At Falde

”Sebastian, hvad er dit problem egentlig?”
”Ingenting,” siger jeg og smiler det smil, jeg kan se får hende til at krumme tæer. ”Jeg synes måske bare, at når nu du skal til at være Dexter Keys’ kæledyr, kunne du ærligt talt godt tage at lade være med at ligne en transseksuel.”
Af og til fortryder jeg, hvad jeg siger, når det er særligt ondt. Men i dette er ikke et sådant tilfælde. ---------------------------------------------------♥---------------------------------------------- For Noa er high school lig med en ny begyndelse. Begyndelsen på en tilværelse, hvor hun ikke blot må drømme om Dexter Keys, og hvor hun kan ignorere Sebastian Lachance og hans fornærmelser. For Sebastian er alting det samme, som det altid har været. - Et bidrag til "En Flænge i Himlen"-konkurrencen. Mulighed nr. 3.

21Likes
74Kommentarer
2134Visninger
AA

14. Kapitel 13 - Noa - "Dit hoved er fuldt af røg alligevel."

 

Paraplyen skyder mod himlen og folder sig ud som et tag over mit hoved. Mit hår krøller op på en irriterende måde, fordi vejret er så fugtigt, og vinden får det til at filtre. Skønt. Det er meningen, at Dex og jeg skal på café sammen i eftermiddag, så jeg må hellere finde på et eller andet, så jeg ikke ligner et fugleskræmsel, når vi går ud sammen.

Han vil sige, at han er ligeglad - at jeg er smuk helt fra naturens side. Og måske mener han det også en lille smule. Men jeg ved, at han godt kan lide det, når jeg gør noget ud af mig selv. Så det gør jeg for hans skyld.

Min far har tilbudt at køre mig i skole, fordi han skal møde senere på kontoret i dag end ellers, men jeg har takket nej til tilbuddet, fordi jeg ikke så gerne vil opfattes som fars lille pige. Jeg er i god tid, fordi jeg gerne vil have styr på mine bøger og smide nogle ting af i mit skab, inden jeg går til matematiktimen. Og så skal Bridget og jeg jo lige nå at samle op på hvad der er sket siden i går.

Inderst inde kan jeg jo godt se, at det er latterligt, hvordan vi opfører os. Som om separation over natten slår os ihjel eller sådan noget. Men Bridget er en virkelig god veninde, og det er sådan, hun vil have tingene, så jeg nyder bare det venskab, jeg har fundet.

Regnen trommer så højt mod paraplyen, at jeg næsten ikke hører stemmen, som råber et eller andet længere nede ad fortovet. Men ved et tilfælde drejer jeg hovedet og får øje på to skikkelser. Den ene er meget lav, mens den anden er meget høj.

”Noa!”

Jeg blinker overrasket. Stemmen og det, der bliver sagt, hænger på ingen måde sammen i mit hoved. Måske er det dét, der får mig til at gå i stik modsatte retning af skolen - hen mod de to skikkelser.

Ingen ringere end Sebastian Lachance kommer løbende hen mod mig med sin lillesøster i hånden. Jeg har glemt, hvem af dem det er. Jeg ved bare, at hans to søstre hedder Ashley og Molly, og at jeg sjældent ser dem.

Morgenen startede ellers lige så godt, tænker jeg sarkastisk og sender regnen et ondt blik, inden jeg vender mig mod min personlige plageånd. Til min overraskelse er der ingen overlegenhed at spore i hans ansigt, som han står overfor mig på fortovet.

”Det her er nok den eneste gang, jeg bliver glad for at se dig,” mumler han, og jeg er ikke sikker på, om det er meningen, at jeg skal høre det. Men jeg når ikke at sige noget, før han spørger: ”Har du set min søster?”

Dumt glor jeg på ham et øjeblik. Så sænker jeg øjnene til den lille pige ved siden af.

”Ja, sgu da ikke hende. Den anden,” hvæser han utålmodigt. I modsætning til normalt er skarpheden i stemmen ikke kombineret med et spottende udtryk. ”Glem det,” snerrer han, da jeg ikke siger noget.

