Criminal //1D//

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 maj 2014
  • Opdateret: 19 jun. 2014
  • Status: Igang
Rose er en straight A-student fra East High, med en kæreste og hele hendes liv foran sig. Hendes far 'presser' hende for at få gode karakterer, som Rose klart forstår, da hun elsker sin far og adlyder. Det kan godt være trættende for hende, når hun bliver tvunget til, at gå på en reading-camp hver sommer.
Hendes kæreste, Liam, er det modsatte af hende. Han er kaptajnen af Football-holdet og er, som de fleste sportsnørder, meget fokuseret på hans sport, og har bestemt ikke noget imod at vise hvor god han er.
De har været separeret under sommerferien, da Liam skulle med sin familie til Seattle og Rose skulle på reading-camp.
Men Liam gør noget, som kommer til at ændre fremtiden for de to turtelduer, på turen til Seattle.
Men hvad sker der når byens kriminelle, Harry Styles, kommer tilbage fra en opførselsejr og er nogenlunde forandret? Hvad kommer folk til at tænke? Og hvad gør Liam? Kommer Rose til at acceptere det?
I får svar på alle spørgsmålene, hvis i bare læser med i; Criminal

15Likes
11Kommentarer
1250Visninger
AA

3. First and worst day of school

Roses P.O.V:

”Rose! Wake up! You can’t miss your first day at school!” det var min mor der råbte fra nedenunder. Så meget som jeg hadede at stå op så tidligt om morgenen, så var jeg okay med det, da der ikke var noget jeg ikke kunne lide ved skolen. Bortset fra et par af eleverne, som ikke lige var min kop te.

Dette var, som min mor sagde, min første dag på High School. Eller min første dag som senior, det vil sige dette var mit tredje år på East High.

Min far insisterede at køre mig, da det nu var min første skoledag, men jeg takkede nej tak, da jeg havde lovet at hente Arianna, Jade og Nate på vejen. De var mine bedste venner, lige siden vi startede her første år, og vi havde været uadskillelige. Ikke som andre, hvor deres liv afhænger af deres venner, men vi er tætte nok til at have det sjovt sammen. Jeg elsker i hvert fald at være i deres selvskab, og det er det vigtigste for mig.

”Drive safe, sweetheart” sagde min far og kyssede mig efterfølgende på toppen af mit hoved, lige før jeg tog et æble og min taske i hånden, hvor jeg satte kurs mod hoveddøren.

Jeg var kun heldig, at jeg havde fået min egen bil for et år siden, på min seksten års fødselsdag, ellers skulle min far køre os til skole, og det ville blive klart mere akavet, end når det bare var os fire.

Efter at have hentet alle tre, kørt et par kilometer nåede vi til skolen, og mødte straks et skilt hvor der stod; East High. Så var jeg da sikker på, at jeg havde kørt rigtigt.

”It feels so weird to be back” vi kiggede over på Arianna, der havde sit blik rettet mod bygningen af vores skole.

”Yea, it’s a weird feeling” Nate var enig med hende, men tilføjede ”I don’t like that feeling at all”. Vi grinede alle af det, da vi vidste at Nate hadede skolen som pesten og havde flere gange sagt, at han altid er bange for at dø, hver gang han sætter sine ben på skolens grund. Så det var ikke noget nyt, at han brokkede sig sådan over skole.

Der var mennesker overalt da vi var gået ind i skolens bygning, der enten gjorde klar til deres første time eller også bare talte med sine venner. Det var forskelligt. Det kommer an på hvor hen du går.

Hvis du går hen til gruppen som elsker elektronik, så ville de sidde på deres mobiler.

Hvis du går hen til blondinerne, ville du klart få en dum bemærkning, modsat dem der altid laver deres lektier, og er klar på at sige hvad som helst klogt.

Der var talentnørderne, snobberne, the loners, de homoseksuelle, de populære, sportsnørderne, cheerleaderne, dem der altid hænger ud ved ramperne og skater, festaberne..

Og så er der de kriminelle.

