Kære Farmor - One Short.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 maj 2014
  • Opdateret: 17 maj 2014
  • Status: Igang
Normalt fortæller jeg ikke om mine følelser, da jeg har svært ved det og da jeg så denne konkurrence, tænkte jeg det var en mulighed, ikke for at trække ekstra point, men fordi jeg så mulighed i "En flænge i himlen"-konkurrencen og i punkt 3, som kunne få denne følelse til, at passe ind:
"...I fell in love the way you fall asleep: slowly, and then all at once."

6Likes
2Kommentarer
397Visninger
AA

1. † Kære farmor †


 


Husker du den gang i Hvidesande, hvor jeg blot var en lille pige, som var på ferie med sin farmor og farfar? Det var en ting vi gjorde, en ting som vi plejede og som altid faldt jeg i søvn, med Anders And overhovedet. En ting der aldrig ændrede sig, var nok jeg ikke var et fotogen, ligesom farfar heller ikke var og når du skulle tage billeder, så vendte jeg røven til. Hehe, en ting jeg kan grine og smile over i dag. Selvom fotoalbummet måske ser ret sjovt ud og der ikke rigtig er mit ansigt nogen steder, men det er stadig mig og et minde om Jer.
Men der var en gang, ja det er starten på et eventyr, eventyr som du altid læste højt for mig. Men der var engang, da vi var i Hvidesande, vi på stranden dig og mig, jeg kravlede op på en af de mange bunker og du blev ved med, at sige jeg skulle komme ned og jeg sagde jeg ikke kunne. Da du endelig kom op, så var jeg hoppet ned og vinkede grinende til dig, inden jeg løb min vej, op af trapperne og i gennem alle sommerhusende, så jeg kom hjem til farfar. Det med at drille dig, var noget af det bedste og jeg elskede det, for du blev aldrig sur, kun bange. Du var bange for jeg ikke fandt hjem til ham og jeg gjorde det alligevel. Jeg sad allerede hjemme ved farfar da du kom og farfar grinede bare. Jeg fik til at kravle op på en bunker, bare så jeg kunne drille dig. Et minde som sidder så tæt og stærkt i mit hjerte. Et minde man aldrig vil glemme.

Du har mange gange fortalt dig, at min ene søster altid spurgt dig om, hvor heksen var hende og du svarede altid, at det var dig. Det sjove ved det, var nemlig at I hed Hans og Grethe. Godt nok hed du Anne-Grethe, men vi kaldte dig Grethe, eller jeg kaldte dig jo farmor, for det var de du var. Du var min farmor og jeg var din prinsesse, dit kæreste eje.
Åh alle de minder og intet sted til dem. Intet.

 

År 2000 var året vi måtte vinke farvel til farfar, det gjorde ondt, men jeg forstod det ikke. Jeg var jo bare en lille pige. Men han havde kræft, hvor husker hverken mor eller jeg og det jo ikke fordi det betyder noget nu, men det irriterer mig alligevel, alt jeg ved, er han havde kræft, en kræft som dræbte ham og fik ham indlagt. Jeg husker tydeligt, at der førhen var en kiosk lige overfor sygehuset og den aften vi ville besøge ham, plagede jeg min mor om en Pokemon kugle og jeg fik en, jeg husker jeg kom direkte indtil ham og fortalte ham, at jeg lige have fået Pickachu, jeg var så glad og jeg gav da også farfar en tegning. En tegning jeg havde tegnet, selvom den sikkert var grim, for jeg var ikke gammel, vel omkring de 6 mener jeg. Vi har altid diskuteret du og jeg, om det var 1999 eller 2000, for jeg husker jeg var fyldt 6 år og gik i 0. klasse. Du sagde 2000 og jeg sagde 1999, selv mor gør det samme. Men det ikke noget vi bør diskuterer mere og det er heller intet vi kan. Men 1999 eller 2000 er lige meget nu.


