Det er okay

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 maj 2014
  • Opdateret: 17 maj 2014
  • Status: Færdig
Sophie har de seneste tre år haft kræft. Men under det lange forløb har hun efterhånden indset, at det at være syg er at være menneske.
Med i The Fault In Our Stars konkurrence - mulighed nr. 2.

2Likes
2Kommentarer
254Visninger

1. Det er okay

Hvis nu vi havde et univers uden krig, uden sygdom og uden løgne, ville alt måske være meget lettere? Måske ville det være som i paradiset, der hvor Adam og Eva holdte til, indtil de blev smidt ud og efterlod deres efterkommere til en verden der er en skør blanding mellem godt og ondt. Men man kan ikke komme uden om at krig, sygdom og løgne nok aldrig forsvinder, i hvert fald ikke helt, de er med til at holde universet i balance så det ikke bliver for lutter lagkage, grunden er måske også at de er umulige at fjerne?

Jeg ved i hvert fald at krig ikke ligefrem kan fjernes, det har vi alle prøvet at snakke os fra, nogle steder gav det potte, andre steder gav det bare folk mere blodtørst, så lad os sige at det var uden held. Sygdom prøver vi at kurre og mange kan kurres, men andre sygdomme er uhelbredelige. Løgne prøver vi at skille os af med, for ingen vil være en løgner, men sandheden er at vi alle er løgnere. Vi går rundt og fantasere os om et univers uden ufred, selv om alle og en hver ved at det bare aldrig kommer til at ske, ligegyldig hvor meget vi prøver, ligegyldigt hvor meget vi håber, så er det som det er.

Og sådan er det også for mig, Sophie Annie O'conner, en pige der bare mest af alt drømmer om at komme af med sin sygdom, en af de sygdomme der ikke kan kurres, en sygdom kaldet kræft. Folk prøver at hjælpe mig, men de kan ikke hjælpe. Min krop er én stor krigszone fyldt med bakterier og antibakterier der kæmper om magten. Lige lidt info; Jeg ved hvem der vinder.

Det var for tre år siden jeg blev erklæret dødeligt syg. Det er svært at forstår og mindst ligeså svært at forklare hvordan jeg havde det, da jeg fik nyheden at vide.

Lad mig begynde fra begyndelsen, fra da jeg lå uvidende på et hospital og havde det skidt, underligt skidt, ikke skidt som man normalt  har det hvis man for eksempel lider af influenza. Jeg lå i en seng der stod på et værelse der var på et hospital. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle fortage mig, lå bare og kiggede op i et uendeligt hvidt loft. Indtil en sygeplejerske kom ind til mig, efter fulgt af mine forældre, grædende forældre. Sygeplejersken satte sig på senge kanten og strøg mig over håret, jeg havde lyst til at skubbe hendes hånd væk, for hvorfor i al verden skulle den kører op og ned ad af mit hoved?! Men jeg fjernede den ikke, jeg var for træt, for ligeglad. Indtil hun åbnede munden og sagde; "Desværre Sophie." Så hoppede mit hjerte et slag over, desværre er aldrig et godt ord, ligegyldig hvilken sammenhæng det er i. Desværre du kommer ikke i Disneyland, desværre du bestod ikke eksamenen, desværre du er dødeligt syg. Det var så den sidste der inkluderede mig. Mit hoved føltes som et krater, jeg havde lyst til at brække mig, havde lyst til at smadre hvad som helst, men jeg var for forvirret og kunne knap nok finde ud af at trække vejret.

Sygeplejersken rejste sig og min mor overtog hendes plads. "Rolig Sophie, rolig, der sker ikke noget, det lover jeg dig. Mig og far elsker dig, husk på det søde, vi elsker dig." Det var det eneste min mor kunne sige den dag og hver gang hun sagde det tænkte jeg kun på én ting; 'Måske har I ikke mulighed for at elske mig i morgen.' Men jeg sagde det ikke, jeg ville ikke gøre det værre end det rent faktisk var, for hvis jeg skal være helt ærlig var det måske værre for dem end for mig, jeg ville trosalt bare dø, de skulle leve med smerten.

Nu ligger jeg så her tre år efter min døds erklæring, men jeg er ikke død endnu. Jeg har stadig overskud til at tænke på krig, sygdom og løgne, og min egen mening om det. Det er faktisk også dét det meste af min hverdag går ud på. Jeg er for syg til at gå i skole, så hvorfor ikke holde en indre diskussion med min hjerne? Mit favorit emne er når jeg spørger; "Hvorfor mig? Hvorfor har jeg kræft? Hvorfor?" Og jeg får tilbage som svar; "Hvorfor ikke dig?" Det giver mig ligesom lidt at tænke over. For min hjerne har ret, hvorfor skulle det ikke være mig? Det kan jo lige så godt være mig som alle andre. Der bliver nok bare udtaget nogle specielle til opgaven som kræftpatient, fra nogle op oven over os. Det skal være bestemt at nogle patienter dør og nogen overlever, så folk hver dag kan gå rundt og tænke på det. Det kan faktisk også være en mulighed til der i det hele taget findes krig. For at vi kan være skræmte og vide hundred procent, at vi ikke høre til oppe på de hvide skyer sammen med Guder, engle og jeg ved ikke hvad. Fordi vi er mennesker, fordi vi er veludviklede dyr, fordi det ligger til vores natur. Engang var vi skøre hulemænd der gokkede hinanden i hovedet med køller og ikke kunne sige andet end, "bu" eller, "bæ." Noget hulefolks gen  kravler stadig rundt i vores blodåre og det kan vi ikke komme uden om, hverken om vi vil det eller ej, for vi er mennesker, vi er ikke Guder, vi er ikke engel, vi er ikke robotter. Vi laver fejl, som at fortælle løgne. Vi laver fejl, som at springe en bombe eller to. Sådan er vi bare! Men det er også godt at være et menneske, det viser at vi har følelser, at vi har medmenneskelighed. Robotter kan ikke føle kærlighed og jeg aner virkelig ikke hvordan Guder har det, men  jeg ved hvordan mennesker har det, for det er hvad jeg har at forholde mig til, og det er rart. Jeg ved at jeg er et menneske, jeg ved at mine forældre er mennesker, jeg ved at mine læger er mennesker og jeg ved at mine tidligere lærer er mennesker, det er dét der knytter os sammen, at vi alle er skøre hulemændsfolk der kan finde ud af at tage billeder, arbejde og gå i pænt tøj.

Jeg er glad for at være et menneske, selv om det kræver at jeg skal være syg. Hvis jeg ikke var et menneske, ville jeg nok kunne helbrede mig selv eller også ville jeg aldrig kunne blive syg. Men det er okay at jeg er som jeg er, det er okay at jeg er syg, selv om det hverken er sjovt eller rart, men det er okay fordi sygdommen efterhånden er blevet en del af mig. Jeg ved den vil slå mig ihjel, men den gør at jeg dør som et menneske, som en helhed og ikke noget der ikke kan finde ud af at tænke selv.

Ja, jeg vil dø som et menneske, jeg vil dø som mig selv - det er okay.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...