At Falde

”Sebastian, hvad er dit problem egentlig?”
”Ingenting,” siger jeg og smiler det smil, jeg kan se får hende til at krumme tæer. ”Jeg synes måske bare, at når nu du skal til at være Dexter Keys’ kæledyr, kunne du ærligt talt godt tage at lade være med at ligne en transseksuel.”
Af og til fortryder jeg, hvad jeg siger, når det er særligt ondt. Men i dette er ikke et sådant tilfælde. ---------------------------------------------------♥---------------------------------------------- For Noa er high school lig med en ny begyndelse. Begyndelsen på en tilværelse, hvor hun ikke blot må drømme om Dexter Keys, og hvor hun kan ignorere Sebastian Lachance og hans fornærmelser. For Sebastian er alting det samme, som det altid har været. - Et bidrag til "En Flænge i Himlen"-konkurrencen. Mulighed nr. 3.

21Likes
74Kommentarer
2099Visninger
AA

11. Kapitel 10 - Sebastian - "Jeg falder, jeg faldt, jeg er faldet, jeg vil falde."

 

Nabokonen sagde et eller andet til sin skaldede, leverplettede mand i morges, da jeg endnu engang var for sent på den. Selv om jeg ikke ved, hvad der blev sagt, så ved jeg, at det handlede om mig. Tonen var ikke til at tage fejl af. Og det har ødelagt hele min dag.

Normalt generer jeg Noa på en sådan dag, og så får jeg det en lille smule bedre, selv om jeg kommer til at hade mig selv for det senere. Den måde at afreagere på er udelukket for mig i dag og alle andre dage. Jeg gider ikke at spilde min tid på hende. Jeg kan leve uden at gøre hendes liv til et mareridt, og så har det den bonus, at jeg så heller ikke hader mig selv helt så meget.

Det eneste problem med min plan er, at det er svært at overholde den, selv for mig. Hun gør det let at finde på fornærmelser, som nærmest tvinger sig vej ud af munden på mig, selv om jeg ikke har nogen at sige dem til. Lille Frøken Populær klæder sig som en barbiedukke i en klam halvfemserfilm, går arm i arm med sin hjerteveninde, som hun fortæller alt til, og kysser med baseballholdets stjernespiller fra en højere årgang. Klichéen giver mig lyst til at brække mig.

Men det kan jeg ikke lige nu, for jeg har engelsk, og mrs. Cottonfield tager det ilde op, hver eneste gang jeg drejer ansigtet fra tavlen i mere end et sekund. Også selv om det må være tydeligt, at jeg ikke hører efter, hvad hun har at fortælle om tekster, som rager mig en høstblomst.

Min hånd er smurt ind i ”bly” fra min blyant, fordi jeg sidder og tegner intetsigende cirkler i min notesbog frem for at tage notater. Af dem har jeg kun få på modsatte side. Jeg ved, at jeg kommer til at fortryde det, men jeg er ligeglad. Det er jo ikke ligefrem, fordi jeg ikke er vant til at arbejde for at få, hvad jeg vil have. Om det er mad på bordet eller en god karakter spiller egentlig ikke nogen rolle.

Kort ser jeg ned og væmmes ved mig selv. Det seneste punkt til fortolkning, jeg har lavet, er Noa. I virkeligheden skulle der have stået Noahs ark, men åbenbart er jeg ikke nået længere i tankerne end de første tre spørgsmål. Hurtigt tilføjer jeg de resterende ord, så fortolkningen giver mening.

Fuck, tænker jeg og ser op igen. Hele tiden har jeg jo vidst, at hun ville drive mig til vanvid. Men jeg har alligevel ikke regnet med dét her.

”… at han har faldet ud over klippekanten,” siger Sloan Giles til mrs. Cottonfield, som ligner én, der har lyst til at nippe sig selv hårdt.

”Det hedder det vist ikke,” siger engelsklærerinden og ser ud over klassen. Jeg kan ligefrem mærke, hvordan hendes blik falder på mig, selv om jeg forsøger at fokusere på et punkt bag hende. ”Sebastian. Hvordan bøjes verbet korrekt?”

Der er ingen pointe i at forsøge at slippe udenom. ”Jeg falder, jeg faldt, jeg er faldet, jeg vil falde.” Ordene smager grimt i min mund, og jeg finder det temmelig tragikomisk, at jeg ikke kan slippe udenom. Skæbnens ironi.

”Og i førdatid hedder det jeg var faldet,” tilføjer mrs. Cottonfield og sender mig et bifaldende blik, inden hun vender sig mod tavlen og fortsætter med den utvivlsomt spændende tekst, som de andre i lokalet er interesserede i.

Måske med undtagelse af Brad, som sidder bag mig sammen med sin trolige hjælper, Kevin. Jeg har gået i klasse med dem begge i mange år, og i de senere har de brudt sig mindre og mindre om mig. Det startede omtrent dengang jeg fik arbejde hos Dennis og ikke længere kunne være en del af drengefællesskabet i klassen.

