At Falde

”Sebastian, hvad er dit problem egentlig?”
”Ingenting,” siger jeg og smiler det smil, jeg kan se får hende til at krumme tæer. ”Jeg synes måske bare, at når nu du skal til at være Dexter Keys’ kæledyr, kunne du ærligt talt godt tage at lade være med at ligne en transseksuel.”
Af og til fortryder jeg, hvad jeg siger, når det er særligt ondt. Men i dette er ikke et sådant tilfælde. ---------------------------------------------------♥---------------------------------------------- For Noa er high school lig med en ny begyndelse. Begyndelsen på en tilværelse, hvor hun ikke blot må drømme om Dexter Keys, og hvor hun kan ignorere Sebastian Lachance og hans fornærmelser. For Sebastian er alting det samme, som det altid har været. - Et bidrag til "En Flænge i Himlen"-konkurrencen. Mulighed nr. 3.

21Likes
74Kommentarer
2113Visninger
AA

18. Kapitel 17 - Noa - "Jeg er ikke engang sikker på, at det er seriøst mellem os."

 

Dex er populær hos de franske piger, mens de opholder sig i Creswell. Med undtagelse af hende der Gabrielle og hende den anden - jeg tror måske, at hun hedder Eugenie -, som konstant klæber til Sebastian, er han omringet af alle de europæiske elever i ugens løb. Alligevel smiler han bredt til mig, hver eneste gang vi ses.

Caféturen blev ikke til noget tirsdag, fordi jeg ikke var i humør til det, og han var drænet efter at have flygtet fra interesserede piger hele dagen. Så i aften gør vi noget ved det forsømte. Han har nemlig inviteret mig ud at spise, og jeg glæder mig så meget, at jeg er ved at gå i panik over, hvad jeg skal tage på.

Bridget har lovet at hjælpe mig med det problem, så da vi får fri fra sidste time, drager vi mod det eneste sted i byen, hvor man kan købe ordentligt tøj: Centeret, som ligger på gadehjørnet efter Dennis’. Der er ikke ret mange mennesker endnu, selv om det er fredag. Men det kommer der nok senere, så vi skal helst have det overstået i en fart.

”Hvad går du efter?” spørger Bridget, idet vi bevæger os ind i H&M, hvor der er nok tøj at vælge imellem. Jeg er bare bange for, at det er lidt for ordinært til Dex, som sikkert har set alle kombinationer af tøj på en pige før.

”Det ved jeg ikke rigtigt,” indrømmer jeg og trækker en bøjle ud for at se på en almindelig hvid T-shirt med blå syninger.

Personligt kan jeg godt lide den, men den tilhører min gamle stil med hættetrøjer og kedeligt, ensfarvet tøj. Jeansene kan gå, hvis jeg har en pæn trøje på til. Og alligevel er de fleste af mine jeans blevet skiftet ud i løbet af det korte stykke tid, jeg har kendt Dex og Bridget.

”Hvad med den her?” Bridget holder en lårkort rød kjole op foran sig.

Den har faktisk en sød form: Smal i taljen og med lidt strut for neden. Og så er udskæringen dybere end det, jeg normalt ville gå med. I high school-verden er det en positiv ting, selv om min tøjsmag ikke helt er kommet sig over middle school endnu. Derfor er det godt, at jeg kan alliere mig med Bridget, som rent faktisk har smag.

”Jeg ved ikke,” mumler jeg og betragter kjolen. ”Jeg tror ikke, at jeg har taljen til det.”

Det er ikke en omgang typisk jeg-er-for-tyk-pis, for jeg anser ikke mig selv for tyk, selv om jeg uden problemer kunne tabe et par kilo uden at være modeltynd. Men det forholder sig sådan, at jeg er skabt uden en talje og med temmelig små bryster, hvilket gør, at den slags tøj ikke sidder ret godt på mig.

”Der sker ikke noget ved at prøve den,” minder hun mig om. ”Men du bliver nødt til også at prøve den her bluse! Den ville se vildt fed ud med en sort nederdel og nylonstrømper!” Blusen er hvid med dyb udskæring, der er omkranset af store flæser. Den er meget sød.

