Uden stop

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2014
  • Opdateret: 19 maj 2014
  • Status: Igang
Cutter. Slem cutter. Uden grund. Uden selvkontrol.

~ uden stop

1Likes
0Kommentarer
169Visninger

1. en gang til

Tænk engang at jeg stadig ikke var kommet ud af denne cirkel. Jeg skammede mig så meget over det. Det var som om at jeg tænkte noget og gjorde noget andet ; inde i hovedet, min indre stemme skreg hvergang jeg begyndte igen om at det var forkert, at det intet nyttede, at jeg ikke kom videre på den måde. Men min krop reagerede ikke. Min psyke og fysik hang ikke sammen. Min krop gjorde bare ting uden at spørge mit hoved, mig, om lov.

De bippene maskiner skar igennem mit hoved og drops'ne føltes tunge og kolde mod mine bare arme. Jeg ønskede at få lydene, smerten, stemmerne, alt væk og begyndte fortvivlet at skrige. Men intet skete. Det var mit hoved der skreg. Min krop lå bare som en slatten ting spændt fast til en dum hospitals seng.

Hvis min krop og jeg åbenbart ikke kunne have et fællesliv, men leve det hver for sig, ville det være fair hvis mit hoved sp ikke også skulle mærke smerten min krop udsatte sig selv for. Men sådan skulle det åbenbart ikke være.

De hvidklædte folk stod ved maskinerne overfor mig og på venstre side af sengen. Følte mig totalt indeklemt, men der var jo ikke det store at stille op.

En ru stemme skar igennem mit hoved og bedte mig, eller rettere min krop om at sætte sig op. Min krop kunne åbenbart godt høre for lidt efter kunne jeg mærke varmen fra dynen der før havde havde været på mit mave var væk.

"Så tager vi lige droppet af, tag det bare roligt"

Der var jo ikke så meget andet jeg kunne gøre. Jeg holdt mine øjne stift rettet mod vinduet, hvilket vil sige at jeg måtte gøre mig halvt skil øjet for mit ansigt var rettet mod lægens hænder der forsigtigt fjernede nålen der havde siddet inde i mig. Et syn mit hoved ikke ønskede at se.

Mine øjne var det eneste jeg med tankerne kunne styre og de var derfor også veltrænede i at lave de mærkeligste bevægelser jeg ofte fik nogen sære blikke af.

Da jeg fjernede blikket fra vinduet og så ned mod mit håndled, var de helt hvide af forbindinger. De forbindinger jeg var lidt for vandt til at se, da jeg altid fik dem på når jeg blev indlagt. De blev skiftet mange gange i løbet af dagen, da blodet sjældent stoppede med at løbe.

Jeg bemærkede også den pludselige stilhed og så til min forbavselse ingen læger rundt om mig. Der i mod var lyset slukket, så det var nok meningen jeg skulle sove nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...