At Falde

”Sebastian, hvad er dit problem egentlig?”
”Ingenting,” siger jeg og smiler det smil, jeg kan se får hende til at krumme tæer. ”Jeg synes måske bare, at når nu du skal til at være Dexter Keys’ kæledyr, kunne du ærligt talt godt tage at lade være med at ligne en transseksuel.”
Af og til fortryder jeg, hvad jeg siger, når det er særligt ondt. Men i dette er ikke et sådant tilfælde. ---------------------------------------------------♥---------------------------------------------- For Noa er high school lig med en ny begyndelse. Begyndelsen på en tilværelse, hvor hun ikke blot må drømme om Dexter Keys, og hvor hun kan ignorere Sebastian Lachance og hans fornærmelser. For Sebastian er alting det samme, som det altid har været. - Et bidrag til "En Flænge i Himlen"-konkurrencen. Mulighed nr. 3.

21Likes
74Kommentarer
2106Visninger
AA

19. Kapitel 18 - Sebastian - "Det med at være en bums var sjovt, dengang vi var tolv."

 

”Hvad vil du her?” spørger jeg og glemmer med vilje alt om kundeservice.

Justin læner sig frem mod mig og gaber demonstrativt. Han lugter af røg, det kan selv jeg lugte på afstand. Og så lugter han også en lille smule af tjald. Så det er altså med den på, hm?

”Bare stoppe forbi og sige hej,” påstår han med et skuldertræk. Hans læderjakke er helt udfyldt af muskler nu. Det var den ikke for nogle år siden.

”Det har du gjort nu,” mumler jeg afvisende og vender mig for at tørre et bord af. ”Forsvind så.”

Han slår sig ned med benene krydset ved anklerne og den ene arm skødesløst draperet hen over ryglænet på stolen. Klokken er lidt over ni en fredag aften, og her er fuldkommen dødt bortset fra os to. Dennis er taget hjem for at sige godnat til sine børn. Men jeg magter ikke Justin nu. Nok nærmere er det følelserne af had og vrede, jeg ikke magter, men det kommer ud på ét.

”Hvad nu, hvis jeg gerne vil have mad?” spørger han retorisk. For vi ved begge to godt, hvad jeg er forpligtet til at gøre, hvis han beder mig om det for alvor.

”Så kommer du for sent. Der er ikke mere mad tilbage,” knurrer jeg for mig selv.

”Du er en elendig løgner,” bemærker han tilbagelænet. ”Det har du altid været.”

”Ikke den værste kvalitet, hvis du spørger mig.” Jeg folder kluden på midten og går videre til det næste bord. ”Du er heller ikke kommet for at købe mad.”

”Du kender mig, Seb …” Jeg gyser ved kaldenavnet ”… Jeg har ingen penge.”

”Det har jeg heller ikke, hvis du håbede på at låne af mig.”

Han tygger lidt på den. Så folder han sine lange ben ud igen og rejser sig fra stolen. ”Jeg så din mor cykle af sted i morges. Har hun fået arbejde?”

”Det kommer ikke dig ved.” Han kan vel sige sig selv, at hun ikke bare cykler en tur klokken lort om morgenen.

”Hvis hun har, betyder det, at du kan have et liv igen. Vi kan gå ud, som vi plejede … Lave rav i den og nægte at lytte til alt det højrøvede pis, de siger om ”sådan nogle som os”.”

”Ellers tak.”

”Hvad skal du ellers bruge tiden på? At knokle røven ud af bukserne på din elendige arbejdsplads? At gå i skole?”

Nu har jeg fået nok, men jeg forholder mig rolig, idet jeg siger: ”Du ved, det med at være en bums var sjovt, dengang vi var tolv. Jeg er kommet videre siden da.”

Han sukker opgivende, som om det er mig, der ikke forstår vigtigheden i det, han siger. Når det kommer til stykket siger det nok mere om hans intelligens end om min. På mange måder er Justin stadig et utilpasset lille barn, der har opbygget en så stærk facade af foragt og ligegyldighed, at den har overtaget hele hans personlighed.