For alt er vel egentlig lige meget ikke? Du er her jo ikke, han er her ikke, Sussie er her ikke og Mis her her heller ikke. Nej Mis døde af sorg, da farfar gik bort og Sussie husker jeg ikke, men det var en fornuftig hund. Da jeg var baby, så måtte jeg ikke kravle ud for tæppet, så Sussie skubbede mig ind igen og da jeg blev ældre, så ville Sussie det samme som mig. Sussie ville gynge som mig og ja bare alt som jeg ville. Sussie var en meget speciel hund, som jeg stadig savner. Da jeg var baby og skulle stå i gangen, i barnevognen, så var jeg ikke alene, nej for både Sussie og Mis var der. Mis hoppede op i barnevognen og lå i fodenden, imens Sussie lå nede på gulvet. De to skøre dyr ville beskytte mig og de har altid gjort det, altid. Indtil de selv måtte sige farvel til verden.
Så var der Pelle, den skøre skildpadde, hvis skjold indeholdte en hvid plet og den kom af, at der en gang blev malet luft og en klump maling røg ned på Pelle. Pelle var nærmest speciel, normalt er skildpadder ikke kælende og et var Pelle. Når jeg lå på liggestolen i haven, så skulle Pelle ligge nede på græsset og sådan var det altid. Men desværre en dag, så ’løb’ han hjemmefra og vi har aldrig set ham siden. Men han var kær.

 

Det træ, som i princippet mindede om et juletræ, var et træ som farfar plantede og det voksede sig større og større med årende, til sidst kaldte vi det farfarstræ, for det var det jo. Grantræet fik et nyt navn og det blev farfarstræ. Dog var det nu ikke det, som var farfarstræ, det var et andet tre i haven, som farfar plantede da i flyttede ind og sidenhen havde du sat et fuglehus på træet, så vi kunne genkende det.
Det kan være det var et rækkehus og haven var måske lille, men det var den største have på den vej og den indeholdte rabarber. Åh din rabarber grød, jeg savner den og ville ønske, at jeg bare kunne få den, bare engang mere. Men det kan jeg ikke, ligesom jeg ikke kan få is fra hjemmeis bilen mere, eller jov kan jeg. Men det er ikke det samme, for det skal komme op fra din fryser af, ellers er det ikke ægte. Ligesom så meget andet.
Selvom jeg er gået bort fra Mis, så var der en ting jeg husker og en ting vi begge grinede af. Mis hoppede aldrig bordet og en dag gjorde den. Jeg spiste kyllingelår og pludselig, så stod Mis på bordet og tiggede. Du skældte ikke rigtig Mis ud, vi grinede bare begge i stedet og jeg måtte så ofre noget af min kylling. Mis plejer nu altid, at få kyllingen på gulvet ude i køkkenet og denne gang, fik jeg lov at give ved bordet, da Mis jo selv var kommet op. Det jeg siger: Skøre dyr. Men nu boede de også med dig. Hehe.

***

Åh farmor, det her følelses så underligt, alt for underligt og jeg bebrejder mig selv så meget, alt for meget.
Alt jeg kan tænke er:
Hvad nu hvis?

 

En ting som jeg ikke må tænke, siger folk. Men det kan jeg ikke lade hver med. For hvad nu hvis, at jeg aldrig havde været taget på efterskole? Hvad ville der så ikke være sket?
Min konfirmation var perfekt, eller næsten. Men du var der og morfar var der, men mormor, nej. Hun lå og kæmpede for sit liv, det liv som allerede havde slået hende ihjel to år før, da hun fik konstateret Alzheimers, en sygdom jeg nu kan frygte. For der er 50|50 % chance for jeg får den eller mor eller nogen anden gør, min ene onkel har allerede vist tegn på det og det gør ondt, for du ved det kan komme og du venter bare, men ikke positivt, men skræmt. Det er noget klamt noget.
Jeg besøgte ikke mormor, da hun røg på plejehjemmet, jeg kunne ikke. Hun var så tynd og hun kaldte mig Hanne, som er mors navn og ikke mit. Jeg kunne ikke og i dag, i dag fortryder jeg mit valg. For jeg savner hende. Det tog hende en uge og hun var væk, hun gik bort blåmandag.
Undrede mig også over, at alle i klassen pludselig ville mig og jeg fik svaret samme aften, mormor var død og en fra klassen vidste det. Det gjorde ondt, specielt når man intet var dagen efter.
Hvem jeg snakkede med de ting om, ja det var dig. Dig. Alt var dig, du boede i samme by som mig og jeg tog hjem til dig hver dag efter skole, selv det stoppede jeg med og hvorfor? Fordi du blev ældre og snakkede om det samme hele tiden eller om tilgivelse til far.
Det tog mig så mange år, så mange år, før du forstod sandheden omkring ham og selv indså det, og jeg forstår hvorfor du ikke gjorde. Du mistede Paul i en alder af 10 år, din første fødte søn. Han blev kørt ned ved bageren og han var væk, før nogen så sig om. Først senere hen fortalte du mig, at du sad med ham i armene eller du var med ham i ambulancen. Senere hen i livet, så mistede du din elskede mand, min farfar og hvordan kan man så, i din situation forstå, at ens sidste søn ikke er perfekt? Det er svært og det forstår jeg nu. Derfor fortryder jeg nemt alt.

