At Falde

”Sebastian, hvad er dit problem egentlig?”
”Ingenting,” siger jeg og smiler det smil, jeg kan se får hende til at krumme tæer. ”Jeg synes måske bare, at når nu du skal til at være Dexter Keys’ kæledyr, kunne du ærligt talt godt tage at lade være med at ligne en transseksuel.”
Af og til fortryder jeg, hvad jeg siger, når det er særligt ondt. Men i dette er ikke et sådant tilfælde. ---------------------------------------------------♥---------------------------------------------- For Noa er high school lig med en ny begyndelse. Begyndelsen på en tilværelse, hvor hun ikke blot må drømme om Dexter Keys, og hvor hun kan ignorere Sebastian Lachance og hans fornærmelser. For Sebastian er alting det samme, som det altid har været. - Et bidrag til "En Flænge i Himlen"-konkurrencen. Mulighed nr. 3.

21Likes
74Kommentarer
2106Visninger
AA

2. Kapitel 1 - Noa - "Du vil vel gerne have, at high school bliver anderledes?"

 

Han ved, hvem jeg er, skriger jeg i tankerne til mig selv, mens jeg må afholde min krop fra at udføre en lillebitte sejrsdans på vej hen ad gangen. Han ved, hvem jeg er. Han ved, hvem jeg er. Han ved -

”Du ligner én, hvis hjerne netop er dryppet ud gennem næsen,” kommenterer en drævende stemme tæt på mig, og min glæde spoleres øjeblikkeligt. ”Men så igen, det er jo intet nyt.”

”Hvad fanden -”

”Laver jeg her?” Han griner sit sædvanlige lidt for selvglade smil, som han ikke har noget at have i. Selvtillid har han aldrig manglet, men det bør han måske, for der er ingen, som kan lide ham. Jeg tvivler ofte på, at hans mor er helt tilfreds med det første barn, det er lykkedes hende at producere. Mine følelser ville i hvert fald ikke være positive, hvis han havde været min søn.

Vælgende at ignorere ham sætter jeg i bevægelse hen ad gangen igen. Der står flere små grupper af elever ved skabene, og jeg forsøger forgæves at skjule det kort, jeg har i hænderne. Mit skab burde være lige omkring …

”Jeg venter i spænding på det øjeblik, hvor du støder ind i Dexter igen, og han ikke kan huske dit navn.” Han er fulgt efter mig og stopper, da jeg vender mig mod mit skab.

”Skrid,” siger jeg køligt og bakser lidt med låsen. Kombinationen vil ikke give mig adgang til skabet, og de efterhånden mange forsøg får blodet til at strømme til mine kinder. Tænk hvis folk kigger.

”Kan du ikke engang finde ud af at låse et skab op?”

”Er du her endnu?” Jeg sender ham et dræberblik hen over skulderen, hvor han står og kigger med på mit arbejde. ”Forsvind. Slem hund.”

Et par himmelvendte øjne er alt, hvad jeg får til svar, inden han skubber mig til side, uden at jeg kan gøre noget for at stå imod. Selv er jeg ingen lille pige, men han er alligevel både højere og tydeligvis stærkere end mig, så det lader til at være en smal sag for ham. I første forsøg drejer han skiven rundt, og låsen går op med et klik.

Jeg knurrer irriteret. Det, som startede som en god dag, er blevet til mit værste mareridt. Og så er jeg ikke engang nået til middag endnu.

”Det var så lidt,” siger han og klapper mig nedladende på hovedet. ”Du siger bare til, hvis du skal låne min lillesøsters lås til dagbogen. Eller den er måske også for kompliceret til dig?”

Fast besluttet på ikke at lade mig tirre alt for meget, griber jeg min fysikbog og lukker skabet meget fattet. Låsen slår i igen. Han er ikke gået endnu, men står bare og glor på mig, som om jeg irriterer hans blik. Alene af denne grund smiler jeg, for hvis det generer ham, så gør det mig glad.

”Vi ses senere, No-brains,” siger han og vender rundt for at gå sin vej.

”Rend mig!” råber jeg efter ham.

”Ellers tak. Du er ikke lige min type.” Et flabet vrid med håndleddet er hans afsked, inden han drejer omkring hjørnet og fortsætter hen ad den næste gang.

Jeg bliver stående og damper af for en stund. Hvorfor skal han altid være sådan?

 

***

 

Min første skoledag bliver gradvist bedre. Dette skyldes delvist, at jeg møder en rigtig sød pige ved navn Bridget, og delvist at min evige plageånd forbliver ude af syne. Dagen bliver endnu bedre, da Dexter Keys vinker mig hen til sig efter skole.

