Danserinden | 1D

Den 17 årige danserinde, Mirabelle Blanches liv er fuldkommen rodet. Og mange ubehagelige tanker har strejfet hende. Det bliver langt fra nemmere, da drengene fra et Boy band, bedre kendt som One Direction, ved et uheld støder på hende, en helt almindelig regnvejrsdag i Paris. Det er Mira klar over, hun prøver at 'miste' kontakten til dem da noget uventet pludselig sker...

41Likes
98Kommentarer
3646Visninger
AA

22. Problemer

Matthews synsvinkel

 

Jeg vågnede tidligt om morgnen. Mine øjne var kun åbne et kort øjeblik, så faldt de automatisk i. Jeg havde været sent oppe i går... sammen med Jess. Et smil spillede om min mund. Vi var blevet enige. En varm følelse bredte sig i hele min krop. Det var fantastisk!

Jeg kunne lide Jessica... Jessica kunne lide mig! Det hele ville blive godt igen. Vi kunne sige undskyld til Mir og Harry, de kunne komme sammen... og mig og Jess... jeg smilede over hele ansigtet.

Den eneste grund til at jeg havde sovet her, inde ved Mir, var at mig og Jess ville overraske hende. Vise hende at vi havde begået en stor, stor fejl! Give hende hendes frihed, så hende og Harry kunne få lov til at være sammen.

Jeg tvang mine øjne op... og smilet forsvandt... Mira var væk! Jeg rejste mig panisk op fra sengen. Det åbne vindue fangede med det samme min opmærksomhed. Jeg styrtede han til det og så ned. Men der var jo fem meter! Måske havde Jess bare lukket hende ud, lidt tidligere end aftalt. Mit hjerte bankede højt. Mira var bare blevet lukket ud lidt tidligere! Please! Sig det bare var sådan.

Jeg gik hen og tog i håndtaget. Døren var lige så låst som jeg efterladt den.

"Jess!?" Råbte jeg. Et par lette fodtrin hørtes foran døren.

"Ja søde?" Sagde Jessicas smukke stemme. Selvom jeg var bekymret, kunne et lille smil ikke lade være med at bryde frem.

"Vil du lige lukke mig ud?" Spurgte jeg. Et par nøgler raslede og døren blev åbnet. Jess' smukke øjne mødte mine. Jeg pressede mine læber mod hendes, sådan stod vi et par sekunder. Jessicas bløde hænder puffede mig en anelse væk. Hun smilede.

"Hvad sagde Mirabelle?"

Jeg så forvirret på Jessica. "Lukkede du hende ikke ud fra værelset?" Spurgte jeg. Jessicas smil forsvandt som dug fra solen. Hun rystede på hovedet.

"Det var jo ikke det vi aftalte...." Sagde hun stille og så bekymret på mig. Jeg rystede på hovedet. Så styrtede jeg ind på værelset igen og så ud af vinduet igen. Det var først nu jeg havde opdaget at rosenbuskene var blevet ødelagte nedenunder vinduet. Jeg tog en hånd op for munden.

Åh nej...

"E-er hun stukket af?" Stammede Jessica, da hun stillede sig ved siden af mig. Jeg stirrede ud mod de høje fyrretræerne og nikkede.

"Hvad... hvad gør vi?" Spurgte hun og så panisk op på mig.

"Vi er nødt til at finde hende! Og det kan kun gå for hurtigt!"

 

Jeg forklarede hurtigt Jessica hvad der ville ske hvis vi ikke fandt hende. Det vidste jeg nemlig. Jeg kendte jo hende. Og det der ville ske var ikke godt... hun ville ikke turde mere efter det her... og med det mente jeg:

Hun vil begå selvmord. Hendes selvtillid havde jo været nede i forvejen... men det her, det ville slå hende ud.

 

Harrys synsvinkel

 

Jeg pakker de sidste ting sammen. Tænk at mig og drengene skal forlade det her sted... her er simpelthen sket så meget! Louis giver min arm et ømt klem da han henter sin kufferter.

"Det skal nok gå."

Jeg nikker. Ikke helt enig selvfølgelig. Vi fik intet gjort for Mira... hun er et sted derude. Måske er det tæt på, måske er det langt væk... det ved ingen af os. Vi ved kun at det er for sent. Jeg ryster tankerne ud af hovedet. Jeg VIL ikke være ked af det!

Jeg smider det sidste tøj ned i min kuffert og lukker den. Jeg må videre. Videre i min karriere. Videre fra min lille ferie, her i Paris. Kærlighedens by. Jeg sukker. Så går jeg hen til døren, som Louis holder for mig. Jeg giver ham et varmt smil.

"Tak fordi du er her for mig." Siger jeg. Louis smiler.

"Harry, jeg er din bedste ven. Jeg vil altid være her for dig."

Jeg smiler. Men indeni har jeg det dårligt over, at have været så sur på drengene! De ville jo bare hjælpe mig! Og så har jeg bare stået og råbt dem op i hovedet... tænk at de kan holde mig ud.

Ud til lufthavnen er der kun tyve minutter. Det er rart, for jeg har ikke lyst til at sidde i bussen så længe. Jeg ved at de andre drenge vil sende mig blikke og have ondt af mig.... det er ikke sådan man glemmer noget der gør ondt.

Mig og Louis var på vej ned af en trappe da en kalder på os.

"Hey! Sir!?"

Vi vender os om. Oppe på trappen står en halv tyk håndværker. Han vifter til os med en stor knibtang.

"Jeres naboer... har i en nøgle ind til dem?" Spørger han forpustet. Mig og Louis ser på hinanden og ryster på hovedet.

"Hvorfor?" Spørger jeg med en hæs stemme. Mit spørgsmål minder mig om Mira. Provokerende og koldt. Lidt som hun spurgte, da jeg dukkede op i hendes lejlighed, første gang... en tåre presser på, men jeg blinker den hurtigt væk.

"Vi skal reparere altanen. Den er livsfarlig... jeg tror at sikkerhedshegnet på den, kan falde ned ved den mindste berøring. Men vi kan ikke komme ind." Svarer han. Jeg nikker.

"Louis kan du lige tage min kuffert? Jeg skal lige noget." Siger jeg hurtigt til en forvirret Louis. Han ser undrende på mig, men han tager alligevel min kuffert og fortsætter ned af trappen.

Jeg går op til håndværkeren.

"Hvilken en af rummene er det?" Spørger jeg.

"215" svarer han. Det er Miras værelse. Jeg sukker og tager mig sammen da jeg siger:

"Jeg tror ikke ejeren kommer hjem foreløbigt... I kan bare ordne den senere."

 

Hejsa

Det her er nok det længste kapitel jeg har skrevet! YAY;-)

Nå... men... I ved jo at movellaen snart er færdig... så... jeg ville blive super glad, hvis I gad at gætte på hvordan den ender... altså bare for sjov. For jeg vil MÆGTIG gerne høre hvordan I tror det hele slutter.

Håber I nød det tredje sidste kapitel af Danserinden :-)

Og selvom alt det her er kedeligt... så tro mig, alt (næsten) der er blevet nævnt i det her kapitel, er noget I skal bruge i næste. Så jeg håber I hørte efter :-P

 

-EStories

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...