At Falde

”Sebastian, hvad er dit problem egentlig?”
”Ingenting,” siger jeg og smiler det smil, jeg kan se får hende til at krumme tæer. ”Jeg synes måske bare, at når nu du skal til at være Dexter Keys’ kæledyr, kunne du ærligt talt godt tage at lade være med at ligne en transseksuel.”
Af og til fortryder jeg, hvad jeg siger, når det er særligt ondt. Men i dette er ikke et sådant tilfælde. ---------------------------------------------------♥---------------------------------------------- For Noa er high school lig med en ny begyndelse. Begyndelsen på en tilværelse, hvor hun ikke blot må drømme om Dexter Keys, og hvor hun kan ignorere Sebastian Lachance og hans fornærmelser. For Sebastian er alting det samme, som det altid har været. - Et bidrag til "En Flænge i Himlen"-konkurrencen. Mulighed nr. 3.

21Likes
74Kommentarer
2102Visninger
AA

13. Kapitel 12 - Sebastian - "Det er godt, at du kan være så entusiastisk og glad på mine vegne."

 

Der er noget rivende galt, da jeg kommer hjem mandag aften efter arbejde. Jeg kan se det allerede da jeg går på fortovet hen mod havegangen til hoveddøren. Alle vinduer i huset står på vid gab, og popmusik spiller for fulde drøn ud i den kolde regn. Mit hår drypper på måtten, da jeg træder indenfor i den mørke entré.

Et rektangulært felt af orange lys falder på gulvet gennem døren til køkkenet, hvorfra jeg kan høre syden og boblen. En skarp, bitter duft møder mine næsebor, og jeg rynker panden, mens jeg sparker mine sko af og trækker min drivvåde jakke af. For at den ikke skal gøre de andre tres overtøj vådt og klamt, hænger jeg den på dørhåndtaget, så den kan dryppe ned på måtten.

Da jeg træder ind i køkkenet, bliver min forvirring så meget desto større. På spisebordet står et askebæger, der ikke har været helt tomt i årevis, med den glatte, glaserede bund uspoleret smilende til mig i lyset fra lampen i loftet. Ved siden af er der placeret en tallerken, der bugner af mad, og jeg bliver med det samme irriteret. Hvad fanden har hun nu lavet?

”Mor!” råber jeg, både fordi jeg er vred, men også for at overdøve musikken. Lige nu kan det være lige meget, om pigerne hører os eller ej.

Hun kommer til syne fra den tilstødende stue og ser helt anderledes ud, end hun plejer. De lange, mørke lokker, hun før havde, er blevet klippet af, og hun er iført en tætsiddende blomstret kjole, der viser mig, at min mor faktisk er en ret flot kvinde.

”Sebastian,” siger hun og lyder begejstret, selv om hun kan se på mig, at hun ikke bør være glad. ”Velkommen hjem, skat. Har du haft en god dag?”

”Ja,” snerrer jeg. ”En fantastisk dag. Jeg er blevet jaget omkring på skolen af en gruppe piger, som skal bruge mig som tolk hvert andet sekund. Jeg har skrubbet den store grill af og renset afløb på kundetoiletterne. Jeg er gået hjem i øsende regn uden en paraply, og nu opdager jeg så, at du har brugt min løn på det der!” Jeg gestikulerer frustreret mod hendes krop og hår. ”Så ja, jeg har haft en helt vidunderlig dag.”

Hun ser skuffet ud. ”Jeg ville bare overraske dig,” siger hun og bider sig i underlæben. ”Det er ikke nødvendigt, at du bruger din løn på at forsørge os andre længere.”

Jeg kniber øjnene sammen i mistro. Har hun nu fundet en mand til at forsørge os, ligesom hun gjorde med pigernes far?

”Hvad mener du?” spørger jeg, mest for at forhindre mig selv i at gå op i en spids.

”Jeg mener, at jeg har fået arbejde.” Hun stråler igen som en sol, og den dårlige samvittighed er forsvundet fra hendes ansigt.

Den skal jeg lige sluge. Det tager mig adskillige sekunder at opfatte, hvad jeg netop har fået at vide, og yderligere et stykke tid at omdanne opfattelse til forståelse.

”Hvor?” spørger jeg, for hvis det er et eller andet lortejob, vil jeg næsten hellere gøre arbejdet.

”Et revisionsfirma i Springfield. Det er godt, at du kan være så entusiastisk og glad på mine vegne,” bemærker hun sarkastisk.

Det er første gang i meget, meget lang tid, at jeg har hørt min mor bruge sarkasme. Og det er endnu længere tid siden jeg har set hende bebrejde mig for andet end irrationelle ting. Hendes opførsel får det til at prikke på bagsiden af mine øjenæbler.

”Jamen Sebastian!” udbryder hun og lægger armene omkring mig. ”Mon petit chou.”

Jeg vrider mig fri. ”Lad være med at kalde mig det. Jeg er ikke et lille, dumt barn. Som om alting bliver godt af, at du har fået et job. Det kræver jo lige, at du rent faktisk kan passe det.”

”Det er en start, Sebastian,” siger hun alvorligt.

Det går op for mig, da hun ser mig i øjnene, at det er et godt stykke tid siden jeg har talt rigtigt med hende. En uges tid eller mere, siden jeg har sagt andet end et overflødigt ”hej” og ”farvel”. Men det her er for godt til at tro på. Jeg har ikke råd til at tro på, at bare fordi hun har en god dag, så skal alting nok blive bedre herfra. Bitter erfaring har vist mig andet.

