At Falde

”Sebastian, hvad er dit problem egentlig?”
”Ingenting,” siger jeg og smiler det smil, jeg kan se får hende til at krumme tæer. ”Jeg synes måske bare, at når nu du skal til at være Dexter Keys’ kæledyr, kunne du ærligt talt godt tage at lade være med at ligne en transseksuel.”
Af og til fortryder jeg, hvad jeg siger, når det er særligt ondt. Men i dette er ikke et sådant tilfælde. ---------------------------------------------------♥---------------------------------------------- For Noa er high school lig med en ny begyndelse. Begyndelsen på en tilværelse, hvor hun ikke blot må drømme om Dexter Keys, og hvor hun kan ignorere Sebastian Lachance og hans fornærmelser. For Sebastian er alting det samme, som det altid har været. - Et bidrag til "En Flænge i Himlen"-konkurrencen. Mulighed nr. 3.

21Likes
74Kommentarer
2106Visninger
AA

20. Kapitel 19 - Noa - "Hastværk er lastværk, ikke?"

 

”Tak for i aften,” siger han, da vi står ude foran mit hus. ”Den vil jeg huske for evigt.”

Jeg smiler og ryster på hovedet af ham, for jeg ved, at han med sandsynlighed har glemt nogle af detaljerne allerede i morgen. Men det er en sød tanke, som han skal have ros for at tænke.

”Selv tak,” hvisker jeg og vikler armene omkring hans hals, da han bøjer sig ned for at kysse mig.

”Har jeg sagt, at du ser godt ud?” spørger han grinende, inden han presser sine læber mod mine, så jeg ikke har en reel chance for at svare.

I stedet lægger jeg hovedet en anelse på sned, så vores læber passer bedre sammen. Hans mund er så meget mere erfaren end min endnu, selv om jeg efterhånden er vant til, at han kysser mig. Da hans tunge bryder ind mellem mine læber, har jeg lidt svært ved at finde ud af, hvordan jeg skal gøre - for på det punkt har jeg ikke været i træning siden … Tja, siden Justin.

Dex kysser bestemt bedre end Justin. Hans læber er blødere og mindre insisterende. Kort ser jeg op mod hans ansigt. Hans øjne er vidtåbne, og han betragter mig med interesse, mens jeg træder lidt nærmere igen, så vi står klinet op og ned ad hinanden.

Pludselig kan jeg mærke hans fingre mod huden over mit brystben. Øjeblikkeligt går samtlige ulogiske alarmklokker i gang i mit hoved, for jeg er virkelig ikke klar til det her endnu. Alligevel skubber jeg ikke hans hånd væk, da den kryber ned under udskæringen og indenfor i mit undertøj. Det er meget naturligt, at vi er nået til det punkt nu, er det ikke?

Der er ikke noget at være bange for, fortæller jeg mig selv. Både Kaylin og Bridget er meget seksuelt aktive, og det er nærmest pinligt for mig at måtte indrømme, at min eneste erfaring kommer fra Justin. Den erfaring jeg har kan dog ikke siges at være specielt positiv, hvilket nok er det, der gør mig allermest angst. Dex er ikke Justin, skriger jeg til mig selv. Men jeg kan ikke lade være.

Mine fingre lukker sig omkring hans håndled, og med det samme trækker han hånden til sig, uden at bevægelsen bliver for pludselig. Han træder et skridt baglæns, så mine arme glider ned fra hans skuldre.

”Undskyld,” hvisker han. ”For hurtigt?”

”Jep,” indrømmer jeg. ”Er det okay?”

”Selvfølgelig,” forsikrer han mig. ”Hastværk er lastværk, ikke?”

Heldigvis for os begge ved han, hvad han skal sige for at få mig til at smile, så vi ender begge to med at grine. I situationen er det et lidt mærkeligt udtryk at bruge, men det er præcis den form for manglende situationsfornemmelse, der forhindrer stemningen i at blive akavet.

”Hvad nu hvis jeg vil vente, til jeg er blevet gift med at gå så langt?” spørger jeg drillende, selv om det måske ikke ser så sjovt fra hans synspunkt.

”Så bliver jeg jo nødt til at gifte mig med dig, hvis jeg vil have en bid af kagen,” ler han. ”Intet problem.”

”Hvor er du sukkersød,” påpeger jeg, lidt mere selvsikker nu end ved aftenens begyndelse, hvor jeg var villig til at give ham ret i hvad som helst.

”Jeg har hørt, at det er det, damerne vil have.” Han blinker charmerende til mig. ”Det eller fucked up rebel-typer, som de alligevel håber på at omvende.”

Trist nok er det helt sandt. Det er sjældent, at pigerne på min alder har interesse for mellemtingen mellem super sød og super stort røvhul. Fyre som Justin for alt for meget glæde af, at piger på min alder ikke tænker sig om, før de vælger at investere følelser i et forhold. De stiller ikke spørgsmål men ser kun den rå overflade, som de finder sexet.

Så kan jeg bedre lide Dex. Han er populær og flot, ja - men han er også bare sødere end de fleste. Og når valget for mit vedkommende åbenbart skal stå mellem bad boys og muntre sportstalenter, så er det ikke et svært valg at træffe. Naturligvis har min erfaring med Justin noget at gøre med min holdning på det punkt, men det er min og Sebastians lille hemmelighed.

”Jeg ringer til dig i morgen,” lover han mig, og vi kysser hinanden én gang til.

”Okay,” siger jeg, da hans læber slipper mine. ”Vi ses.”

