At Falde

”Sebastian, hvad er dit problem egentlig?”
”Ingenting,” siger jeg og smiler det smil, jeg kan se får hende til at krumme tæer. ”Jeg synes måske bare, at når nu du skal til at være Dexter Keys’ kæledyr, kunne du ærligt talt godt tage at lade være med at ligne en transseksuel.”
Af og til fortryder jeg, hvad jeg siger, når det er særligt ondt. Men i dette er ikke et sådant tilfælde. ---------------------------------------------------♥---------------------------------------------- For Noa er high school lig med en ny begyndelse. Begyndelsen på en tilværelse, hvor hun ikke blot må drømme om Dexter Keys, og hvor hun kan ignorere Sebastian Lachance og hans fornærmelser. For Sebastian er alting det samme, som det altid har været. - Et bidrag til "En Flænge i Himlen"-konkurrencen. Mulighed nr. 3.

21Likes
74Kommentarer
2106Visninger
AA

16. Kapitel 15 - Noa - "En pebermyntepastil ville hjælpe på den drageånde."

 

Mrs. Jennings, min samfundsfagslærerinde, har lige gjort min dag meget bedre ved at fortælle mig, at jeg rent faktisk har en chance for at komme med til Separation Lake. Som sådan er det ikke turen til søen, jeg glæder mig over. Det er mere anerkendelsen af, at jeg har gjort en indsats i skolen, og at lærerne kan se det. Det er meningen, at de deltagende parter får besked en gang i næste uge, så der er tid endnu, men jeg tror ikke, at Bridget får muligheden, og det får mig til at ønske, at jeg kunne sige nej og være en god, solidarisk veninde.

Men det siger lidt om mig som person, synes jeg, hvis jeg er utaknemmelig nok til at takke nej til muligheden. Derfor beslutter jeg mig for at glæde mig over det i stilhed og lade være med at fortælle Bridget noget, medmindre jeg kommer med. Hun behøver ikke at blive ked af det, hvis det ikke bliver til noget.

Dex er ikke udstyret med helt samme situationsfornemmelse som mig. ”Der er sandsynlighed for, at jeg får et gensyn med Separation Lake i år,” jubler han til mig og giver Joel en high-five, fordi Joel er selvskrevet til at komme med på turen.

”Tillykke med det,” siger jeg med et bredt smil og tager imod det kys, Dex planter på mine læber. Mine kinder bliver røde, fordi de omkringstående piger - amerikanske såvel som franske - stirrer.

Da han er færdig med at kysse mig pjattet og overdrevet, kan ingen af os lade være med at le. Men jeg er bevidst om, at Bridgets smil bliver en smule stramt.

”Du var her da ikke til tiden i morges,” bemærker Dex, og åbenbart ser Joel det som sit stikord til at slå en arm omkring skuldrene på Bridget og tvinge hendes tanker hen på noget andet end samtalen. ”Bridget løb rundt på hele skolen for at finde dig.”

Jeg synker en klump og forsøger at forholde mig roligt. ”Jeg sov lidt for længe,” lyver jeg.

Han lægger armene over kors på brystet og ser hen over hovedet på mig et lille øjeblik. Så skifter han udtryk til mistro.

”Hvad lavede du så sammen med La-tjance?” Han slår let ud med den ene arm. ”Jeg så jer komme sammen.”

Pis! Hvorfor har jeg ikke tænkt på, at Dex har historie, og at historielokalet ligger ud mod skolegården? Nu skal jeg jo til at forklare mig, og det er ikke en situation, jeg værdsætter særlig meget. Men jeg har ikke gjort noget forkert, og det har Sebastian heller ikke.

For mit indre blik ser jeg hans panikslagne ansigt omkranset af drivende vådt hår. Og jeg hører hans stemme kalde mit navn. Mit rigtige navn.

”Jeg mødte han på vejen,” siger jeg. ”Hans lillesøster var blevet væk, så jeg ville bare hjælpe ham med at finde hende.”

Dex kniber øjnene sammen og ignorerer de to franske piger, som går forbi og hilser på ham. Tydeligvis er han i gang med en eller anden indre konflikt, og det gør mig lidt bekymret, fordi han bare skal tro på mig. Det er jo sandheden, og han kan vel ikke klandre mig for at hjælpe med at finde forsvundne småbørn frem for at nå i skole til tiden. Kan han?

”Fandt I hende så?” spørger han, mildere.

Jeg ånder lettet ud og opdager først da, at jeg har holdt vejret. ”Ja. Hun var bare gået hen i børnehaven.”

Han smiler. ”Det var godt, at hun ikke forsvandt helt,” siger han og kysser mig i panden. ”Er du klar til at gå til at få noget frokost?”

”Jep!”

Vores hænder finder hinanden, og jeg kan mærke varmen fra hans krop, da vi side om side går hen ad gangen mod kantinen. Dex er skøn. Sød og forstående og kærlig, selv om han skal forestille at være den uopnåelige sportsstjerne på stedet. Overfor mig er der ikke meget af popularitetsfacaden tilbage.

Et stykke nede ad gangen får jeg øje på Sebastian, som står sammen med sine to franske fans og er i gang med at læsse bøger ind i sit skab. Hans bukser er ikke helt tørre endnu, men jakken har i det mindste holdt hans T-shirt nogenlunde tør. Chancen for at han bliver syg er dermed reduceret en lille smule, og jeg ved ikke helt, om jeg skal glæde mig over det eller være skuffet. Et par dage uden hans tilstedeværelse på skolen ville bestemt ikke gøre mig noget.

Tilfældigt ser han op, møder mit blik og sender mig et ondt smil, inden han smækker skabslågen i.

