Danserinden | 1D

Den 17 årige danserinde, Mirabelle Blanches liv er fuldkommen rodet. Og mange ubehagelige tanker har strejfet hende. Det bliver langt fra nemmere, da drengene fra et Boy band, bedre kendt som One Direction, ved et uheld støder på hende, en helt almindelig regnvejrsdag i Paris. Det er Mira klar over, hun prøver at 'miste' kontakten til dem da noget uventet pludselig sker...

41Likes
98Kommentarer
3615Visninger
AA

8. Venner er bedst

Mirabelles synsvinkel

 

 

Jeg vågner ved duften af morgenmad og lyden af noget der syder på en pande. Harry er her stadig. Han havde sovet inde på sofaen. I går havde været så mærkeligt. Jess, eller Jessica... de andre drenge... og kysset. Jeg havde jo kun gjort det for at han ikke skulle ringe til Jessica! Men hans reaktion havde overrasket mig. Det var som om... han havde nydt det.

Jeg ryster tanken af mig, og står op. Da jeg kommer ud i køknet står Harry, rigtigt nok ved komfuret. Han smiler da han ser mig. "Flot natkjole," siger han og blinker til mig. Jeg ser ned og opdager at jeg kun har en hvid og kort blondekjole på. Jeg rødmer. Jeg skal lige til at gå ind og skifte. Men Harry tager fat i min hånd, "hør Mira, den er flot. Bare behold den på." Det for mig bare til at rødme endnu mere. "Jeg har lavet morgenmad," siger Harry smilende og slipper min hånd.

"Tak." Mumler jeg (I ved jo hvor høflig jeg er).

Vi sidder og spiser morgenmad. Ingen af os siger noget. men Harry sidder og sender mig nogle underlige og nysgerrige blikke. Da det begynder at blive lidt for meget, rømmer jeg mig og siger: "vil du gerne have smørret?" Jeg skubber pakken lidt fremad mod ham. "Åh... ja tak." Smiler han. Der bliver stille igen. "Harry... det er ikke for at smide dig ud, men jeg skal til dans lige om lidt, så..." Hvordan færdiggøre man den sætning? "Du vil gerne have at jeg går?" Spørger Harry en anelse trist. Jeg ser ned for ikke at blive fanget i de grønne øjne. Jeg nikker. "Okay..." sukker han.

Jeg har lige fået min jakke på. Harry åbner døren for mig og sender mig et skævt smil. Rødmene går jeg ud. Hvorfor skal han være sådan her? Det er pinligt! Jeg tager mine nøgler op af jakkelommen. Låsen siger et lille klik da den går i.

"Hør jeg tænkte... det i går du ved..." selvom Harry ikke siger hvad, ved jeg godt hvad han taler om. Han træder et skridt tættere på mig, og jeg træder et skridt tilbage. Jeg kan godt se at det gør ondt på ham... men jeg kan bare ikke. "Harry," siger jeg hurtigt "venner er bedst!" Og så drejer jeg hurtigt om på hælen og skynder mig væk.

 

Hejsa! Håber I kunne lide det her kapitel:-)

106 læsere! TUSIND TAK!!!! Det er viiildt fantastisk at skrive noget som nogen rent faktisk tjekker ud! pleeaase efterlad en kommentar med jeres 100% ærlige mening.

Hvis i har nogle idéer må I også meget gerne komme med dem... og så vil jeg se efter om jeg kunne skrive det ind:-)

 

-EStories

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...