Hvis man først vil være en kriminel, så er man det altid. Man kan ikke melde sig ud af klubben, som for eksempel dramaklubben. Der er ikke rigtigt nogle der kontakter dem eller har snakket med dem før, men alle har helt klart respekt for dem. Det er ligesom på film, hvis de går på gangen, så flytter alle sig, så de kan komme forbi.

Jeg ved egentlig ikke helt, om jeg er bange for dem. Jeg mener, det er jo ikke fordi jeg nogensinde har talt med dem før, so who am I to judge?

”Hi babe” jeg kunne straks mærke en hånd finde sted på min hofte, efterfulgt med nogle varme læber røre mine.

Jeg kyssede tilbage, da jeg vidste at det var min kæreste, Liam Payne. Han tilhørte sportsnørderne, da han er kaptajnen på skolens Football-hold, og viste det bestemt også, da han næsten altid havde sin Football trøje på, eller stod med en amerikansk fodbold i hånden.

”Hi Liam” sagde jeg smilende, da han trak sig væk fra mit kys. Mine venner lavede nogle bræklyde i baggrunden, da jeg vidste at de hadede Liam. De sagde han var en idiot, og han fortjener mig ikke, men jeg har ikke oplevet, at han har gjort mig ondt indtil videre.

”How was your summer?” han slyngede en arm om min skulder, og begyndte at gå med mig hen til mit skab, så vi efterlod Arianna, Jade og Nate for dem selv. Jeg skulle nok finde dem på et andet tidspunkt.

”The normal. I went to reading camp and studied too much to enjoy my summer” jeg sukkede. Min far vil altid være sikker på, at jeg får lavet mine lektier og får mig en god uddannelse. Og fordi jeg elsker ham, adlyder jeg selvfølgelig.

”I can’t believe you want to go to these ew-camp’s” Liam har aldrig været den, der interesserer sig mest for skolen.. jo, kun hvis det har noget med football at gøre.

Jeg grinede bare af ham og løsnede mig fra hans greb, da vi var nået til mit skab. Jeg gik over til det, åbnede det og lagde mine bøger ind, men fandt efterfølgende dem frem jeg skulle bruge.

”So how did it go with all that ’going to Seattle I don’t want to’-stuff?” spurgte jeg, men kiggede ikke på ham, da jeg koncentrerede mig om de bøger jeg skulle bruge og ikke bruge.

”Yeah, about that..” da mit blik fandt ham, kløede han sig nervøst i nakken og undgik øjenkontakt med mig.

Han nåede ikke at fortælle mig mere, da klokken forstyrrede os, og ringede til time.

”I’ll tell you at lunch” sagde Liam hurtigt, kyssede mig ligeså hurtigt på kinden og forsvandt efterfølgende ind i menneskeflokken, der var begyndt at finde vej til hvor end de skulle hen.

Hvad gik det ud på?

Der opstod en rynke mellem mine øjenbryn, da jeg skubbede dem sammen af underen. Men i stedet for at tænke for meget over det, rystede jeg på hovedet så tankerne forsvandt, da jeg alligevel fik det at vide i frokostpausen, og nu skulle jeg fokusere på timerne.

Mine hænder skyndte sig at finde mit skema, min kalender, mine nødvendige bøger, penalhus og min mobil som selvfølgelig var på lydløs.

Heldigvis var der en klokke der gjorde én opmærksom på, at man skulle gå til time, hvor den anden klokke ringede når der var time. Ligesom det gule lys i trafikken, der forbereder os på at køre eller stoppe.

Overraskende nok, var gangene allerede helt tomme, uden den eneste elev eller lærer at se. De var nok allerede gået til time… alle sammen.

Jeg gik i retning mod klasseværelset, som jeg skulle have min første time i.

Mine ben bevægede sig så hurtigt de kunne, da jeg ikke ville komme for sent til min første time, men de stoppede, da jeg bumpede ind i nogen, så alle mine ting jeg havde i hænderne faldt ud over gulvet. Hvordan kunne jeg støde ind i én, når der næsten ikke var nogle på gangene?

