Majmorgen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2014
  • Opdateret: 18 maj 2014
  • Status: Igang
Jeg foreslår, at du lytter til sangen ude til højre, mens du læser.
(Bidrag til TFIOS-konkurrencen. Valgmulighed 3: Skriv en historie inspireret af citatet "I fell in love like you fall asleep; slowly, then all at once.")

6Likes
0Kommentarer
364Visninger

1. Majmorgen

Det er en søndag morgen i maj, og det hele er egentlig lidt for tidligt til at foregå. Det er for tidligt på året til at gå i bare tæer, det er for tidligt på måneden til at være broke og det er for tidligt på dagen til at tømme de sidste rester af en kongeblå hvidvinsflaske. Ikke desto mindre er det nøjagtigt, hvad der foregår.

Jeg kan mærke sulten som et varmt dyr i maven og hæfter mig ved tanken om, at mine behov er trukket ned på så grundlæggende et niveau. Jeg fortæller mig selv, at når sulten fylder så meget, så har jeg ikke brug for andet. Jeg lader dyret i maven æde sig mæt i de sidste tanker om aftenen før og vender mig i stedet mod skiltet med busafgange, der fortæller mig, at jeg skal bruge de næste fyrre minutter af denne majmorgen lige præcis her. Så jeg sætter hvidvinsflasken fra mig på fliserne og glider ned ved siden af den.

I min taske ligger en yoghurt, og selvom dyret i maven knurrer ad mig, lader jeg den ligge. Den har samme smag som den, han plejede at købe til mig. Samme smag som alle de vintermorgener hvor jeg begravede ansigtet i hans hår og bad ham stå op sammen med mig. Samme smag som kyssene, han spiste mig af med, inden han rullede om på maven og sov videre. Let åben mund og tætlukkede øjne. Det smukkeste syn i verden, tog jeg mig selv i at tænke hver morgen, idet jeg lod fingrene løbe henover tatoveringen på venstre overarm.
Der findes mange smukke ting i denne verden. Solopgange og gravide kvinder. Fugtige læber og grønne øjne. Så mange smukke ting, og alligevel er der intet, der er smukt nok til at hamle op med den skønhed, jeg så i ham. Den skønhed, jeg aldrig kan slippe.

I skumringen på den fjerde dag i december havde mine ben ført mig til banegården. Jeg skævede ud under lygtepælen, hvor sneen føg rastløst rundt. Han kom lige i mod mig, og selvom vi aldrig før havde mødtes, var der noget genkendeligt over ham. Måske var det bare noget, jeg bildte mig ind, men jeg syntes, jeg hørte hans hjerte hviske til mit, da vores blikke mødtes.

Der er dukket en dame op ved stoppestedet. Hun kigger i alle andre retninger end min og får ensomheden til at ramme mig som en haglbyge rammer havet. Hun fnyser, da hun ser min hånd på hvidvinsflasken, og dykker længere ned bag iPhone-skærmen. Min egen har for længst opbrugt det sidste af batteriet og spejler blot mit ansigt, da jeg presser fingeren mod hjem-knappen.

”Hej,” tror jeg han sagde, inden han fangede min hånd med et fast klem og fortalte mig sit navn. Jeg kvitterede med mit eget og trak hånden til mig. Med få centimeter mellem min parkacoat og hans vinterjakke begyndte vi at gå mod lyset fra gågaden. Ingen af os vidste hvor vi skulle hen, eller hvad vi skulle sige, men det var egentlig heller ikke fordi det betød ret meget.

Aldrig i mit liv har tiden gået så langsomt, som den gjorde den eftermiddag. Når han snakkede lod tiden til at stoppe for at lytte med. Når han smilede trak den sig tilbage til en anden dimension og efterlod mig i et uendeligt ekko af øjeblikket.

I dag har tiden sin normale rytme. Minutterne passerer på tres sekunder, mens jeg prøver at genkalde mig helt præcist hvor øjeblikket flød ud i intetheden. Da damen stiger på bussen, griber jeg igen om hvidvinsflasken og trækker duften dybt ned i lungerne inden jeg følger efter. Chaufføren fortæller mig, at jeg ikke må drikke i bussen, så jeg træder et skridt tilbage og tømmer det sidste vin ned i halsen på mig selv. Han kigger skeptisk på mig og sukker dybt, da bippet fra mit buskort bryder den varme luft i bussen.

Jeg falder i søvn i bussen og drømmer om alle de lange nætter, vi havde sammen, og om dem jeg troede, vi skulle nå at opleve. Han kysser mig et utal af gange; på munden, på halsen, lader tungen møde min øreflip og lægger til sidst hovedet på min mave, lige dér hvor jeg troede, vores barn en dag skulle vokse. Jeg drømmer, at jeg mister ham på samme måde, som man mister nogen i en bilulykke. At vi dør sammen, men da han forsvinder ind i lyset uden et ord, vågner jeg; først alene i en hospitalsseng, så i bussen og med tåreklistrede øjne.

Det er som om virkeligheden først rammer mig, idet døren til min lejlighed smækker bag mig. Lige dér, går det op for mig, at øjeblikket aldrig er sluttet. At den eftermiddag, mens han talte, forelskede jeg mig som man falder i søvn. Først langsomt, og så på én gang, idet smilet forcerede ordene. Jeg sætter mig på tæppet, der skjuler stuegulvet og nyder duften af hjem, selvom jeg i samme øjeblik opdager, at hjem aldrig vil være andetsteds end hvor han er.

Jeg sætter min mobil til opladning mens jeg tænker på, hvordan verden er så lille, at vi kan støde på hinanden ved et tilfælde og alligevel så stor, at det aldrig sker igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...