At Falde

”Sebastian, hvad er dit problem egentlig?”
”Ingenting,” siger jeg og smiler det smil, jeg kan se får hende til at krumme tæer. ”Jeg synes måske bare, at når nu du skal til at være Dexter Keys’ kæledyr, kunne du ærligt talt godt tage at lade være med at ligne en transseksuel.”
Af og til fortryder jeg, hvad jeg siger, når det er særligt ondt. Men i dette er ikke et sådant tilfælde. ---------------------------------------------------♥---------------------------------------------- For Noa er high school lig med en ny begyndelse. Begyndelsen på en tilværelse, hvor hun ikke blot må drømme om Dexter Keys, og hvor hun kan ignorere Sebastian Lachance og hans fornærmelser. For Sebastian er alting det samme, som det altid har været. - Et bidrag til "En Flænge i Himlen"-konkurrencen. Mulighed nr. 3.

21Likes
74Kommentarer
2140Visninger
AA

17. Kapitel 16 - Sebastian - "Man siger, at du er djævlens yngel."

 

Jeg ved ikke, hvad der sker på Dennis’ denne eftermiddag, men stedet er fyldt til randen af ældre mennesker med hver deres eksemplar af biblen i hånden. Nabokonen befinder sig i selskabet, der overtager alle ledige sæder på dineren og overdøver jukeboksens musik. Dennis er ovenud lykkelig, for mange kunder betyder mange penge. Forudsat at de bestiller noget.

En ældre kvinde nærmer sig mig, mens jeg står og tjekker kassens beholdning på skærmen bag disken. ”Du er Lachance-drengen,” bemærker hun med en attitude af ophøjet korrekthed.

I det mindste besværer hun sig med at udtale mit efternavn korrekt, selv om tonen antyder, at hun ikke er lykkelig for at genkende mig. Med et suk hæver jeg blikket fra skærmen og ved godt, hvor det her bærer hen.

”Jo, madam,” siger jeg stille og bøjer nakken en anelse, så kasketten skygger mere for mit ansigt og mit pandehår. ”Kan jeg hjælpe Dem?”

Jeg gør mit bedste for at lyde stiv og høflig, selv om jeg har lyst til at hvæse. Bag hende kan jeg nemlig se, at min nabo sender mig et misbilligende blik. Ingen skal kunne klandre mig for at være den, der starter problemerne på min arbejdsplads - for jeg har brug for det her job, og min opførsel er i forvejen svær for Dennis at se gennem fingre med.

”Man siger, at du er djævlens yngel,” fortæller hun mig i en fortrolig tone, som om hun ikke har opbakning fra hele sin generation til at sige noget sådant.

”Det har jeg hørt,” svarer jeg, stadig høfligt og rækker hende et menukort for at skifte emne, inden det bliver ubehageligt for os begge. ”Skal De bestille mad, ma’am?”

Emnet er ikke ét, jeg nyder specielt meget, men jeg ved, at de ældre mennesker i og omkring Creswell ikke kan lade være med at dvæle ved det. Desværre er det ikke kun de ældre mennesker, der er så latterligt overtroiske, at de frygter en djævel, der ikke eksisterer. De rigtig kristne bor i den ene del af Creswell og har deres egen skole - og tilfældigvis endte jeg med at gå der.

Min mor har ikke noget imod kristendom, men hun er ikke selv troende, og det er jeg heller ikke. Problemet med dette var blot, at mine holdninger gjorde mig temmelig upopulær, og det gjorde mine klassekammerater urolige. De fleste af dem, i hvert fald. Deres bedsteforældre kastede ét blik på mig, så mit usædvanlige hår og kaldte mig djævlens afkom.

Ikke at det rører mig, men jeg vil da hellere være fri.

”Jeg skal ikke serviceres af en som dig,” bekendtgør hun standhaftigt og sender mig et dræberblik. Som om det slår hende ihjel, at jeg modtager hendes bestilling og klasker en klam burger sammen.

For ikke at starte panik eller hysteri træder jeg tilbage med hævede øjenbryn. Ældre mennesker er syge i bøtten. De praler af livserfaring og er åh-så fromme. I hvert fald hvis man spørger dem. Efter min mening er de nu temmelig dumme: De tror på, at der sidder en mand på en sky og holder øje med alle mennesker på Jorden på én gang, for helvede.

Hvor intelligent synes de selv, at det lyder?

”Dennis,” kalder jeg gennem svingdøren ud til køkkenet, ”der er bud efter dig.”

”Jeg er lige midt i noget, Seb,” siger han og bander, da han slår hovedet op i bordpladen på kogeøen. ”Klar det lige, ikke?”