Vi gennemgår slavisk hele tøjbutikken, og jeg når at få ondt i fødderne, inden jeg endelig får lov til at snige mig ind i prøverummet og forhåbentlig kassere nogle af de outfits, hun har sat sammen. Ikke fordi jeg ikke kan lide dem - men jeg kan jo ikke købe dem alle sammen, for jeg tjener ingen penge, og meget tøj vil min far heller ikke sponsorere.

Til sidst beslutter jeg mig for at købe den hvide bluse og en sort nederdel. Strømpebukser har Bridget nemlig sikret sig, at jeg har en masse par af, hvis jeg nu lige skulle stå og mangle et par. Blusen er dyrere end meget andet, man kan købe i H&M, men den er det hele værd, synes jeg. I hvert fald hvis Dex kan lide den. Alting er det værd, hvis Dex synes, at det er pænt.

”Jeg er sulten,” erklærer Bridget så snart vi er kommet ud på gaden.

 

***

 

Vi ender på Dennis’ Diner. Selvfølgelig gør vi det. Der er ikke så mange andre steder i byen, at man kan få en eftermiddagssnack. Problemet med Dennis’ er bare, at Sebastian arbejder der - uanset hvilken ugedag, man kommer på, kan man være sikker på at finde ham der om eftermiddagen. Men der er jo ikke nogen, der tvinger mig til at tale med ham, for jeg skal ikke have noget.

Ganske som forventet står han bag disken med den røde kasket trykket ned i panden og i øvrigt iført slidte jeans og den sædvanlige blå T-shirt. Han ser ikke engang op, da vi træder ind, hvilket jeg er meget, meget lettet over. Lettelsen bliver erstattet af glæde, da jeg får set mig omkring og opdager, at ud over Sebastian og Bridget kender jeg en anden.

Kaylin vinker til mig fra en af barstolene ved skranken. Hun ligner en million med glattet hår, mørk makeup omkring øjnene og store ringe i ørerne. Og så smiler hun det smil, jeg ved, at hun har scoret mange drenge med i årenes løb.

”Hey!” udbryder jeg og går hen for at omfavne hende.

”Hej, mus,” hilser hun og knuger mig ind til sig, så jeg kan mærke hendes bryster mod min overkrop. ”Hvad laver du her?”

Jeg ser mig over skulderen, da jeg bliver sluppet fri af krammet. ”Du husker Bridget, ikke?”

Dette tager Bridget som sit stikord til at komme nærmere og hilse på. Kaylin og Bridget minder meget om hinanden af personlighed, hvilket måske siger lidt om den måde, hvorpå jeg vælger mine venner. Ud over at Bridget - hvis jeg skal være fair - er en langt bedre veninde end Kaylin nogensinde har været.

”Hvad laver du her, Kay?” spørger jeg, da de to har hilst ordentligt på hinanden.

Hun laver en håndbevægelse mod grillen. ”Jeg blev sulten, og så tænkte jeg, at jeg lige kunne underholde Sebastian lidt.”

Sebastian læner sig mod skranken. ”Det her er et spisested,” siger han henvendt til mig. ”Bestil mad eller skrid.”

Alle tanker om tak for hjælpen fra i tirsdags er tydeligvis forsvundet, for han ser lige så modbydelig ud, som han plejer at gøre det. Havde jeg været i hans sted, ville jeg nok have opført mig på en lignende måde, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal få ham forklaret sandheden.

Jeg lader Bridget bestille uden at give svar på tiltale. Imens tager jeg plads ved siden af Kaylin, som straks går i gang med at forklare mig om sin seneste forliste flirt med en fyr, der var et par måneder yngre end hende.

”Jeg siger dig, Noa, der er sgu en grund til, at manden skal være den ældste i forholdet,” erklærer hun højtideligt, som om det er nødvendig viden.

Måske havde det været det, hvis jeg ikke havde været ret sikker på, at Dex og jeg har et seriøst forhold. Sandsynligheden for det er bare ikke særlig stor.

”Og den med pengene i orden,” tilføjer Bridget grinende til Kaylins krav.

