Stjerner | The Fault in Our Stars

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 maj 2014
  • Opdateret: 17 maj 2014
  • Status: Færdig
Det er altid, når du ikke kan sove, at du kommer til at tænke over alle livets store spørgsmål, trods du meget hellere vil drømme dig væk. Sådan har Hazel Grace det i hvert fald efter sin kærestes død. | Historien finder sted mellem kapitel 20 og 21. Dette er mit bidrag til den nye konkurrence, og jeg har valgt valgmulighed nr. 1.

56Likes
21Kommentarer
2131Visninger

1. Stjerner

Jeg ligger her og flyder. Bliver opslugt af den blå dyne, der lige nu nærmere virker som et dybt ocean – både på grund af farverne og det faktum, at mine tårer de seneste par nætter har gennemblødt min stakkels seng gang på gang. Igen og igen kommer tårerne. Som en refleks – som om det er, hvad jeg er født til. Og jeg ved ikke engang, hvad jeg græder over. Eller jo, det gør jeg. Jeg græder over ham. Men så alligevel ikke. For det, der udløser de mange anfald, er ofte små, ubetydelige ting, der normalt ikke ville påvirke mig, men som nu skærer mig mere i hjertet end noget andet. De platte rom-coms, jeg plejede at hade, er begyndt at ramme mig så hårdt, at jeg har det, som om jeg selv er ude for, hvad der sker i filmen. Og det er jeg vel egentlig også, hvilket formentlig netop er grunden til, at det gør så ondt. For jeg kan relatere. For en gangs skyld kan jeg relatere til andet end kræftdokumentarer.

  Jeg husker at se en film med Augustus, kort tid efter vi mødte hinanden for første gang. Det var ikke V for Vendetta – den så vi selvfølgelig før alle andre. Men der gik den her film i biografen, som man kunne komme ind og se for tre dollars, og siden den handlede om kræft (det var noget i forbindelse med en filmfestival), foreslog min mor, at vi skulle tage ind og se den. Så det gjorde vi. Veje til et evigt liv hed den. Betagende titel, mindre betagende film.

  Da jeg så den på dét tidspunkt, rørte den mig ikke rigtig. Vi lever, vi dør, sådan er det. Der er ikke meget at gøre ved det, så hvorfor spilde vores dyrebare tid på at være nedtrykte over det? Sådan tænkte jeg, da jeg trådte ud af salen side om side med Gus, og vi snakkede om, hvilken kliché den var, og hvor meget bedre den ville have været, hvis vi havde været i hovedrollerne. Men nu, hvor det rent faktisk er mit liv, nu, hvor han er død, ligesom hovedpersonens bedste ven dør i filmen, indser jeg, hvor godt de har stillet emnet frem. For når en kræftramt patient, man længe har holdt af, pludselig ikke længere vil vågne op, er man forfærdelig trist, men man vidste jo, at det en dag ville komme, og derfor kan man ikke få sig selv til at reagere rigtigt. Man kan ikke tillade sig selv det, fordi man så længe har forberedt sig på det, og hvis den forberedelse har været forgæves, hvad er så pointen? Man kan bare ikke få sig selv til at indse det ordentligt, selvom man inderst inde er så knust, at små bitte stykker af ubærlige minder ligger spredt over det hele.

  Så … lidt tårer ender man alligevel med at fælde. (I mit tilfælde kan vi erstatte ”lidt tårer” med ”en sø”).

  Det føles som at drukne. Sorgen. For der er det her ubærlige savn; man ved, at noget mangler, men samtidig er man også klar over, at den ting, den person, ikke har tænkt sig at komme og hive én op af det kolde vand, ikke denne gang. Lige meget om man så venter for evigt; til verdens oceaner er tørret ud og erstattet af de salte tårer i stedet – han kommer ikke.