”Det er en dame, som nægter at lade mig tage imod hendes ordre,” forklarer jeg.

”Sig til hende, at det bliver hun nødt til, hvis hun vil have mad inden for det næste kvarter.”

”Du beder selv om det,” mumler jeg og går tilbage til det fyldte rum med de mange ældre mennesker.

Damen ser demonstrativt på mig hen over kanten på sine halvmånebriller. Hun har små, kolde, indsunkne øjne, der er omkranset af rynker. Hendes øjenbryn er så tynde og lyse, at de næsten går i ét med den leverplettede hud.

”Min chef er desværre optaget lige nu. Der går et kvarters tid, før han kan tage imod bestilling,” siger jeg afmålt.

”Det er absurd!” udbryder hun forarget.

”Undskyld mig, madam, men er det ikke mere absurd, at du nægter at lade dig betjene af en almindelig sekstenårig dreng?” spørger jeg, og provokationen sniger sig ind i min stemme, selv om jeg forsøger at holde den under kontrol.

”Du er alt andet end almindelig, Sebastian Lachance,” spytter hun. ”Djævlens børn er til på Jorden for at sprede ulykke og kaos, og det er præcis, hvad du gør. Ifølge mrs. Brown lider din mor af en svær depression, og dine søskendes far har forladt dem. Er det ikke at sprede ulykke?”

Ved lyden af sit navn ser min gamle, snerpede nabokone op fra det kortspil, som en ældre mand har lagt frem på et af bordene. Skal de til at spille bridge eller sådan noget her?

Raseriet blusser pludselig i mig. Jeg er ikke skyld i min mors depression, og jeg gør mit bedste for at hjælpe mine søstre! ”Hvis jeg var dig, ville jeg ikke stikke næsen i sager, som ikke vedkommer dig,” hvæser jeg.

Alle tanker om høflighed og at holde hovedet koldt forlader mig i samme øjeblik, som jeg slipper selvkontrollen. Sådan en flok omvandrende aske holdt sammen af et papirtyndt lag leverplettet hud skal ikke komme og påstå, at de kender mig eller min familie. De ved ikke noget som helst. Og hvis det er så synd for min mor, hvorfor hjælper de hende så ikke? Hvorfor har mrs. Brown set til fra haven eller køkkenvinduet i årevis, mens ”djævlens yngel” ødelægger ”ordentlige mennesker”?

”Truer du mig?” vræler hun, mens hun vender sig halvt for at samle støtte og sympati fra sine jævnaldrende. ”Han truer mig. Du har ganske ret, kære Lucinda. Den dreng er absolut forfærdelig. Sådan at true gode, dydige borgere, som blot kommer for at spise og oven i købet betaler hans løn!” Hendes stemme stiger en oktav for hver sætning, og jeg imponeres næsten over, hvordan så lidt kan få såkaldte gode mennesker til at gå ud af deres gode skind.

Det er alligevel imponerende, tænker jeg rasende, mens jeg bider mig i underlæben og skubber kaskettens skygge længere ned, så de ikke kan se mine øjne.

”Mrs. Petterson,” siger Dennis, som kommer ind gennem svingdøren fra køkkenet, ”hvad er problemet?”

Jeg knurrer indvendigt, for Dennis skal i hvert fald ikke komme og klare skærene. Det her er min diskussion. Desuden vil jeg ikke høre det sædvanlige høflige pis om, at han nok skal finde på en passende straf for mine manglende sociale kompetencer. Det har han sagt én gang før, og jeg vil ikke høre det igen. Hvis han siger det, så sværger jeg, at jeg siger op på stedet og finder noget andet.

”Åh, sødeste Dennis,” gisper den gamle hejre og placerer en hånd over sit bryst. ”Hvis jeg må komme med et godt råd, så fyrer du den dreng omgående. Han er ubehøvlet og ond!”

Hvem er det lige, der er ubehøvlet? tænker jeg og fnyser for mig selv, mens jeg ser afventende på Dennis. Ikke fordi jeg forventer, at han vil tage mit parti. Faktisk er han forpligtet til at tage kundens parti, men det skal ikke forhindre mig i at sige op på baggrund af uretfærdig behandling.

Jeg har for fanden ikke gjort noget.

”Nonsens, mrs. Petterson,” siger Dennis til min overraskelse og smækker en tung lap ned på min skulder. ”Seb er en god dreng, som gør, hvad han får besked på. Jeg har ingen grund til at fyre ham.”