Dette er nok grunden til, at Brad nu bemærker: ”Måske var han ikke helt så tosproget, som han troede.” Kommentaren er henvendt til Kevin, som fniser som en tøs, men den er møntet på mig.

Jeg er heldigvis ligeglad med, hvad de røvhuller synes. Mit liv går ud på andet og mere end at forsøge at skabe et godt ry og få mange venner. Desuden ved jeg, at de er lidt misundelige, fordi vores skole har et samarbejde med en fransk skole, hvorfra nogle af eleverne kommer på besøg for at lære engelsk. I processen er det meningen, at vi, som har fransk, skal lære deres sprog bedre at kende.

Det skal ske snart. De andre gruer for det, og det kan jeg godt forstå, når jeg hører dem stamme sig gennem de simpleste sætninger, som selv Molly vil kunne høre fejlene i. Den eneste grund til, at jeg tager fransk som sprogfag, er for at lette lektiebyrden efter arbejde for mig selv en smule.

Da timen slutter smækker jeg min notesbog i, kyler den i tasken, som jeg slynger over den ene skulder, og trasker ud på gangen for at finde kantinen.

På gangene vrimler det med personer, som er så selvoptagede, at de ligefrem leder efter deres egne spejlbilleder i de få åbentstående skabslåger. Det kribler i mig, da jeg ser Noa stå alene ved sit skab og rode med nogle bøger, men jeg nægter mig selv fornøjelsen og drejer ned ad en gang. Det er en omvej, men det er dét værd.

Hvorfor kan hun ikke bare skride ud af mit liv? Hvad har jeg egentlig gjort for at fortjene det her? At hun faldt for Justin, og at han udnyttede hende på det groveste, er sgu da ikke min skyld. Hvis hun virkelig var så klog, som alle siger, at hun er, så ville hun have regnet den ud med det samme - og så ville jeg ikke have det her problem. Men der er jo en grund til, at jeg kalder hende No-brains. Det er ikke for sjov.

Jeg mener det dødsens alvorligt, og det ved hun godt. Hvilket er grunden til, at hun reagerer så kraftigt på det.

Jeg hader hende virkelig. Men jeg hader Justin mere. Og jeg hader mig selv mest, fordi jeg ikke gjorde noget ved det, mens jeg kunne.

 

***

 

Michael Jordan, en af Dexter Keys’ lakajer, har fået arbejde hos Dennis, og han er irriterende god til jobbet. Desuden får han lov til at gøre alt det sjove, mens Dennis - den forpulede slavepisker - sætter mig til at lave det beskidte arbejde. Ingen kan påstå, at jeg ikke arbejder for pengene, jeg tjener. Og min løn er elendig i sammenligning med Jordans, fordi han er ældre. I hvert fald på papiret.

Man skulle tro, at han stadig var tretten år og i puberteten, sådan som han flirter med alle med bryster, der kommer ind ad døren. Dennis og alle de andre kalder det charme, men jeg er ved at kaste op, hver eneste gang jeg ser hans smørrede Karl Smart-smil. Han minder lidt for meget om Dexter Keys.

Temmelig muggen er jeg i gang med at støve jukeboksen ude blandt gæsterne af på en varm lørdag eftermiddag, hvor jeg desuden endnu engang har pudset vinduer, renset kundetoiletterne og vasket gulve. Døren går op, og to piger træder ind. Begge er iført en uniform, jeg genkender fra i går.

De henvender sig til Jordan, som blot stirrer uhøfligt på dem og formentlig vil nå at fornærme dem ved dette inden for ganske kort tid. Det må også være svært for hans hjerne både at bearbejde en uforståelig tunge og det faktum, at piger faktisk kan klæde sig i andet end nedringede T-shirts og miniskørter.

Inderst inde har jeg lyst til at le meget højt og meget ondskabsfuldt, men så mærkelig er jeg altså heller ikke. Min mor har altid sagt, at jeg ikke må glæde mig over andres ulykke, men lige præcis Keys’ venner gør det meget svært at lade være. Jeg er jo også kun et menneske.

Hovmod er en dødssynd, minder jeg mig selv om, men så er det godt, at jeg ikke tror på det fis. Så kan jeg more mig lidt mere over andre menneskers dumhed uden at bekymre mig om en eller anden påstået guds mening om mig.

En af pigerne får øje på mig og prikker til sin veninde. ”Pardonnez-moi, monsieur. Parlez-vous français?”

Jeg kvæler et suk. Hvis de vidste, at jeg er seksten år, ville de nok ikke tiltale mig helt så formelt. Men det må være håret. Så rejser jeg mig fra min knælende stilling på gulvet, giver kluden en fold og tørrer hænderne af i mine slidte jeans.

”Oui, mademoiselle. Comment puis-je vous aider?”

De bliver overraskede. Det er helt tydeligt. Så smiler hende, der har spurgt mig, om jeg taler fransk og beslutter åbenbart, at jeg kan hjælpe dem ved at sætte Jordan i gang med at grille bøffer til to cheeseburgere.