”I’m so sorry. It wasn’t my attention to bump into you like that, I couldn’t see anything--” forklarede jeg ivrigt, mens jeg samlede alle mine ting op fra gulvet, med en hjælpende hånd fra den jeg stødte ind i.

”It’s cool I didn’t see you, either. So I guess we’re even” en dyb, langsom stemme rungede i mine ører, så det fik mig til at kigge op.

Mit smil falmede og formede sig i stedet for til et O, da jeg opdagede hvem jeg stødte ind i.

Styles. Harry Styles.

Han tilhørte de kriminelle, men her for nylig -det vil sige det sidste halve år-, har jeg ikke set ham. Ingen steder. Ikke engang på skolen. Der var gået rygter om, at han havde været på en træningslejr, for unge der ikke opførte sig ordentligt.

Han havde da lært noget, nu hvor han hjalp mig med at samle mine bøger op.

Men han har altid været kendt for den man frygter mest i hele byen, da han altid ikke har gjort hvad lærerne siger, hvis han overhovedet var i skole, mens der gik rygter om, at han ofte stjal. Det var ikke fordi at han ikke havde råd til noget, da hans far var skoleinspektøren, og hans mor var advokat. Ja, jeg havde gjort min lektie, og undersøgt hans baggrund, så jeg kunne finde ud af, om han virkelig var kriminel.

Jeg fandt ud af, at jeg skulle holde mig fra ham. Han var kriminel og det var nok grunden til, at der ikke var mange der var omkring ham. Kun de få i ’den kriminelle gruppe’, hvor han var lederen. Det var jeg næsten sikker på.

Mine øjne veg hurtigt væk fra hans grønne, pirrende øjne, da jeg opdagede at jeg havde stirret ind i dem hele tiden.

Pinligt!

”Uh-Uhm I better get to class. I don’t want to be late” stammede jeg, da jeg havde fået alle mine ting tilbage i min favn igen, mens jeg prøvede at kigge alle andre steder end i Harrys øjne, der prøvede at møde mit blik.

”Bye” sagde jeg stille og flovt, hvor jeg fortsatte min kurs mod klasselokalet.

”You forgot something” kunne jeg høre ham kalde bag mig, så jeg hurtigt lavede et; Pis-ansigt, inden jeg besluttede mig for at vende mig om.

Mine øjne voksede sig straks store, da jeg så Harry med et smørret smil på sine læber, og holdte en tampon op.

Den må have faldet ud af min lomme, da jeg bukkede mig ned.

Mine kinder blev straks varme, så man med ingen tvivl kunne se mine kinder flamme sig op, mens jeg gik nærmere, og greb min frie hånd op for at tage den. Men som de fleste drenge ville gøre, blev han ved med at drille, ved at holde den højt nok op, så jeg ikke kunne nå den.

”Give it to me!”

”Do you really use those things?” han blev ved.

“Stop it!”

“Isn’t it nasty with all that blood--“

“Seriously?” det hér blev værre og værre, “Come on, give it to me!”

“I remember the first time I saw one of these--“ begyndte han, og lod som om jeg ikke var der, selvom han kiggede med et drillende blik på mig, en gang i mellem.

”Harry!” afbrød jeg, som overraskende nok stoppede, da hans navn forlod mine røde læber.

Hans blik vendte sit mod mit, hvor hans legende smil falmede, og han sank tamponen, som om jeg havde sagt noget vanvittigt.

”What?” jeg kunne ikke lade være med at spørge.

”Uh.. nothing” han prøvede at recover hans rolige opførsel, da han godt selv kunne se at det var lidt underligt ”It’s just..” han undslap et lille grin, hvor han kiggede på hvad han havde i hænderne. Tamponen, der gjorde mig en mørkere farve af rød. ”It’s the first time I’ve heard my first name for so long”.

Var der ikke andre der kaldte ham Harry?

”So people don’t call you by your name?” spurgte jeg uforstående, og mødte hans grønne øjne med mine.

”Nah. They usually call me Styles” okay? Situationen føles så underlig. Jeg ville bare have min tampon!