 

Men den 17 august, 2008, valgte jeg efterskole og en ny start på livet, du forstod ikke hvor, at jeg hellere vil 45 minutter væk fra hjem, end og gå på efterskolen i byen. Men jeg ville væk, væk fra den by, som havde ødelagt mig så meget. Det var ikke væk fra dig eller mor og pap. Men bare væk og starte livet forfra.

Men selvfølgelig, så måtte jeg heller ikke det. For selvfølgelig, så skulle morfar forlade mig samme dag og siden lovede du mig, at du ALDRIG ville forlade mig, ikke før når jeg blev gammel.
Men ser jeg gammel ud for dig farmor? For er gammel i en alder af 20? Det mener jeg ikke.
Derfor fortryder jeg den dag i dag, jeg var der ikke i to hele år for dig og da jeg endelig var færdig, væltede du på cyklen og fik blå mærker, og siden, siden der gik dit liv ned af bakke. Det liv stod på i 3 hele år.
Det hele endte med, at jeg måtte besøge dig, da jeg fik det at vide og jeg fik det tilfældigvis at vide, da jeg støtte på far, som var på vej hjem fra dig af og ikke før. Det var i min sommerferie.
Da jeg besøgte dig, så så jeg naboen sidde på din seng og det syn der mødte mig, kunne jeg ikke tåle, alt mindede mig om mormor, som lå død eller lå for døden og kæmpede for sit liv. Naboen ville så lade mig være alene med dig og jeg satte mig ved dig, du så så tynd ud og så død ud. Jeg blev så bange, bange for du ville forlade mig, i mens jeg var ved din side. Men du forlod mig ikke og kom da på benene igen.

 

Men jeg måtte handle for dig, kattemad og meget andet. Når du kom på sygehuset, så røg du ind i en uge max og ud igen. Du havde dog været indlagt da jeg var på efterskole og for hvad, ja det husker jeg ikke. Husker bare du sagde til mig, at du overvejede at springe ud, for du havde intet at leve for og du sagde det, direkte til mit ansigt. Du ændrede det hurtigt til, at du kun havde mig og du har også kun haft mig, hvilket barnebarn har jeg ikke været? Ikke et godt et.
Far og jeg diskuterede meget, da jeg gik på efterskole og der gik det op for mig, at han ikke elskede mig og jeg intet betød for ham. Men da jeg fortalte dine ord, var alt han kunne sige var ”Jamen hun dør nok snart”, hvilket far vil sige det til hans datter? Når alt datteren har, er hendes farmor?

 