”Uh,” udbryder Bridget begejstret og giver mig et puf i den rigtige retning. ”Held og lykke.”

Dexter smiler, da jeg nærmer mig. Mit ønsker om at være både attraktiv og udadvendt får mig til at ranke mig og lade være med at slæbe fødderne hen over asfalten. Jeg husker Kaylins råd til at score: Svinge med hofterne og skyde brystet frem. Uheldigvis virker det sjældent efter hensigten for mig, fordi jeg ikke har den største barm. Men jeg forsøger i det mindste.

”Hey,” hilser han grinende. Han har en silkeblød stemme og et smil, der matcher.

”Hej,” svarer jeg og placerer en hånd på min hofte, i håbet om at fremstå ligegyldig, selv om han går på en højere årgang end min.

”Jeg fik aldrig fat i dit navn,” undskylder han.

”Noa,” afslører jeg hurtigt.

”Noa,” gentager han og lyder ligefrem imponeret. Jeg kan godt lide den fascinerede måde, hvorpå han betragter mig med sine dybe, brune øjne. ”Det er et pænt navn.”

”Tak, tror jeg,” fniser jeg. Sådan har jeg set pigerne på film gøre det, og det plejer at virke.

Han fører en hånd gennem sine lyse, skinnende lokker. ”Du sagde, at du kendte Vicky Brighton, ikke?”

Mit mod synker en anelse, men jeg forsøger at lade, som om det ikke påvirker mig, at han spørger ind til min kusine. Min absolut uudholdelige kusine, der er smuk som en gudinde men desværre er udstyret med en hjernekapacitet svarende til en frøs.

”Jo,” siger jeg bare, belejligt nok uden at nævne, hvad mine tanker netop har drejet sig om. Det er nok ikke hensigtsmæssigt, eftersom det er anden gang på én dag, at han spørger til hende.

”Har hun måske fortalt dig om den fest, jeg holder på lørdag?” Det glimter i hans mørke øjne, og jeg kan ikke lade være med at beundre kontrasten mellem den mørke hud og de mørke øjne og det lyse hår.

”Ja, det har hun,” lyver jeg. Vicky og jeg taler sjældent sammen medmindre vi er tvunget til det, men det behøver han jo ikke at vide.

”Måske har du lyst til at komme med?” foreslår han og blinker til mig. Normalt ser det akavet eller kunstigt ud, men når Dexter Keys gør det, ser det bare charmerende og alment flirtende ud.

Mentalt giver jeg mig selv en lussing. Der er absolut ingen grund til at læse noget i hans adfærd, for han opfører sig sikkert sådan overfor andre. Hvorfor skulle han desuden invitere mig til sin fest? Jeg er lige begyndt, han kender mig ikke, og jeg er ikke blandt de populære typer, han sædvanligvis omgiver sig med. Faktisk er jeg nærmere kendt som den snerpede type, ingen rigtig gider at være sammen med, hvis de da har et liv.

Min konklusion bliver hjerteknusende. At jeg skal være festens lille syndebuk. Han må kunne læse mig, for han tipper hovedet sidelæns og sætter sig i bevægelse. Jeg kan dårligt gøre andet end at følge med.

”Jeg er ikke ude på noget,” siger han og lyder oprigtig. ”Det er bare dét, at jeg så, hvordan du havde det på den gamle skole. Du vil vel gerne have, at high school bliver anderledes?” Spørgsmålet splitter mig. På den ene side bliver jeg lidt fornærmet over, at han gør det af medlidenhed, men han har jo ret. High school må meget gerne blive anderledes. Samtidig er jeg lidt overrasket over, at han kan huske mig fra to år tilbage.

”Jeg vil gerne komme,” siger jeg endelig, beslutsomt.

Han smiler. ”Genialt. Så ses vi på fredag. Vicky kan give dig adressen.”

Jeg siger ikke noget om, at jeg allerede ved, hvor han bor. Mange vil nok finde det lidt ulækkert, at den gamle skoles nørdede, snerpede pige ved, hvor de bor. I det hele taget må jeg sørge for at lægge bånd på mig selv, når jeg er i nærheden af Dexter Keys, for hvis han kan læse mig som en åben bog, så betyder det også, at han med garanti kan se, hvordan jeg har beundret ham, siden første gang han sagde noget til mig. Dengang jeg tabte min drikkedunk under en gymnastiktime, og han kastede den til mig efter at have råbt mig an. Det er mange år siden nu, men jeg har set på ham og sukket efter, at han skal vide, hvem jeg er, lige siden.

”Vi ses på fredag,” gentager jeg med påtaget afslappethed. I virkeligheden er jeg ved at briste af lykke. Min dag er lige blevet helt perfekt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...