”Ja,” giver jeg hende ret. ”Det er en start.”

Min tone er tvær, og jeg synes ikke, at det er uretfærdigt. Det ser det heller ikke ud til, at hun synes, for hun nikker alvorligt og stryger mit våde pandehår ud af øjnene på mig.

”Alting skal nok blive bedre,” lover hun mig, men det har jeg hørt før, så jeg forbeholder mig retten til at drage hendes ord i tvivl.

Omsider vender jeg mig fra hende og skæver ind mod stuen. Så retter jeg mig op, hanker op i min rygsæk og går hen mod trappen til overetagen.

”Hvis du virkelig mener det, så bevis det,” siger jeg, inden jeg går ovenpå.

Ingen skal med rimelighed kunne sige om mig, at jeg er så dum, at jeg tror på det igen. Hvis hun virkelig kan trække sig selv op af hullet, vil jeg gerne hjælpe til, for det er jo min mor, og jeg elsker hende. Men jeg vil ikke stå tilbage med endnu et sort hul af skuffelse indeni én gang til.

 

***

 

Regnen fra i går aftes er endnu ikke stoppet, erfarer jeg, da jeg skærer en grimasse til ære for nabokonen, som betragter mig med sine tunge øjne gennem køkkenvinduets blondegardiner. Mine fingre på højre hånd fryser i løbet af to sekunder, men fordi Ashley insisterer på at holde mig i hånden, når vi går hen til børnehaven, ignorerer jeg efterårskulden og regnen.

Molly løber, som altid, ivrigt et par skridt foran og hopper i samtlige vandpytter, hun finder på fortovet og i rendestenen. Jeg himler med øjnene. Små børn går langsomt, og når man skal stoppe og vente, til den treårige er færdig med at hoppe i en vandpyt - blot for at gå videre til den næste - hver tiende meter, bliver det en temmelig lang tur. Men klokken er også kun halv otte, så jeg er ikke ligefrem under tidspres. For en gangs skyld.

”Kommer mor og henter os i dag?” spørger Ashley mig.

Jeg klør mig i nakken med to fingre og opdager, at mit hår er vådt allerede. ”Ja. Men først klokken fem. Hun skal lige have fri fra arbejde først.”

Det føles underligt at sige. At min mor har et job. Det er længe siden, at hun sidst har haft det, og det har kun været små, dårligt betalte jobs trods hendes høje uddannelse. De jobs, hun troede, at hun kunne magte med sin sygdom. Nu har hun fundet arbejde et sted, hvor universitetsuddannelsen giver bonus, og hvor hun rent faktisk glæder sig til at starte i dag.

Oddsene ser bedre ud end tidligere, men jeg er ikke en idiot. I hvert fald ikke på det punkt. Godt nok har hun smilet og strålet som en sol, siden jeg morgensur og endnu halvsovende kom traskende ned til morgenmaden og gødede luften med min drageånde, men det kan jo være kortvarigt. Måske kan hun ikke holde til at arbejde.

”Mig og Molly vil se Sådan Træner Du Din Drage, når vi kommer hjem,” fortæller Ashley mig muntert.

”Molly og jeg,” retter jeg hende med et suk, inden jeg fremtvinger et smil. ”Det lyder som en god idé.”

”Vil du være med til det?”

”Hvis jeg er hjemme, når I ser den, vil jeg gerne,” forsikrer jeg hende. ”Men jeg skal jo på arbejde, så jeg ved ikke, hvad tid jeg er hjemme.”

”Vi kan bare vente, til du kommer hjem,” foreslår hun med et bredt gavtyvegrin. Hun ved godt, at det ikke går.

”I skal jo sove,” minder jeg hende om.

”Helena siger altid, at man kan sove, når man bliver gammel.” Hun rækker tunge ad mig. ”Og jeg er ikke gammel.”

”Nej, det er du ikke,” ler jeg. ”Det er kun mig.”

Automatisk scanner jeg omgivelserne med blikket og spærrer øjnene op. Hvor helvede er Molly?

Allerede før mine øjne er færdige med at panorere, mærker jeg panikken sprede sig gennem min brystkasse. Det er ikke et farligt nabolag, og vejen er på ingen måde befærdet på dette tidspunkt, men det kan godt tage sin tid at finde en treårig pige i en kakifarvet regnjakke, når det regner udenfor og alle planter ser ud til at have præcis samme farve.

Hvordan er hun overhovedet forsvundet? For bare et minut siden gik hun lige foran mig, men nu er hun der altså ikke mere. Og hun gæster heller ikke de omkringliggende vandpytter, som jeg ellers ville have troet kunne holde hende beskæftiget hele vejen hen til børnehaven. Fuck. Jeg ved jo, at jeg finder hende, men jeg kan ikke helt ignorere den urolige stemme, der hvisker bagerst i min bevidsthed, at det er min skyld, hvis jeg ikke finder hende.

”Har du set Molly?” spørger jeg Ashley, og selv om jeg forsøger at lyde rolig, så kan jeg se, at hun bliver overrasket over mit spørgsmål.

”Nej,” siger hun stille.

”Molly!” kalder jeg. ”Molly, vi har ikke tid til at lege gemmeleg nu.”

Jeg lytter efter svar. Og lytter ekstra godt efter. Men det eneste svar, jeg får, er lyden af de faldende regndråber. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...