Men med årene blev alt jo være, for du røg mere og mere ind, jeg handlede mere og mere for dig, hvilket drev mig mere og mere væk fra dig, du begyndte og tale meget om det samme, gentage mange af de samme ting og det skræmte mig. Men jeg handlede stadig for dig og besøgte dig.
Det værste ved det hele var, at jeg flyttede hjemmefra i 2012 og det har jeg fortrudt. For hvem tog sig af dig, ingen! Eller jov, men de forstod ikke hvad du ville have handlet og Røde kors, kom oftest hjem med det forkerte.
Hver gang jeg kom og vi snakkede om mig, skole osv. blev du såret og trist, fordi intet gik godt for mig. Intet.
Du røg ind og ligge mere og mere, selvom det kun var en uge max. Du mistede synet eller du fik gråstær og sygehuset ødelagde det ene øje mere, men selvfølgelig, når øjnene endelig fik det godt, gjorde du ikke. Jeg besøgte dig, du fik et anfald og hjemmeplejen var lige kørt, jeg måtte ringe og hjemmeplejen kom tilbage, hvorefter du blev indlagt og det var min fejl, det var min skyld! Fordi jeg ringede og jeg vidste jo du hadede Svendborg sygehus som pesten, eller du hadet sygehuse generelt og jeg fik dig indlagt. Hende fra hjemmeplejen sagde til mig, at jeg ikke skulle være ked af det og jeg gjorde det rigtige, men hvorfor føltes intet rigtigt og det gør det stadig ikke overhovedet. Langt fra.
Det var så starten af 2013.
Det år jeg skulle blive student, det år du burde have oplevet og gjorde du? Nej.

 

Jeg ringede til dig, så jeg kunne fortælle dig, at min første eksamen bestod jeg med 7, men du tog ikke telefonen, en hjemmepleje gjorde og du var nu på vej på sygehuset, igen eller hjemmepleje var det ikke, det var hende der var bestyrer i den del du boede i. Det var i juni måned. Jeg ringede igen, senere på ugen, en torsdag mener jeg og du tog ikke telefonen, det var torsdag den 13 og eksamen var jo så mandag d. 10. Så jeg skrev til far og du var stadig indlagt. Da jeg ringede den 10, fik jeg at vide du var faldet og de havde ringet til far, far fortalte det var noget med noget blod, som skulle tjekkes. Men hvor du var indlagt, måtte jeg ikke vide, for han svarede aldrig på det. Jeg ringede så til dig, da det blev d. 17 mener jeg, da jeg havde bestået min IT eksamen med 12, men du tog ikke telefonen igen og igen måtte jeg skrive til far, du skulle ifølge ham, have dårligt helbred og blod. Jeg spurgte så dagen efter, altså om tirsdagen hvor du var og denne gang ville han svare, Svendborg.
Den 25, skrev jeg til ham og spurgte om du stadig var indlagt, jeg var lige blevet student og godt nom med 4, men det var i samfundsfag, et lorte fag efter min mening! Han spurgte om han kunne ringe og jeg tænke yderligere over det og sagde ja, at jeg lige var blevet student, han havde haft ringet inden og derfor lod jeg mor ringe op til ham. Far sagde, at de ikke mente du ville komme hjem igen og der brød min verden sammen, du havde været indlagt i 3 uger, to uger mere end du plejer. Faktisk husker jeg ikke hvad han fortalte mor og om jeg bytter om på noget.

Den 26 modtog jeg en sms, en sms som forandrede mit liv og mere til.
”Hej Heidi, vi har lige været kaldt ned på sygehuset og ja det slemt hun kommer ikke hjem igen L” en sms der fik min verden til, at bryde sammen. Jeg spurgte hvor slemt og igen måtte jeg intet vide, men hvis jeg ville se dig, så måtte jeg hellere gøre det med det samme, for det var det de fik at vide. Men min ældste lillebror og din ældste sønnesøn, var ikke med, da han skulle have en fremlæggelse og det ville far ikke ødelægge, åbenbart.
Den dag tog mor og jeg på sygehuset, jeg tog studenterhuen på og snotpapir med, jeg græd hele vejen derhen. Mit hår var blevet kort og det plejer du, at hade.
Inden da havde far fortalt, at du ikke kunne huske dem og alt det.
Men da mor og jeg kom, kunne nok ikke lige genkende mig i starten, men du genkendte mig og du blev glad, fordi mor var med. Dit gebis var taget ud, da du ikke skulle synke det og du var blevet tynd. Jeg holder din hånd og jeg kunne mærke hvor meget du klemte den. Mor spurgte dog om nogen ting, du pegede på dine arme og sagde blod, faktisk husker jeg ikke mors ord, husker bare, at alt hvad far havde sagt, ikke passede og slet ikke ved mig og mor, for du genkendte os.
Mor ville ud og snakke med en læge, så jeg stod alene inde ved dig og jeg må indrømme, jeg kunne ikke fordrage det, at se dig ligge der og ikke snakke ordenligt til mig, kalde mig for din prinsesse, gjorde det ikke letter, langt fra. Jeg er sikker på jeg sagde, at jeg elskede dig og alligevel, så ved jeg ikke om jeg gjorde.