Han kiggede på mig, som om jeg skulle sige noget, men jeg havde ikke tænkt mig at sige noget, så derfor stod vi bare akavet og kiggede på hinanden. Eller Harry kiggede på mig, mens jeg undgik hans blik, og prøvede skjult at pege på tamponen, efterfulgt af at jeg kløede mig i nakken og kiggede mig over skulderen.

”Oh, yea” Det gik endelig op for ham, hvor han rakte smilende tamponen til mig, som straks tog imod den, og proppede den i lommen, ”Here you go”.

”Yea..” hviskede jeg lidt akavet.

”Bye” jeg formede et smil på mine læber, selvom det garanteret slet ikke lignede et smil, men noget… akavet. Jeg vendte mig om for anden gang, og begyndte igen at gå mod min første time.

Jeg bankede på døren og bad til Gud, at læren ikke var kommet tidligt.

Men Gud var åbenbart ikke med mig i dag, da Mrs. Carter stod ved tavlen og skrev sit navn ned. Alle øjne vendte mod mig, også Mrs. Carter, som lignede en sur kattedame og kiggede med hendes isblå øjne på mig.

”Late on the first day. Not a good move Mrs. Marin” sagde læreren, som fik mig til at skamme mig mere end allerede.

”Sorry. I dropped all of my stuff in the hallway and then I--” Jeg nåede ikke at forklare færdigt, før Mrs. Carter afbrød.

“Sit down” og jeg adlød, med ikke ét ord forladte min mund.

 

 

Timen gik som den startede. Mrs. Carter hadede mig hele vejen igennem, og jeg endte med ikke at synes om hende heller. Normalt ville lærerne elske mig, fordi jeg var den eneste der kunne svare på spørgsmålene og altid lavede mine lektier, men ikke Mrs. Carter. Perfekt måde at starte dagen på.

Min næste time var ikke så langt fra mit skab, så jeg kunne godt nå at finde de nyttige bøger frem til næste time. Jeg sørgede for at komme tidligt til denne klasse, da jeg ikke ville støde ind i flere, eller komme for sent nogensinde mere.

Jeg satte mig midterst i klassen, bare for en sikkerheds skyld. Normalt ville jeg sidde forrest, men fordi jeg havde haft en dårlig oplevelse med den første lærer, ville jeg ikke risikere at sidde forrest, hvis det var endnu en lærer der ville hade mig.

Klassen blev fyldt op alle steder, mest bagved eller foran, så der var flest ledige pladser i midten. Heldigvis kom Nate til syne i dørkarmen, og fandt straks en plads ved siden af mig.

Nate har været mig ven så længe jeg kan huske. Faktisk den ældste ven jeg nogensinde har, så det var godt at vi var gået på samme High School, så vi kunne hjælpe hinanden i situationer som denne.

”How did your first class go?” started han ud med.

“Horrible. My teacher hates me and I got late for class” sukkede jeg.

Nate gispede med det samme, både for sjovt, men han mente det garanteret, for jeg kommer aldrig for sent.

”Roseanne Julia Marin, how could you?” han lavede sjov med det, så det gengældte et grin fra mig. Han er helt klart min bedste ven.

”How come?” spurgte han igen.

”I bumped into Harry so all of my stuff fell--”

“Harry Styles?” afbrød han og blev overrasket. Denne gang var det ikke et for sjovt udtryk.

”I know what you might think, but I really think he’s changed since he went to that camp everybody’s talking about. I mean, he helped me pick up my stuff and he even apologized” forklarede jeg.

“Rose, keep away from him!” han havde et alvorligt, men beskyttende blik.

”I’m not saying we’re gonna be best friends, I’m just saying I think he’s changed” smilede jeg, da jeg synes han overdrev en smule.

”I’m just saying” han forsvarede sig selv, ”I’ve hurt bad things about that guy.. Everybody has. He’s been to jail, and have you heard that he’s a player when it comes to girls?”.

“Nate, relax. If you don’t want me to talk to him again, then fine. Happy?”

