Okkult

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 maj 2014
  • Opdateret: 12 mar. 2015
  • Status: Igang
Her ligger alle de skriverier, jeg ikke tør smide ud, da skraldespanden virker for permanent. Jeg kan godt lide at være autentisk, men jeg kan nu endnu bedre lide at starte mine sætninger med stort begyndelsesbogstav.

12Likes
6Kommentarer
344Visninger
AA

5. IIII

Hun mærkede hendes ansigt blive slugt af tårer og regn fra skyerne over hende. Det smagte råt og grimt, og hun snøftede kort, før hun endnu en gang tegnede en streg i det grumsede sand. Og uret slog igen.
    Vandet var gråt som fuglene, der svævede over hende, og en syndig jammer forlod hendes læber. Endnu et slag, hun måtte gribe sig til sit hjerte.
    ”Undskyld, undskyld, undskyld,” hikstede hun og kæmpede sig gennem de kaotiske bakker af ord, ”undskyld.” Hun kunne lide at forestille sig, at det var havet, der svarede hende. Eller måske vinden.
    Men tiden var knap, og urets visere tikkede ustandseligt. Det gjorde ondt hver gang, det slog et slag. Det gjorde ondt i hjertet, det gjorde ondt i sjælen.
    ”Lad mig være!” vrælede hun, kvalte næsten sig selv i vandet fra hendes lunger. Hendes hjerte dunkede i takt med uret, og hun fik følelsen af, at også det havde noget at nå.
    ”Forsvind, jeg ville ikke mere.”
    Hun brød sammen. Der var varmt opkast mellem hendes fingre. Fuglene skreg af hende, gjorde himlen sort. Uret var forvredet og gav hende mavepine. Hun brækkede sig igen. Måske ville han komme tilbage, hvis hun græd lidt mere. Det havde han gjort så mange gange før… Før uret begyndte at tikke.
    Og som hun lå på knæ i vandkanten, med det ildelugtende bræk og et vemodigt blik, kravlede hun ud mod havet. Det kaldte jo på hende. Det var ham. Hun skulle blot lidt tættere på, så hun kunne høre det bedre. Hun ville så gerne høre hans stemme igen.
    Hendes hænder rystede af kulde, men de var allerede forfrosne, ligeså følelsesløse som hende selv. Hun havde lyst til at dyppe sine øjne i saltvandet omkring hende, så hun kunne salte sine tårer, i håb om at føle et eller andet. Bare noget andet end intethed.
    Hun græd nu heller ikke længere, og hun vidste ikke, om det var frosten, der havde udtørret hendes øjne, eller om hjerteveen havde fortrængt sig. Intet virkede sandsynligt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...