Hele vejen hjem fra sygehuset græd jeg og jeg blev hjemme ved mor, tror jeg nok, selv det husker jeg ikke.

 

Den 1 juli ringede far og jeg tog den ikke, turde ikke. Så fik mor til at ringe til ham og der må jeg sige, der brød alt sammen. Klokken var 15, far sagde, at sygehuset nu havde stoppet din medicin. Mor og jeg ville have besøgt dig dagen efter, men vi ændrede vores plan i det øjeblik. For du kunne have timer eller dage tilbage.
Klokken 18, banker det på døren og det var mærkeligt, specielt da de var mor og hun var der tidligere, så hun kunne fortælle hvad far havde sagt. De ord der forlod hendes mund, ødelagde mig og fik mig brudt sammen. Du forlod mig! Selvom du lovede. Du forlod mig, tre timer efter din behandling var stoppet. Du forlod mig farmor. Du forlod mig! Jeg kan ikke beskrive den smerte, den gjorde så ondt og gør så ondt stadigvæk.
Farfar nåede ikke min konfirmation(Men han oplevede mine to ældste søskendes, og de var ikke engang hans børnebørn), mormor oplevede ikke min konfirmation heller(men oplevede de to andres) og morfar, ja han oplevede ikke min 18 års og du, du oplevede mig ikke som student. Alle de store ting, som ens bedsteforældre bør opleve, svigtede en eller flere af jer til og er du klar over hvor ondt det gør? Det gør så fandens ondt! Jeg havde ikke engang fået min nytårsgave endnu! Det plejer jeg. Den var væk, hvad med romtotter du plejer at få, ja det var også slut, ligesom Musk Oil no. 6, den var væk. Alt sluttede i det øjeblik. Alt.
Jeg pakkede mine ting og straks kørte vi på sygehuset. Jeg kom ind på din suite, som ikke var særlig luksus og alligevel, for du havde en god udsigt. Jeg krammede straks mine yngste søskende, som ikke rigtig forstod noget og hvordan jeg kunne bryde sammen i fars arme, aner jeg ikke. Men det gjorde jeg. Jeg brød sammen.
Ingen far og dem gik, kunne jeg ikke lade hver, det lignede ikke, at du havde ben og derfor løftede jeg dynen, måske ikke det smarteste når de små var der og ikke at de var små, 10 og 8 måske. Men jeg måtte tjekke, jeg måtte tjekke.
Jeg så ikke mormor da hun var stiv, jeg så morfar og han lignede en der sov, han gav mig også et chok. Alle var blevet nede i kælderrummet, indtil jeg ville komme og jeg kunne ikke besøge ham, men ingen ville gå før jeg gjorde. Hans kæreste, som så også var han kusine, gav mig en halskæde med en marguerit, dog ikke en ægte, men det var lige meget for mig, for det var en som han ville have givet mig, for jeg fik altid de ting som var i bladende han købte, derfor betød den noget. Men da jeg endelig så ham, gik min ene søster med ind og da vi forlod rummet, vi lukkede døren og vi begge hørte det klik, som bør komme. Men pludselig gik døren op og der sagde sygeplejersken ”I skal ikke være bange, nu har han forladt og fået sagt farvel til alle”, om hun selv troede på det, aner jeg ikke. Men jeg troede på det.