“I just want you to be careful. That’s all”

“I know” jeg smilede kærligt til ham, “Thank you”.

Klokken ringede og klassen var fyldt helt op, efter der var én der satte sig på sædet ved siden af mig.

Da jeg så hvem det var, fik jeg øje på nogle chokoladebrune krøller der snoede sig rundt om en bandana, nogle lyserøde puffende læber der formede et smørret smil, og nogle grønne øjne, som jeg var sikker på kunne dræbe folk, hvis de fik øjenkontakt med dem.

Det var ingen andre end Harry Styles.

”Hey” han smilede som straks gjorde mine kinder røde, da jeg tænkte tilbage på hvad der skete for knap en time siden, ”Did you use the tampon yet?”.

Oh God, please help me.

“Shh!” kommanderede jeg, men i stedet for at tie stille, formede ham bare et smil på hans lyserøde læber, og ud kom en lille latter.

Var det underligt, at jeg synes den var kær?

 

 

Frokostpausen kom efter at have haft geografi og engelsk, så jeg gik først over i kantinen hvor jeg greb fat i en sandwich, en flaske vand og en pære. Derefter bevægede jeg mig hen til et af de runde bordet, hvor Arianna, Nate, Jade, Matt og Emily sad.

”Hi guys” smilede jeg da de fik øje på mig, hvor jeg efterfølgende satte mig ved siden af Matt og Jade, der sad og kælede ved hinanden. De havde været kærester lige siden første år på denne High School, mens Liam og jeg først blev kærester da sommerferien startede første år.

”Rose!” udbrød Nate, ligeså snart han så mit ansigt, ”What?” spurgte jeg undrende, da jeg ikke vidste hvad jeg havde gjort.

”I said you shouldn’t talk to Styles, why did you?” sagde han skuffet.

“He talked to me!”

“You talked to Styles?” sagde de andre overasket i kor, som om jeg havde gjort noget skamfuldt. Og det havde jeg ikke!

”What’s the problem?”

”What isn’t the problem? Rose he’s been in jail” hviskede Emily.

“Okay, I know he’s been in jail and stuff, but that doesn’t mean I can’t talk to him. What’s the worst thing that could happen?” jeg tog en tår af min vand.

“You’ll get pregnant and die” kom det fra Matt som lavede en dramatisk stemme, så det skyldte grin fra os andre.

”Seriously Rose, you shouldn’t be talking to him” kom det beskyttende fra Arianna.

Jeg nåede ikke at svare før vi blev afbrudt af Liam, der spurgte nervøst “Rose, can I talk to you for a minute?”

”Yeah, sure” jeg trak på skulderne, undskyldte mig selv fra mine venner, og rejste mig efterfølgende op, for at gå med Liam et sted hen for at tale.

 

 

”The janitors locker?” sukkede jeg, da han havde hevet mig ind i pedellens skab, hvor der var helt mørkt, ”Why can’t we go out in the hallway?”.

”Because” Liam stoppede mig, ”This is imortant”.

Jeg fik et undrende ansigtsudtryk, hvor jeg næsten stod op ad væggen, med Liams arm lænende op af væggen jeg stod ved, så han var rimelig tæt på. Jeg kunne ikke rigtigt se ham, da der stadig var mørkt i rummet, men jeg kunne godt skimme ham, nu hvor der skinnede lys ind fra gangen.

”What’s wrong?” var det virkeligt så alvorligt, at han blev nervøs?

”I know you’re going to be mad but you just gonna have to listen to me, okay?”

“Liam what did you do?”

“You remember that trip to Seattle I was talking about?” jeg nikkede, “Well, I kinda.. Hooked up with Stacy”

“What?” mine øjne begyndte straks at blive våde, efterfulgt med mine kinder blive varme.

”I’m sorry Roseanne, It was just a onetime thing just to try it out--”

“First of all” jeg holdte en finger foran hans klamme ansigt, “Don’t ever, ever call me Roseanne”

”What, I always call you Rosea--

“And second” jeg prøvede virkelig ikke at græde, “If it was just a onetime-thing, then how could my first time be special?”

