Vogteren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 maj 2014
  • Opdateret: 28 maj 2014
  • Status: Igang
Det eneste Anora ved om sig selv, er at hun er en vogter. Hvor kommer hun fra? Hvilke evner har hun? Hun ved at hun bliver nødt til at kende sin fortid. Om det så må koste alle hun holder af livet.

5Likes
13Kommentarer
385Visninger
AA

1. Dansen

Aldrig havde jeg følt mig så levende. Jeg dansede i takt til musikken. Jeg følte mig bare så smuk. Jeg lukkede øjnene, og lod mig rive med. Det var helt fantastisk. Jeg havde det som om, jeg var født til dette. Jeg glemte alt om, hvad folk forventede af mig. Mine pligter. Alt.

"Må jeg byde dig på en dans?"

Jeg kiggede op, og der stod den smukkeste dreng, jeg nogensinde havde set. Han havde det smukkeste brune hår. Hvordan mon det ville bevæge sig i en stille brise?

"Øh undskyld?"

Jeg kom i tanke om at jeg stirrede på ham. Ups. Jeg kunne bare ikke lade være. Hans hvide bluse sad perfekt på hans krop. jeg kunne næsten forestille mig hans mave... Hvad skete der lige for mig? Jeg havde aldrig været forelsket i en dreng før. Det var altid mission før alt andet. Selv kærlighed.

"Skal jeg bare komme tilbage senere?"

Det var som om, jeg ikke kunne tale. Jeg havde aldrig før været genert. Jeg var heller ikke den mest højtråbende. Jeg var bare mig.

"Nej undskyld. Jeg var lige væk et øjeblik." Fik jeg frem. Jeg syntes selv, at min stemme lød nogenlunde normal.

"Må jeg spørge om, hvor du var henne?"

Han havde den sødeste stemme. Jeg havde bare lyst til, at han holdt om mig. Jeg kunne næsten mærke hans stærke arme, der aldrig ville give slip. Hans varme ånde mod mit ansigt.

"Jeg var i drømmeland, for når jeg ser på dig drømmer jeg." Ville jeg ønske jeg kunne have sagt. Jeg var bare alt for genert, til at få det sagt.

"Bare nogle bekymringer du ved." Fik jeg i stedet sagt.

"Lad mig hjælpe dig med at komme af med dem." Sagde han med den sødeste stemme. Han tog mine hænder i sine. Vi bevægede stille vores hofter til musikken. Hans blik gennemborede mig. Det var som om han ledte efter noget i mig.

"Du danser vildt godt. Har du prøvet det før?"
Jeg brød ud i grin, men stoppede strakt, da jeg så hans undrende blik.

"Ej det må du undskylde. Det var ikke min mening. Det er bare fordi... Det her er første gang jeg bryder reglerne." Jeg havde allerede sagt for meget. Jeg skammede mig så inderligt. En ting var at jeg ikke gjorde min pligt, men at jeg var ved at afsløre mig, overfor en menneskelig dreng. Det var for meget.

"Bryder reglerne? Har du stuearrest eller sådan noget?"

Jeg havde altså virkelig lyst til at forklare ham det hele. Men så huskede jeg mig selv på, at jeg kun havde kendt ham i 5 minutter.

"Undskyld jeg bliver nødt til at gå."

Jeg satte i løb. Jeg ville bare væk. Tårerne strømmede fra mine øjne. Aldrig havde jeg været så ulykkelig. Jeg måtte være stærk, være en rigtig vogter.

"Vent!" Jeg genkendte stemmen. Jeg turde ikke vende mig om, han skulle ikke se mig sådan her. "Vil du ikke nok fortælle mig, hvad jeg har gjort forkert?"

Jeg fortsatte bare med at løbe. Ud af øjenkrogen kunne jeg se de nysgerrige blikke. Sikke en dum pige, tænkte de sikkert. Jeg ville bare væk.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...