Da jeg vender tilbage til mit arbejde med den gamle jukeboks, kommer begge piger hen for at se på mig. Jeg ved ikke helt, hvad deres problem er. Har de aldrig set folk arbejde før? Dog tvinger jeg mig selv til ikke at være uhøflig og lade være med at snerre.

”Vous parlez très bien le français,” siger den ene, som har lange, mørkebrune krøller og store, brune øjne.

”Merci,” siger jeg med et skuldertræk. ”Mes parents sont originaire de la France.”

Opdagelsen gør dem tydeligvis glade, selv om det er lidt irriterende for mig, at de bliver ved med at tale, mens jeg forsøger at få ting gjort. Jeg indser også ret hurtigt, at jeg ikke rigtigt har talt fransk meget længe. Det er år siden jeg stoppede med at tale fransk derhjemme, og i skolen er de ikke nået til et punkt, hvor jeg behøver at udfolde mine sproglige evner.

Så mit franske er lidt rustent, men pigerne - som jeg finder ud af hedder Gabrielle og Eugenie - ser igennem fingre med det, mens de spiser deres burgere og taler videre. Inden de går, kysser de mig på kinden og bemærker, at vi nok ses på skolen i løbet af den kommende uge.

De er ikke meget mere end lige trådt ud, da Dennis kommer frem fra sit skjul i køkkenet. ”Det må jeg nok sige. Man er nok international, hva’?”

”Jeg har i hvert fald lige gjort dig fem dollars rigere, end Michael ville have gjort det,” siger jeg med et skuldertræk og trækker en pakke cigaretter op af lommen på mine bukser. ”Så nu vil jeg mene, at jeg har gjort mig fortjent til en rygepause.”

Dennis ser sig omkring. Her er øde, fordi det er en varm efterårsdag, hvor byens beboere hellere vil tilbringe tiden udendørs end indenfor i en diner, hvor der lugter af friture og sved.

”Fint,” siger han. ”Tag en pause.”

Jeg går udenfor og tænder en smøg. Ikke mange sekunder efter får jeg selskab af ingen ringere end Michael Jordan, som ser mig an med sammenknebne øjne.

”Kan jeg låne en smøg?” spørger han og læner sig mod lygtepælen på en klassisk jeg-ved-jeg-ser-godt-ud-måde.

”Du kan købe en,” svarer jeg og tager demonstrativt et sug mere af min egen. ”Det koster dig en dollar.”

Først tror han tydeligvis, at jeg laver sjov, men da jeg ikke fortrækker en mine ved hans akavede latter, tager han sig sammen og rækker mig en grøn seddel. Til gengæld kaster jeg pakken over til ham, og han vælger en cigaret lige så omhyggeligt som jeg forestiller mig, at nogle piger vælger tøj. Med cirka samme resultat, for cigaretten ligner alle de andre i pakken, og det kommer pigerne også til.

”Jeg troede, at hele den der fransk-ting var et forsøg på at virke eksotisk,” meddeler han mig, da han tager lighteren op af pakken og tænder cigaretten. Så rækker han det hele tilbage til mig igen, og jeg stikker den lille æske i lommen.

”Det er jeg ikke i tvivl om,” mumler jeg bare. Åbenbart forstår han ikke, at jeg ikke er interesseret i samtale.

”Men du taler det virkelig flydende,” fortæller han mig, som om jeg ikke ved det i forvejen.

”Godt observeret.”

Han udbryder en frustreret lyd, tager et ordentligt drag af smøgen og sender en sky af røg mod himlen uden at inhalere. Hvis han absolut skal ødelægge sin krop ved at ryge, så kan han da i det mindste gøre det ordentligt.

”Godt,” udbryder han så, tydeligvis irriteret. ”Du er tydeligvis opsat på at være umulig at føre en intelligent samtale med.”

Begge mine øjenbryn skyder i vejret. Det her er uventet, men det er uventet på en måde, der morer mig ufatteligt meget.

”Hvis jeg var dig, ville jeg tænke mig om, inden jeg brugte et ord som intelligent. Det kræver nemlig, at man ved, hvad det betyder,” bemærker jeg og suger endnu engang på min cigaret. Den er snart færdig.

”Så er det godt, din oppustede lille lort,” knurrer han, og jeg synes lidt, at han ligner en muskelhund uden muskler. ”Medmindre du gerne vil have, at Dexter får det her at vide, vil jeg råde dig til at lukke ædespalten godt og grundigt.”

”Jeg er temmelig ligeglad med Dexter.” Jeg skodder min cigaret, smider den foran hans fødder på fortovet og vender mig mod døren.

Mine ord hænger i luften, da jeg går indenfor i det airconditionafkølede spiselokale. Men jeg mener dem alvorligt. Jeg er ligeglad med Dexter Keys, for jeg drømmer ikke om at blive en del af hans klike, og der er ikke noget, han kan gøre mig. Så vidt alle andre ved, har jeg ingen værdighed. Og så vidt jeg selv ved, er der ikke noget, han har magten til at tage fra mig, som jeg ikke ville være ligeglad med at miste. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...