Jeg lod ham ikke svare, da jeg åbnede døren og løb væk fra ham, ud på gangen, med tårer løbe ned langs mine kinder. Men stoppede brat op, da Liams stærke hånd greb fat om min arm, så det fik mig til at vende mig om.

”Don’t touch me!” jeg prøvede at lyde stærk og advarende, men det kom i stedet ud som en tikkende svag stemme.

”Rose, just listen to me. I had to tell you, so we could move on..” han fortsatte med at sige alt muligt, som alligevel ikke betød noget så jeg hørte ikke efter. Jeg fokuserede bare på hans greb om mig, som blev strammere og strammere.

”Liam! Let go of me!” vi var begyndt at trække opmærksomhed til os, men ingen så ud til at have nosserne til at hjælpe.

Han blev bare ved med at snakke vrøvl som jeg overhovedet ikke lod mig høre, men koncentrerede mig i stedet på grebet om mig, der virkelig var begyndt at gøre ondt.

”You’re hurting me!” han ignorerede mig fuldstændig. Hvad var der galt med ham?

”Hey!” hørte jeg en mørk, dyb stemme råbte nogle meter væk herfra. Liam hørte dog efter stemmen, så det fik ham til at kigge sig over skulderen, lige nok til, at jeg kunne se hvem det var. Harry.

”Let go of her!” befalede han mens han nærmede os, med sit blik fastlåst med Liams, og nogle bøger i hans tatoverede hænder.

Liams greb løsnede sig, hvor han drejede hele kroppen mod Harry, uden at give mig det mindste blik. What a great boyfriend I had.

Jeg kiggede kort på min arm, der allerede var begyndt at forme et blåt mærke, så jeg holdte min lille hånd på det, for at det skulle gøre mindre ondt. Selvom det ikke hjalp meget.

”What did you say?” sagde Liam truende og gik langsomt nærmere mod Harry, som stod og smilede? Var det for at være provokerende eller hvad?

”I said you should let go of her, and now you did so I guess my job’s done here” smilede han, vendte sig om og begyndte at gå.

”Not that esay, boy” hørte jeg Liam sige under sin vejrtrækning, hvor han gik med hastige skridt mod Harrys høje figur.

Please, ikke en slåskamp.

”Liam stop!” nåede jeg at sige, inden Liam trak sin arm bagud og var lige ved at slå Harrys baghoved, hvis ikke Harry vendte sig om, blokerede Liams knytnæve, og slog med den højre hånd, Liam i maven.

Hvordan skete det?

Jeg nåede dårligt nok, at se ham vende sig om.

Liam bukkede sig ned, mens han holdte sig på maven, og kneb øjnene sammen. Det tog Harry chancen for at sparke knæet hårdt op på hans hoved, så Liam faldt ned på gulvet, med blod løbende ned fra næsen.

”Harry!” udbrød jeg chokket, men han hørte det tydeligvis ikke, da han bare slås videre.

Det er totalt kaos. Alle havde nu omringet dem, så jeg ikke længere kunne se dem, og råbte ”Fight, fight, fight, fight..” i kor, mens andre bare råbte alt muligt ligegyldigt.

”What happened? Are you okay?” kunne jeg høre Nates stemme sige bag mig, efterfulgt af Arianna og Emily.

Mine tårer løb stadig ned af mine kinder af frustrering, men også fordi jeg var såret. Jeg havde ikke engang fået en chance til at tænke på hvad der lige var sket.

”It’s Harry and Liam. They’re in a fight” forklarede jeg kort, men Nate så ud til at være ligeglad.

”I hope Harry wins” kunne jeg høre Arianna sige i baggrunden.

”That’s not what I asked for” hans hænder var nu på mine kinder og tørrede mine tårer væk, mens han kiggede med bekymrende øjne ind i mine, ”Are you okay, Rose?”

Jeg tøvede med at svare, men besluttede mig endelig for at gøre det ”No”.

”Do you want to talk about it?”

