At Falde

”Sebastian, hvad er dit problem egentlig?”
”Ingenting,” siger jeg og smiler det smil, jeg kan se får hende til at krumme tæer. ”Jeg synes måske bare, at når nu du skal til at være Dexter Keys’ kæledyr, kunne du ærligt talt godt tage at lade være med at ligne en transseksuel.”
Af og til fortryder jeg, hvad jeg siger, når det er særligt ondt. Men i dette er ikke et sådant tilfælde. ---------------------------------------------------♥---------------------------------------------- For Noa er high school lig med en ny begyndelse. Begyndelsen på en tilværelse, hvor hun ikke blot må drømme om Dexter Keys, og hvor hun kan ignorere Sebastian Lachance og hans fornærmelser. For Sebastian er alting det samme, som det altid har været. - Et bidrag til "En Flænge i Himlen"-konkurrencen. Mulighed nr. 3.

21Likes
74Kommentarer
2132Visninger
AA

15. Kapitel 14 - Sebastian - "Jeg har tænkt mig at indstille dig til turen til Separation Lake."

 

Gabrielle er over mig, så snart mr. London giver os en pause fra matematiktimen. Hendes lange, mørke hår er sat kunstfærdigt op, og hun vipper med sine lange øjenvipper, idet hun sætter sig på kanten af mit bord. Nederdelen kryber en lille smule op, men ikke nok til at blotlægge ret meget mere hud, end jeg kan se i forvejen.

”Du kom meget for sent,” bemærker hun, på flydende fransk oveni købet.

”Ja,” svarer jeg, mens jeg trækker blikket ned i min notesbog, hvor jeg stadig er i færd med at skrive de ting af fra tavlen, jeg har misset.

”Sammen med hende.” Hun siger det med et drillende grin og peger diskret i Noas retning.

”Det var et tilfælde,” lyver jeg, glad for at matematiklokalet ikke vender ud mod vejen. Gabrielle kan umuligt have set, hvordan vi gik under samme paraply gennem skolegården.

Jeg har ikke behov for at kunne forsvare mine handlinger overfor Gabrielle, men for min egen skyld er det nok bedst at benægte, at jeg har talt med Noa på vejen til skole.

Forhåbentlig sad der ingen af relevans i lokalerne, hvor vinduerne vender ud mod vejen. Hvorfor jeg gruer for en konfrontation, ved jeg ikke helt. Det må være noget med, at jeg ikke har lyst til at blive holdt op på noget, jeg ikke har været herre over. Ingen kunne have forudset, at Noa ville komme ud og tilbyde sin hjælp. Heller ikke mig.

Forsigtigt lader jeg mine øjne scanne lokalet. Under den praktiske jakke, der nu hænger og tørrer over ryggen på hendes stol, har Noa en langærmet sort T-shirt med V-udskæring. Hendes ben er klædt i mørke jeans, der sidder så tæt, at de kunne være malet på, og på fødderne har hun halvstøvler med hæl på. Det er en helt anden person, som står med armene slået selvbevist omkring sin krop og taler med Bridget.

Mon den gamle Noa er derinde et sted? Inde bag makeuppen, det stramtsiddende og udfordrende tøj og det bearbejdede mørke hår?

”Sebastian, har du ikke lyst til at invitere mig ud?” spørger Gabrielle med et smil, der er bedårende. Hun lyder nervøs på en sød måde, der giver mig dårlig samvittighed.

Langsomt rejser jeg mig fra min stol. ”Beklager, Gabrielle,” siger jeg stilfærdigt. ”Du er rigtig sød og alt det der, men vi har kun kendt hinanden i meget få dage, og jeg har simpelthen ikke råd til det.”

Manglende forståelse overtager hendes træk. En lang, smal rynke viser sig i hendes pande, og hendes øjenbryn sænkes en anelse.

”Er det, fordi du kan lide en anden?” spørger hun forsigtigt.

”Nej,” siger jeg. ”At jeg ikke har råd er ikke en dårlig undskyldning. Jeg har virkelig ikke pengene til det.”

Når jeg en dag inviterer nogen ud, vil jeg gøre det ordentligt. Men som min økonomiske situation ser ud i øjeblikket, kommer det ikke til at ske. Måske når jeg engang får et bedre job. Forudsat at jeg har råd til uddannelsen, de velbetalte jobs kræver. Min fremtid efter high school afhænger i høj grad af stipendier. Hvis jeg ikke får et, er college udelukket.

Min mor vil sige, at fordi hun nu har et velbetalt job - hun nævnte lønnen for mig, inden hun cyklede af sted mod Springfield i morges -, bliver det ikke noget problem. Men jeg har bare ikke råd til at tro på, at hun kan vende alting om nu. I min verden bliver fremtiden nødt til at se ud, som den har set ud de seneste år.

”Hvordan kan du ikke have råd? Hvad bruger du pengene, du tjener, på?” At hun ikke forstår, hvad jeg mener, undrer mig på ingen måde. Men derfor går det mig alligevel på nerverne.

”Husleje, for eksempel. Mad til mig selv, min mor og mine søskende,” vrisser jeg. Og så træder jeg væk fra bordet og går ud på gangen for at slippe lidt væk fra de summende stemmer i lokalet.

Gangene er øde, da jeg finder vej til drengenes toiletter. Selv om man skulle tro, at jeg har fået nok af vand, så lader jeg alligevel den ene hane løbe, indtil vandet er isnende koldt. Så stikker jeg hænderne ind under og sender den våde substans flyvende ind i fjæset på mig selv. Det køler mig ned på mere end én måde.