”La-tjance!” råber Dex pludselig. Til min store overraskelse bliver jeg halet af sted mod de tre.

Sebastian ligner en, der tænker ”Hvad nu?

”Jeg ved ikke, hvad du forestiller dig, at du får ud af det,” siger Dex fattet, ”men der er altså andre måder at komme i snak med Noa på end at lade, som om din søster er forsvundet.”

Begge Sebastians øjenbryn skyder i vejret, og hans lynende øjne bliver vendt mod mig. Imidlertid er jeg lige så overrasket, som han må være, for det var tydeligvis ikke sådan, tingene hang sammen. Selv om det, nu hvor jeg tænker over det, godt kunne se sådan ud.

”En pebermyntepastil vil hjælpe på den drageånde,” siger Sebastian overlegent og vifter med en hånd foran sin næse. ”Men jeg har ikke hørt om en kur mod at have personlighed som en drage endnu.”

”Lad være med at tale udenom, din lille lus!” snerrer Dex og slipper min hånd for at gribe fat i kraven på hans T-shirt. ”Hvis du gerne vil være sammen med Noa, hvorfor inviterer du hende så ikke bare ud ligesom alle andre normale mennesker?” Han retter sig op, og pludselig smiler han. ”Nå, nej. Det kan du jo ikke, for du har ingen penge, takket være din tabermor.”

”Dex!” udbryder jeg vagt og lægger en hånd på hans arm. Hvor ved han det fra?

Jeg skulle ikke have gjort opmærksom på mig selv, for Sebastian sender mig et blik så rasende, at hvis blikke kunne dræbe, ville jeg være dobbelt død. Selvfølgelig tror han, at det er mig, der har fortalt Dexter det. Men det er det altså ikke.

”Jeg ved ikke, hvordan du er kommet til at lide under den illusion, at jeg har interesse i at være sammen med dit lille kæledyr,” siger Sebastian til Dex, som han skubber baglæns. ”Men du kan være helt rolig. Der er ikke noget, jeg hellere ville undgå.”

Uanfægtet trækker han ned i sin T-shirt og går hen ad gangen. Gabrielle og Eugenie bliver stående sammen med Dexter og mig et lille øjeblik. Først her går det op for mig, hvem der kan have sladret til Dex om Sebastians mor. Gabrielle står nemlig og ser brødebetynget ned i gulvet og bider sig i læben.

”Du skal ikke være ked af det,” siger Dexter mildt til hende. ”Han bliver god igen, selv hvis han finder ud af, at du sagde det til mig.”

Ærligt talt har jeg mine tvivl om det. Dex kender ham ikke, som jeg kender ham. Sebastian bliver ikke god igen. Han bærer nag til den, der har sladret om ham til Dexter, resten af vedkommendes liv. Til Gabrielles held tror han, at det er mig, der har sagt det. Til min ulykke betyder det bare, at indtil college bliver jeg nødt til at leve med, at han helt sikkert opfører sig endnu mere modbydeligt end nogensinde.

Jeg leger med tanken om at fortælle ham sandheden, men han vil sikkert alligevel ikke lytte til mig. Om han hader mig kan desuden også være lige meget - så hader vi jo bare hinanden, ikke?

”Kom, smukke,” siger Dex med et smil og tager min hånd igen for at føre mig tilbage mod kantinen.

Hans attitude irriterer mig.

”Behøvede du absolut at gøre det?” spørger jeg og bider mig i læben. Min sociale dødsstraf kan blive vedtaget, hvis jeg er alt for snerpet overfor Dex, det ved jeg godt.

”Du vil gerne have ham ud af dit liv, ikke?” Spørgsmålet er retorisk, kan jeg høre, og han fortsætter da også umiddelbart efter: ”Hvis han tror, at det får seriøse konsekvenser for ham, hvis han ikke lader dig være i fred, så skal han nok holde sig væk.”

”Så du gjorde det for min skyld?” Kritisk tænkning byder mig at have blandede følelser omkring den situation, jeg befinder mig i, men jeg skubber de negative følelser fra mig til fordel for taknemmeligheden, jeg ærligt også føler. ”Tak. Du er den bedste.”

Han ser ud, som om jeg netop har udråbt ham til konge af Nordamerika eller sådan noget. Hans brune øjne funkler, og hans læber skilles for at afsløre et muntert, hvidt tandsmil. Glæden radierer ud fra ham, som om han ikke har forventet, at jeg ville blive glad. Som om han har forventet, at jeg bliver vred eller irriteret på ham. Kan jeg virkelig påvirke Dexter Keys på den måde? Mig?

”Du er det værd,” fortæller han mig og kysser mig igen. ”Jeg har ikke lyst til at se dig blive ked af alle de onde ting, som han hele tiden siger til dig.”

Så vidt jeg ved, har Dexter ikke været ret meget til stede, når Sebastian har været værst. Han har set mig blive ked af det én gang, men det er også det hele.

”Hvordan ved du, at han gør det?” spørger jeg.

”Jeg taler faktisk også med Bridget,” påpeger han med et grin. ”Apropos Bridget. Lad os finde hende og Joel. Vi kan ikke have, at han falder for en optaget pige, kan vi vel?”

Jeg finder det usandsynligt, at Joel skulle forelske sig i Bridget. Ikke fordi Bridget ikke er både sød og pæn, men Joel … Joel er Joel, og han har en speciel smag i piger.

Det er der i øvrigt sikkert også mange, der siger om Dexter, hvis de kender mig fra før high school. Men hvis de siger det, så lytter han tydeligvis ikke til dem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...