At Falde

”Sebastian, hvad er dit problem egentlig?”
”Ingenting,” siger jeg og smiler det smil, jeg kan se får hende til at krumme tæer. ”Jeg synes måske bare, at når nu du skal til at være Dexter Keys’ kæledyr, kunne du ærligt talt godt tage at lade være med at ligne en transseksuel.”
Af og til fortryder jeg, hvad jeg siger, når det er særligt ondt. Men i dette er ikke et sådant tilfælde. ---------------------------------------------------♥---------------------------------------------- For Noa er high school lig med en ny begyndelse. Begyndelsen på en tilværelse, hvor hun ikke blot må drømme om Dexter Keys, og hvor hun kan ignorere Sebastian Lachance og hans fornærmelser. For Sebastian er alting det samme, som det altid har været. - Et bidrag til "En Flænge i Himlen"-konkurrencen. Mulighed nr. 3.

21Likes
74Kommentarer
2099Visninger
AA

12. Kapitel 11 - Noa - "Jeg synes altså ikke, at han ser specielt solgt ud."

 

Mandag morgen kommer jeg i skole til et virvar af fremmede ansigter, jeg aldrig har set før, og i fysiktimen får jeg at vide, at det er elever fra en skole i Paris, som er her for at udvide deres engelske repertoire lidt. Det synes jeg er spændende, selv om Bridget udviser meget lidt entusiasme.

Alle de franske elever er iført uniformer. Drengene har sorte bukser med pressefolder, en hvid skjorte og en grå vest på. Pigerne klæder sig i sorte nederdele, hvide skjorter og grå veste. I modsætning til hvad der er moden her på skolen er ingen af de franske pigers nederdele korte. Enhver af dem går ned til knæene og skjuler mere, end det mest simple par jeans ville.

Faktisk kan jeg godt lide det. Det gør alting lidt mindre fokuseret på sex, og det er noget, jeg lige i øjeblikket har brug for. Jeg prøvede virkelig i weekenden med Dex, men af en eller anden grund fungerer det ikke for mig, det der med at gå hele vejen. Og jeg ved godt, hvad grunden er. Eller rettere hvem grunden er.

I tidsrummet fra første times begyndelse til spisepausens begyndelse møder jeg et par af pigerne, og selv om de ikke taler ret godt engelsk, så virker de meget søde. Mit franske er elendigt, og jeg ved det udmærket godt, så jeg forsøger genert at undgå dem en lille smule. Havde jeg været bedre til fransk, ville jeg gerne have talt noget mere med dem.

I stedet tilbringer jeg tiden med Bridget. Vi går hen ad gangen arm i arm, på vej mod kantinen for at få noget mad.

”Lad os lige tjekke opslagstavlen!” udbryder hun pludselig og hiver mig med i den retning, før jeg kan nå at protestere. ”Destinationen for årets Kloge Åge-tur bliver slået op i dag.”

Skal jeg være ærlig, så har jeg fuldstændig glemt alt om den tur. Og jeg har slet ikke lyst til at få nogle dage fri fra skole, hvis jeg skal skilles fra Dex, Bridget og alle de andre, som er omkring mig hele tiden. De er blevet hele mit liv. Det er jo heller ikke sikkert, at jeg skal med.

Vi går alligevel forbi opslagstavlen, hvor folk stimler sammen, så det er svært at se noget som helst. Omsider får jeg øje på et stykke hvidt papir med sort skrift. Jeg skubber lidt til pigen ved siden af mig for bedre at kunne komme nærmere og se, hvad der rent faktisk står.

Separation Lake. Hvor fanden er det? Sikkert langt ude. Creswell er ikke ligefrem en stor by, og der er garanteret ingen fra de større byer i Oregon, der har hørt om byen. Springfield og Eugene ligger ellers kun små femten kilometer nord for byen, og alligevel har folk derfra sjældent hørt om vores lille flække. Men det er også lige meget.