Engang var han sjov. Så gik det op for ham, at hans mor skred fra ham og faren, fordi faren var pusher. Problemet med den oplysning var bare, at han fik den serveres bagvendt, så det blev hans mor, der var den onde og hans far, der var helten. Ikke mange år efter døde hans far af en overdosis, og siden har han boet på en institution lidt uden for byen.

Nu ved jeg faktisk ikke, hvor han hører til, for han må være blevet smidt ud fra institutionen efter sin attende fødselsdag. Sandsynligvis flakker han rundt fra seng til seng og har sex med en masse forskellige piger. Det ligner ham trods alt bedst.

”Ser du stadig noget til hende tøsen?” spørger han, mens jeg går om bag disken og skyller kluden op, så bordene rent faktisk bliver rene.

Jeg ved godt, hvem hende tøsen er. Ironisk nok tror jeg godt, at han ved, hvad hun hedder. Men han hader hende cirka lige så meget, som jeg hader ham, selv om hans grund nok er en lidt anden. Ifølge ham er det hendes skyld, at jeg er blevet ”kedelig”.

”Vi går stadig i skole sammen,” siger jeg.

”I følges ad i tykt og tyndt, hva’?” Han laver en bræklyd. ”Nå, men hvis du en dag ombestemmer dig, og rent faktisk vil nyde din ungdom, så giv mig et ring.”

Han går uden at sige mere, og jeg tager ikke afsked med ham. Men det underligste er, at jeg alligevel tænker over hans tilbud. Alting ville være så meget lettere, hvis jeg bare kunne være et ligegyldigt fuckhoved som ham. Hvis jeg ikke følte mig ansvarlig for nogen som helst - ikke engang mig selv.

Et eller andet sted må det være meget rart. Men hvis det betyder, at man bliver ligesom Justin, så vil jeg ærligt talt hellere lide.

 

***

 

”Mor, jeg er hjemme,” mumler jeg drænet, mens jeg sparker mine sko af i den mørke entré.

Ud over tv’et er der intet lys i underetagen. Dets billeder i fuld bevægelse får det blålige lys til at flimre, hvor det rammer gulvet og vægge. Selv stuen er mørklagt, og lyden er skruet helt ned på den actionfilm, der bliver sendt. Jeg tror, at det er Abduction, den med ham Twilight-stjernen, men jeg er ikke sikker.

På sofaen ligger min mor krøllet sammen. Hun ser så skrøbelig og fredelig ud, som hun ligger dér, så jeg nænner ikke at vække hende. I stedet forsøger jeg at finde fjernbetjeningen, så jeg kan slukke for det resterende lys.

Sofabordet flyder med alle mulige papirer, som ser vigtige og officielle ud, blandet med en plastictallerken hist og her fra pigernes fredagsslik. Hun må være gået død tidligt, hvis hun ikke har fået dem ryddet væk endnu. Bandende indvendigt giver jeg mig til at løfte papirerne i min søgen efter den elektroniske genstand.

Åbenbart anstrenger jeg mig ikke nok for at være stille, for pludselig vågner mor med et gisp og sætter sig op. Det korte hår er pjusket, hendes kjole sidder skævt og det tager hende lige et par sekunder at komme til overfladen igen. Så falder hendes blik på mig.

”Hej, skat,” siger hun med et smil og stryger mig over underarmen med sin hånd, fordi det lige er det eneste, hun kan nå.

”Hej,” hvisker jeg og ved ikke helt, om jeg skal reagere med irritation eller træt glæde over ikke at være den eneste vågne, når jeg kommer hjem.

Hun har klaret den første uge på arbejdet, ser det ud til. Og at dømme ud fra den glød, hun stadig har, så har hun ikke fået et tilbagefald endnu. Det giver mig en lille smule for meget håb, for en uge er ikke ret meget, men det er længere tid, end hun har holdt til noget andet arbejde i løbet af de seneste år.

