Hun vender ansigtet fra mig, som om jeg ikke har set, at hun kigger.

Dovent gentager jeg sætningen. Hvorfor skal lærere altid være så emsige? Kan de ikke forstå, at man bare en gang imellem har lyst til ikke at gøre opmærksom på sig selv, når man begår en fejl? Røvhuller.

Min taske lader jeg demonstrativt falde til gulvet, så bøgerne til dagens lektioner larmer.

”Hvem er du så?” spørger læreren, samtidig med at han lader sin finger og sit blik glide ned over et ark på katederet. ”Du må være Sebastian Lachance. Jeg er beæret over din tilstedeværelse i min time,” tilføjer han sarkastisk, før jeg kan nå at sige noget.

Jeg kan allerede meget bedre lide den fyr. Specielt fordi han udtaler mit efternavn på den korrekte, franske måde. ”Javel,” siger jeg ligegyldigt og finder den bog frem, som jeg fik udleveret dagen før. Den alle andre også sidder med.

Min nyligt vundne sympati for matematiklæreren skrumper imidlertid hurtigt igen, da det bliver tydeligt, at han agter at teste os i færdigheder for at få en idé om vores grundbasis. Matematik er en smal sag, men min koncentration bliver brudt adskillige gange, fordi jeg kan mærke de stirrende blikke. Sådan har det været altid. Folk stirrer så fandens meget, at man skulle tro, de havde fået glosuppe til morgen-, middags- og aftensmad hele livet igennem.

Det er jo ikke ligefrem, fordi jeg kan gøre for, hvordan jeg ser ud.

Den eneste i hele lokalet, der ikke stirrer på mig, er Noa. Tydeligvis gør hun sit allerbedste for ikke at se i min retning, når jeg ser på hende. Sådan har hun altid været, og det irriterer mig ærligt talt, at hun skal være så højrøvet og belastende. Endnu mere irriterer det mig, at jeg ikke kan lade hende være, selv om jeg ikke ved, hvad jeg vil med hende. Ud over at få hende til at lide lige så meget, som jeg selv lider.

Det er også Justins skyld, tænker jeg bittert, og det går først op for mig, at ordene muligvis er sluppet ud i en hvisken, da mr. London sender mig et advarende blik og minder os alle om, at der er femten minutter tilbage af testen.

”Snup en pause,” erklærer han, da vi langt om længe er færdige.

Noa rejser sig i selskab med sin nye slyngveninde. De to ligner noget fra en dårligt lavet tøsefilm. Så meget at jeg har lyst til at brække mig. Hun kaster hætten på sin trøje op over sit hår, der er sat i en ordinær hestehale, blot for at lade den falde ned igen, så hun kan stoppe hænderne i lommerne på sin trøje.

Arrigt vender jeg ansigtet den anden vej og bider tænderne sammen.

Pigen, Noa står og taler med, siger et eller andet dæmpet, der heldigvis drukner i lyden af stemmerne i lokalet. Som om jeg gider at lytte med på deres samtale som en anden spion. Desværre kan jeg lidt for godt høre Noas svar:

”Godt spørgsmål.” Der går kun få brøkdele af et sekund, før hun spørger: ”Sebastian, hvad er dit problem egentlig?”

”Ingenting,” siger jeg og smiler det smil, jeg kan se får hende til at krumme tæer. ”Jeg synes måske bare, at når nu du skal til at være Dexter Keys’ kæledyr, kunne du ærligt talt godt tage at lade være med at ligne en transseksuel.”

Af og til fortryder jeg, hvad jeg siger, når det er særligt ondt. Men i dette er ikke et sådant tilfælde. Jeg så hende jo sammen med Keys i går, og hun går desuden kun i drenget tøj, så det er jo ikke helt løgn. Alligevel samler jeg min taske op fra gulvet, slynger den over skulderen og griber min matematikbog.

”Du er bare misundelig, fordi du ikke har nogen venner,” siger hun skarpt, og jeg kan høre hendes stemme dirre en anelse af vrede.

”Det ved du jo, at jeg har, No-brains. Eller har du helt glemt, at du har mødt Justin?” Jeg træder baglæns hen mod døren og vender rundt på hælen, da jeg ser hendes øjne udvides i chok.