”Ved du, hvor det er?” spørger Bridget forvirret.

”Ingen anelse,” indrømmer jeg og læner mig længere ind mod papiret, selv om det er svært at komme til. ”Åbenbart i Willamette Nationalpark,” læser jeg mig frem til.

Så lader jeg mig skubbe ud af klumpen og kan trække vejret frit igen. Mentalt noterer jeg mig, at jeg ikke skal forsøge at få udsigt til opslagstavlen på samme tid som alle andre igen. Det er ikke det værd.

”Så det er ved en sø,” opsummerer Bridget for sig selv. ”Hvad laver man sådan et sted?”

”Ser på naturen, måske?” foreslår jeg med et flabet smil, der egentlig tilhører mit gamle jeg. Den stilløse person hvis eneste reelle selskab var drengeglade Kaylin og deprimerende Sebastian.

”Eller går en romantisk tur i skoven,” griner hun og giver mig blidt en albue i siden.

Det får mig til at tænke på noget. ”Har du nogensinde set Timber Falls?

Jeg husker selv første gang, jeg så den modbydelige film. Selvfølgelig var det Kaylins idé. Vi skulle ”hygge” med chips og slik på mit værelse, mens mine forældre var ude af byen. Fejlagtigt vurderede vi, at det ville være en god idé at se en gyserfilm inden sengetid. Vi sov ikke resten af natten og har ikke set filmen siden, selv om den er temmelig urealistisk.

”Nej. Hvad er det?”

”Det er en gyserfilm, hvor et ungt par er på camping i en eller anden nationalpark. De bliver så kidnappet og holdt fanget af et forskruet ægtepar, som ikke kan få børn, og beordret til at have sex en time om dagen, indtil pigen er gravid,” forklarer jeg hurtigt. Måske skal jeg overveje at lade være med at se den film, hvis jeg skal til Separation Lake.

”Ad, hvor klamt,” ler hun. Og så begynder hun at snakke om noget andet, men jeg hører ikke rigtig, hvad hun siger, fordi jeg har fået øje på noget andet.

Det andet er Sebastian, som går arm i arm med en af de franske piger. Hun har kunstfærdigt konstruerede brune krøller og store dådyrøjne. Hendes smil lyser nærmest op, da hun vender ansigtet mod ham og siger et eller andet. Noget jeg ikke ville have forstået, selv hvis jeg kunne høre det. Men jeg kan se på ham, at han forstår.

For en gangs skyld siger Sebastian Lachance noget til et andet menneske, der ikke er en fornærmelse. Sådan ser det i hvert fald ud. Med den frie hånd stryger han sit mørkegrå hår ud af øjnene og hanker lidt op i sin rygsæks ene strop. Han smiler lidt anstrengt, men i det mindste gør han sig da besværet. Af en eller anden grund ved jeg, at han ikke ville have gjort det samme for mig.

”Hallo!” Bridget vifter en hånd foran mit ansigt. ”Jorden kalder Noa.”

”Undskyld,” siger jeg og blinker. ”Hvad sagde du?”

”Jeg sagde, at det da kunne være hyggeligt, hvis vi alle sammen skulle ud til den der sø,” mumler hun nedslået og bider sig i læben.

Jeg kan se, at hun er skuffet, og det gør mig ked af det. Det giver mig lyst til at undskylde. Men på den anden side har jeg jo hørt på hende siden skolen startede i morges, og lige nu har jeg brug for at tænke. Selv om det næppe gør noget godt for mig.

”Du blev distraheret af La-tjance, gjorde du ikke?” Hun sender mig et blik, der fortæller mig, at jeg ikke kan sno mig udenom.

”Jo,” tilstår jeg modvilligt. ”Jeg forstår ham bare ikke. Han forsøger at være sej og uopnåelig overfor alle os andre, men så snart han møder en pige fra Europa, er han helt solgt.”