 

***

 

Jeg kan ikke fatte, at jeg er blevet udvalgt til turen til Separation Lake. Egentlig ville jeg jo hellere blive hjemme, men fordi både Joel og Dex skal med igen i år, bliver det slet ikke så slemt. Vi mødes med mr. London og mrs. Yorkshire, som er de to lærere, der skal holde os under opsyn på turen. Mrs. Yorkshire har jeg ikke til noget, men jeg ved, at hun underviser i fysik og astronomi. Både hun og mr. London er iført afslappet tøj, hvilket jeg ikke har forestillet mig, at min matematiklærer overhovedet kan bedrive. Tydeligvis tager jeg fejl.

Der holder en bus på parkeringspladsen, og nogle af de andre er allerede ankommet og står med deres kufferter. Vi skal være væk fra søndag - i dag - til lørdag, og det er rimelig koldt, så der er brug for varmt tøj, der fylder ret meget i bagagen.

Der er syv andre piger end mig, hvoraf jeg kun kender den ene personligt, fordi jeg har nogle af mine fag med hende. Men jeg ved, hvem de andre piger er, fordi det var nogle af dem, der blev stemplet som henholdsvis nørder og ”populære”, dengang de var elever på Creswell Middle School. Der er for eksempel Angelina og Natascha, som er de to ældste piger. Begge har arbejdet som modeller i Eugene.

”Noa!” kalder Joel og får en albue i siden af Dex. ”Av!”

Jeg griner og skynder mig hen til dem. Når nu jeg ikke har Bridget her, så må jeg jo holde mig tæt til dem, selv om der er to piger fra deres årgang med også. Dex bøjer sig ned og kysser mig, mens Joel ser på med et skævt smil.

”Godmorgen,” ler jeg. ”Er I klar?”

”Selvfølgelig,” siger Dex og lægger armene omkring mig. ”Det bliver sjovt … At fortælle historier foran pejsen i en skovhytte, at sidde heeeelt tæt for at holde varmen.”

Jeg himler med øjnene og vrider mig ud af hans arme. ”Det lyder som himlen,” driller jeg.

”Nærmere helvede, hvis du dømmer ud fra Dexters syndige tanker,” tilkendegiver Joel flabet.

”Hold nu kæft, Joel, din spade,” sprutter Dex, som kæmper for at holde et udbrud af latter inde.

”Du kan selv være en spade,” siger Joel overbærende og sender mig et sigende smil, som jeg ikke kan lade være med at gengælde.

”Okay, kom nærmere!” kalder mr. London. ”Jeg skal lige sikre mig, at alle er her.”

Han står med ryggen ind mod bussens ene side, hvor bagagerummene netop er blevet åbnet. Først nu bemærker jeg, hvor koldt det er, og hvor gerne jeg vil ind i bussens varme. Gad vide, hvor jeg kommer til at sidde? Joel og Dex skal nok sidde ved siden af hinanden, og det betyder, at jeg må sidde på et sæde for mig selv eller sammen med en anden. Forhåbentlig er der pladser nok til, at ingen gider at sætte sig ved siden af mig, for jeg vil helst bare snakke med de to.

”Førsteårseleverne først. Lara West?” Mr. London ser op fra sin liste, og Lara fra min årgang stikker en hånd i vejret. ”Godt. Noa Brighton?”

”Lige her,” svarer jeg, og han krydser mig af.

”Glen Dawkins?” Glen rækker en hånd i vejret og erklærer, at han også er kommet, og mr. London smiler. ”Sebastian Lachance?”

Mine øjne bliver vidt åbne, da jeg hører navnet, jeg bestemt ikke har ventet at høre. Det er en ond joke, ikke?

”Ja, mr. London,” siger en dyb, lettere opgivende stemme uden for kredsen.

Jeg ser mig omkring og finder Sebastian stående med skulderen lænet mod et af bussens hjørner, med benene krydset afslappet. Da han møder mig blik, sender han mig et triumferende jeg-vil-gøre-dit-liv-til-et-mareridt-blik, inden han trækker de lyse øjne til sig og ser ned på asfalten under sine fødder.

Mr. London er gået videre med navnerunden, men jeg hører ikke rigtig efter. Kun vagt registrerer jeg, at de sidste bliver råbt op, og så bliver vi beordret til at smide vores kufferter ind i bagagerummene og gå ind i bussen.

Heldigvis for mig er bussen alt for stor til, at seksten elever og to lærere kan fylde den op. Til min overraskelse sætter Dex sig ved siden af mig, mens Joel optager sædet bagved, slår benene op og folder en bog ud. Set med de rigtige øjne kunne Joel faktisk godt gå for at være sexet på den nørdede, lidt sløsede måde.

Sebastian gør ikke noget forsøg på at være ubehagelig overfor mig, men sætter sig tvært imod så langt fra mig, det er ham fysisk muligt at komme. Måske er det, fordi Dex sidder og beskytter mig. Eller måske vil han bare ikke afsløre sin sande personlighed overfor lærerne. Uanset hvad så passer det mig helt fint. I hvert fald lige indtil jeg mærker et stik af medlidenhed over, at han sidder helt alene bagerst i bussen og ser ud ad vinduet.

Hvad laver han egentlig her? Skal han ikke arbejde og den slags? Min far har fortalt mig, at han har mødt mrs. Lachance - Sebastians mor - på vej fra arbejde ved flere lejligheder i løbet af den sidste måned. Det tygger jeg lidt på, for så vidt jeg ved, arbejder Sebastian stadig lige så meget, som han plejer.

Endelig beslutter jeg mig for ikke at dvæle ved tanker om en dreng, jeg inderligt hader, når jeg har Dex ved siden af mig. Derfor putter jeg mig ind mod hans overkrop, og han lægger blidt en arm omkring mig og kysser mig i panden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...