Kortvarigt lader jeg blikket falde på mit spejlbillede. Det grimme institutionsagtige orange lys låner mit hår et skær af brunt, der ikke naturligt er tilstede. Min T-shirts søm omkring halsen er helt mørk i forhold til resten af stoffet, fordi den er drivende våd endnu. Der er en anspændthed i mit ansigt og mine skuldre, som jeg ikke kan glatte ud, selv om jeg gerne vil. I stedet ruller jeg lidt med skuldrene, gaber og går tilbage til matematiklokalet, hvor mr. London har genoptaget sin undervisning ved at sætte de andre i gang med at regne opgaver.

Da jeg træder ind ad døren, drejer han hovedet og ser på mig. ”Sebastian,” siger han og peger på døren. ”To minutter.”

Det er ikke en straf. Det kan jeg høre på hans toneleje, selv om jeg ville have ventet en straf. Fra hans side havde det været det mest logiske at gøre. Men han følger mig bare ud og lukker døren efter sig.

”Har du en idé om, hvad jeg vil?” spørger han mig.

Jeg ryster ærligt på hovedet, så dråber flyver fra spidserne af mit pandehår. ”Nej, sir. Irettesætte mig for at komme for sent til timen?”

Der har ikke været ret meget undervisning i matematik indtil videre, og jeg har ikke været den flittigste til at møde op til tiden - eller i det hele taget bare at møde op. Så hvis han vil skælde mig ud for det - eller advare mig - forstår jeg det udmærket godt.

”Det burde jeg nok gøre,” indrømmer han med et afslappet smil og et skuldertræk. ”Men det gør jeg ikke. Du følger jo udmærket med, selv om du ikke ser ud til det. Og det er netop på grund af dine testresultater, at jeg gerne vil tale med dig.”

Stik mod al forventning er min nysgerrighed vakt. Mine testresultater? De har været upåklagelige. Ikke en eneste fejl havde jeg i sidste uges test. Jeg ved ikke, hvad mr. London har med tests, men der er i hvert fald mange af dem. Vi har allerede haft et par stykker. I dag er faktisk en undtagelse, for så vidt jeg ved, er de andre ikke blevet testet, mens jeg var ude.

”Mine testresultater?” gentager jeg, da han tydeligvis afventer en reaktion fra min side.

”Ja,” siger han. ”De er ekstraordinære …” Han tøver.

Så han tror, at jeg snyder? Mistroiske satan. Bare fordi jeg kan mine ting, betyder det ikke nødvendigvis, at jeg snyder til prøverne. Og det gør jeg virkelig ikke, hvilket er grunden til, at jeg føler en retfærdig grad af harme mod ham. Der er en grund til, at jeg ikke får meget søvn, selv om jeg i reglen er hjemme fra arbejde inden klokken ti på hverdage.

”Jeg har tænkt mig at indstille dig til turen til Separation Lake,” siger han endelig. ”Jeg kan ikke sige, at du tilstedeværelsesmæssigt har fortjent muligheden, men dine resultater gør det svært for mig at benægte, at du må være udstyret med en usædvanlig begavelse.”

De rosende ord bør gøre mig glad, og inderst inde tænder anerkendelsen et lys i mig. At mr. London er villig til at give mig denne chance er mere, end jeg har turdet håbe på. Dette til trods hopper jeg ikke op og ned på stedet af glæde. Mit ansigt forbliver så blankt, som jeg formår at gøre det.

”Tak for omtanken, mr. London. Men selv hvis jeg rent faktisk fik en plads blandt de seksten, kunne jeg ikke tage med. Det er ikke et spørgsmål om prioriteter. Jeg har simpelthen bare ikke råd til det.” Ordene vælter ud af munden på mig i et afmålt, høfligt tonefald. Det er stift, men jeg kan ikke gøre andet.

Irriteret indser jeg, at det er anden gang i dag, at min økonomiske situation bliver grundlaget for en beslutning, alle andre slet ikke ville have problemer med at træffe. Hvis bare min mor ikke havde været, som hun var … Havde jeg været hundrede procent sikker på, at det nye job er der, hvor hun kommer ovenpå igen, ville jeg ikke føle mig tvunget til at afvise et tilbud, som jeg føler mig beæret over at få.

Mr. London forstår det lige så lidt, som Gabrielle forstår, at jeg ikke kan invitere hende ud. Han rynker panden og fingererer ved sin jakkes knapper.

”Men turen koster ingenting for eleverne,” påpeger han.

Mit sarkastiske smil vender tilbage, uden at jeg gør noget for at stoppe det, selv om jeg står overfor en lærer. ”Åh, det er ikke det, der er problemet, sir. Det er de penge, jeg ikke tjener, hvis jeg ikke er i byen.”

Uden at bede om tilladelse griber jeg fat i dørhåndtaget og går ind i klassen igen. Det emne er hermed uddebatteret. Jeg tager ikke med, selv hvis han beslutter sig for at ignorere, hvad jeg netop har sagt.

Det her er den værste lortedag, jeg længe har haft, tænker jeg, da jeg møder Noas undrende blik tværs gennem lokalet. For ikke at virke skræmt af hendes øjne holder jeg blikket, indtil hun får et udtryk af ubehag i ansigtet og i stedet vender det mod Bridget.

Jeg smækker min matematikbog op på vid gab, orienterer mig mod tavlen for at finde de rigtige opgaver og bladrer derefter om på den rigtige side. I det mindste kan den her dag da ikke blive værre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...