”Men Dennis!” Hun skifter nærmest farve fra en grå, pergamentagtig tone til lilla af forargelse. ”Han truede mig.”

”Heldigvis har han det udelukkende i munden,” siger Dennis og sender mig et advarende blik, som jeg gengælder med en rasende stirren.

Det allersidste, jeg har brug for, er at blive forsvaret af min chef. Jeg kan tage vare på mig selv; det har jeg gjort i årevis. Så vil jeg næsten hellere fyres.

”Har du set på ham, Dennis?” spørger damen, mrs. Petterson, fattet min chef.

”Ja,” siger Dennis. ”Hver eneste dag i en del år efterhånden. Og jeg ser en ualmindeligt hårdtarbejdende dreng, som gør sit allerbedste hver eneste dag, selv om han ikke altid er en solstråle at være i selskab med.”

”Hans hår er helt gråt!” bakker en ældre mand mrs. Petterson op.

”Det er dit også, for fanden!” råber jeg og høster himmelfaldne blikke for min banden. Selvfølgelig. Spørger man dem, så er det et helt tydeligt tegn på, at de har ret, at jeg netop har påkaldt ”min skaber”.

Men i det mindste lukker det munden på dem, og de siver langsomt ud i aftenmørket med deres gangstativer og stokke. Dineren bliver helt stille, da de er forsvundet, og jeg bliver bevidst om, hvad jeg har gjort for Dennis’ fortjeneste.

De mange burgere, de ældre mennesker kunne have bestilt, må han nu skyde en hvid pil efter. For helvede.

”Seb,” siger han og klapper mig på skulderen, ”hvorfor tager du ikke resten af aftenen fri?”

Det lyder ikke, som om han er glad for at foreslå det.

”Skal jeg komme igen i morgen?” spørger jeg, mens arrigskaben langsomt siver ud af min stemme. Villigheden til at sige op er betydeligt mindre nu, hvor jeg ikke ved, om en fyring bliver en realitet.

”Selvfølgelig. Plasticdutterne under stolene skal skiftes, og så er der jo altid gulve, som skal vaskes.”

 

***

 

Jeg er ikke begejstret, da jeg kommer hjem. Dennis har forsvaret mig overfor en flok oldinge! Det burde jeg være i stand til at tage mig af uden hjælp fra nogen som helst. Jeg kan klare mig selv.

Dog lysner mit humør lidt, da jeg når hjem i tide til at se filmen med mine søstre. Den er lige startet, da jeg lader mig glide ned at sidde i sofaen og læner mig godt tilbage. Inden der er gået lang tid, sidder de begge op ad mig på hver sin side, og min mor kommer ind med aftensmaden, som består af pasta med kødsovs. Det er bedre end ingenting, og bestemt bedre end de sædvanlige rester nede fra Dennis’.

”Hvordan gik det på arbejdet?” spørger jeg hende dæmpet.

”Godt,” siger hun ivrigt og fortæller mig om chefen, som har rost hendes engagement.

Det får mig til at smile, for jeg kan se, at hun ikke lyver. Og jeg kan se, at hun virkelig forsøger at bevise for mig, at hun kan få det til at fungere. For nu har jeg dog brug for lidt mere tid, før jeg tør tro på den ulmende fornemmelse af glæde i maven.

For at vi kan tale sammen, frigør jeg mig fra pigernes små arme og går ud i køkkenet efter mor. Hun sætter sig med benene krydset og skubber askebægeret over til mig, da jeg finder mine smøger frem.

”Skal du ikke ryge?” spørger jeg med hævede øjenbryn.

”Nej. Jeg vil se, om jeg ikke kan holde op,” fortæller hun mig. ”Og det bør du også.”

”Det kommer ikke til at ske,” mumler jeg. Rygning er en af de få ting, jeg slapper bare minimalt af med.

”Hvordan var din skoledag?”

”Elendig,” siger jeg ærligt. ”Når jeg er der, føler jeg mig omgivet af idioter.”

”Måske skulle vi se, om du kunne komme på en skole i Springfield i stedet? Eller Eugene?” foreslår min mor, som ellers aldrig har udvist særlig meget interesse for den sociale side af min skolegang.

Tanken om at skifte skole skræmmer mig mere, end den bør. Et skoleskifte vil betyde nye mennesker, som jeg skal anstrenge mig for at lære at kende, fordi der ellers ikke er nogen pointe i at flytte. Det vil også betyde, at jeg skal lære helt nye lærere at kende igen. Det vil også betyde, at jeg slipper for Noa og hendes stræben efter popularitet.

”Ellers tak,” siger jeg og hader mig selv for at have tænkt det sidste. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...