Danserinden | 1D

Den 17 årige danserinde, Mirabelle Blanches liv er fuldkommen rodet. Og mange ubehagelige tanker har strejfet hende. Det bliver langt fra nemmere, da drengene fra et Boy band, bedre kendt som One Direction, ved et uheld støder på hende, en helt almindelig regnvejrsdag i Paris. Det er Mira klar over, hun prøver at 'miste' kontakten til dem da noget uventet pludselig sker...

41Likes
98Kommentarer
3612Visninger
AA

7. Smadret

Harrys synsvinkel

 

Det Louis lige havde sagt, er ikke helt langt ude... det vil være fantastisk at snakke med hende, face to face. Jeg står fuldkommen stille i mine egne tanker. "Hva' Hazza, er du gået i baglås?" Spørger Liam drillende. Jeg blinker et par gange og smiler. "Jeg er med på det." Siger jeg. De andre puffer til Louis, som står stolt over at det er HANS ide. "Vi må gerne gå med, ikke?" Spørger Niall forsigtigt. Jeg nikker. Opbakning vil være helt fint lige nu. De andre smiler, nu tror de nok at den 'gamle Harry' er tilbage... men det kommer jo an på Mirabelle.

Vi står foran hendes dør. Jeg står forrest. Jeg løfter hånden for at banke på, men jeg standser mig selv. De andre drenge ser undrende på mig. Men jeg kan høre en lyd derinde fra. En lyd der ikke burde være der. Det er gråd. Jeg styrter ind af døren. Vi får vist alle et chok, da vi træder ind; der ligger smadrede ting på gulvet, jakkerne ude i entreen er revet ned fra deres knager. Hvad er der sket her?! "Mirabelle?!" Der går ikke lang tid før vi ser hende. Hun sidder på sofaen, med benene trukket helt op til ansigtet. Hun ser ikke op. Hun græder bare, hele hendes krop ryster. Vi står alle sammen i fuldkommen chok. Niall er den første der tager sig sammen, og går hen mod Mirabelle. Han sætter sig ved siden af hende, og ligger en hånd, på hendes ene skulder. Han siger med rolig og blød stemme: "søde ven, hvad er der sket?" Mirabelle trækker sig hurtigt væk fra Niall. Hun ryster bare på hovedet. Jeg opdager at jeg bare står og stirrer på hende. Jeg skynder mig hen og sætter mig ved siden af hende. "Mira... hvordan er det her sket?" Hun snøfter og ser endelig op. De smukke brune øjne skinner af tårer. Jeg stryger en tåre væk fra hendes ene kind, med pegefingeren. Hun skubber min hånd væk. Louis sætter sig på hug foran hende. "Tro mig, du kan godt stole på os... i hvert fald Harry." Han lægger op til at jeg skal tale med hende alene. Intet problem. Men Mirabelle ryster bare på hovedet. "Jeg- jeg kan ikke f-fortælle jer d-det." Hendes stemme ryster og truer med at bryde ud i gråd. Jeg ved ikke hvad jeg har gang i, da jeg lægger mine arme om hende. Jeg forventer at hun skubber mig væk. I stedet knuger hun sig ind til min skulder. Hele hendes krop ryster. Endelig bryder hun sammen, tårerne triller ned ad  hendes kinder og gør min t-shirt våd. Jeg er ligeglad med at de andre drenge står og kigger, lige nu er jeg ligeglad med tid og sted. Måske havde Liam ret... måske så jeg Mirabelle som mere, end bare en ven. Louis rømmer sig, "Øhm... jeg tror vi går nu. Kom drenge." Mirabelle og jeg bliver stående. Døren bliver lukket ude i entreen. Hun river sig løs af mit kram og sætter sig ned på sofaen igen. "Hør Mira... hvad med at du fortæller det til mig." Siger jeg prøvende, og en anelse skuffet over at hun rev sig fri. Hun ser op på mig, og vores øjne mødes. Som om hun ikke  bryder sig om kontakten mellem os, slår hun hurtigt blikket ned, og begynder at pille lidt i sit venstre ærme. "Du bliver bare sur," hvisker hun. Jeg sætter mig overfor hende, på gulvet og tager hendes hænder. "Jeg bliver ikke sur... det lover jeg." Hun bider sig i læben, "Jess..." jeg er forvirret. "Hvad er der med hende?" Spørger jeg. I lidt tid siger hun ikke noget, så ser hun op. "Hun var her. Alt det her er..." Mirabelle ryster på hovedet og ser ned igen. Der falder tiøren. Det er Jessica Carther! Det er hende der har opsøgt Mirabelle, smadret hendes lejlighed, gjort hende ekstremt bange. Bare fordi... hvorfor? Men jeg er egentlig ligeglad med hvorfor. Selvom jeg lige havde lovet Mira ikke at blive sur, er jeg ved at flippe fuldkommen ud. Jeg tager min mobil op af lommen, og er lige ved at tabe den af ren hidsighed. Mira ser forskrækket på mig. "Harry hvad laver du?!" Hendes stemme er fuldkommen panisk. "Ringer til Jessica!" Min Iphone starter op ALT for langsomt. "Nej lad være!" Beder hun. Jeg ryster bare på hovedet og taster min pinkode ind. "Jeg har lovet ikke at sladre! Hun dræber mig!" Græder hun. Men jeg kan ikke lade det her ske igen. Jeg når lige at taste de to første cifre ind i Jessicas nummer, da noget uventet sker: Mirabelle tager fat i min skjortekrave og presser hendes læber mod mine. Jeg taber mobilen på gulvet, og lægger mine hænder om hende i stedet for.  

 

Hey! Håber i kunne lide det her kapitel. Og MEGA stort tak til de vidunderlige mennesker der gider at læse denne her skøre historie:-P:-D

Jeg ville blive super duper glad hvis i gad at lægge ind kommentar... Også selvom at den ikke kun er posetiv:-)

 

-EStories  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...