Jeg fortryder ikke, at jeg tjekkede om du havde dine ben, for jeg måtte være sikker. De havde jo taget luften ud af madrassen, så måtte jo kigge, ikke? Mor forklarede mig, at den røde snor om din finger, var hvis du vågnede, så en klokke ville ringe og siden håbede jeg den ville. Far og mine to mindste søskende forlod os, så mor og jeg var alene. Jeg ville holde din hånd en sidste gang, men kunne ikke, for din hånd var for stiv. Er overbevist om, at hvis jeg prøvede, så ville din finger brække og derfor stoppede jeg.
Men en ting kunne de, sætte gebisset i, men nej det gjorde de ikke.
Så nu kan jeg huske dig tandløs og se dig for det, mormor kan jeg se, hvordan hun trækker vejret i gennem en iltmaske og jeg kan ikke lide synet. Når jeg tænker morfar, tænker jeg højre tommelfinger bundet ind i forbinding. Udover det, så husker jeg mormors blå skjorte, som var fyldt med blomster og morfars sådan grå shorts og hvid skjorte, for det var hans sidste sæt tøj og mormors, er fordi det var hendes ynglings. Når det kommer til dig, så er det hvide bukser, din blå T-shirt og din konfirmationshalskede, som var en lille rude form, med en engel inde i. Ikke mindst dit gråhårede hår, som var sat så fint med en spænde bag ved, som det plejer og den vigtigste detalje, smøgen i hånden. Det var sådan du så ud for det meste og det er det tøj, du også har på, på et af mine fødselsdagsbilleder.

Utroligt man kan huske sådan noget, men det gør jeg.

 

Der er snart gået et år, et år hvor jeg næsten ikke har grædt og jeg har ikke rørt papkassen, der står en papkasse i mit køkken og det indeholder bl.a. et album(Som kun indeholder mig), din farmor kop, et billede af Paul(Da jeg ligesom gerne vil mindes ham), min konfirmations indbydelse, tidligere fødselsdags kort og meget andet, som jeg ikke kan huske. For kan ikke åbne kassen, det kan jeg bare ikke, for det vil være som at sige, at det er i orden du er rejst og du ikke er her mere, den del kan jeg ikke accepterer og det vil jeg ikke! Selv på telefonsvaren er du slettet og jeg husker ikke jeg har gjort det! Håbede bare du ikke var, for så ville jeg have din stemme der og det har jeg ikke. Når nogen ringer med et hemmeligt nummer, så tør jeg ikke og tage den, for du ringede med et hemmeligt nummer, jeg ved pap gør, men så skriver han bare bagefter og siger han ringer. For jeg kan ikke tage en telefon mere, som indeholder et hemmeligt nummer og er ligeglad hvem endt der så ringer, jeg kan ikke og slet ikke når jeg håber det er dig, hvilket jeg ved det ikke her.
Gravstedet er nu det jeg skal passe, da far nok ikke gør og du elskede gravstedet, fordi farfar og Paul ligger der, nu er det mit job og passe Jer alle tre, hvilket jeg vil. Men jeg kommer ikke derop alene, det kan jeg ikke. Jeg er bange, bange for at bryde sammen, for det har jeg ikke gjort endnu. Ja jeg har da grædt og gør jeg tit, men ikke sådan virkelig brudt sammen, ikke andet end den dag du forlod mig og ikke siden. Kan ikke. Vil ikke accepter du ikke er her mere. Så mor tager altid med. Dog havde jeg Sheilo med en dag, for så var jeg ikke alene, jeg havde ham og det vil sige, jeg skulle holde øje med ham og ikke koncentrer mig om Jer, men om ham og det gik godt.

 

Nu, nu hjemsøger du mig bare. Jeg drømmer tit, at du er levende og selv i drømmen ved jeg, at du er død og det viser sig bare oftest, at du har løjet om din død og rejst bort. I første drøm jeg havde, var du stukket af, da nogen ville dræbe dig og pludselig levede farfar igen, da han havde gjort det samme, faket sin død. I andre drømme er jeres rækkehus med og jeg husker alt, møblerne og tapetet, ja alt. Men jeg er træt af dig og vil ønske du bare kunne forlade mig helt! Ikke hjemsøg mine drømme og gør alt svære for mig! Det er hårdt nok, at du har fødselsdag snart og et år er gået, men ligefrem hjemsøg mig? Stop.