“Later” sukkede jeg, og tørrede en ekstra tåre væk fra min solbrune kind.

Vores samtale blev afbrudt af en mande stemme, der råbte højt så alt blev overdøvet ”Hey!”.

Larmen blev pludselig til stilhed, hvor alle lavede en gang for læreren så han kunne komme ind i kredsen, hvor Liam og Harry slås.

”What is going on here?!” sagde han stadig højt nok til at alle kunne høre det.

”It was that douce that started” hørte jeg Liams stemme sige.

“I was only trying to protect Rose ‘cause he touched her without her wanting to” forklarede Harry ud i ét.

“Where’s Rose?” Jeg kunne lige ane læreren, som hed Mr. Black. Han hed ikke Mr. Black, men alle eleverne kaldte ham det fordi han var mørk i huden. Jeg tror han var ligeglad, da han altid reagerede hvis nogle sagde navnet, og så ikke ud til at være fornærmet. Han var flink hvis du spørger mig.

Men lige da Mr. Brown -som jeg mener, er hans rigtige navn- sagde mit navn, blev mine kinder straks røde, og ville bare ønske at jeg kunne forsvinde.

”Hide me” sukkede jeg ironisk til Nate, som stod ved min side, og så det hele ske.

Gennem menneskemængden fandt jeg nogle bekendte grønne øjne, og vidste de tilhørte Harry.

Jeg havde forventet han ville sige hvor jeg var, men da jeg ikke hørte hans stemme sige mit navn, slappede jeg automatisk af i skulderne.

Hvorfor sagde han ikke hvor jeg var, når han havde set mig?

Da der ikke var nogle der svarede efter noget tids stilhed, fortsatte Mr. Brown bare med høj og tydelig stemme ”If someone sees Rose, let her know that we’re exspecting her at the principal’s office. Understood?”

”Yea” sagde de fleste, så han svarede ”Good”

”Boys you come with me” sagde han en del lavere stemme, da han bare talte til Harry og Liam.

Mr. Brown gik gennem eleverne i retning mod skoleinspektørens kontor, med Harry og Liam bag ved ham, som to fangevogtere.

Heldigvis gemte Nate, Emily og Arianna mig bag dem, så de ikke så mig da de gik forbi. Jeg ved godt det er barnligt, men jeg kunne ikke klare at tale med dem nu.

Jeg skulle nok gå derop når klokken ringer ind til time. Har bare brug for, at forklare mine venner hvad der var sket.

 

 

Jeg nåede dårligt nok at sige noget, men jeg fik da forklaret dem det meste, inden klokken ringede ind.

Så derfor satte jeg mine ben til at gå hen til skole inspektørens kontor. Eller mere helvedes kontor.

Jeg nåede til kontoret, hvor jeg stødte på den søde kontor dame, der sagde hvor jeg skulle gå hen, for at komme til kontoret. Jeg var nødt til at blive vejledet, da jeg næsten aldrig er her. Hvorfor skulle jeg være her? For at få for gode karakterer? Det er ikke fordi jeg nogensinde havde lavet noget jeg ikke måtte.. Så det hér var min første gang.

Tre bank på døren var nok til at skoleinspektørens stemme kaldte ”Come in”, så det var mit nøgleord til at åbne døren, som jeg gjorde, og så straks Harry og Liam sidde på to stole foran kontorbordet, med isposer, klude og hvad man ellers bruger efter en slåskamp til at rense sårene.

Liam havde klart flere skrammer end Harry, men han havde også nogle få. I hvert fald blødte han på sine næver, og havde fået en rift på øjenbrynet så der løb blod ved hans tænding og videre ned langs hans kind.

Det måtte være værre for Harry at være her, da hans far var skoleinspektøren, der sad bad kontorbordet foran dem og så ikke ud til at være i det bedste humør.

”Hi. You wanted to see me?” jeg prøvede at lyde som om jeg ikke havde gjort noget, som jeg ikke havde, men jeg ville ikke have det til at se værre ud end det allerede gør.

”Rose, it is?” jeg nikkede.

