At Falde

”Sebastian, hvad er dit problem egentlig?”
”Ingenting,” siger jeg og smiler det smil, jeg kan se får hende til at krumme tæer. ”Jeg synes måske bare, at når nu du skal til at være Dexter Keys’ kæledyr, kunne du ærligt talt godt tage at lade være med at ligne en transseksuel.”
Af og til fortryder jeg, hvad jeg siger, når det er særligt ondt. Men i dette er ikke et sådant tilfælde. ---------------------------------------------------♥---------------------------------------------- For Noa er high school lig med en ny begyndelse. Begyndelsen på en tilværelse, hvor hun ikke blot må drømme om Dexter Keys, og hvor hun kan ignorere Sebastian Lachance og hans fornærmelser. For Sebastian er alting det samme, som det altid har været. - Et bidrag til "En Flænge i Himlen"-konkurrencen. Mulighed nr. 3.

21Likes
74Kommentarer
2118Visninger
AA

25. Epilog - Sebastian - Tre år og otte måneder senere ...

 

Molly og Ashley løber omkring og synes, at det er vældig morsomt at gå mig på nerverne, men jeg forsøger at få styr på alting i rette tid.

Min mor kommer svingende ind i køkkenet for at sætte sin egen, Johns og vennernes kommer i opvaskemaskinen. Hun kaster et blik på mig og ryster på hovedet.

”Sebastian, børst lige asken af,” befaler hun leende og kaster en klud til mig.

Jeg ser ned over mig selv. På det sorte stof er der en lille plet af grå-hvid aske, som jeg forsigtigt fjerner med kluden og håber på, at det ikke ødelægger noget. Molly griber fat i min arm, netop som jeg skal til at lægge kluden fra mig på køkkenbordet.

”Jeg har helle ved Seb!” erklærer hun overfor Ashley, som protesterer kraftigt.

”Jeg er ikke med i jeres dumme leg,” siger jeg til begge piger og træder væk fra Molly, som øjeblikkeligt bliver taget af Ashley.

”Det er ikke nogen dum leg!” erklærer de i kor, inden de under høje hyl af begejstring løber ind i stuen, hvor John ler højt.

Han er en god stedfar for pigerne. Selvfølgelig gik der ikke et helt år, da han først begyndte at ses med min mor regelmæssigt, men der gik et halvt, og da tiden kom, var jeg helt afklaret med det. Min mor har virkelig formået at hive sig selv op af sit sorte hul, og det har gavnet hele familien gennem min high school-tid.

For hundrede og syttende gang i dag konfronterer jeg mit ur og træder op på trappens nederste trin. ”Kom nu, for helvede, No-brains, ellers kommer vi for sent!” råber jeg, og tilføjer mere dæmpet: ”Igen.”

Jeg ved ikke, hvad hendes problem er, men det forekommer hende umuligt at komme ud ad døren i rette tid. Hendes mor siger, at før hun fik mig til at holde øje med uret, var hun ellers meget punktlig. Og jeg ved, at det er sandt. Men den tid er for længst forbi, og somme tider ærgrer det mig enormt meget.

”Køl ned,” siger hun og viser sig for enden af trappen. ”Vi bruger sgu da ikke ti minutter på at køre derhen.”

Hun kommer ned mod mig, og jeg kan ikke lade være med at smile skævt. Hun er iført en simpel blå kjole, der falder omkring hendes figur, og hendes mørke hår hænger løst ned omkring skuldrene. Det er blevet meget langt, hvilket jeg ikke ser i hverdagen, fordi hun som regel sætter det op eller først slår det ud, når vi går i seng.

”Er jeg ikke fin?” spørger hun og ser først på mig og derefter vores forældre og John, som alle har samlet sig i køkkenet nu.

”Jeg kan altså stadig bedre lide dit drengetøj,” siger jeg drillende.

”Du har heller ingen smag,” erklærer hun og går forbi mig og hen til Molly og Ashley, som står og stirrer på hende med store øjne. ”I synes da, at jeg er flot, ikke piger?”

Jeg krydser armene over brystet og griner.

”Jooooow,” udbryder begge mine forræderiske søskende i kor, og de voksne kan ikke lade være med at le.

”Noa,” siger jeg utålmodigt. ”Kom nu.”

”Ja, ja. Jeg er da på vej,” ler hun og slutter sig til mig, da jeg går hen mod entréen. ”Vi ses senere, folkens.”

Der lyder et samstemmigt ”hej, hej” bag os, da jeg fører hende gennem entréen og udenfor. Det er juli måned, og solen skinner fra en skyfri himmel. Vejret passer i hvert fald til lejligheden. Forhaven blomstrer, hvilket ikke kun er min mors værk, men i lige så høj grad Johns, fordi han ofte bliver sendt ud for at ordne bede og slå græs eller andet.

Vejen er lige så befærdet, som den altid har været - hvilket vil sige slet ikke. Det gør den dejligt stille at gå langs, da vi begiver os ud på fortovet, som længere fremme leder os forbi Noas hjem.

”Glæder du dig?” spørger hun og tager min hånd, og jeg fletter mine fingre ind mellem hendes, som jeg har gjort det så mange gange før.