Og så skubber han sig forbi mig og fortsætter med lange skridt hen ad fortovet, mens han ser sig tilbage over skulderen uden egentlig at se mig. Er det virkelig Sebastian? Han ser nærmest skrøbelig ud, sådan som han går med sin ene søster i hånden og leder desperat efter den anden.

”Vent,” hører jeg mig selv sige, og så sætter mine ben sig i bevægelse. ”Hvor længe har du ledt efter hende?”

Han skæver til sit ur, og jeg gør automatisk det samme til mit. Klokken er fem minutter i otte. På den tid kan jeg godt nå til mr. Londons time, hvis jeg går nu.

”Siden et par minutter over halv,” svarer han, og han lyder træt på en helt anden måde end når han fornærmer mig og forsøger at lyde sådan. ”Så lidt over tyve minutter.”

Jeg bider mig i læben. At regne ud, hvad jeg bør gøre i denne situation, er ikke svært. Valget står mellem at hjælpe med at finde en lille pige, som vandrer rundt i regnen, eller at gå i skole og lade som ingenting, når han kommer ind i lokalet senere. Hvis han da overhovedet når at komme til matematiktimen.

”Jeg hjælper dig med at finde hende,” siger jeg beslutsomt. Det er det rigtige at gøre.

Han spærrer sine lyse øjne op og ser forundret på mig. Regnen - og måske også hans sindsstemning - vasker al farve ud af hans hud, læber og øjne, så han ligner mest af alt et sort-hvid-fotografi. Egentlig forventer jeg ikke, at han vil lade mig hjælpe, og havde det handlet om noget mindre alvorligt end et lille barn, så havde jeg sandsynligvis heller ikke tilbudt min hjælp.

”Okay,” siger han så. ”Vil du så ikke følge Ashley hen i børnehaven og holde øjne og ører åbne? Så kigger jeg i vængerne heromkring.”

”Jo,” siger jeg uden at behøve at spørge, hvilken børnehave vi taler om. Der er nemlig kun én i byen. ”Kom, Ashley.”

Den lille pige ser genert på mig fra sin brors side. Det er synd at fjerne hende fra ham, for hun er tydeligvis påvirket af, at Sebastian virker liiiidt bange. Hvem ville i øvrigt ikke være det? Men hvis det er hvad jeg kan hjælpe med, så gør jeg det. Følger hende hen til børnehaven.

Hvor længe der går, før Ashley endelig slipper sin brors hånd og tager min mellem sine små hænder, ved jeg ikke, men det føles som en evighed. Til sidst sker det dog, og jeg smiler venligt til hende, for at hun ikke skal være bange for mig.

”Giv mig dit telefonnummer,” siger jeg til hendes bror, som glor på mig. ”Så jeg kan ringe til dig, hvis jeg finder hende.”

Det kræver tydeligvis en indsats fra hans side at tage sig sammen, men så nikker han, tager imod min telefon og taster sit nummer. For en sikkerheds skyld sender jeg ham en besked, så han også kan ringe til mig, hvis han finder Molly.

Vejen hen til børnehaven er ikke ret lang herfra, men hvis man er tre år, er der mange ting, der kan gå galt. Eksempelvis opdager jeg et kloakdæksel, der er skubbet til side, fordi en slange stikker ned i mørket. Hvis man træder på metalskiven, falder man sikkert ned i hullet. Så ryster jeg på hovedet af mig selv og ser i stedet på den tilstedeværende af Sebastians søstre.

”Hvad hedder du?” spørger hun mig, da hun møder mit blik. Hun har mørke øjne.

”Noa,” svarer jeg forsigtigt.

”Noa er et drengenavn,” fortæller hun mig. Hun er alt for nuttet. Jeg kan godt se, hvorfor Sebastian er så glad for sine søstre, hvis de begge to er sådan her.

Jeg skubber metallågen op og lader hende træde ind i den lille gård, der leder til børnehavens indgang. ”Piger kan også hedde det.”

Hun siger ikke noget. Af en eller anden grund forestiller jeg mig, at Ashley ligner Sebastian mere af personlighed, end man lige umiddelbart kan se. For derhjemme er han vel ikke lige så arrogant og knotten, som han er på skolen.

