29 bogstaver, utallige kombinationer, ingen ord

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2014
  • Opdateret: 18 maj 2014
  • Status: Færdig
Vi var to dråber vand, sammen faldt vi, blev til en. Vinden blæste, vi blev to igen, men en del af dig vil altid flyde rundt i mig. ( Valgmulighed nr. 3 )

8Likes
14Kommentarer
532Visninger
AA

1. Starten, slutningen

Ord er forskellige kombinationer af de samme 29 bogstaver. Jeg søger den rette kombination, den perfekte sætning, de altfortællende ord. Jeg søger en mulighed for at bekræfte min kærlighed, en kærlighed jeg har fundet ud af, ikke kan beskrives men må bevises. Om end jeg havde PI’s uendelige cifre i bogstaver, ville jeg ikke kunne finde ord.

Jeg huskede, jeg kiggede på dig. Vi var spirende, endnu ikke blomstret, men foråret var på vej og før vi vidste af det, var det sommer og pludselig gav alt mening. Jeg blev forelsket i dig, som man falder i søvn, lige så stille og pludselig fuldstændigt. Vi var smukke roser, røde og udsprunget, filtret mellem hinanden, beskyttet fra omverdenen af vores skarpe torne.

Som solen gik ned, mørket lagde sig om os og søvnen truede med at hive dig væk, betragtede

jeg dig. Det var kvalmende, kærligheden jeg følte for dig. Jeg kunne mærke blodet pumpe hurtigere, hver gang du bevægede dig og kom til at strejfe min krop med din. Du havde tabt kampen mod søvnen, du var langt væk, selvom du var lige foran mig. Dit ansigt var bekymringsfrit, eventyrligt og jeg ville ønske, jeg vidste hvad du drømte, og om jeg mon var med.

Vi vågnede uden ord. Du smilede. Dine mørkebrune øjne flåede hver eneste del af min sjæl, afslørede alle hemmeligheder og efterlod mig nøgen, uden mulighed for at kunne dække mig til. Ingen ord.

Du kunne se alt, jeg kunne se intet. Du stod stærkere end den kinesiske mur, og jeg lod mig opsluge af charmen over dit kække smil, det mystiske glimt i dine øjne, at jeg ikke forsøgte at bryde igennem. Ingen kendte mig bedre end du, og sommetider tænkte jeg over, om du kunne have været mere fremmed for mig.

Du sagde, du ønskede dig månen. Det var midnat, det var en stjernefyldt nat, men intet slog den lysende, opmærksomhedskrævende cirkel på himlen. Jeg tænkte, at din hjerne måtte være gået i seng. Alligevel svarede jeg, at jeg ville rejse op til månen for dig og tage den.

Du lo. En dyb, smittende latter, der havde kræfterne til at gøre en regnvejrsdag til en solskinsdag.

Du sagde så, med dit fængslende smil, at jeg ikke måtte tage hele månen, ellers ville du blive ked af det. Du var et fjols, der ikke kunne se det indlysende, og jeg fortalte dig, at jeg ville dele halvdelen med dig. Du lovede mig, du ville vente på jorden, mens jeg fløj mellem stjernerne.

Du ville ikke løbe væk? spurgte jeg.

Burde jeg? svarede du. Din stemme var lav, intens og jeg tabte mælet.

Måske er solen mere fristende, sagde jeg efterfølgende.

Så kyssede du mig.  Jeg mærkede solens varme, månens kulde, dine læber var blide, forsigtige mod mine. Du fik mig til at føle mig som en supernova. Eksploderende.

Jeg bemærkede ikke dagene der gik. Du var et euforiserende stof, jeg var blevet afhængegigt af, og ved den mindste kontakt, kunne jeg sværge, at jeg kunne røre ved skyerne.

Jeg ville fortælle dig det, men stadig vidste jeg ikke hvordan. Ordene føltes fremmed i min mund. Det var den sidste trevl, jeg havde på kroppen, og skønt du allerede havde taget den, lod jeg som om, jeg stadig havde magten.

Men du kom mig i for købet.

”Jeg elsker dig,” sagde du alvorligt, så pludseligt. Det var morgen, vi var lige vågnet, men dit blik kunne ikke være mere klart, end så det havde været en højlys eftermiddag.

”Jeg elsker dig, som solen elsker månen. Jeg ville dø for dig, hver eneste dag, for at kunne se dig skinne. Dine smil er solstråler, der kun bringer glæde og varme med dig; og Åh, dine øjne. I dine øjne, ser jeg en helt galakse, tusindvis af stjerner, jeg kun kan drømme om engang at kunne nå,” du havde sat dig op i sengen, du havde en hånd om min kind, aede mig med din tommelfunger, strejfede mine læber.

Jeg var stille. Blikket i dine øjne gjorde næsten ondt. Du ventede. Jeg ventede. ”Jeg elsker også dig,” fik jeg fremstammet. Jeg havde svært ved det. At acceptere kærligheden. Men jeg følte den. Stærkere end nogensinde. ”Jeg elsker dig,” jeg gentog det. Igen og igen. Du lo. Smilede. ”Du gør mig skør. Er det meningen, at kærlighed skal være sådan?” spurgte jeg.

”Det er præcis, hvad den skal gøre. Vi kan blive indskrevet på den lukkede afdeling sammen,” svarede du. Jeg trak dig ned til mig.

Uger gik. 

Du begyndte at opføre dig underligt.  Du blev fjern. Jeg kunne se dig, men du var væk. Jeg spurgte, men du bad mig om, at lade det være. Indtil du ikke længere kunne.

Du afslørede din hemmelighed for mig.

Det mystiske blik i dine øjne, det charmerende smil var forsvundet bort, et sted jeg ikke kunne finde. Jeg higede og søgte, prøvede at lokke det frem, men dit ansigt var som en stjerneløs nattehimmel. Tomt og mørkt. Jeg kørte en hånd igennem dit hår, du trak mig ind til dig, duften af din cologne fyldte mine næsebor. Du duftede af hjem.

Du begravede dig i min skulder, muren var faldet, min trøje blev våd. Jeg så ned på min hånd, der var fuld af tynde hårtotter. Alt var svimlende, jorden var ikke længere fast, den uendelighed vi var havde planlagt at være sammen i, det for altid vi havde lovet hinanden, var blevet stjålet fra os. Et par dage efter var du væk. 

Virkeligheden ramte os.

Virkeligheden tog dig fra mig.

 

Vi var to dråber vand, sammen faldt vi, blev til en. Vinden blæste, vi blev to igen, men en del af dig vil altid flyde rundt i mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...