Der er ingen chance for, at hun har glemt Justin, og det ved vi begge to godt. Men jeg siger ikke mere, fordi det alligevel er under mig at ydmyge andre offentligt på den måde. På den anden side er det jo ikke min skyld, hvis hun svarer på de utvivlsomt mange undrende spørgsmål, mit retoriske spørgsmål rejser.

Så kan hun tygge lidt på dén. Imens vil jeg skulke fra resten af matematiktimen og ryge en smøg.

 

***

 

Jeg brokker mig højlydt til min chef, da jeg møder ind på dineren den eftermiddag. Hvad der skulle være et uskyldigt sommerjob sidste år har udviklet sig til en nødvendighed. Pengene forsvinder ligesom bare. Min mor låner af dem, og resten bruger jeg på cigaretter, som utvivlsomt er en af mine mange laster. Hvad brokker jeg mig over? Alt og intet, faktisk. Og han børster det af med en kommentar om, at jeg lyder som en tøs.

”Seb, vinduerne skal pudses,” fortæller han mig. Jeg svarer, at så må han hellere komme i gang, men til syvende og sidst er det mig, der står udenfor i sensommervarmen med opsmøgede ærmer, firmakasket på hovedet og en spand med sæbevand i hånden.

Opgivende kaster jeg et blik på det ene af de seks gulv-til-loft-vinduer, hvorfra jeg kan se ind i dineren, og de spisende gæster kan se ud på gaden. Spejlingen af et blegt ansigt med mørkegråt hår og lyse øjne møder mig, og jeg vender øjnene mod himlen.

”Nå,” siger jeg til mig selv og tager fat i arbejdet. ”Forpulede lortevinduer. Mage til slavearbejde …” Egentlig er det ikke så slemt, og jeg har jo brug for pengene. Jeg brokker mig bare af princip, fordi jeg ikke kan forestille mig, at noget rent faktisk skulle køre på skinner for mig. Hvorfor skulle jeg så være glad for mit job?

Solen bager på min nakke og mine bare underarme, og jeg kan mærke, at jeg sveder under den ensfarvede lyseblå T-shirt med lange ærmer. Hvis jeg skal servere senere, må jeg hellere skifte tøj, så jeg ikke skræmmer kunderne væk ved at ligne én, der stinker værre end en tapir.

”Gud, se!” udbryder en svagt bekendt stemme fra modsatte side af vejen, og jeg søger efter dennes spejling i ruderne. Det er den fremmede pige fra matematiktimen i morges og hendes slyngplante til veninde. ”Er det ikke ham den mærkelige?”

”Jo,” kan jeg høre Noa svare. ”Kom nu, Bridget. Lad som om du ikke har set noget.”

Jeg tager en dyb indånding og puster langsomt ud, da de går ind på en café længere nede ad vejen. Dette er langt fra første gang, hun reagerer på den måde, og det gør mig altid meget tilfreds, fordi det minder mig om, at jeg ikke er den eneste, der ikke nyder situationen som den er nu.

Men jeg hader den nok af en lidt anden grund end hende, funderer jeg, mens jeg læner mig mod hjørnet af dineren og tænder en smøg. Vinduerne er pudset til perfektion, og jeg synes selv, at jeg har fortjent en pause oven på mine anstrengelser.

Den blå røg stiger mod himlen i spiraler, der får den til at se præcis lige så giftig ud, som den med garanti er. Jeg bør virkelig holde op med at ryge. Det er dyrt og dumt på én gang, men jeg kan ikke lade være. Endnu én af Justins fortjenester.

”Seb!” råber min chef. ”Jeg betaler dig sgu ikke for at stå og drive den af som en anden Karl Smart. Gulvet i køkkenet trænger til en omgang, så se at komme af sted. Det kan kun gå for langsomt.”

Jeg tager mig alligevel god tid til at slukke cigaretten mod fortovet. Så går jeg ind i køkkenet, der er så varmt, at jeg bliver nødt til at smide trøjen for at kunne holde det ud.

Fedt liv, Sebastian, tænker jeg bittert. Det er derfor, du går i skole.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...