Vogteren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 maj 2014
  • Opdateret: 28 maj 2014
  • Status: Igang
Det eneste Anora ved om sig selv, er at hun er en vogter. Hvor kommer hun fra? Hvilke evner har hun? Hun ved at hun bliver nødt til at kende sin fortid. Om det så må koste alle hun holder af livet.

5Likes
13Kommentarer
373Visninger
AA

2. Adrian, Adrian, Adrian.

Jeg skød genvej ind i en skov. Jeg havde godt nok fået at vide, at jeg ALDRIG måtte gå ind i en skov om natten. "De vil udrydde alle fuldblodsvogtere. Du er noget særligt" Fik jeg tit at vide. Jeg vidste ikke hvem "de" var. De der ville udrydde mig. Jeg vidste ingenting mere.

Jeg hørte en gren knække. Mit hjerte pumpede af sted. Aldrig havde jeg været så bange. Jeg kunne ane en mørk silhuet. Jeg skreg. Jeg vidste det ikke kunne nytte. Jeg skulle aldrig have skudt genvej. Den mørke skikkelse tog et skridt frem, og et til. Det eneste jeg kunne var at skrige højere.

"Hei hvad laver du? Det er bare mig"

Jeg prøvede at regne ud, hvor stemmen kom fra. Det var som om, jeg havde hukommelsestab. Jeg kunne ingenting huske. Jeg vidste bare at jeg havde hørt stemmen før. Men hvor? Skyggen kom nærmere. Jeg begyndte at kunne ane noget brunt hår. Det bevægede sig i perfekt harmoni med brisen. Hvor havde jeg set det hår før? Ansigtet blev langsomt tydeligere. Han var smuk. Det var som om jeg altid havde kendt ham. Måske havde jeg set ham i mine drømme?

"Hvem er du?" Jeg blev overrasket over min hæse stemme. Hvad var der dog i vejen med mig? Jeg var på randen til at græde. Mig der aldrig før havde grædt.

"Kan du ikke huske mig? Vi var sammen for 5 min. siden. Du stak af. Jeg fulgte efter dig herud.." Jeg kiggede i hans mørke brune øjne. De glimtede af varme. Det var som om, jeg var faret vild i hans øjne. De var smukke.

Jeg begyndte langsomt at huske. Hans smil da han spurgte mig, om vi skulle danse. Hans bløde mund, som jeg ville mærke mod mine. Jeg var vist blevet forelsket.

Jeg gik tættere på ham, og han gik tættere på mig. Vi stod så tæt på hinanden, at kun tøjet var imellem os. Hans varme ånde kildede mig i øret. Jeg nød det. Jeg glemte langsomt verden omkring mig. Jeg følte mig for første gang i mit liv tryg. Hans stærke arme holdt om mig, så stramt at jeg følte, han aldrig ville give slip.

"Undskyld jeg bliver nødt til at gå." Jeg var ikke glad for at gå fra ham, men jeg havde som barn fået at vide, at kærlighed var en farlig ting for vogtere. Det kunne slå mig ihjel, og den verden jeg skulle beskytte.

"Vil du i dét mindste ikke fortælle mig dit navn?" Han kiggede mig i øjnene. Jeg måtte ikke elske ham. Det var lidt ligesom Romeo og Julie. Vi kunne ikke være sammen, vi måtte ikke. Forbudt kærlighed.

"Mit navn er... Anora."  Jeg tyggede lidt på mit navn. Jeg hørte det sjældent blive sagt.

"Anora..." Det lød som om, han også måtte tygge på det. Det var dejligt at høre en sige mit navn. Især en med en så dejlig en stemme. "Smukt navn"

Han syntes mit navn var smukt. Jeg... Blev nødt til at ignorere mine følelser. "Jeg bliver altså nødt til at gå nu"

"Vil du ikke nok vente et øjeblik?" Hans øjne så så sorgfyldte ud. "Mit navn er Adrian."

"Jeg bliver altså nødt til at gå nu." Jeg kiggede mig hurtigt rundt. Jeg kunne ane noget mørkt i nærheden. Det var en af de speciale evner jeg havde. "Du må væk herfra. Løb så hurtigt du kan tilbage. Og gå aldrig ind i denne skov igen. Vil du love mig det?"

"Hvad er der så farligt ved denne skov?" Hans hvide trøje havde en stor våd plet under armene. Han må have svedt. Mon han var bange?

"Stol nu bare på..." Mere nåede jeg ikke at sige, før han lænede sit hoved mod mig. Hans læber fandt mine. De var så bløde og... Våde? Først da lagde jeg mærke til, at det regnede. Jeg nød hans varme læber mod mine. Det var som om alt inden i mig vågnede. Han skubbede alle de dårlige tanker væk.

Og pludselig så jeg en gribe fat i Adrian. Det var som om alt var i slowmotion. Hans skæmte ansigt, der først lignede et spørgsmålstegn, og dernæst angst. Jeg mærkede nogen tage fat i mig. Personen holdt mig stramt ind til sig.

"Nu skal du høre efter." Hviskede han ind i mit øre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...