Okkult

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 maj 2014
  • Opdateret: 12 mar. 2015
  • Status: Igang
Her ligger alle de skriverier, jeg ikke tør smide ud, da skraldespanden virker for permanent. Jeg kan godt lide at være autentisk, men jeg kan nu endnu bedre lide at starte mine sætninger med stort begyndelsesbogstav.

12Likes
6Kommentarer
351Visninger
AA

7. IIIIII

Hun bliver ved med at sparke til den nyfaldne sne med tippen af sine sko, så det lag for lag bliver erstattet af den våde asfalt, der har ventet hele den lange vinter på at blive synlig på overfladen endnu en gang. Hendes sko er købt i det nærtliggende supermarked, egentlig ment til forårets lune dage og ikke vinterens hårde kulde. De er safirblå, ligesom hendes øjne, der sidder tæt sammen under et par af mørke øjenbryn, og hun bemærker, hvordan den ellers så klare farve er blevet mørk af sneens vand.
     Hun bryder sig normalt ikke om sne. Kun om natten, når lygtepælene afspejler deres skarpe skær i det hvide stof, kan hun finde sig til rette i det. Det giver en klar fornemmelse af uskyldighed. Stadig fuldstændig rent, kun berørt af lysets falske varme. Men nu er det morgen, og alting er anderledes.
     Forsigtigt får hun fumlet sin vattede cigaretpakke ud af sin jakkelomme med rystende fingre og blå negle. Men hun har ingen lighter. Hun må have glemt den derhjemme på køkkenbordet, sammen med hendes sorte handsker; dem kan hun dog ikke lide at gå med alligevel. De er også købt i supermarkedet og kradser så forfærdeligt. Hun savner sit gamle, hjemmestrikkede par. Hun savner efterhånden mange ting.
    Hun ender alligevel med at proppe den kolde cigaret mellem sine tørre læber i en skælvende bevægelse. Den smager surt af gammel tobak og fugt. Hun lader den hænge i mundvigen lidt endnu.

Og som hun står bittert og kigger ud over den tavse gade, lader hun endelig en enkelt tåre falde. Kun en enkelt. Den ene tåre, der udgiver sig for at være stolt, den ene tåre, der leger protagonist. Hendes mundvig brænder, da den våde dråbe rammer den, og hun tænker på, om det er skammen, der efterlader den saltede smag. Om det er den, der ligger på tungen, ætser hendes smagsløg en efter en.
    ”Fuck,” hvæser hun, da blandingen mellem tobak og saltvand giver hende mavekrampe og gør hendes allerede blanke øjne endnu mere fulde af svie, ”jeg kan ikke gøre det her.” Hun talte ikke til nogen specifik. Ikke engang til sig selv eller til fuglene der skræppede af hende. Der var ingen til at høre det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...