Vi kommer indenfor i tørvejret, og Ashley vinker til sine små legekammerater, som kommer for at kigge på, mens jeg hjælper hende af med regntøjet. En af pædagogerne kommer også hen for at sige hej - og måske for at sikre sig, at jeg ikke bare har kidnappet Ashley.

”Molly er forsvundet,” fortæller jeg hende, ”så Sebastian er ude for at lede efter hende.”

”Molly?” Pædagogen - som er en lyshåret kvinde med fregner - rynker panden og læner sig lidt tilbage for at se ind i det tilstødende rum. ”Men Molly har da været her længe.”

”Hvad?” udbryder jeg, og Ashley rejser sig med et hyl af begejstring for at se efter.

”Molly!” skriger hun så og begynder at græde, og jeg går hen til døråbningen for at se ind. De to piger, hvoraf den største omfavner den mindste, ligner hinanden så meget, at der ikke kan være nogen tvivl. ”Hvorfor løb du væk? Sebastian er bekymret for dig!”

Da Ashley skænder på sin lillesøster, kommer jeg i tanke om de to pigers bror og fisker min mobil op af lommen. For at kunne høre noget over de larmende børnestemmer går jeg lidt væk og ringer op til nummeret, jeg lige har fået.

Den ringer to gange, inden han tager den: ”Hallo.”

”Sebastian,” siger jeg ivrigt, ”jeg har fundet Molly.”

Han puster ud, så det knitrer i telefonen. ”Har du? Hvor?”

”I børnehaven.” Jeg smiler.

”Er det rigtigt?” Han lyder mistroisk. ”Okay, jeg kommer derhen nu. Du kan bare gå hen på skolen.”

 

***

 

Sebastian er ikke mange minutter om at nå hen til børnehaven, og da han når frem, er han forpustet og endnu mere gennemblødt, end han var før. Vandet driver af hans jakke og falder fra spidserne af hans hår, der ser helt sort ud, fordi det er så vådt. Om han er vred er svært at tyde, for hans øjne skyder lyn under det mørke hår, men hans øvrige ansigtsudtryk er neutralt.

”Ja, ja,” siger han. ”Jeg skal nok sige det.”

Jeg er yderligt forvirret. ”Sige hvad?”

Han stopper, da han skal til at passere mig. Før var han ret lav i forhold til de andre på vores årgang, men nu er han meget højere end mig. Alligevel føler jeg ikke, at han ser ned på mig, som han plejer at gøre.

”Tak for hjælpen,” sukker han. ”Er det ikke det, du venter på?”

Først bliver jeg overrasket og lidt irriteret. Men så kommer jeg i tanke om, at det jo godt kan tolkes sådan, siden han jo allerede har sagt, at jeg bare kan tage i skole.

”Næ,” tilstår jeg. ”Jeg tænkte, at jeg ville vente på dig, så vi kan følges.”

Selv om jeg siger det en smule nervøst, ser det mere ud, som om jeg har slået ham, hvis jeg skal dømme det ud fra hans ansigtsudtryk. Hans mund står let åbent, og de lyseblå øjne stirrer på mig, som om jeg har foreslået at gå i badetøj i snevejr. Og så er der den der mærkelige undertone i hans fremtræden, der får ham til at se trist ud. Eller måske er det bare, fordi han er våd.

Der går ikke meget mere end et lille øjeblik, før det passerer, og hans sædvanlige maske er på. Den med det skæve, djævelske smil.

”Jeg troede, at det var socialt selvmord, hvis du blev set sammen med mig. Er det ikke dét, I kalder det?” Han fnyser hånligt. ”Jeg tror, at jeg skipper skole i dag. Jeg føler ikke lige for det.”

”Vel gør du så,” siger jeg og lægger armene over kors. ”Du vil bare ikke følges med mig.”

Han himler med øjnene og mumler et eller andet, der lyder som ”du skulle bare vide”. Men han siger ikke mere. I stedet går han ind for at finde sine søstre og tage afsked med dem. Jeg kan høre ham tale med pædagogerne - og jeg undrer mig ikke specielt over, at han tiltaler dem meget pænere, end han tiltaler mig.