  Dét er nok det værste. At være klar over, at man ikke længere kan græde højlydt for at få, hvad man ønsker, ligesom man kunne som barn. Faktisk er der mange ting, man er nødt til at tage afsked med gennem årene – der er godnathistorierne, at blive kørt til og fra skole, at blive behandlet som en lille prinsesse (selvom det nogle gange var superirriterende) … Mest af alt er det dog fantasien. Og det er ikke ment på den måde, at man som voksen kun tænker logisk og overhovedet ikke kan drømme længere, for det kan man. Men det er, når man træder i de voksnes rækker, at man bliver nødt til at være realistisk. Det er dér, man har lov til at håbe, men hvor man også er nødt til at være helt åben over for sandheden og det uundgåelige, som i dette tilfælde kan være døden. Jeg ved, at jeg ikke kommer til at leve lige så længe som andre, jeg kender, og det stinker. Det er så fandens uretfærdigt, at nogle mennesker skal rammes af kræft, når de som spædbørn altid ser ud til at have hele livet foran sig. Jeg plejede at have hele livet foran mig, plejede ikke at værdsætte de små øjeblikke i livet, som man nu gør, når man ved, det ikke varer for evigt. Og nu er det lange, gode liv ikke mere end et utydeligt billede.

  Som barn ville jeg tit stille mig op midt i supermarkedet og vræle højlydt, indtil jeg fik min pose vingummibamser. Faktisk skete det så ofte, at min mor på et tidspunkt stoppede med at tage mig med på indkøb – det kostede hende nemlig altid et par ekstra dollars om måneden, og til sidst havde hun luret, hvor snedig jeg var; selv som barn havde jeg let ved at sætte to og to sammen, og jeg vidste derfor også noget om, hvor let min mor var at overtale.

  Hvis det var så simpelt nu, ville alt være godt. Alt ville være strålende, og jeg ville ikke knuge min dyne til mig og blinke nogle tårer væk. Jeg ville ikke tænke på, hvor let alt var i de yngre år. Jeg ville ikke tænke på, at han ikke bare var en pose vingummibamser. Og jeg ville ikke ønske. Ønske, at jeg kunne være et barn igen. Før jeg fik at vide, jeg havde kræft, før jeg begyndte at gå i selvhjælpsgruppe, før jeg mødte ham.

  Hvorfor skal man overhovedet vokse op?

  Der er en talemåde, der hedder: ”No man is an island,” som jeg altid har været lidt uenig i. For jeg føler, at alle mænd (og kvinder for den sags skyld) er en øde ø for sig selv. Ene og alene med alle broer omkring sig brændt ned. Ingen kontakt, intet signal. Bare en masse ensomhed og det håb, der er ved at forsvinde.

  Alle de øer ønsker at få besøg. At en eller anden strander der og må holde dem med selskab. Så er det pludselig ikke helt så trist og tomt længere. Ikke længere så intetsigende. Problemet er bare, at vi alle er for bange til overhovedet at gå ombord til at starte med. Vi tør ikke svømme hele vejen ned til øen og risikere vores eget liv – det er vi alt for selviske til. Så hellere dø, ikke? Er det ikke sådan, vi tænker? Hellere give op end gøre noget besværligt.

  Jeg tror, jeg elskede Augustus så højt på grund af blandt andet det, at han fik mig til at tænke mere … positivt. Det var, som om han overbeviste mig om, at der var mere ved livet end bare døden. Det her ville ikke være slut, før jeg selv ønskede det. Og på den måde kan man vist gode sige, at han vendte op og ned på min verden; på hvad jeg hidtil havde troet på. Han fik mig til at indse, at vi ikke alle er øer; at der alligevel er noget om vendingen. For vi er alle en del af ét stort puslespil, ligesom Amerika er en del af vores verdenskort. Og hver gang nogen forsvinder, synes verden at gå mere og mere under – den er i hvert fald gået under for mig.

  Der er mørkt, da jeg kigger ud af vinduet. Månen står højt på himlen, omringet af tusindvis af små stjerner, der glimter om kap, men jeg har kun øjne for én. Et smukt, smukt stjerneskud flyver hastigt hen over den tæt på sorte baggrund, og jeg når næsten ikke at ønske, før det igen er uden for synsvidde. I stedet er mine tanker travlt beskæftiget med Augustus’ prædiken om, at stjerneskud i princippet ikke er rigtige stjerner, men brændende meteorider – det samme bliver gentaget igen og igen i mit hoved, så jeg næsten kan mærke hans tilstedeværelse: det drilske smil, hans selvsikre tonefald, min lyst til at skære en grimasse. Det er dog ikke noget, der irriterer mig synderligt. Faktisk kan jeg slet ikke lade være med at trække i smilebåndene, fordi det går op for mig, at alt, bogstaveligt talt alt, minder mig om ham.