”Jeg synes altså ikke, at han ser specielt solgt ud,” bemærker hun skeptisk og peger diskret i den retning, hvor jeg sidst så ham.

”Mere end sædvanligt,” påstår jeg hårdnakket.

”Måske. Jeg troede, at du hadede ham. Hvorfor betyder det så noget for dig, hvad han foretager sig?”

”Fordi jeg har kendt ham i en evighed. Der var engang, hvor vi var sammen hver eneste dag. Hvis jeg ikke fortjener, at han behandler mig ordentligt, så synes jeg ærligt talt ikke, at nogen anden gør det.”

”Vent - hvad?” Der er et koncentreret og bekymret udtryk i hendes øjne. Næsten som om hun er min mor. ”Har han altid været sådan.”

Ja. Han har altid været en nar, hvæser djævlen på min venstre skulder. Selv om det ikke passer helt. Med et suk haler jeg hende med mig ud i skolegården, hvor der er mindre chance for, at nogen tilfældigvis overhører os.

Himlen er grå og blakket, og det blæser. Egentlig burde vi have taget vores jakker på og lynet dem godt op, for efterårsvejret er ved at sætte i gang for alvor. Men det er der altså ikke tid til. Jeg vil bare gerne have overstået min lille bekendelse, inden hun lægger mere i det, end der egentlig er. Forstår hun, hvad jeg fortæller hende, er der nemlig mindre chance for, at hun sladrer om det til nogen.

”For nogle år siden havde han en bedste ven, hvis navn er Justin. Jeg ved ikke, om de stadig er venner, men dengang var det den slags venskab, hvor man ikke tænker på at invitere en tredjepart. Men jeg var virkelig, virkelig vild med Justin, så jeg spurgte Sebastian, om jeg ikke måtte komme med, næste gang de to skulle være sammen,” fortæller jeg med nedslået blik. ”Han tog mig med, og jeg mødte Justin, som er den klassiske rebeltype med læderjakke og solbriller … Totalt kliché. Men i hvert fald så fik vi en ting kørende, mig og ham. Da Sebastian fandt ud af det, blev han sindssygt jaloux på mig, fordi jeg stjal hans bedste ven. Og siden har han været, som han er nu.”

”Wow,” mumler Bridget, som sætter sig på en betonklods med ansigtet vendt skiftevis mod mig og den overskyede himmel. ”Tal om ejerfornemmelser. Blev han virkelig sådan en deprimerende stodder af så lidt?”

”Han havde ikke rigtig andre venner end Justin i forvejen,” forklarer jeg stille, huskende den spinkle dreng med de store, lyse øjne og det stålgrå hår, han engang var. Før han voksede tredive centimeter på et år. ”Det var en kristen skole, og mange af forældrene mente, at hans hår var djævelens værk.”

”Du laver fis, ikke?” Hun ligner en, der skal til at dø af grin og har meget svært ved at beherske sig selv.

Jeg ryster på hovedet. ”Du må ikke sige noget til nogen, vel?”

Som sådan er jeg ligeglad med, om alle andre på skolen ved det, for det kan næsten ikke gøre hans ry værre, end det er i forvejen, og det ødelægger jo ikke mit. Men for en sikkerheds skyld må hun ikke sige det videre, for hvis Sebastian finder ud af, at jeg har fortalt om det med Justin og det med hans hår, så er jeg i vanskeligheder.

”Selvfølgelig ikke,” lover hun mig. ”Hvad skal man med veninder, hvis de ikke holder på éns hemmeligheder?”

God pointe, tænker jeg lettet. Desværre er det ikke alle veninder, der lever efter det princip. Eksempelvis praktiserer Kaylin ofte det stik modsatte, men hun er i det mindste så åbenlys omkring det, at ingen rigtig bliver sure over det længere.

”Kom,” siger Bridget og rejser sig energisk fra betonklodsen. ”Lad os spise noget kage, så du kommer i bedre humør.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...