Så hvorfor står jeg ude under halvtaget i efterårskulden og venter på ham? Med et dybt suk træder jeg ud i regnen og slår min paraply op igen. Jeg gider alligevel ikke følges med ham, så hvad har jeg egentlig gang i? Den sidste person, man skal forsøge at opføre sig høfligt eller venligt overfor, er Sebastian. Han forstår slet ikke almen takt og tone, så det er spild af tid at forsøge at udvise det i hans nærvær.

Og nu kommer jeg så for sent i skole på grund af ham. Flot, Noa. Hvad i al verden tænkte du på? I hvert fald ikke det, alle normale mennesker ville tænke på i den situation. Jeg ville vente på dig, så vi kan følges, vrisser jeg ad mig selv. Hvorfor sagde jeg også det?

”No… Noa, vent.” Jeg bliver mere forskrækket, end jeg lige havde regnet med. I hvert fald springer mit hjerte et slag over ved lyden af den naturligt hæse stemme, der for en gangs skyld ikke sviner mig til.

Men skal jeg virkelig vente? Har han ikke allerede haft tilbuddet om at følges? Jeg ved, at han lige har rettet sig selv i at kalde mig No-brains og i stedet kaldt mig Noa, men alligevel … At sige mit fornavn gør ham jo ikke til et godt menneske.

Da jeg ikke stopper, hører jeg hans fodtrin slå over i løb. Splat, splat, splat, siger det, når hans skosåler kommer i forbindelse med det våde underlag. Er det bare mig, eller kan jeg mærke jorden bevæge sig under mig, når han slår fødderne mod fortovet?

Pludselig mærker jeg fingre vikle sig ind i stoffet på min jakke, og det får mig til at stoppe. Ellers ødelægger han bare min jakke, og det er jeg ikke interesseret i at skulle forklare min mor. Specielt ikke fordi jeg ved, at han ikke kan betale for en ny, uanset hvor rasende jeg bliver.

”Hvad, La-tjance?”

Så snart ordene er kommet ud af munden på mig, fortryder jeg det.

Han rømmer sig. ”Jeg mener det,” siger han så, og skarpheden er tilbage i hans stemme. ”Tak, No-brains. Jeg havde alligevel ikke regnet med, at du ville give afkald på den saftige morgensladder.”

Op af lommen på sin jakke hiver han en pakke cigaretter, der på forunderlig vis ikke er blevet gennemblødt af regnen. Han ryster rutineret en af de lange, hvide genstande ud i sin håndflade sammen med en gennemsigtig grøn lighter. Cancerpinden placerer han mellem sine læber, mens han stikker pakken tilbage i lommen og derefter skærmer for vinden med den ene hånd, mens han bagved forsøger at få gang i lighteren.

Og imens går han ved siden af mig. Hvornår han er kommet ind under paraplyen, ved jeg ikke, men den forhindrer ham i hvert fald i at blive vådere, end han er i forvejen nu.

”Skal du ryge?” spørger jeg irritabelt, da det bliver tydeligt, at han har tænkt sig at følges med mig, selv hvis han har givet udtryk for at ønske det modsatte.

Jeg bryder mig ikke om rygning, og hvis jeg først kommer i skole - eller hjem senere - og lugter af røg, så får jeg et forklaringsproblem. Desuden synes jeg, at det er et dårligt signal, han sender.

Han sender mig et flabet blik ned langs sit kindben. ”Slap af, Prinsesse Snerpet. Dit hoved er fuldt af røg alligevel,” mumler han, stadig med den utændte cigaret i munden.

Der går et par minutter, hvor han forsøger at tænde den, og til sidst lykkes det ham at få lighteren til at virke trods blæsten. Jeg overvejer at fjerne paraplyen, så han kan gå i regnen og ryge for sig selv. Måske kan han se det på mig, for han sender mig et undersøgende blik, der bliver efterfulgt af et flabet smil.

Så sukker han og erklærer, at så kan det sgu også være lige meget, hvorpå han lader lighterens flamme gå ud og stikker både den og den utændte cigaret i lommen.

Jeg ånder lettet ud og drejer ned ad den vej, der fører os til skolen. I det mindste er han da ikke ude på at give mig kræft. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...