”Jeg synes stadig, at det er for tidligt,” indrømmer jeg med et skuldertræk.

”Hold nu op!” udbryder hun muntert. ”Det er da romantisk. Og ikke et minut for tidligt deres forhold taget i betragtning.”

Det kan hun selvfølgelig have ret i. ”Derfor synes jeg stadig, at det er tidligt. Tre år er ingenting sammenlignet med resten af livet … Forhåbentlig.”

”Hvor er du uromantisk,” klager hun, men fortsætter så mere drømmende: ”Det må være fantastisk at binde sig til et andet menneske så tidligt uden bekymringer.”

Jeg ryster opgivende på hovedet, for den sang har jeg hørt før, og jeg ved også godt, hvad den bringer med sig.

”Glem det, Noa,” siger jeg med et skævt smil. ”Det skal nok komme en dag, men det bliver altså ikke lige nu. College er lige rundt om hjørnet, og så må vi tage den derfra.”

Hun ser ikke tilfreds ud, men jeg ved, at hun kan se min pointe. Godt nok kan vi følges ad gennem college, fordi vi skal være samme sted, men der er ingen garanti for, at tingene fortsætter med at være, som de har været de sidste fireogfyrre måneder. Af og til påstår hun, at det er, fordi jeg har svært ved at binde mig, at jeg ikke finder tanken om ægteskab tillokkende, men sådan er det ikke. Det er heller ikke, fordi jeg ikke er troende, at jeg ikke vil giftes, for ritualet bærer også en anden betydning.

Varede high school evigt havde jeg friet til hende for længst, men det er slut nu, og vores liv fortsætter. Måske kommer der ændringer, som påvirker vores forhold. Måske gør der ikke. Hvis vi stadig er sammen om to år, har jeg lovet mig selv, så bliver jeg nødt til at gøre det. Så har jeg ventet længe nok, og det har hun også.

”Det er også lige meget,” konkluderer hun pludselig og stopper op med et ryk, der får mig til at efterabe handlingen. ”Jeg behøver ikke en ring på min finger for at vide, at du elsker mig.”

”Hvorfor bliver du så ved med at plage mig om en?” driller jeg og trækker lidt i hendes hånd. ”Kom nu, ellers kommer vi for sent. Det vil du ikke have, at de gør, når det bliver vores tur, vel?”

”Nej, nej.” Hun er ved at dø af grin, da vi sætter farten lidt mere op for at nå hen i kirken i tide.

Vi når det da også lige, inden dørene bliver lukket efter os. Ubemærket tager vi plads blandt tilskuerne, og fra hvor jeg sidder kan jeg tydeligt se den nervøse gom, som venter i spænding på at se sin vordende brud komme op ad kirkegulvet med sin far ved siden af. Hvis ikke jeg kendte Joel, ville jeg ikke vide, at han er nervøs, for han ser rolig ud som han står ved alteret sammen med Dexter.

Men nu kender jeg dem begge. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle blive venner med dem. Men selv om jeg kom til at stjæle Noa fra Dexter, så bar han kun nag det første halve år, indtil Joel sagde noget til ham. Og derfra begyndte vi at tilbringe tid sammen. Specielt Joel og jeg, fordi Bridget og Noa stadig er bedste veninder den dag i dag.

Orgelet går i gang, og Noa drejer sig ivrigt i sædet for at se hen mod dørene, som går op med et dramatisk brag. Ind træder bruden klædt i en simpel hvid kjole med slæb, og med slør foran ansigtet. Ved siden af hår hendes far, som er en midaldrende, gråhåret mand med topmave. Om ikke andet får hans åbenlyse stolthed blot bruden til at stråle endnu mere, end hun allerede gør.

”Wow,” mumler Noa beundrende, da de passerer. ”Du ser smuk ud, Brid.”

Bridget smiler til hende, inden hun fortsætter op ad kirkegulvet mod Joel, hvis ansigt er åbent som en bog. Han ser både rørt og overrasket og glad ud på én gang. Og så har han det der tydeligt fortabte udtryk, som jeg ved, at jeg også af og til selv bærer.

Ceremonien er forholdsvis kort og simpel og centraliseret omkring den hovedkulds forelskelse, der har ledt til dette bryllup. Efter min mening var den ikke så hovedkulds igen, men det gik stærkt, da de først fik øjnene op for hinanden. Joel havde altid haft planer om at rejse efter high school, men det sidste år har han og jeg arbejdet sammen på Dennis’, fordi han ikke kunne bære tanken om at rejse fra Bridget alligevel.

Så blev det til et bryllup i stedet, til alles store fornøjelse.

”Du må nu kysse bruden,” siger præsten, og de to læner sig ind mod hinanden for at dele det obligatoriske kys, glemmende alt om sløret foran Bridgets ansigt.

Noa prikker mig på skulderen, og jeg ser på hende med et smil. Bridget stråler i dag, men Noa er min personlige sol, som altid stråler og er glad og smilende, selv om jeg ikke altid er morsom at være sammen med.

”Jeg elsker dig,” hvisker jeg til hende, inden jeg kysser hende midt på munden, og det er nummer et-eller-andet gang, at jeg tillader mig selv at falde.  

At falde hjælpeløst for hende er både min største pinsel og min allerstørste fornøjelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...