 

Farmor, vil denne smerte nogen sinde forlade mig? Jeg er ikke helet over morfars pludselig død, ja mormor og farfar er lette, de var begge syge og vi vidste de skulle dø. Men alligevel.
Selvom jeg nok inderst inde vidste, at du ville forlade mig, så er smerten stor og forvirrende, ligesom den er overfor morfar og i år vil det være 6 år siden med ham, jeg er ikke kommet videre, så hvordan skal jeg med dig? Jeg vil ikke kunne klare med 6 års smerte og savne dig, det vil jeg ikke kunne.

 

Folk mente, at jeg kunne skrive et afskedsbrev til dig og få alle følelser ud, smide det ned på kisten, men hjalp det? Nej. Jeg bar dig til graven! JEG bar din kiste til graven! Jeg gik i front sammen med far, både den ældste lillebror og den yngste bar dig til graven. Du forlod den ældste sønnesøn, året efter hans mor, farmor, hvordan kunne du? I kirken blev han ved med og nusse mig, til sidst greb jeg hans hånd, da jeg kunne føle han var trist.
Jeg slap dig, da vi skulle synke dig i jorden, det kunne jeg ikke og nu bliver jeg i tvivl, om jeg gik i front med far eller bag far, jeg ved bare jeg fulgte dig til graven og gav slip, da jeg ikke kunne få mig selv til, at synke dig i jorden. Alle have mest ondt af mig og holdte om mig, den yngste ville heller ikke synke dig i jorden og gik hen til os andre. Jeg valgte, at være den store og tage fat omkring mine to yngste søskende, holde dem tæt på mig og med armene om dem, i mens vi skulle synge ”jeg er træt og går til ro” og den sang hader jeg nu, før elskede jeg den, da du sang den for mig og nu skulle jeg synge den til dig, nu hader jeg den. Ligesom jeg hader ”Nu falder skoven trit om land” vi sang den til både mormor og morfars begravelse, når jeg hører den, så græder jeg og jeg vil ikke hører den mere, det kan jeg ikke.
Jeg er bare glad for, at min ældste søster tog med til begravelsen og jeg ikke var forladt alene med ham, eller alene hjemme den weekend. Mor og pap lod jeg tage til Østrig, jeg vil ikke ødelægge deres ferie og jeg ville ikke ødelægge min anden søsters og endes kæreste campingferie, så den ældste droppede sit og kom hjem til mig, aldrig i mit liv har jeg været mere taknemmelig.

 

Men at sige farvel i et afskedsbrev, har ikke hjulpet noget og i dag, i dag bebrejder jeg mig selv og jeg tænker kun ”Hvad nu hvis?” det er alt jeg kan tænke farmor og alt jeg vil komme til at tænke.
Der er en sang, en sang man skulle tro jeg havde lavet eller var lavet kun til mig, for den minder om alt jeg føler ”My Immortal” hedder den, alt passer på mig, alt. Den minder om det i mellem dig og mig.

 

Jeg savner dig farmor. Lov mig, at jeg i det mindste kan komme over det her tab og komme videre i livet. Du sagde til mig, at ingen ville dø fra mig det år. For siden 2007, er folk eller et dyr forsvundet og noget der betød noget, noget som skulle have relationer til noget andet.
Først mormor, så morfar, så min kanin(Som morfar var med til, at vælge), så mors moster(Som igen minder om morfar og mormor, da det var hendes søster, men morfar og jeg cyklede alt derhjem til hende), så Egon(Din og fars ven, en jeg har kendt da jeg var lille, ikke så slemt tab som de andre, men det gav et chok) også var der 2012, hvor min lillebrors mor forlod verden og der gik endnu et tab, hun hjalp mig med, at få ham ind i mit liv igen eller jeg arbejde selv for det og det lykkes. Men hun sørger for, at jeg fik lov at se hans konfirmation og alt det, hun betød så meget og at vide, at jeg var som hendes egen datter, gjorde ikke alt bedre eller, at han i en alder af 16, selv fandt hende død af hjertestop. Til sidst var der dig.
Hvad kommer der ikke i år? Jeg tør ikke og tænke tanken, ikke andet end, jeg ligeså godt kan have et bestemt begravelsestøj eller gå ud og købe et.

 

De sidste ord fra mig, der fulgte dig i graven var:
Farvel lille farmor, din lille prinsesse.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...