”Haft en god dag?” spørger hun med et gab.

”Den har været fin nok,” siger jeg og opgiver at finde fjernbetjeningen for til gengæld at lade mig dumpe ned ved siden af hende i sofaen.

”Din lærer ringede i dag,” fortæller hun mig. ”En mr. London.”

Så snart hun siger det, ved jeg godt, hvad formålet med det opkald har været. Mr. London virker som en ærlig mand, der går op i sine elevers velfærd. Men dette er lige en tand for yderligtgående til mig.

”Hvad ville han?” spørger jeg alligevel.

”Han fortalte mig, at du ikke vil med på en tur, som skolen arrangerer.” Hun ser nærmest bebrejdende på mig. ”Fordi du ikke mener, at du har råd til det.”

Jeg vil gerne være mere tillidsfuld, selv om jeg finder det komplet uansvarligt. Men jeg kan simpelthen ikke være det. Min mor er ked af det - så meget er tydeligt. Hvilken mor har egentlig lyst til at høre den slags om sit barn? I hvert fald ikke min, og det er en lidt betryggende tanke, for det viser mig, at hun holder af mig. At hun ikke er ligeglad.

”Jeg … øh …” Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det til hende. Sige, at jeg ikke tør tro hende, når hun siger, at det går godt. At det er gået godt i denne uge er tydeligt, men hvad med i morgen? Hvad med dagen efter det? Hvad med resten af måneden?

”Sebastian,” siger hun og lægger en hånd på min kind. ”Jeg forstår godt, hvis du ikke føler, at du kan tro på det, når jeg er optimistisk. Desværre kan jeg ikke love dig med hundrede procents sikkerhed, at alting bliver bedre herfra. Men jeg har tænkt mig at prøve alligevel. At gøre det bedste, jeg kan. Og jeg kan fortælle dig, at jeg ikke har været så glad som nu siden … siden din far døde.”

Jeg synker den klump, hendes ord danner i halsen på mig.

”Kan du huske ham?” spørger hun forsigtigt og stryger sin finger over mit kindben.

”Nej,” indrømmer jeg. ”Ikke rigtigt. Jeg har billeder i hovedet, men jeg ved ikke, om de er rigtige, eller om det bare er noget, jeg forestiller mig.”

”Du ligner ham ikke,” fortæller hun mig ligefremt, idet hun lader sin hånd falde. ”Hverken af udseende eller personlighed. Og alligevel ser jeg hans spejling i dig.”

Vi har aldrig rigtig talt om min far. Det har været familiens lille tabuemne. Pigerne ved ikke, at min far ikke er Tony, for det er der aldrig nogen, der har fortalt dem. Jeg nænner ikke at gøre det, fordi de ikke vil forstå det, og jeg tror, at min mor kan lide tanken om at have alle sine børn samlet under ét. Nemlig at vi er hendes børn.

”Hvordan var han?” Min hals er blevet tør.

”Din far var godt begavet, min skat. Den hjerne, du gemmer på, har du fra ham. Men han var tillidsfuld grænsende til naiv, og han lyttede ikke til fornuft, hvis følelser fortalte ham noget andet. På mange måder var han et evigt barn.” Hun skæver kort mod køkkenvinduet, som om hun kan se ham i den blanke rude. ”Han traf de mest letsindige beslutninger og greb enhver chance for at have det sjovt.”

Jeg kan ikke klare mere, så jeg rejser mig langsomt fra stolen, bøjer mig ned og kysser hende i panden. ”Jeg går op og laver lektier,” siger jeg.

”Sebastian,” kalder hun, inden jeg når så langt. ”Du kæmper hårdt, skat. Den her chance for at komme lidt væk hjemmefra fortjener du. Hvis du bliver udvalgt, så skal du tage med.”

Et suk slipper ud mellem mine læber. ”Hvis tingene ser ud som nu, skal jeg nok tage af sted,” lover jeg hende med et lille, tvungent smil på læben.

Optimisme er bare ikke noget, jeg har råd til at mene ærligt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...