“Please have a seat” han pegede kort på den tredje stol ved siden af Harry, som nu sad i midten.

”So, I understand that you boys have been in a fight, because of Rose

Det kom lidt som et chok, at det var sådan de havde fortalt det, men det var vel på grund af mig det startede. Eller mere Liam, da det var ham der havde gået i seng med Stacy bag min ryg.. men det fører jo bare tilbage til mig, for det er min egen skyld at jeg blev kærester med ham. Så, det er vel min skyld i sidste ende.

”How many times am I going to say that it isn’t Rose’s fault, dad!” udbrød Harry i en høj toneart, så man kunne se hans blodåre komme til syne på halsen, ”It was fucking Liam who held a little too tight on his girlfriend’s arm!”

“Ex… girlfriend” udbrød jeg tydeligt nok, så alle øjne faldt på mig.

”I thought we could work it out” begyndte Liam og lænede sig frem for at kigge på mig, da Harry var i vejen.

”Oh please!” grinede jeg nærmest, ”You think that you can just fuck whoever you want to, and then you’ll try to work it out? What kind of person are you?”. Jeg kunne ikke undgå at høre Harrys lille grin, der undslap hans læber. Garanteret på grund af mit sprogbrug.

”So, that’s the problem then?” kom det fra inspektøren, som jeg helt havde glemt var til stede i rummet.

”What?” spurgte jeg på den mest, høflige måde jeg kunne lige p.t.

”Liam were unfaitful to you, and Harry wanted to beat Liam up because he loves you and don’t want you to get hurt”

“What?” sagde vi alle sammen i kor. Liam og jeg grinede, mens Harry sagde det lidt mere kommanderende, som om han skulle tie stille.

”No, Harry and I barely even know each other” jeg ved ikke om jeg var den eneste der lagde mærke til det, men Harry rykkede sig ubekvemt i stolen han sad i.

”Okay, then what’s the problem?” hans grønne øjne borede sig ind i sin søns geniske.

”The problem is that Liam did fucking hurt Rose!” råbte Harry nærmest tydeligvis irriteret, “I saw it with my own eyes, and I’m sure I’m not the only one”

Jeg sagde ikke noget.

“Then why would you beat him, Styles?” det var ligesom om Harry og hans far, var de eneste I rummet.

”Because he attacked me! It was self-defense!”

“You’re talking shit right now!” kom det fra Liam.

“Oh am I?!” råbte han og var mere irriteret end nogensinde, mens han rejste sig truende fra stolen han sad i.

”Styles! Sit down!” inspektøren råbte nu også, men Harry adlød.

”Rose” manden bag kontorbordet kiggede på mig, og Harry drejede sit hoved for at kigge på mig som sin far. ”Who attacked who?”

Det var helt klart Liam!

Jeg hadede at det afhang af mig, det var derfor det tog mig lidt tid at svare.

”Liam attacked Harry” sagde jeg bestemt.

”Shut up, Rose” kom det irriteret fra Liam. Hvordan kan han tale sådan til mig? Efter det han har gjort?

”You don’t talk to her like that!” Harry stemme hævede sig, med sit hoved vende sig mod Liam.

Jeg sank.

”Payne” udbrød inspektøren for at få Liams opmærksomhed, ”You’re getting arrested for attacking an underaged without a reason”

”What?” kom det undrende fra mig og Liam.

Jeg vidste ikke straffen var så slem.

”Sir, you can’t send me to jail” Liam har altid været lykkebarnet i familien, så hans far ville garanteret slå ham ihjel når han finder ud af det hér.

”I can. You did somthing against the law, and I have to arrest you” forklarede Mr. Styles med et bestemt, og dyb stemme.

“I’m sorry pretty boy” hørte jeg Harry hviske til ham, inden han blev sendt ud af kontoret, og hjem garanteret, da han nok skulle have at vide hvornår han skulle i retten.

Hvad skete der lige der?

 

---

 

Yay, første kapitel!

Håber i synes om den og vil læse mere efter dette afsnit :)

- M.E.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...