Best Friends ? | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 maj 2014
  • Opdateret: 23 jul. 2014
  • Status: Færdig
Vi kender alle historien, om bedstevenner som forelsker sig i hinanden. kliche? Ja det synes jeg også selv. Men sandheden er, at det selv skete for mig, for omkring 2 år siden. Jeg faldt bladask for min bedsteven, som de fleste nok kender for Niall Horan, fra One Direction. Og Dette er min historie om hvordan det hele gik til.

176Likes
144Kommentarer
18883Visninger
AA

8. Kapitel 7 | Someone Like Me

Best Friends ?

 

Kapitel 7 | Someone Like Me :

 

* Emilys synsvinkel

 

Jeg lover det Niall. Vi vil altid være bedstevenner. Lige meget hvad! ”. En tåre triller ned ad min blege kind. Den sætning fylder hele mit ord. Den sætning bliver spillet om og om, i mine tanker. Selv om der kun er gået 1 time, efter vores første skænderi, så savner jeg ham allerede. Jeg savner hans smil. Hans grin og hans venskab. Det venskab som jeg har ødelagt.

 

En tåre triller igen ned ad min kind. Jeg kigger mig omkring. Der er mørkt. Kun hver anden gadelampe er tændt. Vinden for mit hår til, at blæse. Jeg tænker på den gang, hvor mig og Niall var udenfor da det blæste ekstremt. Han spyttede en kæmpe spytklat, som ramte mig i hoved da vinden tog fat i den. Jeg kunne huske jeg blev så sur på ham. I flere timer talte jeg ikke med ham. Men så skulle han absolut kilde mig og tvinge mig til, at tale med ham forellers ville han ikke holde op. Til sidst lykkes det. Men kun fordi, jeg ellers ville have tisset i bukserne. Men sådan er vi. Vi tilgiver hinanden. Vi tilgiver og kommer videre over vores fejl. Over vores problemer. Men denne gang, er jeg i tvivl.

 

Emily ? ”, lyder en stemme bag i mig. Jeg kigger mig forskrækket tilbage. Det er Luke. Jeg tørre mine våde øjne, i håbet om han ikke har nået, at se mig græde. Hvorfor skal jeg også være så følsom ?

 

Er du okay ? Det ligner du har grædt ”, hvisker han og går tæt på mig. Jeg stopper op og vores blikke mødes. Først nu bemærker jeg hvor smukke hans øjne, i virkeligheden er.

Jeg sænker mit hoved, uden at svare. Jeg kan ikke sige et ord. En sætning, uden jeg knækker sammen. Jeg har lige mistet min bedsteven, som jeg altid har været vild med. Min bedsteven, som hjælp mig igennem femte klasse, da jeg blev mobbet. Min bedsteven, som altid har været der for, og som jeg altid vil elske.

 

Emily vil du hjem til mig ? ”, spørger han og sender mig et medlidenheds blik i hans øjne. Jeg nikker og putter mig ind til ham. Han lægger armen over mig, og vi forsætter ned ad gaden.

 

* * *

 

Det er så her jeg bor. Bare føl dig hjemme ”, siger han da vi går ind af en høj sort dør.

 

Hans hus er mellemstort. Højt til loftet. Jeg forsætter ind i rummet. Ind til stuen. En høj mand, med lyst hår, kommer imod os.

 

Emily dette er min far ”, svare han, da denne høje mand står foran os. Jeg rækker pænt min hånd ud, og giver ham hånden. Han sender mig et sødt smil, hvor jeg gengælder det. Hans øjne er blå. Store. Jeg for et chok, da det går op for mig, at mine øjne ligner på en prik hans. Hans trak i ansigtet, hans smil. Alt mener mig, om mig. Kunne han være ?

 

Kommer du med ? ”, råber Luke da han er gået i forvejen. Jeg skubber tanken fra mig, og følger efter ham. Vi kommer ind på hans værelse. Jeg kigger mig omkring. Der er kun ganske få billeder af ham med hans familie. Det vil sige hans far. Kun et billede falder mig i opmærksomhed. Det billede med Luke og hans far, og en lille lyshåret pige i midten af dem. Hun ligner mig. Hun ligner mig på en prik, som lille. Men hvordan ? Tanken kommer frem igen. Kunne det være min far ? Umuligt! Jeg er enebarn. Det har jeg altid været. Så hvordan ?

 

Du kan bare sove i min seng, så tager jeg gulvet ”, svare han og lægger fladt et tæppe ud på gulvet. Jeg smiler sødt til ham, og lægger endnu engang tanken væk. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...