  På trods af at jeg ikke kendte ham i særlig lang tid, har han da i hvert fald gjort et indtryk.

  Jeg kan ikke rigtig forklare, hvordan det føles at vide, han er væk. Det ville ikke give mening for nogen som helst, hvis jeg prøvede at sige det til nogen. For jeg er faktisk glad for, at han er død, selvom det smerter mig at vide, jeg ikke længere bare kan ringe til ham ethvert tidspunkt på døgnet. Det smerter mig at vide, jeg aldrig nogensinde kommer til at høre hans smarte bemærkninger om selv de mindste ting i hverdagen. Tja, mange ting smerter mig. Men det, at han er død, trøster mig alligevel en smule. For hvis det havde været omvendt, ville han være den, der følte alt det, jeg føler nu – og det er en tæt på ubærlig smerte, som jeg for alt i verden ikke ønsker for nogen.

  Den værste del ved at elske nogen er vel i sidste ende altid, når du mister vedkommende.

  Jeg kan bedre lide tanken om, at han har taget bo i en af stjernerne foroven og nu sidder og stirrer på mig, imens han tænker: ”Du burde sove lige nu, Hazel Grace.” Hellere det end skylden, jeg ville have følt, velvidende at jeg havde efterladt ham alene her, ligesom han har med mig. Selvom han altid virkede så stærk og upåvirket af alt omkring ham, tror jeg et eller andet sted, at han ville have knækket mere end mig. Jeg kan ikke forestille mig andet, taget i betragtning af at han gav mig en masse minder, jeg nu kan smile ad, mens jeg … ja, jeg ved egentlig ikke, hvad han så i mig. Mens han muntrede mig op og på en eller anden måde altid kunne få mig til at grine, var jeg der bare. Måske var hele vores forhold baseret på, at han mente, jeg lignede Natalie Portman i V for Vendetta. Jeg ved det ikke.

  Selvom jeg ikke længere kan holde hans hånd og kigge ind i hans smukke, blå øjne, imens vi snakker om En fyrstelig lidelse, ved jeg, han stadig er her. Han fandt en måde at leve for evigt på, ligesom de sagde, man kunne, i Veje til et evigt liv – bare ikke fysisk som sådan. Men han er i duften, der sidder på min pude, Daggryets pris, de små stjerner, som alligevel er meget større end mig, Amsterdam – ja, overalt. Mest af alt er han dog i mit hjerte, og der vil han formentlig altid være. Trods han aldrig har tændt en cigaret, kunne jeg sværge på, at han alligevel har brændt et hul i mig.

  Sådan er det vel med livet. Vi smiler, vi græder, vi lever, vi dør. Der er ikke noget, der kan ændre det, og jeg har heller ikke lyst til at lede efter en kur. For jeg ved, at denne sorg en dag vil ende – måske først når min tilstedeværelse her på jorden er slut – og så vil jeg være okay igen. Jeg vil altid kigge tilbage på min tid med Gus, hvor alt føltes tidsløst, og smile, men jeg vil komme mig over det. Det er vel, hvad han ønsker, er det ikke? At jeg finder lykken uden ham, selvom vi begge ved, det er tæt på umuligt.

  Måske sidder han og våger over mig lige nu, imens han smiler over mit fjollede, rodede hoved, der ser ud til konstant at dreje sig om ham ligesom galaksen. Gør du, Augustus? For hvis du gør, håber jeg, du er klar over, at selv om og hvis jeg bliver okay, vil den tilstand bare minde mig om dig. For så er jeg okay, og det ord er ved at miste sin oprindelige betydning for mig. Nu kan jeg nemlig kun tænke på dig.

  Okay?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...