Ved udtalelsen kan jeg se, at Sebastian ryster på hovedet, selv om han står med ryggen til. Han skuldre er anspændte. Gad vide hvorfor?

”Bridget, Julian har næsten for mange penge,” siger jeg med et grin. Omsider har jeg lært at huske hans navn, hvilket jeg er lidt stolt af.

”Julian er dejlig.” Hun vender drømmende blikket skråt mod loftet, inden hun rækker tunge af mig. ”Du er bare misundelig, fordi Dexter ikke har givet dig gaver endnu.”

”Jeg er ikke engang sikker på, om det er seriøst mellem os,” lyver jeg forsigtigt, mest fordi jeg ikke vil have Kaylin indblandet alt for meget i den sag.

”Hold nu op,” griner Bridget. ”I er så søde sammen. Og han er tydeligvis helt vild med dig. Hvorfor ville han ellers se sådan på dig, selv med alle de franske babes hængende omkring sig?”

Den pointe løfter mit humør lidt mere, og det gør mig lidt mindre nervøs for min forestående date med Dex. Hvordan han stadig kan gøre mig nervøs, ved jeg ikke. Vi ser jo hinanden hver dag, og han har mere end én gang bevist, at han ville vænge mig over samværet med både venner og eksotiske piger fra et andet land … Jeg burde ikke være nervøs, men det er jeg.

”Pommes frites til de overfladiske sladretanter,” erklærer Sebastian ubehøvlet, mens han sender to bakker med friturestegte kartoffelstrimler hen over disken.

”Overfladiske?” Kaylin snøfter med påtaget fornærmelse. ”Som om du ikke ville sætte pris på at få gaver og se godt ud.”

”Nogle mennesker har vigtigere ting at bruge pengene på, Kaylin,” siger han og læner sig med krydsede arme mod bordpladen. Han lyder ikke engang specielt irriteret.

Siden hvornår er Kaylin holdt op med at gå ham på nerverne? Næst efter mig plejer hun at være den person, der lettest får det værste frem i ham. I hvert fald af hvad jeg har erfaret.

”Men hvis du havde pengene til at opfylde mine skyhøje krav, ville du helt sikkert invitere mig ud,” bemærker Kaylin med et glimt i de mørkt indrammede øjne.

Jeg er lige ved at tabe øjne, næse og mund. Hun sender ham nemlig et drillende smil, som han returnerer ved at lette lidt på kaskettens skygge og tippe hovedet tilbage. Hvad i al verden sker der? Jeg kan ikke fatte, at Kaylin - som for ikke så længe siden var døden nær af grin over, at nogen syntes Sebastian var pæn - sidder dér og flirter med ham af alle mennesker

”Nå? Hvad får dig til at tro det?” Han trykker kasketten tilbage på plads og smiler et skævt smil, inden hans øjne møder mine under skyggen. De skinner af noget, jeg ikke bryder mig om. Det ligner hævn.

Dog er jeg lidt for optaget af samtalen til at bekymre mig om hans ansigtsudtryk. For jeg fatter simpelthen ikke, at han deltager i flirten. Sebastian flirter ikke med piger. Dertil er han både for grov og for selvhøjtidelig.

Eller det troede jeg i hvert fald. Men tydeligvis tager jeg fejl. Og så lige med Kaylin af alle mennesker. En af mine allerbedste veninder.

”Jeg må hellere løbe nu,” siger jeg diskret til Bridget, mens Kaylin og Sebastian fortsætter dating-diskussionen. ”Jeg skal lige nå at gøre mig klar.”

Hun sender mig et blik, der er lidt for forstående. Hvad skal det nu gøre godt for? Så smiler hun og nikker mod posen med mit nye tøj.

”Bare i orden. Det kommer til at se fantastisk ud,” forsikrer hun mig ivrigt. ”Send mig et billede, når du er færdig.”

”Det skal jeg nok,” lover jeg på vej ud ad døren.  ”Vi ses, Kaylin.”

Kaylin værdiger mig et kort sidelæns blik og et nik, inden hun vender sig mod Sebastian igen. Stakkels Bridget, sådan at skulle sidde tilbage med de to

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...